Til undervisere Om os Kontakt
Søg
Forside UndervisningsministerietDansk Institut for Internationale Studier

Forside>Hvad er folkedrab>Folkedrabets aktører>Tilskuere og BeskytterePrint

Tilskuere og beskyttere – forskelle og ligheder


Er det primært personlighedstræk, der bestemmer, hvem der bliver beskyttere, og hvem der blot bliver tilskuere til et folkedrab? Altruisme (dvs. villighed til at sætte egne interesser eller liv på spil for andre) fremhæves ofte som den kvalitet, der gør folk til beskyttere eller reddere. Men er altruisme primært et spørgsmål om personlighed – eller afhænger offervilje også i høj grad af de forskellige aspekter af forhold, som mennesket som enkeltperson og som del af en gruppe indgår i?

Umiddelbart forekommer begreberne ’tilskuer’ og ’beskytter’ forholdsvis lette at definere og adskille. Beskyttere er folk, der aktivt forsøger at hjælpe andre, måske endda med risiko for egne interesser og liv. Hvorimod tilskuere ser passivt til, uanset hvor forargede de måtte være over f.eks. diskrimination og forfølgelse. Men er grænserne mellem ’beskytter’ og ’tilskuer’ måske mere flydende end som så?

Ord og moralske domme

I diskussioner om jødeforfølgelserne under 2. Verdenskrig og andre historiske eksempler på forfølgelse af minoriteter er begreberne ‘tilskuer’ og ‘beskytter’ ofte stærkt værdiladede. Hver betegnelse indebærer ikke blot en moralsk vurdering af selve handlingen (eller manglen på samme), men også af personen bag. Typisk er beskytterne blevet regnet for særligt gode mennesker, hvis villighed til at sætte livet på spil for andre – deres altruisme – var det, som adskilte dem fra tilskuerne. Deres altruistiske personlighed gjorde dem til beskyttere. De, som ”bare” så på, men ikke selv greb ind over for diskrimination og forfølgelse, var godt nok ikke lige så onde som f.eks. nazisterne, men heller ikke lige så gode som beskytterne. De besad ikke den samme selvopofrende omsorg som beskytterne. Eller kan det tænkes, at de gjorde?

Når vi kalder folk beskyttere eller tilskuere, fælder vi så også en moralsk dom? Og i så fald, lægger vi så æren – eller skylden – på det enkelte menneske, eller tager vi i betragtning, hvordan menneskers handlinger er afhængige af bl.a. de grupper og det samfund, som de er omgivet af? Hvis begreber som ‘beskytter’ og ‘tilskuer’ indebærer en – måske – simpel moralsk dom, hvad har det så af konsekvenser for, hvordan vi umiddelbart forestiller os, hvad der gør folk til beskyttere eller tilskuere – eller gerningsmænd?


Hvem er altruisterne?

Spørger man nogle af de folk, der var med til at redde de danske jøder til Sverige under 2. Verdenskrig, beskriver de typisk deres beslutning om at deltage i redningsaktionen som et nærmest tvungent svar på spørgsmålet om deres ansvar over for medmennesker og medborgere. At jøderne var jøder var mindre vigtigt, end at de var danskere: ”Jøderne var danskere med en anden tro, men danskere ikke desto mindre,” forklarer en redder. En anden fortæller, at ”tyskernes forsøg på at forfølge andre danskere var et angreb på et helt basalt værdisæt, og vi var tvungne til at spørge os selv, hvor meget vi var villige til at acceptere.”

Hvorfor tænker nogle mennesker sådan – og handler derefter? En del psykologer, sociologer og historikere har sat sig for at undersøge, hvad der ligger bag det enkelte menneskes altruisme. Gennem interview, observationer og eksperimenter har de bl.a. forsøgt at klargøre, om redningsforsøg er et spørgsmål om individers intellektuelle og følelsesmæssige udvikling – og i hvor høj grad disse former for udvikling er knyttet til opdragelse og oplevelser helt tilbage i barndommen.

Man kunne måske forestille sig, at folk, der er vokset op i kærlige og omsorgsfulde hjem, er mere tilbøjelige til at blive til voksne med altruistiske værdier og personlighedstræk. Andre har undersøgt, om altruisme har noget at gøre med alder, køn, uddannelsesniveau, arbejdsforhold, social klasse eller politiske og religiøse overbevisninger, bl.a. ud fra forventningen om, at højtuddannede var mere informerede om og engagerede i politiske spørgsmål, at unge var mere idealistiske og villige til at tage chancer, og at stærkt troende ville være mere beredte på at hjælpe deres ’næste’. Andre undersøgelser igen har fokuseret på, hvad identitet – hvordan folk opfatter sig selv og deres forhold til andre – har betydet for folk, som har optrådt som beskyttere. Opfatter beskyttere sig f.eks. i højere grad som medlemmer af en fælles menneskehed? Eller er de motiverede af en særlig stærk retfærdighedssans? I stort set alle disse undersøgelser har man fundet, at de personlighedstræk og andre faktorer, som karakteriserer beskyttere i ligeså høj grad, eller næsten ligeså høj grad, findes blandt tilskuere – og endda gerningsmænd.

Det vil for eksempel sige, at ligesom det er tilfældet blandt beskyttere, så var også en meget stor del af gerningsmændene vokset op i kærlige hjem. Selv om det lyder som en modsætning, så var mange koncentrationslejrledere også omsorgsfulde familiefædre. I alle tilfælde er en stor del af alle mennesker vokset op i kærlige hjem, men flertallet bliver hverken til beskyttere eller gerningsmænd. Derfor ender mange undersøgelser med at konkludere, at beskyttere simpelthen er den slags mennesker, som hjælper andre. Men hvad betyder det? Sandsynligvis ikke stort andet, end at der også er andre ting end karaktertræk og personlige forhold, der påvirker vores handlinger.


Selv at tage initiativ eller at blive spurgt, det er spørgsmålet

En hollænder, som gennem sine kommunistiske forbindelser fik adskillige jøder gemt hos sig under 2. Verdenskrig, siger:  ”Selv om de fleste dokumentarfilm i dag fortæller, at der ikke var ret mange med i modstandsbevægelsen, så var virkeligheden, at de fleste mennesker i samfundet ikke kunne lide tyskerne. De fleste vidste ikke præcist, hvad de kunne gøre mod tyskerne, så de forholdt sig bare stille. De havde ikke modet eller den politiske ambition til at gøre noget mod tyskerne. De vidste, at der boede fremmede [dvs. gemte jøder] hos naboerne, men de sagde ikke noget til tyskerne”.

Hvordan kan det være, at så mange ganske vist var imod tyskerne, men ikke gjorde noget aktivt som f.eks. at hjælpe jøderne? Her må man blandt andet tage i betragtning, at man i en folkedrabssituation typisk ikke blot åbent kan melde sig som frivillig hos en eller anden offentligt kendt organisation. På grund af risiciene må næsten alt foregå i det skjulte. Så ud over mod og politiske ambitioner, hvad er der så i øvrigt på spil, når tilskuere bliver til beskyttere? Typisk har vi nok en forestilling om, at beskyttere i overvejende grad er dem, som drevet af forargelse og/eller omsorg selv tager initiativ til at gøre noget, men faktisk er dette ofte ikke tilfældet. Beskyttere er lige så tit folk, der stillet over for en konkret bøn om hjælp siger ja, hvad enten det er med stor iver eller fordi, de ikke kan få sig til at sige nej.

Overvej det en gang: Er et aktivt nej – i en konkret situation at afvise en bøn om hjælp – ikke sværere end det passive nej, som består i aldrig at være blevet spurgt og i øvrigt forholde sig passivt? Omvendt, hvor svært er det direkte at gøre noget – f.eks. at finde jøder at gemme og sørge for deres ophold, måske over lang tid – hvis man ikke er blevet spurgt? En undersøgelse blandt europæiske reddere sammenlignet med tilfældigt udvalgte tilskuere fandt, at det at blive spurgt, var den faktor, der i højest grad adskilte de to grupper: De fleste beskyttere var blevet bedt om at hjælpe, mens tilskuerne meget sjældent havde været udsat for en sådan forespørgsel.

En hollænder fortæller følgende om, hvordan hun og hendes mand blev involveret i at gemme jøder på deres loft: "Min mands familie var involveret i noget modstandsarbejde, men han havde aldrig snakket med dem om at gemme jøder. Det blev bare lagt på vores bord. De ringede bare til os: ”I må komme med, I bliver nødt til at tage de her børn. Har I lyst til det?” Tja, har man lyst? Der var ikke nogen lyst involveret. De her børn måtte jo bare gemmes. Vi var faktisk for unge til den slags... Men sådan et lille barn beder om beskyttelse, og så måtte man jo beskytte det med alt, man havde".


Signaler og sociale netværk

Hvis forespørgsler som i ovennævnte eksempel er vigtige for, hvilke tilskuere der bliver til beskyttere, må vi også forsøge at forstå, hvorfor nogle mennesker bliver spurgt frem for andre. Den slags er ikke helt tilfældigt, og vi kan pege på nogle af de forhold, som gør det mere eller mindre sandsynligt, at man bliver spurgt.

En undersøgelse blandt beskyttere i en række europæiske lande fandt f.eks., at mange adspurgte beskyttere var blevet bedt om hjælp, efter de havde signaleret deres modvilje mod nazisterne ved at deltage i gudstjenester holdt af præster, der var kendt for at være stærkt nazi-kritiske. Men i en risikofyldt situation er den slags signaler ikke altid nok til, at man tør bede fremmede om hjælp. Risikoen for at afsløre sig overfor de forkerte folk og blive angivet er mindre, hvis folk har kendt hinanden gennem længere tid og er mere sikre på, hvor de står, og i hvor høj grad man kan stole på hinanden. Derfor er det ofte gennem venner og bekendte eller andre sociale netværk, at folk bliver engageret i redningsforsøg og andre risikofyldte aktiviteter.

I en lille landsby i Frankrig var det den lokale præst, som under 2. Verdenskrig gik rundt og bad dem, han stolede på, om hjælp til at gemme jødiske børn (hvorefter de fleste sagde ja). Andre steder blev beskyttere rekrutteret gennem f.eks. studenterforeninger, socialistiske organisationer og spejderbevægelser, på arbejdspladsen og af deres lokale præst eller læge, etc.

Ikke alle mennesker er lige engagerede i – eller har lige adgang til - denne type sociale netværk, men deres udbredelse og tæthed ændres også over tid. Under 2. Verdenskrig var de danske præster meget aktive med hensyn til at engagere deres sognebørn, men i dagens Danmark er det de færreste, som har et tæt forhold til deres lokale præst. Man kan derfor spørge sig selv, hvis en lignende situation opstod i dag, er der så andre sociale netværk, der kunne tage over?


Mange af ovenævnte spørgsmål kan være svære at svare på, men de kan være nødvendige overvejelser at gøre sig, for at forstå om folk i en fremtidig krise ville være parate til at hjælpe andre i nød. Der er stadig stor usikkerhed om, hvorfor der er mennesker, der er villige til at løbe store risici for at hjælpe andre. Samtidig er der mange forhold, som f.eks. det at blive sat overfor en bøn om hjælp, der bidrager til sandsynligheden for at vælge at blive beskytter frem for tilskuer. Et vigtigt skridt i besvarelsen af disse spørgsmål er således ikke at forsimple opfattelsen af, hvad det vil sige at være, og ikke mindst at blive, tilskuer eller beskytter.


Til top
Jødiske flygtninge på vej fra Danmark til Sverige i fiskerbåd 1943
Jødiske flygtninge på vej fra Danmark til Sverige med fiskerbåd, 1943


Dansk Institut for Internationale Studier
Østbanegade 1172100 København Øtel: +45 32 69 87 87fax: +32 69 88 00
folkedrab@diis.dk