Til undervisere Om os Kontakt
Søg
Forside UndervisningsministerietDansk Institut for Internationale Studier

Forside>Hvad er folkedrab>Hvordan opstår folkedrab? - Tre teoretiske bud>Stanton: Folkedrab som stadierPrint

Stanton: Folkedrab som stadier



Hvordan udvikler et folkedrab sig, og hvad får mennesker til at slå deres medmennesker ihjel? Hvilke advarselstegn bør man være opmærksom på, og hvad kan man gøre for at stoppe udviklingen i tide? Gregory Stanton har set på hvilke faktorer, der før har ledt til folkedrab og har et bud på hvordan man kan komme svarene på disse spørgsmål et skridt nærmere. 

Folkedrabsforskere fortæller os, at langt de fleste gerningsmænd bag folkedrab ikke er udpræget onde mennesker. I mange tilfælde udfører de en ordre uden at tænke over, om det er rigtigt eller forkert, andre gange tør de ikke modsætte sig ordren. Nogle mennesker bliver gerningsmænd, fordi de er overbevist om, at de gør det rigtige. For andre er det frygten for konsekvenserne ved ikke at deltage i overgrebene – fx at de selv eller deres familie mister livet – der er afgørende for, at de ender som gerningsmænd. Ligeledes kan det være svært at træde ud af et gruppefællesskab og tage afstand fra sin gruppes handlinger, hvis man lever i et opdelt samfund.

Folkedrab begås ofte i forbindelse med en tilspidset konflikt eller egentlig krig. Det vil sige, at samfundet ofte er præget af et særligt klima af organiseret vold og ødelæggelse, der sætter folk under et ekstremt psykisk pres. Det påvirker også menneskers handlinger. At mennesker er i stand til at udføre et folkedrab, fortæller dog ikke meget om, hvordan det er kommet så vidt. Hvad har ført til, at naboer, kolleger og venner slår hinanden ihjel?

Folkedrabets otte stadier

Den amerikanske folkedrabsforsker Gregory H. Stanton mener, at folkedrab kan ses som en fremadskridende proces bestående af en række faser. Hans forklaringsmodel er et bud på en forklaring af, hvordan et folkedrab udvikler sig. De forskellige faser eller stadier viser den fremdrift, som ifølge Stanton tit opleves i, op til og under et folkedrab. Ved at nedbryde et folkedrab i forskellige stadier mener Stanton, at man kan få en forståelse af de mekanismer, som gør et folkedrab mulig. Denne forståelse kan være et redskab til at identificere de signaler, der advarer om, at en situation er ved at udvikle sig i en meget negativ retning. Stantons model gennemgår otte stadier, som han mener, at alle folkedrab i større eller mindre grad gennemgår:
  1. Klassificering
  2. Symbolisering
  3. Dehumanisering
  4. Organisering
  5. Polarisering
  6. Forberedelse
  7. Udryddelse
  8. Benægtelse
Ifølge Stanton forekommer stadierne altid i samme rækkefølge. Det er som at lægge byggeklodser oven på hinanden: de faktorer og omstændigheder, der karakteriserer første stadie, har også indflydelse på de senere stadier. Selvom man ser tegn på de første stadier i et samfund, betyder det dog ikke nødvendigvis, at samfundet er på vej mod folkedrab – men det er faresignaler, som bør tages alvorligt. Derfor har Stanton for hvert stadie udarbejdet forslag til, hvordan udviklingen mod et eventuelt folkedrab kan standses.

1. Klassificering

Klassificering er det første stadie på vejen til et folkedrab. I alle samfund og kulturer inddeles mennesker i forskellige kategorier, i Danmark klassificerer vi også forskellige grupper, fx jyder og sjællændere. Man kan også klassificere efter fysiske træk, fx hvis kropsbygningen i den ene gruppe er anderledes end i den anden. Klassificeringen bliver først farlig, når et samfund er meget opdelt, og de forskellige grupper ikke blandes og samtidig behandles forskelligt, dvs. har forskellige rettigheder og muligheder. Et eksempel på den situation er Rwanda før folkedrabet i 1994. Landets to største grupper var hutuer og tutsier. Fordi børn af blandede ægteskaber altid arvede deres fars etnicitet, blev de to grupper aldrig blandet. Børn blev derfor altid enten hutu eller tutsi. Derved kunne man opretholde klassificeringen og muligheden for at skelne mellem et ”dem” (de andre) og et ”os”.

Klassificering kan forhindres ved at påpege, at de forskelle, der bruges til at adskille folk fra hinanden, er forkerte. Man kan også fokusere på gruppernes ligheder og vise, at man udgør et fællesskab, fx at man har fælles nationalitet eller en fælles historie. En anden måde at undgå klassificering er at fremme blandede ægteskaber, for på den måde vil adskillelsen af grupper naturligt blive vanskelig at opretholde. For at forhindre at klassificering udvikler sig i en negativ retning, kan der i samfundet oprettes institutioner, som ser ud over etniske, religiøse eller racemæssige skel, og som arbejder for at fremme tolerance og fælles forståelse.

2. Symbolisering


Andet stadie i et folkedrab er symbolisering. Symbolisering er med til at adskille grupper i samfundet fra hinanden. Symbolisering sker, når en samfundsgruppe får særlige navne og tildeles bestemte symboler. Nazisterne talte fx om ”jøden” og brugte davidsstjernen som symbol for alle jøder. Ligeledes blev jøders pas stemplet med et rødt J. På den måde blev alle de mange forskellige individer samlet under ét. Alle jøder blev reduceret til en stjerne og et bogstav. For nazisterne havde symboliseringen det praktiske formål, at jøder nemt kunne genkendes og udskilles fra resten af den tyske befolkning.

Symboliseringen kan stoppes ved at forbyde brugen af de hadefulde symboler ved lov. Racistiske udtryk og nedværdigende omtale af andre mennesker skal stemples som ’hate speech’ og propaganda. Dette er naturligvis ikke altid tilstrækkeligt til at stoppe udviklingen mod et folkedrab – de retslige tiltag skal grundfæstes i befolkningen, så der er enighed om, at man rent faktisk ikke anvender de pågældende navne og symboler. Hvis den rigtige indstilling i befolkningen mangler, risikerer symboliseringen at udvikle sig til folkedrabets tredje stadie.

3. Dehumanisering

Klassificering og symbolisering findes i mange samfund, men det er ikke ensbetydende med, at et samfund er på vej mod et folkedrab. Følges de to stadier op af et tredje, dehumanisering, er situationen dog langt mere alvorlig. Dehumanisering betyder, at en bestemt gruppe umenneskeliggøres. Gruppens menneskelige egenskaber ignoreres, og gruppen sidestilles og sammenlignes med fx skadedyr. På den måde understreges det, at gruppens medlemmer er laverestående i forhold til andre mennesker. Nazisterne sammenlignede jøder med rotter, hutuerne i Rwanda kaldte tutsier for kakerlakker, og kommunisterne i det tidligere Sovjetunionen afbildede deres modstandere som insekter, smuds og skidt.

Dehumanisering er farlig, fordi medlemmer af en gruppe fratages deres menneskelighed, hvorved det bliver nemmere at udsætte dem for propaganda og overgreb. Opfattes en gruppe ikke som mennesker, er det nemmere at tilsidesætte deres basale menneskelige rettigheder, fx retten til liv. Groft sagt er det nemmere at slå en kakerlak end et menneske ihjel. Et af midlerne til at udbrede dehumaniseringen er propaganda eller ’hate speech’, der spredes gennem medier som aviser, radio og tv.

Folkedrab finder oftest sted i ikke-demokratiske stater, der ikke kan eller vil beskytte landets befolkningsgrupper mod hadefulde ytringer. Hvis et folkedrab skal undgås, skal dehumaniserende propaganda forbydes totalt. Samtidig skal radio- og tv-stationer, som udbreder propaganda, lukkes, og propagandaens bagmænd skal straffes hårdt. Dette forslag er tankevækkende i forhold til folkedrabet i Rwanda. Det internationale samfund var nemlig opmærksom på den propaganda, som radioen RTLM udsendte, og mulighederne for at blokere for radioens udsendelser blev diskuteret. I sidste ende skete det dog ikke. I det senere retsopgør i Rwanda er RTLM’s ledere blevet kendt medskyldige i folkedrabet.

4. Organisering

Et folkedrab er altid kollektivt – det begås ikke af en håndfuld ledere, men snarere af en befolkningsgruppe eller store dele af en befolkningsgruppe. Selvom alle handlinger og overgreb ikke behøver at være planlagt til mindste detalje, så kræver det en vis grad af organisering og styring at gennemføre et folkedrab. Derfor er det oftest stater, der står bag folkedrab. At staten er aktør, kendes fx fra folkedrabet i Cambodja i 1975-1979, hvor De Røde Khmerers rædselsregime under ledelse af Pol Pot kostede op imod 1,7 millioner mennesker livet. Det tyske naziregimes udryddelse af Europas jøder under 2. Verdenskrig er et andet eksempel. Mens det ofte er stater, der står bag planlægningen af folkedrab, er det tit specialtrænede hærenheder som ”Einsatzgrupper” under Holocaust eller militser som ”Interahamwe” i Rwanda, der udfører de egentlige drab og andre overgreb.

Organiseringsstadiet kan afbrydes ved at gøre medlemskab af specialtrænede enheder forbudt og strafbart. At mennesker i demokratiske samfund har ret til at organisere sig i grupper og foreninger, må ikke misbruges til at beskytte medlemskab af foreninger med kriminelle hensigter. FN bør også engagere sig ved at forbyde sine medlemslande at sælge våben til lande, der er på dette fjerde stadie. Derudover bør FN undersøge og dokumentere overtrædelser af våbenembargoer samt kræve, at organisationens medlemmer forhindrer deres banker i at udbetale penge til personer, der organiserer og finansierer folkedrab.

5. Polarisering

Et folkedrabs femte stadie er polarisering, altså at grupperne i samfundet skilles ad. Adskillelsen kan være lovgivningsmæssigt påtvungen, men også af mindre institutionaliseret karakter. Ved hjælp af propaganda, forbud osv. skabes to eller flere helt adskilte grupper. Hvor adskillelsen af grupper i første stadie, ’klassificering’, har mere med gruppernes opfattelse af hinanden samt underliggende holdninger og samfundsstrukturer at gøre, er adskillelsen i femte stadie direkte, reel og fysisk. Et andet element i polariseringen er, at moderate, midtersøgende kræfter i samfundet bekæmpes med vold: Når midten i et samfund er væk, er kun fløjene tilbage – nemlig gruppen af potentielle ofre og gruppen af potentielle gerningsmænd. I Rwanda var nogle af de første ofre for folkedrabet netop moderate og demokratisk indstillede hutu-ledere, som var imod hutuernes plan om udryddelse af tutsierne.

For at forhindre denne polarisering skal det internationale samfund beskytte og yde økonomisk støtte til moderate politikere og andre midtersøgende kræfter, fx menneskerettighedsorganisationer. Det internationale samfund skal desuden forsøge at isolere ekstremistiske ledere og nægte at anerkende ledere, der er kommet til magten ved regeringskup.

6. Forberedelse

I det sjette stadie identificeres og udskilles ofrene på baggrund af deres tilhørsforhold til en bestemt gruppe. Når ofrene skal udskilles fra resten af samfundets borgere, sker det ofte ved hjælp af dødslister, som folkedrabets bagmænd har udarbejdet. Det sker også, at ofrene udpeges ved hjælp af symboler eller klædestykker, som de er blevet tvunget til at bære, og som signalerer hvilken gruppe, de tilhører. En anden form for forberedelse til folkedrab kan være, at en stat samler mennesker på skoler, i ghettoer eller lejre. Under folkedrabet i Rwanda brugte gerningsmændene de identitetskort, som var blevet udstedt under kolonitiden, til at afgøre, om personen foran dem var hutu eller tutsi.

Id-kort er et farligt redskab i hænderne på folkedrabets bagmænd. Denne form for registrering og identifikation kan nemlig ’effektivisere’ et folkedrab, da gerningsmændene meget kan hurtigt identificere offergruppen. I samme øjeblik som påtvungne symboler eller id-kort udnyttes til at adskille befolkningsgrupper fra hinanden, skal man benytte sig af diplomatisk pres og sanktioner for at standse brugen af dem. Når det kommer verdenssamfundet for øre, at dødslister bliver omdelt i et land, bør FN eller andre aktører i det internationale samfund gribe ind – enten med militær magt eller med økonomiske sanktioner mod dem, der er i færd med at forberede folkedrabet.

7. Udryddelse

Udryddelse svarer til selve overgrebene på den gruppe, bagmændene ønsker udslettet. På dette stadie begynder massefordrivelser, voldtægt og drab og udvikler sig til et egentligt folkedrab. Når dette stadie nås, er dehumaniseringen lykkedes for gerningsmændene. Ofrene betragtes ikke længere som ligeværdige mennesker, men som elementer, der helt skal fjernes fra samfundet. Udryddelsen kan tage mange former; nazisterne anvendte bl.a. gaskamre og massenedskydninger. I Rwanda blev hundredetusinder dræbt med mere de primitive våben, macheter.  

Et folkedrab i syvende stadie kan kun standses ved hurtig og massiv indgriben fra det internationale samfund, fx FN eller NATO. Det er afgørende for interventionens succes, at soldaterne ikke begrænses i deres muligheder for at standse overgreb på civilbefolkningen. Hvis der fx er grænser for, hvornår en FN-soldat må gribe ind, så skaber soldaternes tilstedeværelse en falsk tryghed. Civilbefolkningen tror, at soldaterne er garanti for sikkerhed og tager derfor ikke de nødvendige forholdsregler for at beskytte sig selv. Derfor skal en intervention etablere sikre områder, som ofrene kan være i uden at frygte overgreb, samt garantere flygtninges passage i sikkerhed for overgreb.

8. Benægtelse

Det sidste og ottende stadie i et folkedrab er benægtelse og indtræffer, når våbnene er lagt, og drabene stoppet. Ethvert folkedrab efterfølges af benægtelse. Afviser man, at et folkedrab har fundet sted, så afviser man også at tage ved lære af erfaringerne – og så kan man begå folkedrab igen eller kigge den anden vej, hvis en lignende udvikling startes. Benægtelse af et folkedrab rammer ofrene og deres efterkommere hårdt, fordi deres lidelser og sorger afvises.

Det bedste modsvar på benægtelse er at bringe de skyldige for folkedrabet for nationale eller internationale domstole. Det skete efter Holocaust ved de såkaldte Nürnberg-processer og andre nationale retssager. Internationale retsopgør har også fundet sted efter folkedrabene i Det Tidligere Jugoslavien og i Rwanda. Effekten af sådanne retsopgør kan være to-sidet. Hvad angår benægtelse kan retssagerne være med til at udstille gerningsmændenes forbrydelser og de efterfølgende domme slår streg under, at visse hændelser er sket. Samtidig får overlevere og vidner mulighed for at fortælle, hvad de har oplevet, og hvad der er sket. Tilsammen betyder det, at offentligheden får indblik i hændelserne, får en vished for det skete, og det skaber et modsvar til benægtere. Problemet er dog, at benægtere som regel står fast på deres version af historien og får skabt opmærksomhed omkring deres sag. Derfor er benægtelse så svært at komme til livs.

Da ottende stadie ikke efterfølges af en nyt stadie, er pointen her at forhindre en gentagelse af stadierne – at forebygge endnu et folkedrab. Retsopgør kan have en forebyggende effekt, fordi det netop udstiller gerningsmændene og deres forbrydelser samt understreger, at man ikke slipper ustraffet af sted med folkedrab.

Læs hele Gregory Stantons tekst her


Til top
mumificeret lig fra folkedrabet i Rwanda
Del af mumificeret lig fra folkedrabet i Rwanda


Dansk Institut for Internationale Studier
Østbanegade 1172100 København Øtel: +45 32 69 87 87fax: +32 69 88 00
folkedrab@diis.dk