Til undervisere Om os Kontakt
Søg
Forside UndervisningsministerietDansk Institut for Internationale Studier

Forside>Fokus>Gulag-fangelejre og deportationer>Fangerne i GulagPrint

Fangerne i Gulag



Fangerne i de sovjetiske Gulag-fangelejre udgjordes af et bredt udsnit af den sovjetiske befolkning. Der var både bønder, arbejdere, tidligere partifolk og hårdkogte kriminelle i lejrene. Hovedparten af fangerne var mænd, men også kvinder og børn endte i Gulag-systemet. I alt regner man med, at mere end 20 millioner mennesker passerede gennem Gulag-fangelejrene i Stalins Sovjetunionen.

Formålet med fangelejrene var primært at straffe fangerne for de forbrydelser, som de var blevet dømt for. Derudover skulle lejrene fungere som genopdragelsesanstalter, hvor fangerne skulle blive gode sovjetborgere, der var loyale overfor sovjetregimet.

Man kan overordnet inddele Gulags fanger i to hovedgrupper: kriminelle fanger, som blev betegnet som ikke-politiske, og politiske fanger. Groft sagt kan man sige, at de kriminelle, var de fanger, som var blevet dømt for almindelige lovovertrædelser, hvorimod de politiske fanger var de fanger, som primært var blevet dømt efter den berygtede artikel 58 i straffeloven for kontrarevolutionær virksomhed.

Det er vigtigt at pointere, at langt de fleste fanger blev dømt på et meget spinkelt grundlag, og at langt de fleste kriminelle fanger derfor ikke var kriminelle i traditionel forstand, ligesom hovedparten af de politiske fanger ikke var aktive modstandere af regimet. De mange fanger kan dels skyldes et paranoidt styre, der havde mange indbildte fjender, dels at de mange fanger skulle statuere et skræmmeeksempel overfor den øvrige befolkning. 

Kort over Gulag-fangelejre og særbosættelser.


Hvem var fangerne?
Det er svært at sige noget generelt om sammensætningen af fanger i lejrene, da det varierede meget fra lejr til lejr. Der var dog nogle tendenser, som gik igen i de fleste lejre.
Gruppen af politiske fanger i Gulag udgjorde cirka 30 % af fangerne. I visse perioder var antallet lidt højere, eksempelvis lige efter 2. Verdenskrig, hvor der var færre kriminelle fanger, fordi mange kriminelle var blevet benådet som følge af Sovjetunionens sejr i krigen.

Langt den største gruppe af fanger udgjordes imidlertid af almindelige arbejdere og bønder, som havde overtrådt en af sovjetsamfundets utallige love og regler. Denne gruppe af fanger bestod af en blanding af politiske og kriminelle fanger. De var på et tvivlsomt grundlag dømt for at have begået enten kriminalitet eller politiske forbrydelser, men de fleste var ikke, hvad vi i dag ville betegne som kriminelle eller modstandere af regimet. Det kunne eksempelvis være en bonde, som havde stjålet en majskolbe for at redde sine børn fra sultedøden, og som straf blev idømt ophold i fangelejr.

Endelig var der gruppen af hårdkogte kriminelle, som blev kaldt tyvene, og som udgjorde den absolutte bund i det sovjetiske samfund. De kriminelle fortsatte ofte deres ulovligheder i lejrene, og bidrog derfor til at gøre lejrene endnu mere barske.

Kvinder og børn i Gulag
Størstedelen af fangerne i Gulag var mænd, men også kvinder og børn kunne ende i lejrene. Andelen af kvinder i Gulag varierede under Stalin, men generelt var den procentvise andel af kvindelige fanger i Gulag-lejrene lav, for eksempel var kun 13 % af fangerne i 1942 kvinder.  De lave tal skyldes ikke, at sovjetstyret ikke idømte kvinder ophold i lejre, men snarere at kvinderne blev sendt i de såkaldte arbejdskolonier i stedet for i de egentlige lejre. I teorien var forskellen på en koloni og en lejr, at ophold i en koloni skulle være mindre hårdt, men i praksis var der næsten ingen forskel.

Kvinderne, som boede i særlige kvinde-zoner i de almindelige Gulag-lejre eller i særskilte lejre kun for kvinder, var ofte upopulære hos lejrledelsen, fordi de ikke kunne udføre det samme hårde arbejde som mænd. Selv om lejrledelsen i de lejre, hvor der både var mænd og kvinder, forsøgte at holde kønnene adskilt, var det umuligt at forhindre kontakt imellem dem. Som en næsten uundgåelig konsekvens heraf udvikledes der ofte seksuelle forhold mellem fangerne, hvilket i sidste ende resulterede i graviditeter og fødsler. Derfor var der i Gulag også en række fødeklinikker og institutioner for spædbørn, hvor der både var børn, der var resultatet af forhold mellem fangerne, men også børn, hvis forældre var blevet sendt i Gulag. Ved 2- års alderen blev børnene fjernet fra lejrene og sendt på børnehjem, som ofte var overfyldte og præget af meget dårlige forhold.

Udover disse børnehjem var der også deciderede børne/ungdomskolonier, som mindede meget om de almindelige lejre for voksne. I disse kolonier var de ældre børn, hvis forældre var i Gulag, men også nogle af de mange gadebørn, som var blevet forældreløse under den store hungersnød i begyndelsen af 1930’erne, hvor mere end 6 millioner mennesker mistede livet. I realiteten var der dog også mange børn der endte i de almindelige Gulag-lejre, en tendens der blev forstærket efter, at det i 1935 blev muligt at straffe børn helt ned til 12-årsalderen som voksne.

Hierarkiet i lejrene
Det var ikke ligegyldigt for fangernes overlevelsesmuligheder, hvilken kategori af fanger man tilhørte.
Øverst i hierarkiet var de kriminelle eller tyvene. De var kendt for at slutte sig sammen i bander og indtog i mange lejre en magtposition, hvor de til tider oversteg den magt, som lejrens administration og vagter havde. Tyvene blev brugt af fangevogterne til at kontrollere de andre grupper af fanger gennem trusler og vold, og medvirkede på deres egen brutale facon til at opretholde disciplin og orden i lejrene, hvor de fungerede som en autoritet overfor de andre fanger. Der blev fra lejrenes administrations side i lange perioder set igennem fingrene med tyvenes korruption, voldelige og truende adfærd og manglende arbejdsindsats, fordi de medvirkede til at kontrollere og pacificere de øvrige fanger.

De politiske fanger blev fra regimets side anset for at være mindre værd end de kriminelle fanger, fordi man ikke mente, at de i lige så høj grad som de kriminelle kunne genopdrages til at blive gode sovjetborgere. De kriminelle fanger var i sovjetstyrets øjne nemmere at genopdrage, fordi de netop ikke havde begået en anti-sovjetisk handling, der skadede sovjetsamfundet som sådan. Langt de fleste af de politiske fanger var dømt efter artikel 58, og de politiske fangers position i hierarkiet afhang af, hvilken del af artikel 58 de var dømt efter. Der blev eksempelvis set relativt mildt på de fanger, som var blevet dømt for ”Anti-sovjetisk agitation” (ASA), som kunne være at have fortalt en vittighed om Stalin. Selv lejrens myndigheder var af den overbevisning, at disse fanger ikke var rigtige lovovertrædere, og derfor fik de ofte en bedre behandling i lejrene i forhold til andre fanger. Var man derimod dømt efter de dele af artikel 58, der vedrørte sabotage, fik man en hård behandling i lejrene, og blev sat til at udføre meget hårdt fysisk arbejde, som eksempelvis udgravning af miner, og som kun de færreste kunne overleve i længere tid.

Læs mere om retssystemet

Kun de færreste ønskede at have noget med de fanger at gøre, der var lavest i hierarkiet, da det kunne skade ens egne overlevelsesmuligheder. Det var derfor ensomt, og ofte også farligt at tilhøre den nederste del af fangehierarkiet i Gulag.

På tværs af myndighedernes inddeling af fangerne i politiske og kriminelle fanger var der en tendens til at fangerne ofte selv fandt sammen i mindre grupper baseret på religiøse eller nationale tilhørsforhold. Således fandt ukrainere sammen med andre ukrainere og så videre. Det var ikke i alle lejre, at dette var udbredt, men de steder hvor det var, kunne det betyde forskellen på liv eller død at være med i en sådan gruppering. Gruppen kunne for eksempel fungere som beskyttelse mod de overfald og tyverier, som var udbredte i lejrene, men det at være en del af en gruppe kunne også betyde, at hverdagen i lejren blev lidt lettere. Et eksempel på dette var en jødisk fange, som var leder af en lejrs skrædderværksted, hvilket blev anset for et meget attraktivt sted at arbejde. Når transporterne med de nye fanger kom, sorterede han alle jøderne fra, og arrangerede, at de kom til at arbejde i skrædderværkstedet.

Gulag ændres efter 2. Verdenskrig
Efter 2. Verdenskrig skete der en ændring i sammensætningen af gruppen af politiske fanger. I 1930’erne havde de politiske fanger i Gulag primært været højtuddannede specialister, partimedlemmer og almindelige arbejdere, som for det meste havde været fuldstændigt uforberedte på det hårde liv i lejrene. Den nye gruppe af politiske fanger bestod blandt andet af tidligere soldater fra Den røde Hær og medlemmer af ukrainske og baltiske partisangrupper samt japanske og tyske krigsfanger, som var blevet fanget af sovjetiske styrker under 2. Verdenskrig.

Mange af disse fanger var i kraft af deres deltagelse i 2. Verdenskrig bedre forberedte på det hårde liv i lejrene. Der var flere af især de sovjetiske soldater, der under krigen havde været krigsfanger i Tyskland, og som derfor havde siddet i tyske fangelejre. Den nye gruppe af politiske fanger ændrede hierarkiet i lejrene, hvor de efter blodige opgør overtog magten fra tyvene og voldte lejrmyndighederne store problemer med at opretholde disciplinen i lejrene.

Fangerne i Gulag var altså en broget skare, der kom fra alle grupper i samfundet, og som var havnet i lejrene af vidt forskellige årsager.

Vagttårn fra en Gulag-fangelejr i Sibirien.
Vagttårn fra en Gulag-fangelejr i Sibirien.

Kilder:

Antallet af fanger i Gulag

KGB sag om italiensk kommunist - 1940

Brev fra Gulag-fange til Central Kommiteen - 1926

Dekret fra den øverste sovjets præsidium om farlige fanger - 1948










Gulag

Det sovjetiske koncentrations-lejrsystem, kaldet Gulag, var et gigantisk system af fange- og arbejdslejre, som under Stalin, 1928-1953, talte tusindvis af lejre. Der var mange forskellige typer af lejre, og fangerne var både mænd, kvinder og børn. Udover at fungere som straf for fangerne, havde lejrene også som formål at udnytte fangernes arbejdskraft maksimalt, samt at genopdrage fangerne, så de kunne blive gode og loyale sovjetborgere. Man kunne blive idømt ophold i Gulag af det almindelige retssystem, eller blive sendt derhen af det hemmelige politi.













Straffelovens artikel 58
Artikel 58 var den del af den sovjetiske straffelov, som omhandlede de kontra-revolutionære forbrydelser, der blev defineret som enhver handling rettet mod at skade Sovjetunionen. Artiklen bestod af 14 paragraffer, som hver især nærmere definerede forskellige former for kontrarevolutionære forbrydelser. De kontra-revolutionære forbrydelser blev defineret meget bredt.  En arbejder kunne for eksempel blive dømt for sabotage, som var en form for kontrarevolutionær forbrydelse, hvis den maskine han arbejdede med gik i stykker, også selv om, at han var uden skyld deri.


Dansk Institut for Internationale Studier
Østbanegade 1172100 København Øtel: +45 32 69 87 87fax: +32 69 88 00
folkedrab@diis.dk