Til undervisere Om os Kontakt
Søg
Forside UndervisningsministerietDansk Institut for Internationale Studier

Forside>Eksempler på folkedrab>Armenien>Fokusartikler>Ideer der dræber – ideologien bag det armenske folkedrabPrint

Ideer der dræber – ideologien bag det armenske folkedrab



Før og under 1. Verdenskrig kæmpede tyrkiske ideologer som for at erstatte Osmannerriget med et stort og stærkt Tyrkiet uden ikke-tyrkiske minoriteter. Tyrkisk nationalisme blev populær i det ledende tyrkiske parti, ”ungtyrkerne”, og man begyndte man at dyrke ideologierne ”turkisme” og ”turanisme”, der fremhævede tyrkisk kultur og sprog som det eneste rigtige, og hvor idealet var et Tyrkiet udelukkende for tyrkere. Eftersom ikke-tyrkiske folkeslag som armenierne i Osmannerriget ikke var villige til at opgive deres kultur eller lade sig behandle som


Ziya Gökalp
Ziya Gökalp
Osmannerriget
Muslimsk tyrkisk-domineret statsdannelse i Mellemøsten og Sydøsteuropa, som eksisterede fra ca. 1300-1923. Riget har haft skiftende grænser og har haft status af stormagt i regionen. Osmannerriget deltog i 1. Verdenskrig på tysk side, men blev tvunget til våbenhvile med de allierede i oktober 1918, hvorved riget reelt blev delt mellem Storbritannien, Frankrig og Grækenland. Militæret i Anatolien (en del af Osmannerriget) nægtede at anerkende aftalen og erklærede i 1922 regeringen for afsat. Hæren dannede nu under ledelse af Kemal Atatürk en ny stat, republikken Tyrkiet.

andenrangsborgere, var der lagt op til et sammenstød mellem den tyrkiske nationalisme og Osmannerrigets multietniske og multireligiøse virkelighed. De nationalistiske ideologier var i sidste ende med til at retfærdiggøre folkedrabet på armenierne i Osmannerriget.



Et Tyrkiet helt til Kina – Yusuf Akcura og turanismen


En vigtig nationalistisk ideolog var Yusuf Akcura (1876-1933). Akcura var etnisk tyrker fra Rusland, men efter familien emigrerede til Tyrkiet, blev han uddannet på militærakademiet i Istanbul i 1887. Akcura måtte som mange andre politisk aktive kort efter flygte fra Osmannerriget efter at være blevet arresteret for at uddele propaganda for det dengang forbudte ungtyrkiske parti, og han nåede bl.a. til Libyen, Frankrig og Rusland. I sit eksil udviklede han i årene efter 1900 en ideologi, ”turanismen” (også kaldet ”panturkisme”), der gik ud på, at den traditionelle osmanniske ide om et multietnisk og multireligiøst samfund under tyrkisk overherredømme var slået fejl og burde erstattes med en tyrkisk nationalstat for alle tyrkiske folkeslag fra Balkan til Kina. Denne stat, kaldet ”Turan”, skulle ikke udelukkende være baseret på islam, da dette ville inkludere fx arabere, men i stedet på det, Akcura mente var den tyrkiske race. Turan skulle være et imperium uden besværlige minoriteter.

Den tyske model

Akcura var inspireret af, at det i løbet af sidste halvdel af det 19. århundrede var lykkedes for den tyske kansler Bismarck med magt at forene det brogede tyske folk til en stærk stat, et Tyskland for tyskere. Faktisk var inspirationen fra Tyskland så stor, at Akcura senere erklærede, at ”universets herskere til alle tider har været repræsentanter for to nationer - tyrkere og tyskere.” Hvis alle tyrkiske folkeslag blev forenet efter tysk model, kunne der skabes en meget stærk tyrkisk stat, men det krævede, at ikke-tyrkiske folk indenfor dette geografiske område skulle underkaste sig totalt. Ikke-tyrkere, og særligt ikke-muslimer, kunne ikke få samme rettigheder som tyrkiske muslimer.

Akcura og ungtyrkerne

Akcura blev først stærkt kritiseret af andre tyrkiske intellektuelle, der så hans ideer som ekstreme og urealistiske – hvordan skulle det kunne lade sig gøre at forene alle tyrkiske folkeslag, når det ikke engang kunne lykkes at holde sammen på Osmannerriget? Men efter ungtyrkerne var kommet til magten i Osmannerriget i 1908, flyttede Akcura tilbage til Istanbul, hvor han hurtigt begyndte at blive taget alvorligt. Akcura formidlede den turanske ideologi til den ungtyrkiske elite gennem forskellige indflydelsesrige blade, som han udgav, og gennem opbygningen af organisationen ”det Tyrkiske Ildsted”, der med støtte fra ungtyrkerne spredte ideen om ekstrem tyrkisk nationalisme gennem foredrag, diskussionsklubber, udstillinger og teaterforestillinger over hele Osmannerriget.

”Nationen er min Overordnede” – Ziya Gökalp og turkismen

Den mest betydningsfulde ideolog i Osmannerriget var Ziya Gökalp (1876-1924). Gökalp blev født på Diyarbekir-egnen i det sydøstlige Tyrkiet og var af blandet tyrkisk-kurdisk oprindelse, selv om han påstod at være ”ren” tyrker. I 1896 tog han til Istanbul for at uddanne sig, men samme år blev han involveret i illegalt arbejde for ungtyrkerne, sad fængslet i ti måneder og blev sendt tilbage til sin hjemegn, hvor han begyndte selvstudier af sociologi, filosofi og psykologi. Efter ungtyrkernes magtovertagelse i 1908 begyndte han at udbrede sine ideer som foredragsholder, avisredaktør og forfatter (af både ”videnskabelige” bøger, artikler, digte og historier for børn - altid med et nationalistisk budskab). Allerede i 1909 blev han medlem af det ungtyrkiske partis centralkomite, en position han beholdt indtil 1918. Han blev også øverste chef for partiets ungdomsafdeling, samt landets første sociologiprofessor.


Turkismens ideer

Gökalp kendte Akcura og arbejdede sammen med ham, og selvom Gökalp mere koncentrerede sin nationalisme om Anatolien, ”det tyrkiske hjemland”, så lignede hans turkisme på flere afgørende punkter Akcuras turanisme - bl.a. skrev Gökalp et hyldestdigt til ideen om Turan, Stortyrkiet. Ligesom Akcura var Gökalp inspireret af vestlige ideer, bl.a. franske og tyske filosoffer, og gennem sin ideologi, ”turkismen”, ville han fuldkommen ændre det osmanniske system. Kort fortalt skulle det osmanniske samfund omskabes fra et konservativt, multietnisk system, hvor islam gennemsyrede det politiske og sociale liv, til en nation med en stærk stat bygget på tyrkisk kultur og sprog, på vestlig videnskab og effektivitet og på en religion (islam), der var adskilt fra politik.

Tyrkiske supermennesker

Men Gökalp gik ikke ind for demokrati i vestlig forstand: Hvor det før havde været islam, der stod over det enkelte menneske, skulle det nu være nationen, og i denne nation var der kun plads til tyrkere. Selv om han i en artikel i 1911 skrev, at ”Tyrkerne er de ’supermennesker’ som den tyske filosof Nietzsche forestillede sig”, betød det ikke, at han var biologisk racist på samme måde som fx nazisterne, da han ikke nødvendigvis mente at tyrkere var overlegne fordi deres blod var ”renere”, eller deres gener var ”bedre” end andre menneskers. Men han var overbevist om, at andre kulturer og folk, ikke mindst de kristne, var mindre værd end tyrkere. Så på trods af at flere af disse minoriteter, fx armenierne, havde været i området længere end tyrkerne, var der ikke plads til dem i den tyrkiske nationalstat, medmindre de opgav deres sprog, kultur og religion og blev tyrkere.

Turkismens indflydelse

Som ungtyrkernes chefideolog og som medlem af det ungtyrkiske partis centralkomite – dvs. der hvor de vigtige beslutninger blev taget, også om folkedrabet på armenierne - fik Gökalp og hans tanker direkte indflydelse på mange i den tyrkiske befolkning. Efter tabet af de europæiske dele af Osmannerriget i 1912-13 var turkismen nemlig stærkt med til at præge den tyrkiske ungdom, tyrkiske intellektuelle og ungtyrkernes ekstreme fløj. Man vendte sig indad og begyndte at se Anatolien som det tyrkiske hjemland, og den før så foragtede anatolske bonde blev nu betragtet som den ”ægte tyrker”, mens andre etniske grupper blev set som mindreværdige.

I årene 1913-14 stod Gökalp også bag ungtyrkernes indsats for gennem lovgivning, trusler og vold at presse fx arabiske, armenske og græske embedsmænd og købmænd ud og give deres stillinger til tyrkere. Men der skulle ikke bare ”renses ud” indadtil, der skulle også udvides mod øst: i samme periode fik militæret for alvor ambitioner om at skabe et nyt, større og stærkere Tyrkiet – Turan - ved at vende sig mod Asien og Rusland for at ”befri” de tyrkiske folkeslag i disse områder. Det betød, at Tyrkiet allierede sig med Tyskland under 1. Verdenskrig for at få støtte til at angribe Rusland.

Turkisme og turanisme under og efter folkedrabet

Ideologi var på ingen måde ungtyrkernes eneste motiv for folkedrabet på armenierne, men turkismens og turanismens enkle budskaber var med til at få ledende ungtyrkere til at se armeniere som fremmede, andenrangsmennesker, der ikke hørte hjemme i en tyrkisk nation. Som ungtyrken Djemal skrev i sine erindringer: ”…intet kan ryste mig i min overbevisning om at den tyrkiske race er grundstenen i Osmannerriget.” Under 1. Verdenskrig blev disse tanker taget til deres yderste konsekvens, ved at man forsøgte at udrydde de armeniere, man mente stod i vejen for ungtyrkiske ambitioner om et stærkt, forenet Stortyrkiet befriet for ”besværlige” minoriteter.

Ideologi
Ideologi kan defineres som et system af ideer og begreber, der er skabt for at ændre den politiske og sociale virkelighed i et samfund. En ideologi kan være mere eller mindre omfattende og kræve større eller mindre ændringer af samfundet. Flere af det 20. århundredes ideologier kan betegnes som revolutionære, dvs. at ideologiernes tilhængere har krævet en total ændring af samfundet, både politisk, socialt, økonomisk og kulturelt. Sådanne totale ændringer vil ofte medføre ekstrem vold, da de møder modstand fra store grupper i befolkningen, der ikke kan eller vil indordne sig under en ny samfundsorden. Når tilhængerne af en revolutionær ideologi er kommet til magten, skabes der som regel et diktatur, og volden vil fortsætte. Det gjaldt f.eks. for de ungtyrkiske, sovjetiske og nazistiske diktaturer, hvor den absolutte magt over samfundet åbnede mulighed for at udrydde, hvad man mente var hovedfjenden: for ungtyrkerne var det armenierne, i Sovjetunionen var det ”klassefjenden”, og i Nazityskland var det jøderne. 

Gökalp, Akcura og det nye Tyrkiet

Ideologiens rolle i folkedrabet blev i første omgang anerkendt af den krigsret, der blev oprettet i Istanbul i 1919 for at retsforfølge højtstående ungtyrkere for bl.a. udryddelsen af armenierne. Gökalp blev nemlig stillet for retten, hvor han indrømmede, at han havde støttet ideen om, at armenierne blev ”fjernet” fra deres hjemland. Men på trods af sin centrale rolle i folkedrabet blev han løsladt og døde i 1924 efter at have brugt sine sidste år på at hjælpe Atatürks nationalistiske styre, bl.a. ved at være med til at forberede Tyrkiets nye forfatning. Akcura sluttede sig efter krigen også til Atatürks bevægelse, og på trods af officiel skepsis fortsatte han med at arbejde for turanismen, indtil hans organisation blev forbudt i 1931.

Det var ikke før efter 1. Verdenskrig, hvor mange tyrkere mente, at Tyrkiet var i fare for at gå helt i opløsning, at elementer af Akcuras og Gökalps nationalisme for alvor nåede ud til den brede befolkning. På dette tidspunkt var den væsentligste forkæmper for tyrkisk nationalisme Mustafa Kemal Atatürk, der forkastede den urealistiske drøm om at skabe et Turan (et Stortyrkiet.), men som samlede det, der var tilbage af nationen gennem bekæmpelse af europæiske styrker, fuldendte udryddelsen af armenierne og andre kristne folkeslag og skabte en moderne tyrkisk stat baseret på sin egen ideologi, kemalismen, der var stærkt præget af Akcuras og Gökalps ideer.

Af Matthias Bjørnlund, historiker
 
Arbejdsspørgsmål:
  •  I det 20. århundrede var nationalisme en almindelig ideologi, der udfordrede ideen om multikulturelle stater. Hvad kan være forklaringen på, at denne udvikling i fx Osmannerriget var en af årsagerne til folkedrab?
  • I hvilke andre nationer har mindretal fået ”valget” mellem enten at opgive sprog, religion, kultur m.m. eller blive fordrevet og udryddet?
  • Hvordan bør overlevende for et folkedrab forholde sig til gerningsmændene, når retssystemet svigter?

Billeder:
http://www.turquie-memoire.com/Mehmet_Ziya_Gokalp.html
Gökalp afbildet på et tyrkisk frimærke fra 1954

Til top
Kemal Atatürk
Mustafa Kemal, 1881-1938, tyrkisk politiker, præsident fra 1923; det moderne Tyrkiets grundlægger. Udmærkede sig som officer under 1. Verdenskrig. Gjorde en stor indsats for sekularisering og modernisering af landet, fx afskaffelsen af islam som officiel statsreligion og indførelsen af det latinske alfabet 1928. I 1934 fik han af kongressen hædersnavnet Atatürk (tyrkernes fader).
Digt af Ziya Gökalp ”Jeg er soldat, nationen er min overordnede. Jeg adlyder alle dens ordrer uden spørgsmål.Med lukkede øjne udfører jeg min pligt.”


Dansk Institut for Internationale Studier
Østbanegade 1172100 København Øtel: +45 32 69 87 87fax: +32 69 88 00
folkedrab@diis.dk