Til undervisere Om os Kontakt
Søg
Forside UndervisningsministerietDansk Institut for Internationale Studier

Forside>Eksempler på folkedrab>Rwanda>Folkedrabets efterspil>Det juridiske efterspilPrint

Det juridiske efterspil


At dømme de skyldige for folkedrabet i 1994 er en enorm opgave. Man mener, at mellem 760.000 og en million mennesker deltog i forbrydelserne. FN har oprettet et internationalt krigsforbrydertribunal (ICTR), der retsforfølger de hovedansvarlige for folkedrabet. Samtidig foregår der et nationalt retsopgør, hvor nationale og lokale domstole behandler sager fra folkedrabet. Men byrden af sager er enorm, og det vil tage adskillelige år, før retsopgøret afsluttes. Imens er fængslerne i Rwanda overfyldte, fangerne lever under kummerlige forhold, og mange har stadig ikke været stillet for en dommer.

Under folkedrabet i 1994 blev omkring 800.000 mennesker dræbt, og flere hundredtusinder kvinder blev voldtaget. Vold og plyndringer hærgede landet og efterlod landsbyer i ruiner og hele familier udslettet. Efter folkedrabet stod ét klart: De skyldige skulle stilles til ansvar for deres gerninger. Men hvordan retsforfølger man så mange mennesker?

Et særligt kendetegn ved folkedrabet i Rwanda var massedeltagelsen af helt almindelige mennesker. Det var hutu-ledernes strategi at rekruttere så mange civile som muligt til at planlægge, organisere og udføre folkedrabet. Resultatet blev, at 1 ud af 10 indbyggere i Rwanda var direkte involveret i gennemførelsen af folkedrabet. Og det var indbyggere fra alle dele af samfundet. Fra den øverste politiske top til de lokale myndigheder, præstevældet og helt almindelige borgere. 

Retsvæsen i ruiner og overfyldte fængsler 

Et af hutu-ledernes første angrebsmål i foråret 1994 var Rwandas elite og heriblandt retsvæsenet, hvor tutsier besad mange poster. Også hutuer i disse stillinger blev ofre for ekstremisternes myrderier. I sensommeren 1994 var status for Rwandas retssystem katastrofal: Bygninger og materiel var ødelagt, og der var stort set ingen personer med juridisk kompetence til at starte og gennemføre et retsopgør. De fleste jurister, anklagere, forsvarer og dommere, der ikke var blevet dræbt, var flygtet ud af landet.

Der var også et andet problem, der pressede sig på. Rwandas nye styre meldte ud fra start, at ingen gerningsmænd ville slippe ustraffet. Så den første tid efter folkedrabet var præget af massearrestationer. Mulige medvirkende til folkedrabet blev anholdt efter anmodning fra lokalsamfundene – uden forundersøgelser eller andre foranstaltninger. I dette ofte hysteriske og vilkårlige angiveri blev også mange uskyldige mennesker udpeget. Resultatet var, at Rwandas fængsler på ingen tid blev overfyldte. Før 1994 kunne fængslerne rumme 18.000 fanger. Fra midten af 1994 til midten af 1996 sad der 90.000 mennesker i landets fængsler. Forholdene var elendige: Fangerne var mast sammen, der var mangel på mad, og de sanitære forhold var ubeskriveligt ringe. 

Udover manglen på juridisk personale og tilstrækkelige faciliteter til at huse fanger og afholde retssager blev situationen forværret af landets dårlige økonomi. Alt taget i betragtning virkede retsopgøret som en uoverkommelig opgave. Økonomisk og juridisk assistance udefra og senere en fordeling af retssager på nationalt og lokalt niveau fik dog sparket retsopgøret i Rwanda i gang.

Retfærdighed på flere niveauer

Retsopgøret efter folkedrabet i Rwanda foregår på både internationalt, nationalt og lokalt niveau. På hvert niveau behandles sager om folkedrabet – men på meget forskellig vis. Det internationale retsopgør finder sted ved Det Internationale Krigsforbrydertribunal for Rwanda (ICTR), der ligger i Tanzania. Denne domstol er etableret af FN og skal straffe de hovedansvarlige – ”de store fisk”. Ved de nationale domstole i Rwanda føres de sager om ledende personer og omfattende, alvorlige forbrydelser, som ikke varetages af ICTR. Sagerne føres med uddannet juridisk personale i retslokaler. Endelig er en stor mængde sager lagt ud til afgørelse i lokalsamfundene i de såkaldte gacacas. Gacaca er en traditionel måde at håndtere konflikter på i Rwanda og inddrager hele lokalsamfundet, som agerer dommere, anklagere, vidner osv. Gacaca-retssagerne foregår i det fri og omhandler hovedsageligt enkeltstående forbrydelser eller hændelser af mindre alvorlig karakter.

Herudover behandles der også sager fra folkedrabet ved Rwandas militære domstole og i en række lande udenfor Rwanda. En forbrydelse skal som hovedregel straffes i det land, hvor den er begået. Men hvis en person, der har medvirket til at begå folkedrab, er flygtet til et andet land, har dette land pligt til at arrestere og retsforfølge personen for dennes forbrydelser eller udlevere ham til et tredje land, som vil retsforfølge ham eller hende.

Hierarki af forbrydelser

I Rwanda inddeles folkedrabets forbrydelser i tre kategorier (man startede med fire kategorier, men reducerede det siden hen til tre). Kategorierne afspejler forbrydelsernes alvorlighed og omfang.

I kategori 1 retsforfølges personer, der menes at have planlagt, organiseret, taget initiativ til eller superviseret udførelsen af folkedrabet. Med andre ord de ledende kræfter. Kategori 2 handler om mord, tortur, vold og andre personovergreb – med eller uden døden til følge. Den sidste kategori, kategori 3, omfatter sager om ejendom.

Kategori 1-forbrydelser behandles i de nationale domstole, kategori 2 og 3 i gacaca. Gacaca-domstolene overfører således alle sager, der falder i kategori 1, til de nationale domstole, mens de nationale domstole overfører de sager, der indledende klassificeres som kategori 2 og 3, til gacaca-domstolene. Der kan også overføres sager mellem de nationale domstole og ICTR i Tanzania.  

Det Internationale Krigsforbrydertribunal for Rwanda – ICTR

FN’s Sikkerhedsråd vedtog i slutningen af 1994, at der skulle etableres et tribunal, som skulle retsforfølge de hovedansvarlige for folkedrabet i Rwanda. Det Internationale Krigsforbrydertribunal for Rwanda (på engelsk: International Criminal Tribunal for Rwanda, ICTR) fik året efter sæde i Arusha i nabolandet Tanzania.

De første otte personer blev tiltalt i november 1995, og i januar 1997 begyndte de første retssager. I 2010 havde tribunalet gennemført 50 sager og 31 appelsager. 29 tiltalte var blevet dømt. 11 sager er stadig i gang, nogle anklagede afventer at få deres sag for retten, mens andre stadig er på fri fod. Tribunalet forventer at afslutte de sidste sager i løbet af 2011 og de sidste appelsager i 2013. 

Det Internationale Krigsforbrydertribunal for Rwanda er, udover et lignende tribunal for Eks-jugoslavien, det første internationale tribunal, der har retsforfulgt krigsforbrydelser og folkedrab siden Nürnberg-tribunalet, som blev oprettet efter 2. Verdenskrig. Det er lykkedes ICTR at få udleveret personer, mistænkt for at have deltaget i folkedrabet, fra mere end ti forskellige lande.

ICTR’s problemer

Tribunalet har siden oprettelsen haft et vanskeligt forhold til regeringen i Rwanda, der stemte imod den resolution i FN’s Sikkerhedsråd, der vedtog oprettelsen. Regeringen var bl.a. utilfreds med, at tribunalet ikke havde mulighed for at idømme dødsstraf. Også placeringen væk fra Rwanda i Tanzania mødte kritik. Holdningen var, at tribunalet ville komme til at fungere fjernt fra realiteterne i Rwanda, fordi det lå i nabolandet. Regeringen var desuden utilfreds med måden, ICTR-dommerne blev udpeget.

ICTR er fra flere sider blevet kritiseret for at arbejde for langsomt, men et forsøg på at øge antallet af retssager er blevet mødt med modstand fra forsvarsadvokaterne, der ikke mener, de har nok tid til at forberede deres forsvar. I januar 2004 indledte forsvarsadvokaterne således en strejke på to dage i protest mod flere retssager. Det har også givet problemer, at en del personale har forladt tribunalet. I 2010 opsagde 100 medarbejdere fra forskellige dele af organisationen deres stillinger. Manglen på personale er et akut problem for tribunalet, der efter planen skal afslutte sit arbejde i 2011 (appeller i 2013).

ICTR har desuden valgt ikke at se på anklager om krigsforbrydelser begået af Rwandas Patriotiske Front (RPF), som kæmpede mod hutu-styret i starten af 1990’erne og overtog regeringsmagten i 1994 efter at have besejret hutu-regeringstropperne. Det er blevet kritiseret af menneskerettighedsorganisationer, der ønsker, at alle forbrydelser skal straffes - uanset hvem, der har begået dem.

Udfordringer for Rwandas nationale retssystem

I sommeren 1994 var Rwandas retssystem ikke blot svækket, det var stort set ikke-eksisterende. Det krævede en omfattende genopbygningsproces blot at tage hul på opgaven med at straffe de skyldige for folkedrabet. Der skulle bl.a. rekrutteres og uddannes juridisk personale, der kunne besidde funktioner som anklagere, forsvarsadvokater og dommere. Ødelagte retslokaler skulle reetableres, og der skulle opføres nye. Lovgivningen måtte revideres.

Siden 1994 har det rwandiske retsvæsen gennemgået en række reformer og har modtaget støtte udefra til bl.a. uddannelse af advokater og dommere. I december 1996 indledte myndighederne i Rwanda deres første retssager mod personer anklaget for at have deltaget i folkedrabet. I løbet af de første år af det nationale retsopgør blev flere hundrede tiltalte dømt til døden, men i 2007 afskaffede Rwanda – som det første land i denne del af Afrika – dødsstraffen.

Selvom de nationale domstole i Rwanda har gennemgået en markant udvikling, og retsopgøret er blevet hjulpet på vej på flere fronter, så volder det enorme antal sager stadig problemer. Der sidder fortsat titusinder af mennesker i landets fængsler, anklaget for at have taget del i folkedrabet. Skyldige og uskyldige mellem hinanden. Ifølge Amnesty International er en del blevet mishandlet og tortureret. Overfyldte celler, dårlig hygiejne og manglende lægelige behandling er skyld i, at mange bliver syge – nogle med døden til følge. Retssystemet er ganske enkelt overbebyrdet. For de nationale domstole skal ikke kun behandle sager fra folkedrabet, men også håndtere almindelige sager om kriminalitet i Rwanda i dag.

På grund af det enorme antal sager fra folkedrabet ville det tage flere hundrede år at behandle sagerne på traditionel vis. I erkendelsen af, at de regulære domstole i Rwanda ikke kan løfte byrden af folkedrabssager alene, valgte Rwandas parlament at genoplive en gammel rwandisk tradition. Man oprettede de såkaldte gacaca – landsbydomstole.

Gacaca – landsbydomstole

En rwandisk løsning på et rwandisk problem. Sådan beskrives genindførelsen af gacaca, en slags lokale domstole. Gacaca-domstolene bygger på en gammel tradition for at løse stridigheder i lokalsamfundene, hvor de ældre og lederne i landsbyerne afgjorde sagerne. Inden europæernes kolonisering af Rwanda var gacaca en model for løsning af sager om fx land, kvæg, ægteskaber, arv, lån og ødelæggelse af ejendom. Mord blev dog ikke behandlet i de traditionelle gacaca. I de nuværende gacaca er det forbrydelser begået under folkedrabet, der tages op.

Gacaca opererer på lokalt niveau og engagerer hele lokalsamfundet i sagsbehandlingen. Alle medlemmer af samfundet over 18 år udgør gacacaens generalforsamling, og den forsamling vælger ni dommere, de såkaldte Inyangamugayos, som betyder personer med integritet. Alle dommere skal kunne læse og skrive Kinyarwanda, og de gennemgår et træningsforløb for at rustes til opgaven. 

Der er oprettet 12.103 gacacas i Rwanda, som skal behandle omkring 800.000 sager, hvoraf ca. 77.000 sandsynligvis bliver overflyttet til de nationale domstole. De første gacaca-processer gik i gang i maj 2001. Formålet med gacaca er dels at finde frem til sandheden om folkedrabets hændelser, dels at speede retsopgøret op. Gacaca-processerne er samtidig et opgør med straffrihed: Rwandere med folkedrab på samvittigheden skal ikke slippe ustraffet. Og så skal gacaca, der foregår i lokalsamfundet med deltagelse af alle dets medlemmer, hjælpe med at forsone og styrke sammenholdet mellem rwanderne.

Retssag under åben himmel

Når en gacaca skal behandle en sag, indkaldes lokalsamfundet, og man mødes et sted i det fri, hvor der er plads til alle. Gacaca-lederen åbner retssagen med at fortælle, hvem der er anklaget og for hvad. Han eller hun læser relevante dele af loven op og giver den tiltalte mulighed for at erklære sig skyldig. Den tiltalte repræsenterer sig selv, uden en forsvarsadvokat, og har mulighed for at fremsætte sin version af sagen. Derefter høres vidner, og medlemmer af forsamlingen kan stille spørgsmål. Alt dette foregår under åben himmel, på græsset. ”Gacaca” betyder faktisk græs på Kinyarwanda. Dommerne går afsides for at træffe deres afgørelse, som derefter afsiges foran den tiltalte og forsamlingen. Den dømte har mulighed for at for at appellere dommen til en gacaca-appeldomstol.

Straffen afhænger af forbrydelsens karakter, den tiltaltes samarbejdsvilje under gacaca-processen, og om han eller hun har tilstået. Straffene spænder fra samfundstjeneste og udbetaling af erstatning til kortere eller længere fængselsstraffe.

Det har ikke skortet på international kritik af gacaca. Fx at personer uden juridisk uddannelse skal afgøre sager af så alvorlig karakter – og udmåle straffe til de dømte. Der er heller ingen procedurer for vidnebeskyttelse, fordi alt foregår åbent. Det øger risikoen for, at ofrene eller andre vidner, der står frem ved gacaca, efterfølgende bliver udsat for repressalier. Det har også vakt international bekymring for de anklagedes retssikkerhed, at de ingen forsvarer har, men skal repræsentere sig selv.


ICTR dokumentationscenter









Danmark udleverer flygtning
I 2000 arresterede det danske politi den 57-årige Innocent Sagahutu efter anmodning fra Det Internationale Krigsforbrydertribunal for Rwanda (ICTR). Sagahutu, tidligere kaptajn i Rwandas hær, var kommet til Danmark to år tidligere sammen med sin kone og to børn. Anklagen fra ICTR løs på medvirken til folkedrab. Den 17. maj 2011 faldt dommen: Innocent Sagahutu blev idømt 20 års fængsel for mordet på den daværende premierminister Agathe Uwilingiyama og for ikke at forhindre drabene på ti belgiske FN-soldater. 
 
 




Arresteret i Danmark for folkedrab
I december 2010 blev en rwandisk mand bosiddende på Sjælland arresteret af politiet. Han er sigtet for at medvirke i folkedrabet i 1994 i Rwanda. Manden menes at være en af de ledende kræfter bag en massakre på tutsier på Kabuye Hill i Gisagara sogn i Butare. I løbet af nogle få dage i juli 1994 blev mere end 25.000 mennesker dræbt på dette sted.
En anden rwandisk mand har også siddet varetægtsfængslet i Danmark for sin formodede deltagelse i folkedrabet. Han blev dog løsladt i august 2007. Sigtelsen mod manden blev droppet pga. manglende udsigt til domfældelse.
 
 
 
 
Nonner dømt for folkedrab
En belgisk domstol idømte to nonner henholdsvis 12 og 15 års fængsel i juni 2001 for at have deltaget i folkedrabet i Rwanda. De to nonner havde overgivet flere tusinde mennesker, som havde søgt tilflugt i deres kloster, til gerningsmændene og havde endda forsynet gerningsmændene med benzindunke, som de brugte til at nedbrænde en garage med omkring 500 mennesker. 
 
 





Den første dom for folkedrab
En af de dømte ved ICTR er Jean Kambanda, der var premierminister i Rwanda under folkedrabet. Han er den første regeringsleder nogensinde, som foran et internationalt tribunal er blevet anklaget og dømt for folkedrab. Han blev i september 1998 idømt livsvarigt fængsel for hans rolle i folkedrabet. 
 



Voldtægt er også folkedrab
I 1998 blev Jean-Paul Akayesu, der var borgmester i byen Taba under folkedrabet, erklæret skyldig i bl.a. folkedrab og opfordring til folkedrab og voldtægt. For første gang anerkendte et internationalt tribunal, at voldtægt kan udgøre folkedrab. Dommerne konkluderede bl.a., at ”voldtægten af tutsi-kvinder var systematisk og blev udøvet mod alle tutsi-kvinder og udelukkende imod dem”. Brugen af voldtægt var således en del af den strategi, som gerningsmændene brugte for at udrydde tutsier, og kan derfor betegnes som folkedrab. Jean-Paul Akayesu blev idømt 15 års fængsel. 
 
 


Dansk Institut for Internationale Studier
Østbanegade 1172100 København Øtel: +45 32 69 87 87fax: +32 69 88 00
folkedrab@diis.dk