Til undervisere Om os Kontakt
Søg
Forside UndervisningsministerietDansk Institut for Internationale Studier

Forside>Fokus>Gerningsmænd>Mennesker eller monstrePrint

Gerningsmænd – Mennesker eller monstre?


Monstre, uhyrer og undermennesker

Folkedrabenes gerningsmænd er ofte blevet beskrevet som dæmoner og monstre. I forbindelse med retssagen mod Adolf Eichmann i Jerusalem blev han f.eks. omtalt som et umenneske, et tobenet rovdyr, en djævel og et monster. På lignende vis blev en af de mest grusomme nazistiske koncentrationslejrvogtere, Irma Greese, omtalt som ”et vilddyr i menneskeskikkelse” i et dansk kioskblad fra 1945:


Skøn som en gudinde, kold som et isbjerg, hård og ufølsom som flint… et vilddyr uden mindste følelse for menneskelighed, lidelse
Adolf Hitler hilser sine tilhørere kort efter magtovertagelse
Adolf Hitler hilser sine tilhørere kort efter magtovertagelsen



Eichmann og retssagen
Under Holocaust spillede Adolf Eichmann en central rolle for organiseringen af transporten af Europas jøder til de nazistiske Koncentrations- og udryddelseslejre. Efter krigen lykkedes det ham at undslippe til Argentina. I 1960 blev han kidnappet af israelske agenter, og i april 1961 begyndte retssagen mod ham i Jerusalem. Eichmann blev dømt til døden. Kilde: Tom Segev, The Seventh Million, New York 1991.
eller moral. […] Et sadistisk undermenneske, som aldrig burde have båret menneskenavn – et rovdyr uden hæmninger for sine vanvittige tilbøjeligheder. Således levede sadisternes dronning Irma Greese, det blonde vilddyr fra Belsen, et navn så plettet af skændsel, at det aldrig nogensinde vil blive glemt”.
(Sandheden om Irma Greese: Det blonde vilddyr fra Belsen, Winthers Forlag, 1945, u. forfatter).

Umenneskeliggørelsen af gerningsmændene giver udtryk for en afsky, som siger, at det, de har gjort, ligger udenfor det, mennesker er i stand til. ”Vi” kan ikke genkende noget menneskeligt i det, som disse ”monstre” har gjort. ”Vi” har intet til fælles med dem.

I bogen Jeg har set verden begynde reflekterer Carsten Jensen over tendensen til at umenneskeliggøre folkedrabenes torturbødler. Jensen tager afsæt i sin egen rejse til Cambodia og i en anden danskers beretning om sit forhold til en cambodjansk kvinde. En nat fortæller hun ham, at hun var medlem af en henrettelsespeloton under folkedrabet i 1970erne. Hun fortæller, hvordan hun har myrdet og torteret. Jensen spørger så: Var hun et umenneske, eller var hun ”i det øjeblik hvor hun skærer halsen over på et af sine ofre eller trækker indvoldene ud af hans opsprættede mave [...] lige så meget menneske, som hun er det, når hun under moskitonettet synger kærlighedssange for sin elsker, fordi også det onde er en menneskelig mulighed”? Spørgsmålet er retorisk, men Carsten Jensen vil pirke til forestillingen om, at det menneskelige og det forståelige må være synonyme.

De handlinger, vi ikke kan forstå, kalder vi [...] umenneskelige og antyder dermed, at det onde er uden for os selv, og at vi i ondskaben ikke realiserer os selv, men noget andet. Er det sandheden? Eller er det her, vi tager så grundlæggende fejl?

Mennesker som du og jeg

I opposition til umenneskeliggørelsen af gerningsmændene er det igen og igen blevet indvendt, at det ikke er monstre, men mennesker – som du og jeg – der udfører grusomhederne. Således har f.eks. Primo Levi , som overlevede Auschwitz, skrevet at kz-fangevogterne ”var gjort af samme stof som os, de var som folk er flest, hverken mere eller mindre begavede eller onde. Bortset fra undtagelser var de ikke uhyrer” (De druknede og de frelste, s. 167.). Forfatteren Slavenka Drakulic har overvejet, hvorfor gerningsmændene bliver stemplet som monstre. Hun mener, at det er fordi, vi ønsker at skabe så stor en afstand mellem dem og os som muligt. Vi ekskluderer udøverne af de uhyrlige gerninger fra menneskeheden, eller vi forestiller os, at de er blevet født som syge eller sadister, fordi det er skræmmende at erkende, at almindelige mennesker kan blive til massemordere. Der er imidlertid, ifølge Drakulic, ingen vej udenom, hvis vi skal forstå, hvordan folkedrab lader sig gøre:

Primo Levi
Primo Levi blev i 1944, som italiensk jøde, deporteret til Auschwitz. Han skrev flere bøger om sine erfaringer, og de regnes i dag blandt noget af de væsentligste, der er skrevet om Auschwitz. Mest kendt er værk Hvis dette er et menneske (Forum 1989). Primo Levi døde i 1987.
Vi må stille os selv spørgsmålet: Kunne jeg have modstået presset, propagandaen, manipulationerne, truslerne osv.? Vi ville naturligvis gerne tro, at vi selv er immune, og at det kun er ’de andre’ barbarerne, der gør sådan noget, men historien, både den gamle og den helt nye, viser os, at det ikke er tilfældet. Den seriøse universitetsstuderende, den venlige tjener, den joviale taxachauffør og den pæne butiksindehaver, alle kan de bringes til at handle på en måde, hverken de eller deres omgivelser ville have troet mulig. Og når de kan aflægge deres civilisatoriske træk, så må man antage, at vi andre også er i stand til det. (Politiken, 8/1-05).

Beskrivelsen af gerningsmændene som mennesker er altså foruroligende, fordi sagen kommer til at berøre os selv. Som den amerikanske filosof Martha Nussbaum har skrevet:

Når vi ser nazisterne beskrevet uden afsky; som mennesker, med hvilke vi deler visse fælles træk […], så er det foruroligende, fordi det kræver, at vi også ser kritisk på os selv. Det advarer os om, at vi meget vel kunne have gjort det samme under sammenlignelige omstændigheder. Det gør os opmærksomme på det onde i os selv (aktiv ondskab såvel som passivt samarbejdende), og det kræver, at vi stiller spørgsmålet, hvordan vi kan forhindre lignende fænomener i at blive virkelige i vores eget samfund. Vi må konfrontere det faktum, at vi kan blive som dem, men det betyder i en væsentlig forstand, at vi allerede er dem – med den frygt, svaghed og moralske blindhed, der forårsager sådanne onder.
(Hiding from Humanity, 167).

Slavenka Drakulic
Slavenka Drakulić er forfatter til flere essays og romaner om borgerkrigene i Ex-Jugoslavien. Hendes bog, De ville ikke gøre en flue fortræd – krigsforbrydere for retten i Haag (jf. litteraturlisten), er en række refleksioner over bosniske krigsforbrydere og domstolen i Haag. Drakulic er født i Kroatien (1949), men lever i dag bl.a. i Sverige.
I stil med Nussbaum har også Desmond Tutu talt imod umenneskeliggørelsen af mennesker, der handler ondt. Men i modsætning til Nussbaum er Tutu optaget af, hvad umenneskeliggørelsen betyder for vores holdning til gerningsmændene snarere end os selv:

Vi i komiteen blev alt for ofte chokerede over, hvor dybt mennesket kunne synke, og de fleste af os ville umiddelbart mene, at mennesker, der havde begået sådanne kujonagtige handlinger, selv måtte være uhyrer, eftersom deres gerninger var uhyrlige. Men teologien forhindrer os i at drage sådanne slutninger. Teologien mindede mig om, at uanset hvor djævelsk en gerning er, gør den ikke sin gerningsmand til en djævel. Vi må skelne mellem handlingen og gerningsmanden, mellem synderen og synd, og derpå kan vi afsky og fordømme synden, mens vi samtidig føler medlidenhed med synderen. Pointen er, at hvis vi opfattede gerningsmændene som uhyrer og djævle, ville vi derved give slip på kravet om ansvarlighed, fordi vi samtidig erklærede, at de ikke var moralske subjekter, der kunne stilles til ansvar for deres gerninger. Og vigtigere endnu, det betød, at vi måtte opgive ethvert håb om at forandre dem til det bedre. Teologien siger, at de stadig, trods deres afskyvækkende handlinger, er Guds børn med angerens og forvandlingens mulighed.
(Tutu, Ingen fremtid uden tilgivelse, s. 75-76).

Den umenneskeliggørende afsky kan placere gerningsmanden udenfor de hensyn og principper, som, vi ellers mener, bør respekteres mellem mennesker. Vi skal respektere ethvert menneskes iboende værdighed og menneskerettigheder, men umennesket og monstret kan vi behandle som dyr. Denne sammenhæng mellem umenneskeliggørelse og legitimering af overgreb kender vi også fra den propaganda, der gør folkedrab muligt i første omgang.

Menneskelig umenneskelighed...

Den almindelige insisteren på, at det ikke er monstre, men almindelige mennesker, der gør det onde, er så fornuftig og realistisk, at man får lyst til at tage Carsten Jensen på ordet og seriøst stille følgende spørgsmål: Er der en sandhed i tanken om, at vi i ondskaben i en eller anden forstand bliver umenneskelige i en eller anden forstand? Eller omvendt: Er det en fejltagelse, ukvalificeret at tilslutte sig den almindelige antagelse, at folkedrabenes gerningsmænd er almindelige mennesker?

Som filosoffen Raymond Gaita har gjort opmærksom på, så kan påmindelser om, at gerningsmændene er mennesker, betyde mere end én ting, og det er ikke sikkert, at det i alle henseender er rigtigt. Gaita skriver selv, at nogle mennesker er monstre i følgende forstand:

Deres gerninger og deres karakterer er så rædselsvækkende at der, i en karakteristik af deres liv og følelser, ikke synes at være noget rum, i hvilket man kunne forestille sig, at angeren kunne udvikle sig. Det er fejlagtigt at tro, at der må være noget i deres liv eller karakter, som en psykolog eller forfatter ville kunne påvise som grunden til, at vi bør anerkende dem som vores medmennesker.
(A Common Humanity, s.54f.).

Gaita synspunkt er kontroversielt. Hvad mener han mon med at anerkende gerningsmændene som ”vores medmennesker”? Hvad skal de gøre for at opnå denne anerkendelse? Og hvad indebærer det, hvis de ikke får den? Betyder det, at de kan behandles som væsener uden rettigheder? Eller henviser ”medmenneske” til en person, som vi deler nogle fundamentale moralske værdier eller principper med?
Nazisterne gik meget op i at kunne gennemføre masseudryddelsen af mænd, kvinder og børn og samtidig forblive ”anstændige”. Men kan man begå sådanne uhyrligheder og stadig anse sig selv for et menneske med moral og værdighed? Kan man – i en meningsfuld moralsk forstand – miste sin menneskelighed gennem tilvænning til ekstrem brutalitet, følelsesmæssig afstumpethed og fralæggelse af personligt ansvar og samvittighed? Adspurgt om, hvorvidt han mente, at en angrende nazist, Karl, burde tilgives eller ej, skrev Sidney Chachnow engang:

Karl overkom den indre stemme, der sagde, at en person ikke kan myrde uskyldige mænd, kvinder og børn og stadig anse sig selv for et menneske. Han tillod sig selv at blive forvandlet til et hæsligt bæst, som gjorde det utilgivelige. Han overgav sin moralitet – sin sjæl – til sin fører og stat. Han troede på det, da han blev fortalt, at hans ofre var mindre end dyr, og at han var et overlegent væsen, som var forpligtet til at tortere og udrydde dem. Hvad han gjorde var den ultimative og uigenkaldelige fornægtelse af hans menneskelighed. (Wiesenthal, The Sunflower, 1998:242f)

Når krigsforbrydere bliver ved med at tro på den ideologi, som de identificerede sig med under et folkedrab, når de på ingen måde viser tegn på at have forstået deres skyld. Når de måske endda stadig er stolte af deres blodige gerninger, så skal man måske være troende som Tutu for at kunne adskille personen fra hans gerninger? Den der er blevet tiltagende følelsesmæssigt afstumpet, den som tankeløst følger ordre, den som er hensynsløs i forhold til andre menneskers lidelse, den som ikke opfatter sig selv som en ansvarlig person, denne person er det måske moralsk legitimt ikke at betragte som et medmenneske?

Måske taler folk som Chachnow og Drakulic forbi hinanden. Drakulic understreger, at almindelige mennesker kan blive gerningsmænd. Chachnow og Gaita taler om, hvad de er for enden af processen. Chachnow kan altså godt være enig med Drakulic i, at selv den værste gerningsmand ikke var forkvaklet fra begyndelsen. Og når man skelner mellem dette ”før” og ”efter”, så synes Drakulic ikke at stå fuldstændig uforstående overfor opfattelser som Chachnows. Således sammenfatter hun en massemorders historie med bemærkningen: At ”sådan kan selv en fin og omsorgsfuld person under bestemte omstændigheder degenerere til en maskinel størrelse”. Selv Carsten Jensen kan i teksten, som allerede er blevet citeret, beskrive en serbisk gerningsmand som ”et menneske, der for længe siden havde mistet adgangen til noget væsentligt i sig selv.” Underforstår Jensen ikke her netop det moralsk kvalificerede begreb om menneskelighed?

Hannah Arendt

Hannah Arendt er nok den filosof, hvis tanker om gerningsmændenes ondskab har haft størst indflydelse. Kompleksiteten i diskussionen om monstre og mennesker kan genfindes i hendes forfatterskab. De, der understreger, at gerningsmændene er mennesker, ikke monstre, henviser gerne til Arendt. Om nogen har Arendt været med til at understrege, at de mest uhyrlige gerninger kan begås af almindelige mennesker, som ikke nødvendigvis er drevet af en ekstrem ideologisk overbevisning eller et særligt had til ofrene. Om Adolf Eichmann skrev Arendt bl.a. følgende:

Uanset hvor uhyrlige gerningerne var, så var udøveren hverken uhyrlig eller dæmonisk, og det eneste særlige træk, man kunne spore i hans fortid, såvel som i hans opførsel under processen og de forudgående afhøringer, var noget aldeles negativt: det var ikke dumhed, men en besynderlig, ganske virkelig manglende evne til at tænke. (Arendt, Tænkning og moralske overvejelser, 89).

Således har Arendt været med til at afdæmonisere gerningsmændene. Alligevel afviger hun fra forsikringer om gerningsmændenes menneskelighed. Hun er nemlig samtidig fascineret af måden, hvorpå nazisterne fralagde sig nogle af de kvaliteter, vi forbinder med det at være menneske, eller som Arendt mere præcist formulerer det, en person:

Problemet med de nazistiske forbrydere var præcist, at de frivilligt afsvor alle personlige kvaliteter; som om der ikke var nogen tilbage at enten straffe eller tilgive. De indvendte igen og igen, at de ikke havde nogen intentioner overhovedet, hverken gode eller onde, og at de blot havde adlydt ordrer. Med andre ord: De største onder begås af ”nobodies”, dvs. af mennesker som nægter at være personer. [...] Vi kunne sige, at ugerningsmænd som nægter selv at tænke over, hvad de gør, og som også nægter at reflektere over det senere hen (dvs. at udøve teshuvah eller soning), de har faktisk ikke formået at konstituere sig selv som ”somebodies”. Ved stædigt at forblive ”nobodies” viser de sig selv uegnede til sameksistens med andre som, gode, onde eller indifferente, i det mindste er personer. (”Nogle moralfilosofiske spørgsmål”, s. 111-112).

Har vi brug for begreberne ”menneskelighed” og ”umenneskelighed” for at kunne diskutere gerningsmænd? Det er langt fra hermed besvaret, men det er forhåbentligt blevet klart, at man ikke for hurtigt eller for ukvalificeret kan tilslutte sig eller afvise positionerne i debatten. Lad os slutte med et citat fra Rudolf Höss’ selvbiografi. Höss havde været kommandant i Auschwitz.

"Jeg måtte tage mig meget sammen for ikke en gang i ophidselse over, hvad jeg så, at lade skinne igennem, at jeg inderst inde var bekymret og tvivlende. Jeg måtte vise mig kold og hjerteløs over for hændelser, som virkede knugende på enhver, der endnu formåede at føle som et menneske. Det var mig ikke engang tilladt at vende hovedet bort, når følelser, som kun var alt for menneskelige, kom op i mig. Koldt måtte jeg se til, mens mødre gik ind i gaskamrene med deres leende eller grædende børn […] alle menneskelige følelser […] måtte tie over for den jernhårde konsekvens, med hvilken vi måtte udføre Førerens ordre. […] Skånselsløst og iskoldt skulle vi hurtigst muligt fuldføre udslettelsen. […] Over for den hårde, konsekvente indstilling måtte jeg grave mine menneskelige ”hæmninger” langt, langt ned. Ja, jeg må ærligt indrømme, at mine menneskelige følelser […] nærmest forekom mig forræderiske mod Føreren… "(fra Boile/Simonsen, 9-10).

Af Thomas Brudholm, Ph.d., DIIS.
 

Arbejdsspørgsmål

1. I Raymond Gaitas citat siger han, at påmindelser om gerningsmændenes menneskelighed kan betyde flere ting og at det er fejlagtigt at tilslutte sig sådanne påmindelser ukvalificeret. Diskuter hvilke ”flere ting” de kan betyde og overvej, hvorfor det kan være fejlagtigt.

2. Kan du få øje på mulige problemer i viljen til at anerkende gerningsmændene som mennesker som du og jeg? Overvej f.eks. om understregningen af det, vi har til fælles med gerningsmændene kan blive overdrevet.

3. Diskuter hvilke moralsk funktioner begreberne ”menneske” og ”menneskelighed” kan have.

4. Det siges ofte, at hadet er umenneskeliggørende. Men måske er det nogen gange snarere sådan, at hadet er forbundet med fastholdelsen af gerningsmændene som mennesker? Overvej følgende udtalelse fra en bosnisk kvinde, som har overlevet Omarska (en serbisk koncentrationslejr som var i funktion i 1990erne):
Når du slipper fri fra et sted som Omarska, så er du fyldt med negative følelser, og det er naturligt at søge hævn. For at søge hævn så må du hade. Men jeg erindrer, hvad en 86-årig kvinde fortalte. Hendes fjorten familiemedlemmer var alle blevet myrdet, og hun måtte begrave dem alle med sine bare hænder. Og hun sagde til mig: ”Hvordan kan du hade folk, der er så afskyelige?” Jeg forstod, at de folk, jeg rettede mit had imod, ikke var det værd; at det blot var mord-maskiner […] Når du tænker på en femtenårig pige, hvis hele verden blev ødelagt […] når du tænker på, hvordan hendes ungdom blev stjålet og på, hvordan hun blev forvandlet til et såret dyr, så forstår du, at det væsentlige er, at arbejde for en måde hvorpå gerningsmændene kan blive holdt ansvarlige og straffet. Så vågner du en dag op, og hadet har forladt dig, du føler dig lettet, fordi had er udmattende, og du siger til dig selv ”jeg er ikke som dem
(efter Minow, “Institutions and Emotions”, s. 267).


Materiale
Litteratur

Hannah Arendt, „Tænkning og moralske overvejelser“ i Om vold, tænkning og moral (DET lille FORLAG 1998). Klassisk essay der sammenfatter nogle af de tanker Arendt gjorde sig i forbindelse med retssagen mod Eichmann.

Slavenka Drakulic, De ville ikke gøre en flue fortræd – krigsforbrydere for retten i Haag (Lindhardt og Ringhof 2004). Fin essay-samling der giver eksempler til diskussion. 

Raimond Gaita, A Common Humanity, (Routledge 2000). Filosofiske overvejelser over ondskab, Holocaust, menneskelighed mv.

Carsten Jensen, “Den rene ondskab”, I Ondskab, vold og lidenskab, red. af M. Munk & S. Engelbrecht (Dansklærerforeningen 1998).  Kort essay om vores forestillinger om ondskab og menneskelighed ud fra en personlig beretning.
NB. Jensen-citatet er fra side 79. 

Martha Nussbaum, Hiding from Humanity(Princeton 2004). Filosofisk undersøgelse af afsky, skam og andre følelser.

Film
- ’Der Untergang’ af Oliver Hirschbiegel. Filmen er et glimrende afsæt for diskussion af de etiske spørgsmål, der rejses her. Jf. undervisningsmateriale om filmen på www.deruntergang.dk


Til top
Desmond Tutu
Desmond Mpilo Tutu (f. 1931 i Sydafrika) er modtager af Nobels fredspris, tidligere biskop og tidligere formand for den sydafrikanske sandheds- og forsoningskommission. Tutu er en kendt forfatter og foredragsholder verden over.


Dansk Institut for Internationale Studier
Østbanegade 1172100 København Øtel: +45 32 69 87 87fax: +32 69 88 00
folkedrab@diis.dk