Til undervisere Om os Kontakt
Søg
Forside UndervisningsministerietDansk Institut for Internationale Studier

Forside>Fokus>Gulag-fangelejre og deportationer>Dagligdagen i GulagPrint

Dagligdagen i Gulag



Livet i de sovjetiske Gulag-fangelejre var hårdt, brutalt og ensformigt. Regimets formål med lejrene var blandt andet at udnytte fangernes arbejdskraft, og størstedelen af fangernes liv var derfor centreret omkring arbejde.



De politiske forhold i Sovjetunionen havde stor indflydelse på livsvilkårene i Gulag. Således kan for eksempel de omfattende statslige terrorbølger, der gentagne gange ramte Sovjetunionen, som eksempelvis Den store Terror, også spores i lejrene i form af en stigning i antallet af fanger samt en øget undertrykkelse af fangerne. Også udenrigspolitiske forhold havde indflydelse på livet i lejrene, eksempelvis betød 2. Verdenskrig som i resten af Sovjetunionen en mangel på mad i lejrene.

Læs mere om stalinismens forbrydelser

Der blev udstedt direktiver fra Moskva, som dikterede alle aspekter af forholdene i lejrene lige fra, hvordan lejrene skulle se ud til, hvordan fangerne skulle behandles for at få mest muligt udbytte af dem. I praksis blev direktiverne ignoreret, og det var forholdene i de enkelte lejre, som var afgørende for fangernes vilkår.

I teorien udstak styret i Moskva retningslinier for alle aspekter af fangernes liv, hvilket betød, at der eksempelvis var klare regler for, hvad fangerne skulle have af tøj og mad, hvordan de skulle bo, og hvilke retteigheder de havde. Alle fangerne havde således ret til at klage til lejradministrationen eller direkte til styret i Moskva, hvis de ikke mente, at de blev behandlet efter reglerne. Disse klager var dog i reglen formålsløse, og i praksis var fangernes liv dikteret af deres forhold til lejrpersonalet og til de øvrige fanger. Var man eksempelvis på god fod med de magtfulde fanger kunne det betyde ekstra mad, mens et dårligt forhold til de samme fanger kunne betyde, at man fik stjålet sine sparsomme ejendele og mad.

Lejrenes opbygning
Lejrene var opdelt, så der var specielle lejre for mænd, kvinder og børn. Lejrene var for det meste opbygget omkring en lejrzone, kaldet zona, omgivet af et område, hvor fangernes tvangsarbejde blev udført. Dette område kunne være meget stort, og ofte måtte fangerne marchere op mod 30 kilometer hver vej for at arbejde. Selve lejrzonen var indhegnet af pigtråd og vagttårne, og det var her fangerne tilbragte den tid, hvor de ikke arbejdede. Al adgang til og fra zonen skete gennem specielle vagthuse, men indenfor zonens område var det tilladt for fangerne at bevæge sig frit omkring.

De fleste beskrivelser af barakkerne i Gulag er enslydende, hvilket vidner om, at direktiver fra Moskva udstak regler for, hvordan barakkerne skulle udformes. Det var lange dårligt byggede træbarakker uden nogen form for isolering. Indenfor var der række efter række af tilsvarende dårligt byggede køjesenge, og i enkelte tilfælde var der et vakkelvornt bord og nogle bænke at sidde på. En kakkelovn skulle holde barakken varm, men det var for det meste håbløst på grund af den manglende isolering. De steder, hvor træ var en mangelvare, som eksempelvis i de nordligste egne af Sibirien, byggede man i stedet barakkerne af sten, hvis man da ikke nøjedes med telte eller endnu værre med overdækkede jordhuller. Fangerne levede som burhøns, og ofte boede der i barakkerne over dobbelt så mange fanger, som de var beregnet til.

Udover fangernes barakker bestod de fleste lejre af bygninger til lejrledelsen og administrationen. Der var en propagandaafdeling, som blandt andet gennem særlige lejraviser skulle sørge for den politiske genopdragelse af fangerne, og et fængsel til at varetage særlige straffeforanstaltninger. Eftersom dødeligheden de fleste steder var relativt høj, havde mange lejre deres egen begravelsesplads. Desuden var der en sygeafdeling, samt et køkken med tilhørende spisebarakker, og man kunne i enkelte lejre være heldig at finde et bibliotek med litteratur, som var i overensstemmelse med sovjetregimets holdninger.

En typisk dag i Gulag
Fangernes dagligdag i Gulag levnede ikke meget tid til dem selv. Hvor det var lejr-zonen, som kontrollerede fangernes bevægelsesfrihed, var det levereglerne, kaldet rezhim, der beslaglagde fangens tid. Levereglerne bestemte eksempelvis, hvornår fangerne skulle stå op, hvornår de skulle spise, og hvornår de skulle marchere til arbejde.

Livet i lejrene var centreret omkring arbejde, og fangerne arbejdede op til 16 timer i døgnet. Hertil skal lægges den tid, som fangerne brugte på transport til og fra arbejdspladserne. Et utal af regler regulerede den tid, der blev tilbragt i zonen, og lejrenes rutiner tilsammen med de lange arbejdsdage levnede stort set ingen plads til hvile.

Hver morgen og aften var der appel, hvor fangerne blev talt efter de arbejdsbrigader, som de var inddelt i. Ansvaret for at alle var til stede ved denne optælling lå hos brigadeformanden, som var en højtstående fange. De fanger, der enten var døde i løbet af natten eller om dagen under arbejdet, skulle slæbes med til appellerne for, at vagterne kunne gøre regnskabet over tabte fanger op. Hvis der manglede fanger, eksempelvis fordi de var flygtet eller døde, kunne disse appeller trække ud i timevis.

Kort over Gulag-fangelejre, industriområder og vejrforhold.


Mad og død

Gulag havde ikke egentlige udryddelseslejre, hvor formålet var systematiske massehenrettelser af fangerne, men forholdene i mange lejre var så hårde og umenneskelige at de fleste fanger hurtigt blev fysisk og psykisk nedbrudte.

Kosten bestod primært af brød og tynd suppe eller grød, og var så dårlig, at underernæring var uundgåelig. Der var fra lejradministrationens side lavet kyniske beregninger på, hvor meget, eller snarere hvor lidt, mad, der skulle til for at holde fangerne i live. Til tider blev der ligefrem fra regimets side kalkuleret med så små madrationer, at fangerne ikke kunne overleve på det. Madrationerne var således afstemt efter, om fangerne udførte den fastsatte mængde af arbejde. Under dette system skulle 75 % af arbejdsnormen opfyldes, hvis fangen skulle have sin fulde, men stadig minimale, madration. Hvis man overopfyldte normen, fik man mere mad, men havde samtidig arbejdet tilsvarende mere og derved brugt flere kalorier. Rationeringssystemet var således en ond cirkel, hvor jo mere underernæret og svag man blev, desto mindre mad fik man.

Det hårde liv i Gulag betød, at døden kom som en befrielse for mange. Den tidligere Gulag fange Elinor Lipper har beskrevet det på følgende måde: ”hans underernærede krop bliver stadig dårligere i stand til at opfylde kravene, og derfor får han mindre og mindre brød, så han til sidst er så svag, at kun prygl tvinger ham til at slæbe sig fra lejr til guldmine. Når han når mineskakten er han for svag til at hold trillebøren, endsige styre boret […] Han samler sine sidste kræfter, og kravler hen i et afsides hjørne, hvor hverken vagternes forbandelser, brigadechefernes knytnæver, eller deres evindelige råb, ”Davai, davai!” (Fortsæt, Fortsæt!) kan nå ham. Kun den frygtelige kulde kan finde ham, og opfylder barmhjertigt hans eneste ønske: fred, søvn, død.”
Vagttårn fra en Gulag-fangelejr i Sibirien.
Vagttårn fra en Gulag-fangelejr i Sibirien. 

Kilder:

Fødevarenormen i Gulag

Dødeligheden i Gulag

Beskrivelse af en embedsmands besøg i en Gulag-lejr

Rapport fra souschefen i Gulags operationelle departement angående situationen i Siblag-lejrene, 2. november 1941

Rapport om en arbejdslejr i Nizhni, Novgorod af 10 august 1932.


Den store Terror

I perioden fra 1936 til 1938 iværksatte sovjetregimet Den store Terror, hvor stort set alle dele af den sovjetiske befolkning blev ramt af mere eller mindre vilkårlige udrensninger, masse-arrestationer, deportationer og henrettelser. Formålet med terroren var dels at rense ud inden for stat og parti, dels at fuldende udryddelsen af de ”socialt farlige elementer”, der blev defineret, som personer, der bragte sam-fundet i fare med deres handlinger. Det skønnes at omkring 1.5 millioner mennesker blev arresteret og 700.000 henrettet under Den store Terror.






Gulag

Det sovjetiske koncentrations-lejrsystem, kaldet Gulag, var et gigantisk system af fange- og arbejdslejre, som under Stalin talte tusindvis af lejre. Der var mange forskellige typer af lejre, og fangerne var både mænd, kvinder og børn. Udover at fungere som straf for fangerne, havde lejrene også som formål at udnytte fangernes arbejdskraft maksimalt, samt at genopdrage fangerne, så de kunne blive gode og loyale sovjetborgere.






Fangehierakiet i lejrene

I Gulags fangelejre var der et klart hierarki blandt fangerne, og fangernes placering i dette hierarki afhang af, hvad fangerne var dømt for. Øverst i hierarkiet var en gruppe af kriminelle fanger, der blev kaldt tyvene, hvis magt var så stor, at den i flere lejre oversteg lejreadministrations magt, og tyvene fungerede til tider som en slags kontrolinstans og autoritet overfor de andre fanger. Nederst i hierarkiet var den gruppe af politiske fanger, som ifølge regimet, havde begået de mest samfundsskadelige forbrydelser.






Fødevarenormen

i Gulag Uddrag af cirkulære om den daglige fødevarenorm for arbejdsføre fanger fra oktober 1944: 550 g. brød, 8 g. sukker, 2 g. erstatningste og 10 g. salt. Til brug i den daglige suppe og grød var der beregnet: 75 g. semulje [en mellemting mellem mel og gryn], 15 g. kød eller kødprodukter, 55 g. fisk eller fiskeprodukter, 10 g. fedt og 500 g. kartofler eller grøntsager.



Dansk Institut for Internationale Studier
Østbanegade 1172100 København Øtel: +45 32 69 87 87fax: +32 69 88 00
folkedrab@diis.dk