Til undervisere Om os Kontakt
Søg
Forside UndervisningsministerietDansk Institut for Internationale Studier

Forside>Hvad er folkedrab>Folkedrab og internationale domstolePrint

Folkedrab og Internationale Domstole


 
Alle verdens lande er forpligtede til at straffe de ansvarlige for folkedrab, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden. Retsforfølgning af gerningsmændene kan ske enten ved nationale eller internationale domstole. Her fokuseres der på de internationale domstole.


Overordnet set findes der tre internationale domstole, der kan behandle sager vedrørende folkedrab.  
  1. Midlertidige krigsforbryderdomstole, også kaldet ad hoc domstole 
  2. Den Internationale Straffedomstol, International Criminal Court (ICC) 
  3. Den Internationale Domstol (FN’s verdensdomstol), The International Court of Justice (ICJ)

Det er tre meget forskellige domstole, der hver især har nogle helt specifikke kompetencer:

Midlertidige krigsforbryderdomstole oprettes for en tidsbegrænset periode og kan kun varetage sager, der knytter sig til en bestemt konflikt.

Den Internationale Straffedomstol
er FN’s højeste dømmende organ. Domstolen behandler de groveste og mest alvorlige internationale forbrydelser. Det er folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser. Domstolen kan kun behandle sager, hvis den pågældende stat på forhånd har givet domstolen lov, eller hvis sagen er henvist til domstolen af FN’s sikkerhedsråd.

Fælles for midlertidige krigsforbryderdomstole og Den Internationale Straffedomstol er, at de beskæftiger sig med sager, hvor enkeltpersoner kan stilles til ansvar, og de skyldige kan idømmes frihedsstraffe.

Den Internationale Domstol (FN’s verdensdomstol) beskæftiger sig udelukkende med sager, der omhandler staters indbyrdes stridigheder. Det kan være retten til et bestemt territorium eller en stats indblanding i en anden stats interne anliggender. Verdensdomstolen skal desuden afgøre sager, hvor der er opstået tvivl eller uenighed om fortolkningen af internationale konventioner herunder folkedrabskonventionen.
Læs mere om folkedrabskonventionen her

1. Midlertidige krigsforbryderdomstole


To eksempler på midlertidige domstole er krigsforbryderdomstolene for det tidligere Jugoslavien og for Rwanda. Disse krigsforbryderdomstole behandler udelukkende sager rejst mod enkeltpersoner anklaget for folkedrab, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden under de væbnede konflikter i det tidligere Jugoslavien og i Rwanda. Begge domstole er oprettet af FN’s Sikkerhedsråd.

Det er dog både dyrt og besværligt at oprette en midlertidig domstol, og derfor oprettes de kun for en tidsbegrænset periode. Det kan medføre, at man desværre ikke når at afslutte alle sager. De uafsluttede sager kan så efterfølgende tages op af nationale domstole.

Midlertidige domstole har været en nødvendig, men ikke en holdbar løsning. Derfor har flere lande haft et ønske om at oprette en permanent domstol for de internationale forbrydelser, som staterne ikke selv kunne – eller ville – retsforfølge. Ønsket opstod kort efter 2. Verdenskrig, men der kom til at gå mere end halvtreds år, før domstolen blev en realitet.

2. Den Internationale Straffedomstol


I 1997 blev det internationale samfund enige om at oprette Den International Straffedomstol, og domstolen trådte i kraft i 2002. Den internationale straffedomstol ligger i Haag og er også kendt under den engelske forkortelse ICC, som står for International Criminal Court. Domstolens formål er at straffe de ansvarlige for folkedrab, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden i de situationer, hvor det på grund af staternes manglende evne eller vilje, er umuligt at føre retssag ved en national domstol.

Fordelen ved at have en permanent international straffedomstol er, at man straks kan gå i gang med at indsamle beviser og opbygge en sag. Samtidig betyder en permanent domstol, at der ikke er en tidsbegrænsning. Alle sager kan derfor nå at blive afsluttet. ICC kan kun beskæftige sig med forbrydelser, der har fundet sted efter d. 1. juli 2002, hvor domstolen officielt trådte i kraft.

Hvem kan anklages ved domstolen?

ICC er ikke oprettet af FN, men er oprettet på baggrund af en traktat. Det betyder, at det kun er de lande, som har underskrevet og tilsluttet sig (ratificeret) traktaten, der er bundet af et samarbejde med ICC. I 2007 har i alt 104 stater tilsluttet sig traktaten. Selvom over halvdelen af verdens 192 FN-medlemslande dermed har tilsluttet sig, så dækker disse lande faktisk under halvdelen af verdens befolkning. Det skyldes, at folkerige nationer som for eksempel Kina, Indien og USA ikke har tilsluttet sig.

Det kan være problematisk, at mange af de lande, der i dag er involveret i konflikter, ikke vil anerkende ICC, og dermed ikke er forpligtet til at henvise sager dertil. Dette gælder blandt andet Sudan, Irak, Israel og USA. Disse lande ønsker ikke, at deres statsborgere skal kunne straffes af andre domstole end landets egne.

Henvisning af sager

Der er forskellige måder, hvorpå en sag kan ende hos ICC. Som udgangspunkt kan et land enten selv henvise en sag, eller ICC’s anklager kan indlede en efterforskning på eget initiativ. I sjældne tilfælde kan FN’s Sikkerhedsråd vælge at bede ICC om at efterforske en situation i et land med henblik på at anklage og retsforfølgelse enkeltpersoner. Det særlige ved en henvisning fra FN’s Sikkerhedsråd er, at rådet har ret til at henvise sagen, uanset om det pågældende land har tilsluttet sig traktaten eller ej. ICC kan kun retsforfølge enkeltpersoner. Men sommetider opstår der sager, hvor det ikke kun er en person, men en stat, der anklages for at have handlet ulovligt eller ikke levet op til sit ansvar og sine forpligtelser. Derfor er der også oprettet en domstol under FN, som udelukkende tager sig af sådanne sager.

3. Den Internationale Domstol (ICJ)

Den Internationale Domstol (The International Court of Justice) er etableret under FN-pagten. Det betyder, at alle FN’s medlemslande automatisk er medlemmer af domstolen. ICJ er en mellemstatslig domstol, ikke en straffedomstol. Det vil sige, at den kun behandler sager, der opstår mellem stater. Enkeltpersoner kan hverken indbringe sager for ICJ eller dømmes ved ICJ. Sager mellem stater kan for eksempel handle om overholdelsen af internationale forpligtelser og fortolkningen af traktater. ICJ kan enten afsige egentlige domme eller blot komme med vejledende udtalelser.

Ifølge Folkedrabskonventionen har ICJ ret til at afgøre sager, hvor der er opstået tvivl eller uenighed om fortolkningen af konventionen. I marts 2007 afsagde ICJ for første gang en dom, der omhandlede fortolkningen af Folkedrabskonventionen. Dommen handlede om staten Serbiens rolle i forbindelse med folkedrabet i Srebrenica i 1995.


ICJ’s dom vedrørende folkedrab i det tidligere Jugoslavien

Bosnien anklagede staten Serbien for at være ansvarlig for folkedrab på bosniske muslimer i Srebrenica, under krigen i det tidligere Jugoslavien. Ifølge ICJ’s dom har Serbien ikke overholdt sin forpligtigelse til at forhindre folkedrab. Derudover har Serbien heller ikke overholdt sin forpligtigelse til at retsforfølge de ansvarlige og samarbejde med krigsforbryderdomstolen.

Men da det ikke blev bevist, at folkedrabet ville være blevet forhindret, hvis Serbien havde levet op til sine forpligtelser, mente retten ikke, at Serbien skulle yde økonomisk kompensation til Bosnien. Heller ikke Serbiens manglende vilje til at retsforfølge eller udlevere de ansvarlige berettiger Bosnien til økonomisk kompensation. Det var dog trods alt en lille sejr for Bosnien, at ICJ slog fast, at massakren i Srebrenica skal anerkendes som et folkedrab.

International pligt til at straffe gerningsmændene


Som hovedregel skal en forbrydelse straffes i det land, hvor den er begået. Men hvis en person, der har medvirket til at begå folkedrab, er flygtet til et andet land, har dette land nu pligt til at arrestere og retsforfølge personen for hans forbrydelser eller udlevere ham til et tredje land, som vil retsforfølge ham. På denne måde har man prøvet at sikre, at gerningsmændene altid vil blive stillet til ansvar for deres handlinger, uanset hvor i verden de rejser hen.

Selvom ansvaret for at retsforfølge gerningsmændene først og fremmest ligger hos de nationale domstole i det land, hvor forbrydelserne har fundet sted, kan det vise sig at være meget vanskeligt for et land at leve op til dette ansvar. Den sikkerhedsmæssige og politiske situation i et land, hvor en krig netop er slut, kan være meget ustabil. Det kan tage lang tid at få landets institutioner, som for eksempel retssystemet, til at fungere normalt igen. Efter folkedrabet i Rwanda i 1994, hvor op mod 800.000 mennesker blev dræbt i løbet af 100 dage, var det nationale retssystem ude af stand til at håndtere de ufatteligt mange sager. I enkelte tilfælde, hvor de nationale domstole har været ude af stand til selv at retsforfølge gerningsmændene, har det internationale samfund, gennem FN, fundet det nødvendigt at oprette midlertidige domstole, såkaldte ad hoc domstole, til at hjælpe med at udføre denne opgave.

Den internationale domstol i Haag
Den internationale domstol i Haag



Den Internationale Krigsforbryderdomstol for det Tidligere Jugoslavien (ICTY)
Krigen i det tidligere Jugoslavien, som varede fra 1991 til 1995, var den mest voldelige begivenhed i Europa siden 2. verdenskrig. Der blev begået adskillige overtrædelser af den humanitære folkeret for eksempel, tortur, voldtægt og massakre på civile. I 1993 besluttede FN’s Sikkerhedsråd, at der skulle nedsættes en domstol i den Hollandske by Haag. Domstolen skulle sikre, at de som stod bag folkedrab, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden, blev stillet til ansvar.



Den Internationale Krigsforbryderdomstol for Rwanda (ICTR)
I 1994 blev omkring 800.000 mennesker, primært af Tutsi afstamning, ofrer for et folkedrab i Rwanda. I tiden lige efter folkedrabet blev over 100.000 mennesker arresteret for at have medvirket til folkedrabet. Det medførte, at fængslerne blev overfyldte, og det nationale retssystem slet ikke kunne følge med. Derfor besluttede FN’s Sikkerhedsråd, at der skulle oprettes en midlertidig domstol til at tage sig af de personer, der havde begået de mest alvorlige forbrydelser. Domstolen blev oprettet i byen Arusha i Tanzania, som er naboland til Rwanda. I 2008, 15 år efter konflikten, sidder der stadig mange mennesker i Rwandas fængsler og venter på, at deres sag bliver taget op.










Sikkerhedsrådets henvisning af sag om Darfur
I 2005 besluttede FN’s Sikkerhedsråd, at ICC skulle begynde en efterforskning af situationen i Sudan. Man havde oplysninger om forbrydelser mod menneskeheden, og muligvis folkedrab i Sudans Darfur-provins. Det havde Sikkerhedsrådet ret til at gøre, selvom Sudans regering ikke anerkender ICC. I 2007 blev de første to arrestordrer udstedt, men Sudan har fortsat nægtet at samarbejde med ICC og vil ikke udlevere de personer, der mistænkes for at stå bag forbrydelserne. Det er foreløbig første og eneste gang, at Sikkerhedsrådet har benyttet muligheden for at henvise en sag til ICC.

 

Folkedrab, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden
I international lov skelnes der mellem folkedrab, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden.
  • Folkedrab er defineret i folkedrabskonventionen fra 1948, som et målrettet forsøg på at udslette en national, etnisk, racemæssig eller religiøs gruppe helt eller delvist.
  • Krigsforbrydelser er grove overtrædelser af reglerne for krigsførelse. Reglerne for krigsførelse er nedskrevet i fire Genevé-konventioner og tilhørende tillægsprotokoller samt Haag-reglerne. Grove overtrædelser af Genevé-konventionerne kan eksempelvis være bevidste angreb mod civile.
  • Forbrydelser mod menneskeheden er udbredte eller systematiske overgreb som mord, tortur eller voldtægt begået mod civilbefolkningen.
Folkedrab og forbrydelser mod menneskeheden kan finde sted i både krigs- og fredstid. Krigsforbrydelser kan derimod kun forekomme under væbnet konflikt.



Dansk Institut for Internationale Studier
Østbanegade 1172100 København Øtel: +45 32 69 87 87fax: +32 69 88 00
folkedrab@diis.dk