Til undervisere Om os Kontakt
Søg
Forside UndervisningsministerietDansk Institut for Internationale Studier

Forside>Eksempler på folkedrab>Irak>Folkedrabets efterspil>Kurderne efter folkedrabetPrint

Kurderne efter folkedrabet


 

Efter 7 måneders intense angreb på de irakiske kurdere indstillede Saddam Hussein i september 1988 Anfal-kampagnen. Kampen mod kurderne havde indtil da kostet mere end 80.000 kurdere livet, fordrevet op imod en million mennesker fra deres hjem, og jævnet flere tusinde landsbyer med jorden. Formelt fik alle kurdere amnesti, og de irakiske myndigheder erklærede, at kurdere kunne vende hjem. Alligevel indstillede det irakiske regime ikke forfølgelserne af den kurdiske befolkning.


 
Kurderne tildeles amnesti

Den 6. september 1988 erklærede styret i Bagdad, at alle kurdere både i og udenfor Irak fik amnesti. Det betød at både de kurdere, som var blevet deporteret til andre dele af Irak, og de kurdiske flygtninge i Tyrkiet og Iran, kunne vende tilbage. Ligeledes skulle fængslede Anfal-ofre løslades. Årsagen til den generelle amnesti var, at det irakiske styre var overbevist om, at de nu havde nedkæmpet de kurdiske oprørere totalt. 
 

Indkvarteres i store lejre

Mange kurdere valgte at vende tilbage, men det viste sig imidlertid hurtigt, at kurderne ikke fik lov til at vende tilbage til deres oprindelige bopæl.  I stedet blev de sendt til store genbosættelseslejre omgivet af pigtråd i det nordlige Irak. I disse lejre fik de kurdiske familier tildelt et stykke jord, hvor de kunne bygge et nyt hjem, men de fik ingen form for økonomisk hjælp. Selv om nogle kurdere kunne få rationeringskort, overlevede de fleste i begyndelsen af hjælp fra civile irakere, der bragte kurderne byggematerialer og mad og udsatte sig selv for stor fare derved. Når kurderne var blevet flyttet til en lejr, måtte de ikke flytte igen. De blev tvunget til enten at underskrive eller sætte deres fingeraftryk på en erklæring om, at de ikke ville forlade det pågældende sted, og at de var indforståede med, at det kunne betyde dødsstraf, såfremt de flyttede tilbage til deres oprindelige landsby. I begyndelsen måtte kurderne kun forlade lejrene i en time om dagen, men med tiden fik de tilladelse til at forlade lejren i længere perioder, således at mange kunne finde arbejde uden for lejren.
 
De landsbyer, som var blevet ødelagt under Anfal, blev ikke genopbygget af frygt for, at disse områder med tiden kunne blive hjem for nye oprørere. Samtidigt fik kurderne frataget mange af deres borgerrettigheder, som for eksempel deres politiske rettigheder og retten til at arbejde, indtil sikkerhedstjenesten var overbevist om deres loyalitet over for styret.

 
Massehenrettelser og deportationer fortsatte

Amnestien omfattede også de kurdere, som i begyndelsen af september opholdt sig i de irakiske fængsler. De fleste blev frigivet og sendt til genbosættelseslejre, men der findes mange eksempler på tortur mod kurdiske fanger og mindst tre eksempler på massehenrettelser af kurdiske fanger efter amnestien trådte i kraft.

Kun få hundrede landsbyer havde overlevet Anfal-kampagnens bulldozere, og efter kampagnens ophør fortsatte de irakiske myndigheder med at ødelægge landsbyer og tvangsflytte befolkninger, dog i langt mindre omfang.

 
Kurdisk oprør i 1991

Umiddelbart efter Golfkrigen brød ud i marts 1991 begyndte et oprør mod det forhadte irakiske regime både i Nord- og Sydirak. Oprøret begyndte blandt Shia-muslimerne i Sydirak og var et spontant oprør mod Saddam Husseins regime, som på daværende tidspunkt fremstod svagt på grund af nederlaget i Golfkrigen. Opmuntret af oprøret i syd og Saddam Husseins svækkede stilling gjorde kurderne også oprør. Opstanden affødte voldsomme kampe, og oprøret blev slået ned med hård hånd af de irakiske myndigheder. Kurderne havde regnet med støtte fra USA, fordi USA's daværende præsident, George Bush, før Golfkrigen havde opmuntret oppositionen i Irak til at vælte Saddam Hussein. Hjælpen udeblev imidlertid, da amerikanerne betragtede kurdernes opstand som en borgerkrig og dermed som et internt anliggende. 
 

Oprettelse af flyveforbudszoner skabte grad af selvstyre

I eftersøgningen på oprørerne benyttede Saddam Hussein helikoptere, som patruljerede over landsbyerne. Dette affødte hos mange kurdere en frygt for, at Saddam Hussein havde planer om igen at benytte kemiske våben mod civilbefolkningen, som han havde gjort det under Anfal-kampagnen. Mange kurdere gik derfor i panik og flygtede. Det skønnes, at mellem 2 og 3 millioner mennesker flygtede, heraf flygtede de fleste til nabolandende Tyrkiet og Iran. Som følge af de mange flygtninge blev der med FN-mandat oprettet en flyveforbudszone over de kurdiske områder, hvor internationale overvågningsfly patruljerede for at forhindre Saddam Hussein i atter at benytte kemiske våben, og på landjorden patruljerede amerikanske soldater. Målet med flyveforbudszonen var at skabe en sikker passage, så de kurdiske flygtninge kunne vende hjem. Amerikanernes tilstedeværelse har i praksis været med at sikre kurderne det område med selvstyre, som de havde ønsket sig i så mange år, idet flyveforbudszonen udviklede til en USA-kontrolleret zone, hvor de kurdiske partier KDP og PUK delte indflydelsen imellem sig. Konstante rivaliseringer mellem de to partier og tyrkernes frygt for etableringen af en Kurdisk stat, har dog reelt været med til at forhindre at kurderne har kunnet løsrive sig fra Irak.
 
Efter næsten 25 års diktatur blev Saddam Hussein i 2003 væltet af den amerikansk ledede koalition.  Irakerne og herunder også kurderne, vedtog den 15. oktober 2005 en ny forfatning. Kurderne har i dag ikke opnået en selvstændig stat, men i den nye forfatning anerkendes Kurdistan som en føderal enhed i Irak, det vil sige en region med stor grad af selvbestemmelse. 
 

Til top
Mindesmærke for ofrene i Halabja
Mindesmærke til minde om ofrene på giftgasangrebet på byen Halabja i 1988. Mere end 5.000 mennesker omkom.



Golfkrigen

I august 1990 invaderede Irak Kuwait efter længere tids uenighed om olierettigheder i grænseområdet mellem de to lande. Invasionen affødte skarp kritik fra stort set hele det internationale samfund, og førte til Golfkrigen i 1991. En bred internationale koalition med USA i spidsen og med en resolution vedtaget af FN Sikkerhedsråd, tvang Saddam Hussein til dels at trække sig ud af Kuwait, dels at destruere eventuelle nukleare, biologiske og kemiske våben under internationalt opsyn. I forlængelse af Golfkrigen opfordrede den amerikanske præsident den irakiske befolkning til at gøre oprør mod Saddam Hussein. Opmuntret af denne opfordring udbrød der oprør mod det irakiske regime både blandt kurderne i nord og shiamuslimerne i syd. Oprøret blev dog hurtigt brutalt nedkæmpet af det irakiske styre.
 

Kendskab til folkedrab
Desperate efter at kende de mange forsvundnes skæbne under Anfal-kampagnen, stormede kurdere under opstanden i 1991 regeringskontorer i Nordirak for at indsamle dokumenter. Det lykkedes at indsamle i alt 18 tons dokumenter, heriblandt regeringsdokumenter, øjenvidneberetninger og retsmedicinske dokumenter, som blev smuglet ud af Irak og sendt til USA, hvor menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch har studeret dem. Dette er grunden til, at man i dag har så stort kendskab til Anfal-kampagnen mod kurderne.
 


Tyrkiet og de internt fordrevne flygtninge
Tyrkiet nægtede i første adgang de mange kurdiske flygtninge adgang til Tyrkiet. Landet var bange for at den store mængde kurdiske flygtninge ville bidrage til at destabilisere Tyrkiet og påvirke de tyrkiske kurderes kamp mod den tyrkiske stat. Der var over 1 million kurdere ved grænsen i det nordlige Irak. Det internationale samfund iværksatte store hjælpeprogrammer for de kurdiske flygtninge, der stadig var i Nordirak. Denne situation blev et vendepunkt i den internationale flygtningepolitik, da det var første gang at man hjalp internt fordrevne flygtninge, dvs flygtninge, der stadig er inden for grænserne af det land, hvis regime de flygtede fra. Idag er der flere internt fordrevne flygtninge, end der er flygtninge, der flygter til andre lande.




Dansk Institut for Internationale Studier
Østbanegade 1172100 København Øtel: +45 32 69 87 87fax: +32 69 88 00
folkedrab@diis.dk