Til undervisere Om os Kontakt
Søg
Forside UndervisningsministerietDansk Institut for Internationale Studier

Forside>Fokus>Gulag-fangelejre og deportationer>Vejen til GulagPrint

Vejen til Gulag


De fleste fangers vej til de sovjetiske Gulag-fangelejre startede med en uforståelig arrestation og et ophold i et af det hemmelige politis forhørsfængsler. Disse fængselsophold var beregnet på at få fangerne til at tilstå de forbrydelser, som de var anklaget for, og fængslerne var brutale steder præget af overfyldte celler, mishandling og tortur.

Størstedelen af de i alt cirka 20 millioner fanger, som ankom til Gulag-lejrene, var blevet dømt for en forbrydelse på baggrund af mere eller mindre vilkårlige anklager. At fangerne havde fået en dom, var ikke ensbetydende med, at de var skyldige i den forbrydelse, som de var blevet dømt for. Var man først arresteret, blev man nemlig ikke sat fri, før man havde fået og afsonet sin straf, for som det hemmelige politi sagde: ”vi arresterer aldrig nogen, som ikke er skyldige. Og selv hvis I ikke er skyldige, kan vi ikke løslade Jer, fordi folk så vil tro, at vi arresterer uskyldige mennesker”. Straffene varierede fra få måneder til 25-30 år i fangelejr.

Kort over Gulag-fangelejre og særbosættelser.


Læs mere om det hemmelige politi


Arrestation
Det var det hemmelige politi, som foretog langt de fleste arrestationer i Sovjetunionen. Der var ingen faste regler for arrestationerne, men det var kendetegnende, at de fleste foregik i ly af natten. Der findes utallige beskrivelser af angsten for, om man selv var den næste, der stod for tur, når fodtrin nærmede sig ens dør om natten. Et sovjetisk ordsprog lyder for eksempel: ”tyve, prostituerede og det hemmelige politi arbejder mest om natten”. Ingen kunne vide sig sikker, og den arresterede kendte som regel ikke baggrunden for arrestationen, og mange kom aldrig til det. En stor del af Gulags fanger levede resten af deres liv i uvished om grunden til den skæbne, som var overgået dem.

Efter arrestation af en fange trådte en række procedurer i kraft, som bevirkede at fangerne blev chokerede og forvirrede og mistede enhver form for menneskelighed og evne til at tænke sammenhængende. Fangerne blev ført til et af det hemmelige politis berygtede forhørsfængsler, hvor de blev registret, fotograferet og fik taget fingeraftryk. Herefter blev de vasket, kronraget og ført til en isolationscelle, og var allerede godt på vej til at miste deres status som mennesker og i stedet blive sagsnumre i det hemmelige politis system.


Barske forhold i fænglerne
Efter de første dage i isolation, blev fangerne flyttet til en af de overfyldte fængselsceller, hvor de kunne risikere at komme til at tilbringe de næste mange år, hvis deres sager voldte myndighederne problemer. Det kunne eksempelvis sager, hvor det viste sig næsten umuligt for systemet at bevise den anklagedes påståede skyld, idet mange af de anklagede var uskyldige og nægtede at tilstå forbrydelser, som de ikke havde begået.

Den tidligere professor og Gulag-fange Nicholas Prychodkos beskrivelse af den fængselscelle, som han kom til efter sin arrestation, giver en ide om forholdene i det hemmelige politis fængsler. Cellen var 4.5 x 6 meter. Langs væggene var der køjesenge i tre etager, og op ad bagvæggen stod et skab til kopper og skåle. Lige inden for døren stod en tønde, hvor man kunne forrette sin nødtørft om natten. I hver køjeseng lå der tre mand, den yderste spændt fast med tøjstrimler for ikke at falde ud. Oven på skabet lå endnu en mand, og på gulvet lå mænd stuvet sammen som sild i en tønde, så det var umuligt at vende sig, hvis ikke alle andre vendte sig samtidig. Prychodko fik at vide, at der i denne celle var 116 fanger, da han ankom, senere steg antallet til over 130, og det blev stort set umuligt at ligge eller sidde i cellen.

Forhør under tortur
I perioden fra ankomsten til et fængsel til domsafsigelsen, som for de flestes vedkommende enten var henrettelse eller ophold i en af Gulags lejre, gennemgik fangerne utallige forhør, som regel uden at vide, hvad de var anklaget for. Forhørene blev ledet af en forhørsleder, og de fleste forhør blev indledt med to standardspørgsmål. ”Fortæl om Dem selv” og ”Fortæl om Deres fjendtlige virksomhed, og tilstå, at De er fjende af folket”. En ”fjende af folket” kunne være alt fra en arbejder, som havde arbejdet med en maskine som var gået i stykker, hvilket af regimet blev tolket som bevidst sabotage af arbejdet, til højtstående partimedlemmer, som blev anklaget for eksempelvis spionage.

For forhørslederen var tiltalen et facit, som det gjaldt om at få den tiltalte til at tilstå. Under forhørene, som kunne strække sig over flere timer og nogle gange over flere døgn, fik fangerne hverken mad eller drikke, og der blev ofte taget brutale forhørsmetoder i brug. Til nogle af metoderne hørte blandt andet tæv med gummiknipler, brændemærkning af hænder, fødder og kønsorganer og slag i maven med køller fyldt med søm, som kun var slået halvt ind. Mange fanger blev så udmattede af disse forhør, at de endte med at skrive under på de falske anklager, hvilket for det meste var en sikker billet til Gulag.

Udlændinge i Gulag
Det var ikke kun sovjetiske borgere, der endte i Gulag. Også undenlandske statsborgere, som opholdt sig i Sovjetunionen, kunne risikere at blive arresteret og ende i Gulag. Der var ingen forskel i behandlingen af fangerne, blot fordi de kom fra et andet land, hvilket den danske sømand og kommunist Claus Jensens historie er et godt eksempel på. Han blev arresteret i 1938 og anklaget for antisovjetisk propaganda og spionage, hvorefter der fulgte næsten 10 år med ophold dels i forskellige fængsler og fangelejre, dels som forvist.

En danskers vej til Gulag
Claus Jensen kom til Sovjetunionen i 1934 for at undgå en politistraf i Danmark efter optøjer i forbindelse med en sømandsstrejke. Han fik arbejde på havnen i Arkhangelsk i det nordlige Sovjetunionen, og forelskede sig i en sovjetisk pige, som han fik en datter med.

Natten mellem den 6. og 7. februar 1938 blev Claus Jensen hentet af det hemmelige politi og anklaget for at være spion og for at have bedrevet antisovjetisk propaganda i Arkhangelsk, blandt andet fordi han en gang havde udtalt til nogle venner, at fortovene var renere i Danmark end i Sovjetunionen.  Myndighederne påstod, at Claus Jensen var med i en spionring, som blandt andet den højtstående danske kommunist Arne Munch-Petersen, der også var blevet anklaget og arresteret, ligeledes skulle tilhøre. En sådan spionring fandtes dog ikke, men var udelukkende et resultat af sovjetregimets forfølgelsesvanvid.

Som mange andre var også Claus Jensen overbevist om, at der måtte være sket en fejl, og at hans arrestation var baseret på en misforståelse fra det hemmelige politis side, og at partiet kunne hjælpe ham fri. Men arrestationen var ikke en misforståelse, og de sovjetiske myndigheder var klar over Claus Jensens arrestation og var medvirkende til at opretholde den. Arrestationen var sket på baggrund af ordre direkte fra Moskva, og forhørslederen, som i øvrigt var Claus Jensens svoger, skulle fremtvinge Claus Jensens tilståelse, og finde forbindelsen til Arne Munch-Petersen og spionringen. Claus Jensen havde via sit arbejde i det danske kommunistparti flere gange haft kontakt til Arne Munch-Petersen, men da sagen om en spionring ikke havde hold i virkeligheden, var der i denne sag ikke nogen forbindelse mellem de to. Trods gentagne forhør og brutal tortur lykkedes det ikke for det hemmelige politi at få Claus Jensen til at tilstå anklagerne imod ham om antisovjetisk propaganda og spionage. I stedet blev han dømt på baggrund af udtalelser fra venner og kollegaer, som også var blevet arresteret, og som under tortur havde bekræftet anklagerne imod ham.

Claus Jensen blev alene dømt for antisovjetisk propaganda og tiltalen om spionvirksomhed blev frafaldet. Han blev dømt til seks år i arbejdslejr, men dommen blev senere udvidet med yderligere to år på grund af flugtforsøg. Først i 1948 lykkedes det Claus Jensen at slippe ud af Sovjetunionen, og komme tilbage til Danmark, hvor han i 1966 begik selvmord som en psykisk nedbrudt mand.

Vagttårn fra en Gulag-fangelejr i Sibirien. 

Kilder:

Ankomst af fanger til Gulag, 1944

Beskrivelse af fængsel i uddrag af den ukrainske professor Nicholas Prychodkos erindringer om Gulag – slutningen af 1930’erne

Memorandum til statsanklager Vyshinsky om indespærring af mindreårige, 1932

Uddrag fra den ukrainske professor Nicholas Prychodkos erindringer om hans ophold i Gulag i slutningen af 1930’erne





Gulag

Det sovjetiske koncentrationslejrsystem, kaldet Gulag, var et gigantisk system af fange- og arbejdslejre, som under Stalin talte tusindvis af lejre. Der var mange forskellige typer af lejre, og fangerne var både mænd, kvinder og børn. Udover at fungere som straf for fangerne, havde lejrene også som formål at udnytte fangernes arbejdskraft maksimalt, samt at gen-opdrage fangerne, så de kunne blive gode og loyale sovjetborgere.





Vidste du at...?
Den mest almindelige straf på 10 år i fangelejr, blev på fangeslangsprog kaldt en 10’er





Vittighed om Stalin
Stalin mister sin pibe og beder det hemmelige politi om at finde den. To timer senere finder han den selv i sin støvle og ringer til politiet for at høre, hvordan det går. De fortæller ham, at ti mand er blevet arresteret, og at under-søgelsen fortsætter. ”Jeg har fundet min pibe så løslad dem straks.” ”Jamen syv af dem har allerede tilstået.”





Forvisning
At være forvist betød, at man som straf skulle bo i et bestemt område i Sovjetunionen, som man ikke måtte forlade uden myndighedernes tilladelse. Områderne lå ofte i de mest øde egne af Sovjetunionen, og ved at flytte dele af befolkningen ud til disse egne og eksempelvis tvinge dem til at opstarte landbrug kunne sovjetregimet udnytte alle dele af Sovjetunionen. Forvisning var en straf, som kunne ramme stort set alle dele af befolkningen, og det var udbredt, at familierne til Gulag-fanger, blev forvist, hvorefter fangen efter sin løsladelse skulle slutte sig til den forviste familie.


Dansk Institut for Internationale Studier
Østbanegade 1172100 København Øtel: +45 32 69 87 87fax: +32 69 88 00
folkedrab@diis.dk