Til undervisere Om os Kontakt
Søg
Forside UndervisningsministerietDansk Institut for Internationale Studier

Forside>Eksempler på folkedrab>Cambodja>Folkedrabets efterspil>De Røde Khmerer for rettenPrint

De Røde Khmerer for retten – mere end 30 år efter folkedrabet

Hidtil er kun en person blevet straffet for de forbrydelser, der resulterede i, at omkring en fjerdedel af Cambodjas befolkning blev slået ihjel under De Røde Khmerers rædselsregime mellem 1975-1979. Efter lange forhandlinger, indgik FN og Cambodjas regering i 2003 en aftale om at oprette et semi-internationalt tribunal til retsforfølgelse af en lille gruppe tidligere topledere. De første sager blev taget op i efteråret 2007 – forventningerne er høje, og meningerne er delte. Kommer retsopgøret for sent? Hvem gavner det at retsforfølge nogle få oldinge? Er Cambodja på vej mod retfærdighed? – og hvilken?



Der skulle gå 30 år, før de sidste overlevende ledere af Khmer Rouge kunne stilles til regnskab og anklages for forbrydelser mod menneskeheden i det internationale tribunal under Extraordinary Chambers in the Courts of Cambodia (ECCC). Den første af de fem på anklagebænken var Kaing Guek Eav, alias Duch, som var leder af det berygtede torturfængsel Toul Sleng med kodenavnet S-21. Duch vedstod sig sine forbrydelser, men undskyldte sig med, at han havde handlet efter ordrer. I juli måned 2010 modtog den 67-årige Duch en dom på 35 års fængsel for forbrydelser mod menneskeheden. I januar 2012 blev straffen skærpet til fængsel på livstid ved appeldomstolen. 

De øvrige anklagede er Noun Chea, kaldet Broder nummer to, Khmer Rouges chef-ideolog og Pol Pots højre hånd, Khieu Samphan, Ieng Sary samt dennes ægtefælle Ieng Thirith, henholdsvis udenrigs- og socialminister mellem 1975 og 1979. Retssagen mod de fire begyndte i juli 201,1 og den forventes at vare flere år.

Striden om tribunalets oprettelse


Efter seks års hårde forhandlinger, kunne repræsentanter for FN og den cambodjanske regering i 2003 endelig sætte deres underskrifter på en fælles aftale om at retsforfølge de få hovedansvarlige Røde Khmerer ved et semi-internationalt tribunal med hovedsæde i Cambodjas hovedstad Phnom Penh.

Vejen dertil havde været lang og problemfyldt, og undervejs i forløbet havde FN endda trukket sig helt fra forhandlingerne i protest over den cambodjanske regerings krav. Stridens kerne handlede om balancen mellem et tribunal, der på den ene side skulle have national forankring i Cambodja og på den anden side overholde internationale standarder, såsom advokatbistand for alle og vidnebeskyttelse. Ingen af parterne var indstillede på at lade den anden få for stor indflydelse på selve rettergangen. FN havde ikke tillid til det cambodjanske retssystems kompetencer og frihed fra politisk indflydelse, og den cambodjanske regering ønskede ikke et tribunal styret af andre landes interesser.

Et yderligere stridspunkt var FN’s ønske om et bredt retsopgør med omkring 20-30 anklagede, hvorimod den cambodjanske regering forsøgte at begrænse antallet til en lille håndfuld. I sidste ende var det den cambodjanske regering, der knebent løb med sejren: Tribunalet er placeret i hovedstaden Phnom Penh, der er kun ganske få anklagede, og trods deltagelse af både cambodjanske og internationale jurister og dommere er der en hovedvægt af cambodjanere.

Retsopgør for hvem og for hvad?


Medlemmer af det cambodjanske civilsamfund har opstillet fem hovedmål for, hvad de gerne vil have at retsopgøret skal opnå:

  • At finde en forklaring på, hvorfor De Røde Khmerers ledere planlagde og dræbte deres egen befolkning.
  • At yde retfærdighed for ofrene og forhindre hævn ved at holde gerningsmændene ansvarlige for deres handlinger.
  • At igangsætte en forsoningsproces i det cambodjanske samfund.
  • At skabe en rollemodel for reformeringen af det cambodjanske retssystem.
  • At fungere som en advarsel til fremtidige ledere i hele verden om, at forbrydelser som disse ikke går ustraffet hen.

Hvad synes de selv? Cambodjanske holdninger til retsopgøret  

Generelt føler mange cambodjanere sig holdt udenfor beslutningsprocessen omkring etableringen af et retsopgør mod De Røde Khmerer. Det er først i de senere år, at forskellige organisationer og forskere har sat sig for at undersøge folkets holdninger til tribunalet, et juridisk opgør eller et opgør med fortiden i det hele taget.

De første undersøgelser fra 1997 viste, at ikke alle cambodjanere støttede en juridisk tilgang til fortiden. Nogle mente, at de 300 millioner kroner, som tribunalet var anslået til at koste (men som har vist sig at blive tre gange så dyrt), ville gøre en større forskel, hvis de i stedet blev investeret i social og økonomisk udvikling. Andre foreslog afholdelse af kollektive bekendelses-ceremonier ledet af Buddhistiske munke, hvor både højt- og lavtstående tidligere Røde Khmer medlemmer kunne bekende og angre deres gerninger foran en større forsamling. Modsat de sydafrikanske tilgivelsesceremonier, som denne model ellers ligger i tråd med, er bekendelse og anger for cambodjanske buddhister mere centralt end tilgivelse. Tilgivelse er op til hvert enkelt offer og kan ikke påtvinges udefra.

I de senere år har der dog udviklet sig en bred opbakning til det semi-internationale tribunal. Forskere har primært tilskrevet denne udvikling to ting. For det første menes det, at Pol Pots død i 1998 og den efterfølgende minimering af De Røde Khmerers indflydelse, ledte til, at cambodjanerne i stigende grad offentligt turde tale om og fordømme De Røde Khmerers forbrydelser. For det andet skyldes støtten til den internationale involvering i et tribunal en udbredt mistillid til, at landets eget retssystem nogensinde vil være i stand til at gennemføre fair, upolitiske og ukorrupte retssager. I forlængelse af dette håber cambodjanerne, at tribunalet kan tjene som forgangsbillede for, hvordan det cambodjanske retssystem bør fungere i fremtiden.
Læs mere om cambodjanernes holdninger til retsopgøret og fortiden i artiklen "Hævn eller forsoning?"

"Outreach

": Fra tribunalets jura til landsby-samfundenes virkelighed


Store ord og forestillinger om det semi-internationale retsopgørs virke giver ikke meget mening, hvis ikke den cambodjanske lokalbefolkning kan sætte sig ind i og følge med i retssagernes gang. Meget kritik af tidligere domstolsmodeller med international involvering, som for eksempel det internationale krigsforbrydertribunal for folkedrabet i Rwanda, har fokuseret på, at den overvældende mængde materiale, som ofte er formuleret på et kompliceret juridisk sprog, er svært tilgængeligt for folk med ringe adgang til internet, fjernsyn eller som ikke kan læse eller skrive. At den cambodjanske befolkning generelt nærer en dyb mistillid til deres eget retssystem, hjælper heller ikke på sagen.

Belært af denne kritik har man i tilknytning til retsopgøret i Phnom Penh oprettet såkaldte ”outreach offices” rundt omkring i de forskellige cambodjanske provinser. Ved hjælp af plancher, pjecer og foredrag tager medarbejderne fra disse ”outreach offices” ud til forskellige landsbyer, skoler og universiteter og forklarer tribunalets arbejde og sammensætning og de sager, der tages op. På denne måde håber man at overvinde mistilliden og mange cambodjaneres følelse af, at retsopgøret i Phnom Penh synes langt væk fra virkeligheden i landsbyen.

Hvad vil tribunalet betyde for Cambodjas fremtid?


Effekten af tribunalet er vanskelig at bedømme. Kritikere har anført, at tribunalet blot er et spil for galleriet, der skal sikre, at Cambodja accepteres internationalt, og at ministerpræsident Hun Sen kan fremstå som en leder, der tør se fortiden i øjnene. Men det er en begrænset fortid, når det kun er en ganske lille gruppe ledere, der bliver stillet for retten. Og hvem siger, at 30 år gammelt bevismateriale kan sikre domsfældelse? Hvad vil den folkelige reaktion være, hvis nogle af de anklagede frifindes? Er det en fair retssag, hvis de anklagede er dømt på forhånd? Hvilken historie om De Røde Khmerers rædselsregime fortælles, når nu Pol Pots sag aldrig kommer til at se dagens lys?

Kun fremtiden kan vise, hvad svaret på disse spørgsmål bliver, men de er ikke desto mindre relevante at holde sig for øje i vurderingen af, hvad et sådan tribunal egentlig kan bidrage med – 30 år efter forbrydelserne er blevet begået. Støtter af tribunalet både inden og udenfor landet har hævdet, at Cambodja i århundreder har manglet en konsekvent strafkultur. Der er nærmest tradition for, at brutale forbrydelser og korruption er gået ustraffet hen både før og efter De Røde Khmerers rædselsregime. Et retsopgør for landets allerværste forbrydelser, om end med kun få anklagede, vil markere en vigtig ændring i denne tradition.

Endvidere har nogle forskere påpeget, at der i cambodjansk kultur ligger et særligt kodeks for hævn og gengældelse, og at et retsopgør kan sætte en stopper for uforløste hævnfølelser blandt de ofre, der lider under, at retfærdigheden aldrig er sket fyldest for De Røde Khmerer. På den anden side kan man mene, at den lille gruppe ledende personer, der vil blive anklaget og måske dømt ved det semi-internationale tribunal, aldrig vil kunne kompensere for de tusinder af tidligere gerningsmænd, der med al sandsynlighed aldrig vil blive straffet.

Litteratur


På engelsk
Fawthrop, Tom og Helen Jarvis: Getting away with Genocide? Elusive Justice and the Khmer Rouge Tribunal, Pluto Press, England 2004
Bogen beskriver Cambodjas lange vej mod et retsopgør med udgangspunkt i de politiske kontroverser mellem skiftende cambodjanske regeringer og det internationale samfund. Meget indsigtsfulde og medrivende kapitler om de mange magtkampe omkring den endelige etablering af et tribunal i Phom Penh.

Open Society Justice Initiative: The Extraordinary Chambers, New York, USA 2006
Engelsksproget hæfte med en række kortere oversigtlige artikler om tribunalets historie, de anklagede, vidnerne og ofrene samt refleksioner over formålet med et retsopgør og andre former for 'retfærdighed'.

Links


http://www.eccc.gov.kh/english/ er det semi-internationale tribunals officielle hjemmeside på engelsk. Her findes en introduktion til tribunalet, dets sammensætning, fotos, juridiske baggrunds-dokumenter og notitser om de seneste udviklinger i de forskellige sager. Endvidere er der links til "outreach"-arbejdet og spændende foto-materiale.

http://www.cambodiatribunal.org/ er en engelsksproget hjemmeside med opdateringer, kommentarer, artikler og refleksioner over tribunalets arbejde. Siden er udarbejdet af anerkendte forskere, journalister, non-profit-organisationer og andre med interesse i at udbrede kendskabet til tribunalets virke.

http://www.historie-nu.dk er en undervisnings-hjemmeside med lettilgængelige artikler på dansk. Blandt andet findes en artikelserie med temaet "Retsopgøret i Cambodja", der behandler retsopgøret, forsoning og mindekultur mm. For direkte link til Cambodja-temaet - klik her


Til top

Tortur
Torturmetode anvendt under de Røde Khmerer. Billedet er malet af en tidligere fange i torturfængslet S21


Om tribunatet 
Koncept: Et semi-internationalt tribunal er en helt ny model for retsopgør. Tribunalet udgør en særlig sektion i det eksisterende cambodjanske retssystem, men der dømmes efter både cambodjansk og international lov. Endvidere er der tilknyttet både nationale og internationale advokater og dommere på hver sag, dog med overvægt af cambodjanere.

Pris: Det oprindelige anslåede pris for retsopgøret var 300 millioner kroner (56 millioner dollars). Men nu anslås det, at tribunalets samlede omkostninger vil løbe op i omkring 900 millioner kroner (170 millioner dollars) inden den forventede nedlukning i 2012.

Strafudmåling: En skyldig person kan minimum blive idømt fem års fængsel. Maksimum-straffen er livstid, hvilket svarer til 40 år i Cambodja. Dødsstraf er hverken en del af cambodjansk eller international lovgivning.

De anklagede: Kun de "øverste ledere” og ”mest ansvarlige” skal for retten. I dag drejer dette sig om fem navngivne personer. Muligvis udstedes yderligere, men sandsynligvis kun få, arrestordrer. Resten af Røde Khmer regimets tusinder af gerningsmænd lever side om side med de overlevende. Der er ingen udsigter til, at de nogensinde vil blive dømt.







Cambodjanerne mener...
I 2002 lavede det cambodjanske Center for Social Development en landsdækkende rundspørge om cambodjanernes holdning til et retsopgør. De 632 besvarelser viste følgende:
9% mente, at man skulle glemme fortiden
68% mente, at man skulle bringe Røde Khmer lederne for en domstol
51% mente, at man skulle retsforfølge ledere fra samtlige regimer både før og efter De Røde Khmerer
Besvarelserne kom fra folk, der var villige til at diskutere retsopgøret. Det er meget muligt, at der findes flere skeptikere, som blot ikke ønskede at deltage i undersøgelsen.












Hvem afgør skyld og uskyld?

Selve udformningen af tribunalet er delt op i to niveauer. Der er et retssalskammer (Trial Chamber) og en højesteret (Supreme Court). Retssalskammeret består af fem dommere: tre cambodjanske og to internationale. I højesteret er der syv dommere: fire cambodjanere og tre internationale. Under cambodjansk lov skal der ikke være nogen form for jury eller folkelige anklager. Alle beslutninger træffes således af dommerne, som altid vil forsøge at opnå enighed i alle domsafsigelser. Hvis enighed ikke er muligt, indtræder kravet om supermajoritet. Dette betyder for retssalskammeret, at fire ud af fem dommere skal være enige i en dom, og i højesteret skal det være fem ud af syv. I praksis betyder det, at der skal være tilhængere af en dom eller frifindelse fra både cambodjanske og internationale dommere.


Dansk Institut for Internationale Studier
Østbanegade 1172100 København Øtel: +45 32 69 87 87fax: +32 69 88 00
folkedrab@diis.dk