Til undervisere Om os Kontakt
Søg
Forside UndervisningsministerietDansk Institut for Internationale Studier

Forside>Eksempler på folkedrab>Holocaust>Fokusartikler>Eutanasi – den katolske kirkes rollePrint

Den katolske kirke under det nazistiske Eutanasi-program



Som et led i den nazistiske racepolitik blev mellem 70.000 og 100.000 handicappede slået ihjel i Nazityskland. Den katolske kirkes plejeanstalter kom ufrivilligt til at indgå som en brik i dette massemord. Enkelte præster protesterede, men en fælles katolsk modstand mod drabene udeblev. Dette rejser spørgsmålet om den katolske kirkes rolle i euatanasi-programmet. Var kirken tilskuer eller beskytter?



Den katolske kirke og eutanasi-programmet

Under Det tredje Rige blev flere plejeanstalter for handicappede drevet af den katolske kirke, og kirken blev derfor involveret i det nazistiske eutanasi-program. Alle tyske plejeanstalter blev i 1939 pålagt først at rapportere om og senere udlevere børnepatienter med sygdomme eller lidelser, som ifølge nazisterne gjorde patienterne ”uværdige til liv”. Fra 1940 skulle plejeanstalterne også indberette de voksne patienter. De kirkelige anstalter var ingen undtagelse, og mange af deres patienter blev udset til eutanasi.

Den katolske kirkes holdning til drabene på de handicappede var tvetydig. Til trods for at flere højtstående personer inden for den katolske kirke allerede fra midten af 1940 tog afstand fra eutanasi-programmet, foranledigede dette ingen organiseret katolsk modstand. Protester mod drabene kom fra enkeltpersoner eller små sammenslutninger af kirkelige folk, og blev primært fremført overfor politikere og embedsmænd i statsadministrationen udenfor offentlighedens søgelys.

En sammenslutning af biskopper forsøgte således i 1940 at appellere til det nazistiske regime om at få lavet en særaftale, hvor katolske institutioner skulle undtages fra eutanasi-programmet. Biskopperne indledte forhandlinger med nazisterne, men disse blev afbrudt, da Vatikanet i december 1940 udsendte en udtalelse, der fordømte drab på personer, som blev anset for værende unyttige for samfundet. Udtalelsen fra Vatikanet gjorde det umuligt for biskopperne at indgå en aftale med nazisterne. Hvis de katolske biskopper havde indgået en særaftale om visse patientgrupper, ville det kunne tolkes som en stiltiende accept af eutanasi-programmet som helhed.

Hvad ønskede de katolske biskopper egentlig med deres protester? Var det menneskeliv eller katolske interesser de argumenterede for? Biskopperne rejste jo ikke forslag om at standse eutanasi-programmet som helhed, men begrænsede sig til at protestere mod den del af aktionen, der direkte berørte den katolske kirke. Den manglende katolske modstand mod eutanasi-programmet skyldtes formentlig dels, at kirken frygtede at falde i unåde hos nazisterne, dels at kirken ønskede at beskytte de katolske institutioner og arbejdspladser.


Biskop von Galens prædiken


En af dem, der i modsætning til de fleste andre katolske biskopper valgte at protestere offentligt mod drabene på de handicappede, var Clemens August Graf von Galen (1878-1946), som var biskop i Münster i Westfalen. Von Galen var nationalistisk og konservativ i sin politiske overbevisning; hans protester var ikke rettet mod det nazistiske regime i sin helhed, men kun mod dele af den nazistiske politik. I 1941 modtog von Galen oplysninger om en forestående patienttransport fra plejeanstalten Marienthal i Westfalen og han fik vished om, at disse patienter var udset til eutanasi. Von Galen forsøgte i første omgang at protestere via breve til flere offentlige myndigheder, men uden resultat. Patienterne blev trods von Galens protester videresendt fra Marienthal til en af de såkaldte ”Zwischen”-anstalter, hvorfra de blev transporteret til en egentlig eutanasi-anstalt og slået ihjel.

Nyheden om disse drab samt beretninger om lignende tilfælde fik den 3. august 1941 von Galen til i en prædiken at protestere offentligt imod eutanasi-programmet. Von Galen afslørede i sin prædiken et stort kendskab til detaljerne i eutanasi-programmet. Han tog afstand fra de drab, som fandt sted på eutanasi-anstalterne, hvor de syge blev set ”som gamle maskiner, der ikke længere fungerer” og krævede, at de skyldige blev straffet, som de drabsmænd de var. Von Galen berettede desuden om, at der ikke kun var tale om drab på handicappede, men at også bl.a. arbejdsinvalide samt sårede og syge soldater blev anset som egnede til eutanasi af nazisterne.

Prædikens udbredelse


Til trods for at det ikke var von Galens hensigt, blev prædikenen allerede den følgende søndag oplæst i flere andre katolske kirker. I den efterfølgende tid spredtes prædikenen også til flere protestantiske kirker. Von Galens ord nåede så langt som til fronten og til udlandet, hvilket naturligvis var et stort problem for det nazistiske styre. Ved fronten vakte budskabet uro blandt soldaterne, da de fandt ud af, hvilken skæbne der kunne vente hjemvendte sårede soldater.

I udlandet belyste især de engelske og de amerikanske medier von Galens protest, som i deres øjne var heroisk. Også Vatikanets radio opfordrede de tyske katolske biskopper til at stå sammen mod drabene. Prædikenen blev oversat til bl.a. engelsk, polsk, fransk og hollandsk og efterfølgende distribueret i de besatte områder. På grund af sin store udbredelse blev prædiken en medvirkende faktor for Hitlers beslutning om eutanasi-programmets videre forløb.

Ingen straf

Der er eksempler på, at protestantiske præster blev anholdt af det hemmelige politi, Gestapo, og sendt i koncentrations-lejr for at kritisere statens ledelse. Von Galen forventede da også selv at blive anholdt, og allerede om aftenen efter den omtalte prædiken sad han i sit hjem og ventede, men Gestapo kom ikke. Efterfølgende fortsatte von Galen med at opponere mod det nazistiske regime i sine prædikener, men han blev aldrig straffet for sine protester.

Spørgsmålet er, hvorfor von Galen ikke blev straffet. Der er kendskab til personer, som blev straffet for at distribuere von Galens prædiken, hvilket kan virke paradoksalt når nu prædikenens ophavsmand ikke selv blev straffet. Der var flere personer i den nazistiske topledelse, der var af den opfattelse, at von Galen skulle hænges for sine udtalelser, men i sidste ende ønskede man ikke at skabe konflikt med kirken i krigstid. Hængning af von Galen ville højst sandsynligt gøre ham til martyr, hvilket ville øge hans popularitet og dermed give grobund for mistillid til det nazistiske regime. Hitler besluttede derfor, at han først ville reagere på von Galens modstand efter krigens afslutning. Krigens udfald gjorde, at von Galen aldrig blev straffet for sine protester. I december 1945 blev von Galen udnævnt til kardinal, og han døde i marts 1946.

Nazistisk eutanasi-propaganda


I stedet for at anholde von Galen valgte de nazistiske magthavere at iværksætte en omfattende modpropaganda for at forsøge at imødegå det kendskab til eutanasi-programmet, som var en af effekterne af von Galens protester. Denne propaganda-kampagne omfattede avisartikler, hvor man forsøgte at afværge rygterne om eutanasi ved at kalde det fjendtlig propaganda med det formål at svække den indre front.

I erkendelse af, at eutanasi-aktionen på trods af alle forsøg på hemmeligholdelse alligevel efterhånden var kendt i offentligheden, udsendte nazisterne i midten af august 1941 spillefilmen Ich klage an om eutanasi til biograferne. Den eutanasi-venlige film handler om, hvordan en ægtemand opfylder sin syge kones ønske om dødshjælp, og efterfølgende retsforfølges for drabet. Ægtemanden får under retssagen lejlighed til at fremføre alle sine argumenter for eutanasi og dermed retfærdiggøre sin handling.

Filmen blev set af ca. 18 millioner tyskere og medførte at mange fik en positiv indstilling og en idylliseret forestilling om medlidenhedsdrab. Der var dog langt fra filmens fremstilling af en dødssyg kvinde, der selv ønskede at dø, til det scenarium, der dagligt udspillede sig på eutanasi-anstalterne, hvor handicappede blev slået ihjel uden deres eget samtykke og de pårørendes viden.

Den katolske præst Clemens August Graf von Galen
Den katolske præst Clemens August Graf von Galen gik imod nazisternes medlidenhedsdrab på handicappede.







Eutanasi-programmet
Under Det tredje Rige blev mellem ca. 70.000 og 100.000 fysisk og psykisk handicappede børn og voksne slået ihjel under den hemmelige ”Aktion T4”, senere kendt som eutanasi-programmet. I henhold til den nazistiske raceideologi blev de handicappede betegnet som værende ”uværdige til liv”, og blev derfor ofre for et såkaldt medlidenhedsdrab. Aktionen var centralt organiseret, og drabene blev udført af læger på seks anstalter rundt om i Tyskland og i det annekterede Østrig.

Aktionen, som blev udført med Hitlers accept, begyndte i 1939 med drab på børn, men blev hurtigt udvidet til også at omfatte voksne. Børnene blev slået ihjel med en overdosis af piller, indsprøjtninger og udsultning, mens de voksne primært blev gasset ihjel.

Af frygt for, at eutanasi-programmet var eller ville udvikle sig til en offentlig hemmelighed, standsede Hitler i august 1941 programmet. Imidlertid fortsatte drabene uden central styring helt frem til 2. Verdenskrigs slutning i det, der ofte omtales som ”den vilde eutanasi”.

Læs mere om Eutanasi

Hitler frygtede, at eutanasi-programmet med dets brutale drab var ved at blive en offentlig hemmelighed, og beordrede derfor i slutningen af august 1941 et totalt stop for aktionen. Ganske vist var filmen Ich klage an medvirkende til at skabe en mere positiv holdning til eutanasi blandt befolkningen, men det var en anden form for medlidenhedsdrab end dem, der blev praktiseret mod de handicappede på de tyske eutanasi-anstalter. Von Galens prædiken har næppe været den direkte årsag til eutanasi-programmets afslutning, men den har spillet en væsentlig rolle.

Eutanasiprogrammet blev dog i al hemmelighed genoptaget et år senere og varede indtil krigens slutning. Det blev udvidet til også at omfatte bombeofre, slavearbejdere, syge og svagelige i koncentrationslejrene, herunder jøder, polakker, sigøjnere og krigsfanger. I perioden 1939 til 1945 skønnes det, at mere end 200.000 blev myrdet under dække af, at der var tale om medlidenhedsdrab.


Levede van Galen og den katolske kirke op til deres ansvar overfor de handicappede?

Von Galen er for mange kommet til at stå som symbolet på modstanden mod eutanasi-programmet. De fleste historikere er enige om, at von Galens protester var medvirkende til Hitlers beslutning om at indstille eutanasi-programmet, og at von Galen derved var med til at redde menneskeliv. Von Galen havde dog allerede fået kendskab til programmet i 1940, men valgte først at protestere offentligt et år senere, da eutanasi-programmet havde kostet yderligere tusindvis af menneskeliv. Det er svært at vide, hvorfor von Galen ventede et helt år med at reagere, men måske skyldtes det, at han ønskede at samle tilstrækkelige beviser for sin påstand. En anden mulighed er, at von Galen havde set, hvordan andre kirkelige personer havde kritiseret den nazistiske politik uden store konsekvenser for dem som kritiserede, og at von Galen på den baggrund mente, at tidspunktet var gunstigt for en protest imod eutanasi-programmet.

Det lykkedes von Galen at skabe opmærksomhed om drabene på de handicappede og indirekte at redde menneskeliv, men det var i lige så høj grad katolske interesser, som eksempelvis bevaringen af katolske jobs og plejeanstalter, som hensynet til de handicappede, der dannede baggrund for von Galens protester. Von Galens historie er et eksempel på, hvilken betydning et enkelt menneskes protester kan have. Dette ses også i tilfælde, hvor ansatte på plejeanstalter greb ind overfor nazisternes politik i forhold til de handicappede ved eksempelvis at nægte at udlevere patienter, som befandt sig i deres varetægt. I de få tilfælde man kender til, lykkedes det rent faktisk at redde menneskeliv.

Den katolske kirke var i en position, hvor kirkens institutioner havde ansvaret for en del af de mennesker, som blev dræbt i forbindelse med eutanasi-programmet. Kirken kom derfor til at spille en ikke uvæsentlig rolle i nazisternes massedrab på de handicappede, og det ville have været interessant at se, hvilken effekt en samlet organiseret katolsk modstand mod eutanasi-programmet ville have haft. En sådan fælles front opstod imidlertid aldrig.

Af Charlotte Kjærsgaard Nielsen og Katrine Selch, specialestuderende (historie) ved Dansk Institut for Internationale Studier, Afdeling for Holocaust- og Folkedrabsstudier. 
 
Spørgsmål

• Kunne man have forventet en mere konkret indblanding i nazisternes politik fra kirkelig side?

• Kunne biskop von Galen have gjort mere og i så fald hvad?

• Er man mindre værd som beskytter, hvis man handler ud fra egne interesser frem for moralske overvejelser? Er motivet ligegyldigt, så længe man redder menneskeliv?

• Kan et samfund gøre sig til dommer over andre menneskers livskvalitet og tage stilling til, hvem der er værdige til at leve?


Litteratur


På dansk
• Foss, Ø.:  Drab i videnskabens navn. Eutanasi og forsøg med mennesker under nazismen, Århus 1988.
Kort og overskuelig dansksproget fremstilling af eutanasi-programmet. Bogen behandler desuden de etiske spørgsmål ved medlidenhedsdrab og trækker linier op til den aktuelle debat om aktiv dødshjælp.

På engelsk
• Friedlander, H.: The Origins of Nazi Genocide. From Euthanasia to the final Solution, North Carolina Press 1995.
Bogen giver en grundig indføring i eutanasi-programmet og dets implementering. Friedlander sætter eutanasi i sammenhæng med resten af den nazistiske racepolitik, og ser eutanasien som første skridt i retning af ”Endlösung”.

• Greich-Polelle, B.: Bishop von Galen. German Catholicism and National Socialism, New Haven 2002.
Bogen giver en kritisk gennemgang af von Galens gerninger og den katolske kirkes forhold til nazismen. Behandler i vid udstrækning problematikken ”kunne kirken, og herunder von Galen, have gjort mere?”
På tysk

• Süss, Winfried, Kein guter Hirte: Probleme einer Galen-Biographie, Historisches Jahrbuch, 2003, s. 511-526.
Artiklen er en kritisk anmeldelse af Greich-Polelles Von Galen-biografi, som er beskrevet ovenfor.

Links
• www.holocaust-uddannelse.dk
Dansk undervisningshjemmeside om Holocaust. Der er en kort beskrivelse af eutanasi-programmet.

• http://www.shoa.de/
Tysk hjemmeside som fagligt bl.a. støttes af Deutsches Historisches Museum i Berlin og Haus der Geschichte der Bundesrepublik Deutschland i Bonn. Siden indeholder en kort beskrivelse af T4 samt von Galens prædiken på tysk. Der er en del tyske links om eutanasi og T4, ligesom der er links til flere af de tidligere eutanasi-anstalters hjemmesider.

• http://www.deathcamps.org/
Engelsk hjemmeside udarbejdet af en gruppe internationale forskere. Siden indeholder en kort tekst om T4, hvor der er mulighed for at se kort og dokumenter med de ordrer som satte eutanasi-programmet i gang.

• http://www.ushmm.org/
United States Holocaust Memorial Museums hjemmeside med bl.a. kort beskrivelse af eutanasi-programmet, samt øjenvidneberetninger både som tekst og videoklip. 
 

Til top
Modstand fra de hollandske biskopper
Mens den katolske kirke som helhed er blevet kritiseret for deres passive holdning til Nazisternes Eutanasi-program, så er de katolske biskopper i Holland blevet rost for deres modstand mod nazisterne under 2. Verdenskrig. En af de centrale figurer var Ærkebiskoppen de Jong fra provinsen Utrecht. Han opfordrede blandt andet de hollandske biskopper til at protestere mod det nazistiske regime, og i 1941 lykkedes det ham at få gjort det forbudt for katolikker at være medlem af det nationalsocialistiske parti. I juli 1942 skrev han, sammen med den protestantiske kirke, et berømt hyrdebrev, som gav udtryk for modstand mod de jødiske deportationer. Brevet blev også underskrevet af de fire andre biskopper i Holland og læst højt i kirkerne. Desværre havde brevet den konsekvens, at nazisterne tog munke, nonner og præster af jødisk herkomst til fange og sendte dem i koncentrationslejre.


Dansk Institut for Internationale Studier
Østbanegade 1172100 København Øtel: +45 32 69 87 87fax: +32 69 88 00
folkedrab@diis.dk