Til undervisere Om os Kontakt
Søg
Forside UndervisningsministerietDansk Institut for Internationale Studier

Forside>Fokus>Tilskuer eller beskytter>Etiske spørgsmål>Grader af skyldPrint

Grader af skyld


Romanen Som om jeg ikke er der, af Slavenka Drakulić (Lindhart og Ringhof 1999), handler om en ung bosnisk kvinde (kaldet S.) som tages til fange af serberne og føres til en koncentrationslejr, hvor hun, sammen med en gruppe andre kvinder, isoleres og nat efter nat voldtages af lejrens mere eller mindre fulde og voldelige soldater. Undervejs tager romanen bl.a. spørgsmålet om tilskuerens ansvar op, og det er denne passage, vi her skal fokusere på.

En nat er kvinderne i gruppen nær ved at blive kvalt af en kvalm lugt og røg, der fylder det lille rum, de er placeret i. En ældre kvinde, N., der bringer kvinderne mad, kaffe og andre ting, kommer ind i rummet med den chokerede H. ved armen. N. fortæller dem, at man bare brænder affald af, men kort efter fortæller H., at lugten kommer fra brændende lig. Efter at være blevet tævet og voldtaget af en gruppe fulde soldater blev H. tvunget til at se på, mens der blev sat ild til en bunke lig, der var blevet smidt i en affaldscontainer. N. havde overværet det hele i tavshed og derpå hjulpet den sanseløse H. op til kvindernes rum. Da kvindernes had også rettes mod N., begynder bogens hovedperson, S., at forsvare hende: N. kan ikke bebrejdes, hun er næsten selv fange på stedet, hun tager sig så godt af dem som muligt. Men H. er rasende:

Jeg har fået nok af al din forståelse for alt og alle, lærerinde,” råber H. nu. ”De skal bare op mod en mur og så ra-ta-ta-ta, uden barmhjertighed. Både dem der gør sådan noget, og dem der forsvarer dem. Er du med os eller med dem? Vores mænds lig brænder i en affaldscontainer, og så snakker du om at det ikke er hendes skyld. Er det min skyld? Er det mig der har slået dem ihjel og sat ild til dem, søster?"

Hvad kunne S. sige til det? Måske at den eneste forskel er at ingen af dem har haft lejlighed til at gøre det samme. Først da ville pigerne vide om de var anderledes end soldaterne. Men hvad giver hende ret til at dømme når det netop handler om forskellen mellem gjort og ikke gjort?

I den kvælende røg opgiver S. ethvert forsøg på at overbevise nogen om noget eller lære de andre at skelne mellem nuancer. S. har ikke lyst til at forsvare nogen, hun er jo også selv deres fange. Hun ville gerne have sagt til dem, at sådan som hun ser på tingene, kan den der slår et menneske ihjel, og den der tænder en tændstik, og den der ser på, ikke være lige skyldige. Der må findes forskellige grader af skyld, ellers er de alle fortabt. […] Hvad kan den gamle kone stille op når fulde soldater myrder fanger for øjnene af hende og bagefter brænder deres lig? […] Hun kunne måske være gået, man kan vel altid gå sin vej. Hun må have haft en valgmulighed for det har ethvert menneske. Men hvad ved jeg eller nogen som helst anden om andres valgmuligheder, tænker S. Det eneste hun kan skrive under på er at N. i valget mellem at være god eller grusom over for kvinderne på værelset har valgt at være god, at hun virkelig drager omsorg for dem, kommer med brød og sæbe til dem, trøster dem. Deri ligger hendes valg. Måske er hun ikke stærk nok til at gøre andet; noget der er bedre og mere korrekt. Som så mange andre mennesker ved N. at hun for sådan et valg kunne risikere at betale med sit liv. Men også hun er en fange af systemet, for hun har ikke en fri vilje og kan ikke frit bestemme over sit liv. Forskellen er at ingen lige nu vil affyre en kugle mod hendes hoved.”

Læs mere
Tilskuer eller beskytter?
Altruisme eller egoisme?
En pligt til at hjælpe
Et lys i mørket


Arbejdsspørgsmål
1. Tilskuerens skyld og ansvar
S. tænker, at ”der må findes forskellige grader af skyld, ellers er de alle fortabt.”, men hvilken grad af skyld tilkommer så den passive tilskuer? Da den tidligere generalsekretær i FN Boutros Boutros-Ghali besøgte Sarajevo, under belejringen, sagde en grædende kvinde til ham, at han – hvis han ikke gjorde noget – var medskyldig i drabene. Men kan den, der blot så til være lige så skyldig, som den, der slog ihjel? Prøv at overveje hvor forskellige eksempler på tilskuer-passivitet kan placeres mellem uskyld og medskyld. Det kan man f.eks. gøre ved at diskutere, hvilke konsekvenser de forskellige former for passivitet bør have: hvornår bør tilskuerne kunne straffes for deres undladelser? Hvornår – og hvorfor – er det snarere på sin plads at forvente, at de tidligere tilskuere viser tegn på anger og skam; f.eks. i form af undskyldninger eller tilbud om forskellige former for ”kompensation”?

2. Fordømmelse eller forståelse

S. appellerer til en form for forståelse for N.; for den ældre kvindes begrænsede muligheder for at stille noget op overfor de serbiske soldater, men også for den begrænsede grad af moralsk styrke som N. besidder. N. har valgt at tage sig så godt af kvinderne som muligt. Det kan hun gøre uden at risikere sit liv. ”Måske har hun ikke styrke til noget andet; noget bedre og mere samvittighedsfuldt”. Men, kunne man tilføje, hvor mange har det? Og hvis det kun er et fåtal; efter hvilken moralsk standard kan man så vurdere almindelige menneskers ansvar og skyld? Skal personer som N. fordømmes eller ”forstås”? Kan man vurdere N. ud fra en moralsk standard, som passer til moralske helte og helgener? Som gør det til en pligt at gøre modstand mod det onde?

I kan også overveje om det gør en væsentlig moralsk forskel, hvem der appellerer om forståelse, eller hvem der udtrykker en moralsk fordømmelse. Man kunne f.eks. mene, at mens N. selv bør føle skam over ikke at have gjort noget, da hun overværede ligbrændingen, så har de andre kvinder ikke ”ret” til at fordømme hende. Men overvej så også et omvendt eksempel: Den tidligere østrigske præsident Kurt Waldheim blev i 1988 bebrejdet, at han – som soldat i den tyske hær – ikke havde modsat sig sine ordrer, ikke havde handlet moralsk. Hertil svarede Waldheim:


Jeg indrømmer, at jeg ønskede at overleve […] Jeg har den dybeste respekt for alle dem, der modsatte sig. Men jeg beder om forståelse for de hundreder af tusinde som ikke gjorde det, men som ikke desto mindre ikke blev personligt skyldige.” (Interview i Die Presse).


Waldheim underforstår altså, at medens modstand er prisværdig, så er det ikke er en pligt og derfor kan passivitet ikke fordømmes. Betyder det, at hvis man medgiver, at ønsket om at overleve og den manglende vilje til at nægte at adlyde, kendetegner majoriteten af menneskers handlemåde under ekstreme omstændigheder, er det da moralsk set passende, at den, der var passiv selv appellerer om forståelse frem for fordømmelse? Eller er det en form for skamløshed? Gør det en moralsk forskel, hvem der taler?


3. Faktiske og mulige handlinger

S. overvejer at imødegå H’s fordømmelse af soldaterne med den indvending, at kvinderne ikke kan vide, om de ikke selv ville have kunnet gøre noget lignende, men hun dropper det og tænker, at vurderinger af skyld og ansvar grundlæggende drejer sig om, hvad man faktisk har eller ikke har gjort. Hun har imidlertid rejst et interessant spørgsmål, nemlig:

Hvad bør min eventuelle anerkendelse af, at også jeg, under andre omstændigheder, måske ville kunne begå uhyrligheder egentlig betyde for min moralske vurderinger af personer, der faktisk har begået en eller anden uhyrlig gerning? Betyder det, at jeg ikke bør dømme, men snarere hjælpe dem? Eller er det forskellen mellem det faktiske og det mulige, der afgør sagen? Eller er det moralsk irrelevant (for den moralske vurdering af gerningsmandens skyld og ansvar), om også jeg under andre omstændigheder kunne gøre, hvad andre har gjort?


Til top


Dansk Institut for Internationale Studier
Østbanegade 1172100 København Øtel: +45 32 69 87 87fax: +32 69 88 00
folkedrab@diis.dk