Til undervisere Om os Kontakt
Søg
Forside UndervisningsministerietDansk Institut for Internationale Studier

Forside>Fokus>Gulag-fangelejre og deportationer>Gulag og den sovjetiske økonomiPrint

Gulag og den sovjetiske økonomi


Der var en tæt sammenhæng mellem Sovjetunionens økonomi og den enorme vækst i antallet og størrelsen af fangelejre under Stalin. En betragtelig del af den sovjetiske økonomi var efter direkte befalinger fra Stalin baseret på slavearbejdskraft, og Gulag-fangelejrene leverede slaver til Stalins kæmpestore og ekstremt dyre byggeprojekter.



Stalin spillede personligt en stor rolle i forbindelse med Gulags centrale placering i den sovjetiske økonomi, og han var en stor tilhænger af brugen af slavebaseret arbejdskraft til udførelsen af hans kæmpestore og ekstremt dyre byggeprojekter, som eksempelvis Hvidehavskanalen. Den slavebaserede arbejdskraft skulle være med til at skaffe penge til, og udføre, den industrialisering af Sovjetunionen, som Stalin anså som helt afgørende for at skabe et moderne socialistisk samfund i Sovjetunionen. Slaverne fra fangelejrene skulle udnyttes til at udvinde Sovjetunionens rige forekomster af de naturressourcer, som eksempelvis kul og jern, som kunne bruges i industriproduktionen. Også udvindingen af guld var central, fordi guldet kunne sælges til udlandet og på den måde skaffe valuta til Sovjetunionen.

Der er altså ingen tvivl om, at Gulag spillede en væsentlig rolle i den sovjetiske økonomi. Men kunne det betale sig at basere en stor del af økonomien på slavebaseret arbejdskraft fra Gulag, eller var Gulag i virkeligheden en underskudsforretning?

Det er vigtigt, når man betragter Gulag i et økonomisk perspektiv, at man adskiller sovjetregimets forestillinger om Gulag, som en smart og overskudsgivende forretning, fra de reelle økonomiske kendsgerninger og Gulags faktiske økonomiske betydning i samfundet. Meget tyder på, at omkostningerne ved at holde gang i de enorme lejre var større end det arbejdsmæssige udbytte.

Kort over Gulag-fangelejre, industriområder og vejrforhold.


Sammenhængen mellem Gulag og planøkonomi

Der var en tæt sammenhæng mellem indførelsen af de første femårsplaner, som var en stram statsstyring af industrien, der nøje udstak den økonomiske udvikling, og Gulags ekspansion i begyndelsen af 1930’erne. Sovjetregimet anså den ubegrænsede ressource af tvangsarbejde for at være nyttig til opfyldelse af femårsplanerns mål, og det regnede den slavebaserede arbejdskraft for at være gratis arbejdskraft.

Det er et kendetegn ved planøkonomien, at den lagde vægt på opfyldelse af planen for hver en pris. Tvangsarbejdere var et effektivt middel til at opfylde planøkonomiens mål, da de kunne bruges til at udføre det arbejde, som ingen frie arbejdere ville udføre. Således udførte Gulags fanger det hårdeste og farligste arbejde under gennemførelsen af de første femårs planer.

Tvangsarbejderne blev brugt til de kæmpemæssige konstruktionsarbejder, som eksempelvis bygningen af Hvidehavskanalen, samt udvindingen af naturressourcerne i de barske og ugæstfri områder af Sovjetunionen.
Det var eksempelvis tvangsarbejdere, der uden beskyttelse arbejdede i de sovjetiske uranminer, og som derfor efterfølgende døde i stort antal som følge af bestrålingsskader. 

Lejrkomplekser og byggeprojekter
I kraft af den tætte sammenhæng mellem Gulags ”gratis” arbejdskraft og Sovjetunionens byggeprojekter, opstod mange af Gulags lejrkomplekser i forbindelse med de store nybyggelser, som blev iværksat som en følge af de første femårs planer. En stor del af Gulags lejre eksisterede derfor kun i en begrænset periode, mens byggeriet foregik.

Det, at lejrene var midlertidige, betød dog ikke, at de var små. Nogle af Gulags største lejre fandtes i forbindelse med de store projekter. Således var BAMlag-lejren med sine 260.000 fanger i 1939 den største af Gulags lejre. BAMlag var tilknyttet bygningen af en jernbane, som skulle køre parallelt med den transsibiriske jernbane tværs igennem Sibirien.

Hvor effektiv var slavearbejdskraften?
Der er uenighed om effektiviteten af den slavebaserede arbejdskraft i Sovjetunionen. Sovjetstyret anså det for en gratis arbejdskraft, som kunne skaffes i ubegrænsede mængder. Derfor bekymrede styret sig heller ikke om at tage vare på den arbejdskraft, som man havde til rådighed, for der var jo nok at tage af. Pointen var at udnytte fangerne til det yderste for de lavest mulige omkostninger, for på den måde at få det størst mulige overskud. Det betød, at fangerne levede på minimale madrationer og i faldefærdige barakker eller telte og skulle arbejde op imod 16 timer om dagen.

Der blev heller ikke gjort noget for at forsøge at effektivisere arbejdsgangen, da den vigtigste arbejdsressource var slaverne, som der jo ifølge regimet var nok af. Stalins enorme byggeprojekter blev derfor gennemført med lavteknologiske metoder, hvor hakker og spader var de mest fremtrædende arbejdsredskaber. Byggeprojekterne, som var en del af industrialiseringsplanerne, skulle gennemføres på rekordtid, uanset de menneskelige omkostninger, og Gulags arbejdskraft skulle udnyttes til det yderste. Der kan derfor findes mange absurde eksempler på, at det var processen og udnyttelsen af arbejdskraften mere end resultatet, der var det vigtige for regimet. Eksempelvis giver det for de fleste ikke meget mening at forsøge at grave grøfter med hakker og spader i 50 graders frost, men det var vigtigt for Gulags administration at kunne bevise overfor ledelsen, at der var maksimal udnyttelse af arbejdskraften, uanset til hvad.

Gulag bidrog til eksporten
Sovjetregimet brugte betegnelsen arbejdsforbedringslejre i stedet for koncentrationslejre om Gulag-lejrene, og dette kan ses i sammenhæng med Gulags økonomiske betydning. Mange af de varer, eksempelvis guld og træ, som blev produceret i Gulag, udgjorde en vigtig del af Sovjetunionens eksport til udlandet, der var vigtig for at skaffe penge til industrialiseringen. De vestlige lande ville dog ikke handle med Sovjetunionen, da de fik mistanke om, at de eksporterede varer var et resultat af slavearbejde. I 1930 betød det, at en række importfirmaer i blandt andet USA, iværksatte en kortvarig handelsblokade mod Sovjetunionen. Kombineret med en negativ omtale i blandt andet engelske aviser af tvangsarbejde i Sovjetunionen, bevirkede handelsblokaden, at styret i Moskva besluttede, at Gulag-lejrene i alle officielle dokumenter herefter skulle omtales som arbejdsforbedringslejre i stedet for koncentrationslejre.

Det var imidlertid ikke kun de udenlandske virksomheder, der var aftagere af de varer, som blev produceret ved hjælp af slavearbejdskraft. En lang række af sovjetiske virksomheder benyttede sig også af slavefremstillede varer, og de var derfor medvirkende til at holde det dødelige system kørende.

Gulags krise
I slutningen af 1940’erne begyndte flere af topfolkene i Moskva at indse, at Gulag måske ikke var så god en økonomisk forretning, som man havde antaget. Det var et ressourcekrævende administrativt arbejde at opretholde Gulag, som i bund og grund var et meget ufleksibelt system. Lejrkomplekserne og infrastrukturen omkring lejrene var nedslidte, og det blev dyrere og dyrere at holde det stadigt voksende antal fanger indespærret, da det betød stigende udgifter til eksempelvis mad og bevogtning af fangerne. Man begyndte derfor at indse, at regnestykket Gulag ikke gav overskud i den sidste ende.

Til trods for, at Gulag som økonomisk system var i krise, fastholdt Stalin frem til sin død i 1953 sin overbevisning om gevinsten ved den slavebaserede økonomi. Mange af Gulags lejre fortsatte med at eksistere efter Stalins død, men det økonomiske aspekt ved lejrene blev stærkt nedtonet.

Vagttårn fra en Gulag-fangelejr i Sibirien.
Vagttårn fra en Gulag-fangelejr i Sibirien. 

Kilder:

Brev fra Ordzjonikidze til Stalin om straffearbejdere, 20. marts 1936

NKVD cirkulære af 27. januar 1925, om udviklingen af arbejde i arbejdslejrområder







Gulag
Det sovjetiske koncentrationslejrsystem, kaldet Gulag, var et gigantisk system af fange- og arbejdslejre, som under Stalin talte tusindvis af lejre. Der var mange forskellige typer af lejre, og fangerne var både mænd, kvinder og børn. Udover at fungere som straf for fangerne, havde lejrene også som formål at udnytte fangernes arbejdskraft maksimalt, samt at gen-opdrage fangerne, så de kunne blive gode og loyale sovjetborgere.










Den sovjetiske industrialisering
Sovjetunionen gennemgik under Stalin en gennemgribende industrialisering med det formål at blive selvforsynende og styrke den økonomiske udvikling. Det betød blandt andet en prioritering af sværindustrien og energiproduktionen, hvilket eksempelvis vil sige jern- og kraftværker. Målene for den første femårsplan 1928-1932, som udstak de økonomiske mål, var absurd høje, og viste sig umulige at opfylde, men som tabellen viser, skete der en betydelig stigning i industriproduktionen under den første femårsplan.








Hvidehavskanalen
Hvidehavskanalen er en 227 km lang kanal i det nordvestlige Rusland, som forbinder Hvidehavet med Østersøen. Størstedelen af kanalen blev gravet ud med håndkraft af slavearbejdere fra den tilknyttede fangelejr, som havde en af de højeste dødeligheder af alle Gulag-lejre i Sovjetunionen.



Dansk Institut for Internationale Studier
Østbanegade 1172100 København Øtel: +45 32 69 87 87fax: +32 69 88 00
folkedrab@diis.dk