Til undervisere Om os Kontakt
Søg
Forside UndervisningsministerietDansk Institut for Internationale Studier

Forside>Eksempler på folkedrab>Darfur>Før folkedrabetPrint

Baggrund


Krigen i Darfur er én ud af en lang række konflikter, som regionen har oplevet, siden Sudan blev selvstændigt i 1956. Der er flere forskellige årsager til konflikten. Bl.a. har ressourcefordeling spillet en stor rolle. I den nuværende konflikt har også etnisk tilhørsforhold fået en større og større betydning, blandt andet som følge af en bevidst politik fra den sudanske regerings side.
 
Konflikten i Darfur er kompleks og har mange årsager, men der er tre faktorer som kan hjælpe til at forstå konfliktens udbrud i 2003:
  •  Regeringens diskriminerende politik mod den afrikanske befolkning har givet anledning til megen utilfredshed blandt darfurianere.
  •  Ændringer i levevis og ressourcefordeling har medført, at spændinger mellem etniske grupper i Darfur er øgede.
  •  Begyndelsen på oprøret i Darfur faldt sammen med fredsforhandlinger mellem Nord- og Sydsudan, der startede i 2002 og handlede om at slutte borgerkrigen, der havde præget Sudan i 21 år. Darfurianerne følte sig udelukket fra disse fredsforhandlinger.

En etnisk konflikt i Darfur

Sudan er Afrikas største land og har omkring 40 mio. indbyggere og en kompleks befolkningssammensætning. Der findes over 600 forskellige stammer og 142 sprog i landet. De forskellige folk og stammer bliver ofte opdelt i to grupper: arabiske og afrikanske sudanere, men det betyder dog ikke, at disse kan betragtes som samlede grupper. Desuden har opdelingen heller aldrig været særlig klar. Om en person er arabisk eller afrikansk bliver tit afgjort af personens egen identificering med en bestemt gruppe. Traditionelt har det mest for en persons etniske tilhørsforhold været, om man var nomade eller jordbruger.  
 
Konflikten i Darfur var ikke som udgangspunkt en ”etnisk konflikt”, for etnicitet har normalt ikke været noget, som darfurianerne gik særlig højt op i. De talte alligevel næsten alle sammen arabisk og havde den samme religion; Islam. Af større betydning har det været, hvilken stamme man tilhørte, for i Darfur identificerer man sig først og fremmest med sin stamme.
 
I løbet af konflikten er etnisk tilhørsforhold dog blevet et større og større tema, fordi Janjaweed og regeringsstyrkerne har haft afrikanske darfurianere som klar genstand for deres angreb, og dermed er der sat et tydeligt skel mellem de to etniske grupper.

 
Politisk marginalisering


I mange år har den politiske og økonomiske magt i Sudan været koncentreret blandt den arabiske del af befolkningen. Ifølge oprørsgrupperne i Darfur har den sudanske regering i årevis ført en diskriminerende politik overfor den afrikanske befolkning og favoriseret personer med arabisk baggrund, når der skulle ansættes folk i det administrative og politiske system. Afrikanske landsbyer har i modsætning til de arabiske landsbyer heller ingen støtte fået støtte af regeringen til hospitaler eller skoler.
 
Ifølge regeringen er konflikten i Darfur ”blot en stammekonflikt”. Regeringen siger, at de arabiske ’Janjaweed’-militser angriber landsbyer, fordi indbyggerne er afrikanske. Men de har selv igennem deres diskriminerende politik bidraget til at opdele den sudanske befolkning i ”arabere” og ”afrikanere”.
 
Centraliseringen af den politiske og økonomiske magt i Khartoum hos den arabisk-muslimske del af befolkningen er ikke ny, men har rødder i den britisk-egyptiske kolonisering af Sudan fra 1899 indtil 1956, hvor Sudan opnåede selvstændighed. Under koloniseringen blev al magt centraliseret i Khartoum og store dele af landet blev tilsidesat. Det skete, fordi koloniherrerne ikke anså yderregionerne som Darfur for at være værdifulde pga. de store ørkenområder og den ”primitive” befolkning.   
    

'Arabiseringen'


Regeringens favorisering af den arabiske del af befolkningen i Sudan startede i 1980’erne. En række arabiske ledere i Darfur udsendte i 1987 et manifest, hvori de fremhævede Darfurs arabiske befolkning som bærere af regionens kultur og civilisation og krævede, at araberne skulle have mere politisk indflydelse. Manifestet var inspireret af Libyens leder Muammar Qaddafi, som i 1980’erne promoverede ‘arabisme’ som politisk ideologi og bakkede op om arabiske rebeller i Afrika syd for Sahara som led i planen om et ‘arabisk bælte’. Manifestet advarede om, at situationen kunne komme ud af kontrol, hvis ikke araberne i Darfur fik mere indflydelse. Sidenhen begyndte regeringen sin politik med at udskifte afrikanske darfurianere med arabiske i den offentlige sektor.
 

Mindre land til flere mennesker

En anden faktor, med betydning for konflikten i Darfur, er ændringer i befolkningens levevis og ressourcefordelingen i regionen. Der, hvor arabiske og afrikanske grupper i Darfur adskiller sig fra hinanden, er særligt i deres forskellige levevis. Udadtil er forskellene mellem grupperne nemlig ikke så markante. Både arabiske og afrikanske darfurianere er muslimer. Størstedelen af darfurianerne taler arabisk, alle er i forskellig grad sorte i huden, og de har i generationer giftet sig indbyrdes.
 
Hvor de afrikanske grupper traditionelt har dyrket jorden i den sydlige del af Darfur, har de arabiske darfurianere typisk ernæret sig som kvæghyrdende nomader i nord. I løbet af den årlige tørkeperiode har nomaderne desuden kunnet lade deres kvæg græsse og gøde bøndernes jorde, når disse lå uopdyrket hen.
 
Nomaderne og bønderne har tidligere levet i nogenlunde sameksistens, og grupperne har handlet med hinanden med gensidigt udbytte. I de senere år er den traditionelle opdeling i nomader og bønder dog blevet mere udvisket, fordi en del arabiske nomader har slået sig ned som bønder. Grunden hertil var mangel på jord til deres kvæg som følge af langvarige tørkeperioder samt Sahara-ørkenens spredning ind i den nordlige del af Darfur. Desuden er det blevet mere attraktivt at dyrke jorden, fordi landbruget er blevet moderniseret.
 
Tørkeperioderne og ørkenspredningen har samtidig tvunget mange tilbageblevne nomader til at søge længere sydpå med kvæget, også i perioder hvor jorden bliver dyrket. Det har skabt konflikter med de afrikanske bønder, at nomadernes kvæg i stigende grad græsser på opdyrket jord og ødelægger høsten. Det har medvirket til at skabe spændinger.
 
Den slags konflikter blev hidtil løst ved lokale retsinstanser, men da den nuværende regering tog magten i 1989, afskaffede den, de lokalråd som stod for at mægle i konflikterne. 
 

Konflikten mellem Nord- og Sydsudan


Den nuværende konflikt i Darfur er også påvirket af den afsluttede borgerkrig i Sudan. Fra 1983 til 2005 var der borgerkrig mellem Nord- og Sydsudan. Borgerkrigen sluttede, da regeringen og oprørsgrupperne i syd indgik en aftale om den fremtidige magt- og ressourcefordeling i landet. En af aftalerne er, at Sydsudan fik mere indflydelse i regeringen i Khartoum, og at Sydsudan på sigt skal holde folkeafstemning om, hvorvidt der skal indføres selvstyre.
 
Fredsforhandlingerne inkluderede ikke repræsentanter fra andre områder end hovedstaden Khartoum og Sydsudan. Andre regioner i Sudan er således blevet afskåret fra indflydelse på landets fremtid og kræver lignende ændringer. Det gav, allerede i 2003, anledning til megen utilfredshed i andre regioner. For nogle darfurianere har denne udelukkelse været dråben, der fik bægeret til at flyde over. I modsætning til Sydsudan har oprørerne i Darfur dog ikke stillet krav om regionalt selvstyre. 


Siden er sidst opdateret i januar 2015

Kvæghyrder på vej efter vand, Darfur 2006
Kvæghyrder på vej efter vand, Darfur 2006.
©
Erik Refner



Fakta om Darfur

Areal: 493.180 km² (på størrelse med Frankrig)
Hvor & hvordan: Darfur danner Sudans vestlige grænse mod Tchad, Den Centralafrikanske Republik og Libyen. Regionens nordlige del består hovedsageligt af ørken, mens den sydlige del er mere egnet til landbrug.
Indbyggertal: Ca. 6,5 millioner
Hvem: De største afrikanske grupperinger i Darfur (som hovedparten af oprørsgrupperne tilhører) er Fur, Masalit og Zaghawa. Den arabiske befolkning kaldes samlet Baggara.
Religion: Islam
Kilde: CIA Worldfactbook 2014






























































21 års borgerkrig i Sudan
Borgerkrigen mellem regeringen i Nord og oprørsgruppen Sudan People's Liberation Army (SPLA) i Sydsudan varede fra 1983-2005. Efter oliefund i 1980'erne fik Sydsudan inddraget sin begrænsede lokale selvbestemmelse og blev underkastet sharia-lovgivning, dvs. islamisk lov. Disse tiltag startede det oprør, som kastede landet ud i en 21 år lang og blodig borgerkrig. Denne konflikt har været en af Afrikas længstvarende, og ved afslutningen i 2005 menes den at have kostet op mod to millioner mennesker livet.


Dansk Institut for Internationale Studier
Østbanegade 1172100 København Øtel: +45 32 69 87 87fax: +32 69 88 00
folkedrab@diis.dk