Til undervisere Om os Kontakt
Søg
Forside UndervisningsministerietDansk Institut for Internationale Studier

Forside>Eksempler på folkedrab>Armenien>Folkedrabets efterspilPrint

Efterspil af det armenske folkedrab


Osmannerrigets opløsning

Osmannerrigets og dets allieredes nederlag ved slutningen af 1. Verdenskrig i 1918 medførte en hurtig opløsning af riget. Tilbage var kun Anatolien, som derefter blev kaldt Tyrkiet. I modsætning til f.eks. Tyskland var dele af Tyrkiet efter krigen besat af de vestlige stormagter. Dette muliggjorde opfyldelse af de vestlige regeringers krav om at straffe de tyrkere, der havde været ansvarlige for forfølgelsen af armenierne, og dernæst at genskabe en uafhængig armensk stat.

Mulighederne så ud til at blive endnu bedre, da den nye tyrkiske leder, Damad Ferit, i 1919 indrømmede, at tyrkerne havde begået forfærdelige forbrydelser mod rigets
En forældreløs armensk flygtning
En forældreløs armensk flygtning, Erivan, 1918.
Læs mere
Operation Nemesis – hævn over gerningsmændene

Benægtelse af det armenske folkedrab

Erindring af folkedrabet

Kamp for anerkendelse

Armeniens lange vej til selvstændighed
mindretal. Han udtalte, at han ønskede en ”hurtig domfældelse i sagen for at gøre op med gerningsmændene til en forbrydelse, der fik den samlede menneskehed til at væmmes.” De Ungtyrkiske ledere var flygtet ud af landet, men en tyrkisk militærdomstol dømte alligevel flere til døden, selvom de ikke var i politiets varetægt. Dette skete dog kun i begrænset omfang, idet der generelt ingen vilje var i Tyrkiet til at retsforfølge de mange forbrydere. Den tyrkiske nationalisme var en stærk kraft, og efter to måneder blev domstolen nedlagt og de sigtede og fængslede løsladt.

Passiviteten overfor det begrænsede tyrkiske retsopgør var i høj grad influeret af, at de allierede sejrherrer – England, Frankrig, Rusland og USA – efter krigen var blevet uenige om, hvad der skulle ske med Tyrkiet og dermed også med armenierne. For de allierede var det blevet vigtigere at holde gode forbindelser til det store og centralt beliggende land Tyrkiet, end det var at hjælpe armenierne. Der blev talt meget om, at de armenske flygtninge skulle vende hjem til et selvstændigt Armenien. Tyrkerne nægtede dog at opgive områder eller at lade armenske flygtninge vende hjem – selvom det i 1920 ved en fredstraktat var blevet aftalt, at der skulle dannes et stort og selvstændigt Armenien af både tyrkiske og russiske armensk-befolkede områder.

Atatürk: Tyrkiets nye hersker og armenierne

I løbet af 1920-23 fik en nationalistisk bevægelse, ledet af Mustafa Kemal Atatürk, stor folkelig opbakning. Selv om han blev leder af et land, der lige havde tabt en krig, formåede Atatürk at skaffe Tyrkiet store politiske fordele ved at spille på europæernes og amerikanernes krigstræthed og indbyrdes uenighed. Det endte med, at de vestlige stormagter helt opgav at holde løftet om at give armenierne en selvstændig stat, og da de i 1923 indgik en ny fredsaftale med Atatürks regering, blev hverken Armenien eller armenierne nævnt.

I Tyrkiet fortsatte man med at fjerne spor af armeniernes 3000-årige tilstedeværelse: nye, omfattende massakrer på armeniere fandt sted, armenske sted- og bynavne blev ændret til tyrkiske navne, og armenske kirker blev ødelagt eller fik lov til at forfalde. Armenierne fik i 1920 på papiret deres egen stat, Den Armenske Sovjetrepublik. Denne bestod dog kun af en lille del af det oprindelige armenske område, og det var i realiteten ikke en selvstændig stat, idet den var underlagt det sovjetiske kommunistiske styre i Moskva. Først efter Sovjetunionens opløsning blev Armenien selvstændigt i 1991.

Tyrkiet i dag: Benægtelse af det armenske folkedrab


Fra 1920’erne og frem til i dag har tyrkiske regeringer gennemgående benægtet, at armenierne i Osmannerriget blev udsat for folkedrab. Dette er f.eks. foregået ved, at tyrkiske eller tyrkisk-betalte udenlandske historikere har udlagt deportationerne som nødvendige, fordi armenierne aktivt og i stort tal støttede russerne. Disse historikere påstår også, at der døde relativt få armeniere ved deportationerne, og at de hovedsageligt døde af sult og sygdom - på trods af forsøg på at holde så mange som muligt i live. Andre forskere nægtes samtidig adgang til tyrkiske arkiver eller bliver ligefrem forsøgt presset til at følge den officielle tyrkiske version af begivenhederne.

Der er flere grunde til denne benægtelse. Selvom den nuværende tyrkiske stat ikke er ansvarlig for folkedrabet, vil det være ubehageligt at erkende, at dannelsen af den tyrkiske stat med sine demokratiske idealer har nogen forbindelse med udryddelsen af næsten en hel befolkningsgruppe. Samtidig frygtes det, at en anerkendelse af folkedrabet vil medføre, at armenierne vil gøre krav på de oprindeligt armenske dele af Tyrkiet. Selvom det er fuldstændig anerkendt blandt langt de fleste forskere i dag, at folkedrabet fandt sted, har den tyrkiske stat overfor vestlige politikere haft et vist held med benægtelse af folkedrabet. Tyrkiet var under den kolde krig en vigtig allieret for USA mod Sovjetunionen samtidig med, at amerikanerne havde store økonomiske interesser i landet. Det var først omkring 1990, at den amerikanske regering efter stærkt pres fra armensk-amerikanere begyndte at kritisere behandlingen af armenierne i Osmannerriget.
 
Hitler og det armenske folkedrab
På trods af det relativt store internationale fokus på armeniernes lidelser før, under og umiddelbart efter folkedrabet, blev de hurtigt glemt igen. I en tale, som Adolf Hitler holdt den 22. august 1939 til sine ledende officerer kort før Tysklands invasion af Polen, opfordrede han til nådesløs fremfærd mod mænd, kvinder og børn og spurgte retorisk: ”Hvem taler i dag længere om udryddelsen af armenierne?” Ikke mange nævnte længere det armenske folkedrab, og det så Hitler som en mulighed for ubemærket at behandle jøder og polakker, som det passede ham.


Dansk Institut for Internationale Studier
Østbanegade 1172100 København Øtel: +45 32 69 87 87fax: +32 69 88 00
folkedrab@diis.dk