Til undervisere Om os Kontakt
Søg
Forside UndervisningsministerietDansk Institut for Internationale Studier

Forside>Eksempler på folkedrab>Bosnien>Fokusartikler>SrebrenicaPrint

Srebrenica – De hollandske FN-soldater i Srebrenica: tilskuere eller beskyttere?


1990'ernes tragiske begivenheder i det tidligere Jugoslavien vakte afsky og gav en følelse af afmagt. De forbrydelser, der foregik i Bosnien, fik særlig opmærksomhed på grund af krigens særlig brutale karakter. Af alle de forbrydelser, som blev begået i Bosnien mellem 1992 og 1995, fremstår Srebrenica-massakren som den værste enkeltstående forbrydelse, der er blevet begået i Europa siden 2. Verdenskrig.

Srebrenica som symbol
I dag står de forbrydelser, som i juli 1995 kostede mere end 7.000 bosniske muslimer livet, som et symbol på og som kulminationen af krigens brutalitet i Bosnien. Ligesom Auschwitz i dag af mange ses som et symbol på nazisternes udryddelser af Europas jøder, ser mange i dag Srebrenica-massakren som et symbol på de bosniske serberes overgreb mod den muslimske befolkning i Bosnien. Samtidig fremstår massakren for mange som et udtryk for det internationale samfunds svigt, og manglende evne til - trods tilstedeværelsen af hollandske FN-soldater - at beskytte de mange flygtninge.

Kampen om Srebrenica
Srebrenica er en lille by i det østlige Bosnien på grænsen til Serbien. Før krigen var to tredjedele af byens indbyggere bosniske muslimer og en tredjedel bosniske serbere. I løbet af de tre et halvt år, som krigen i Bosnien varede, var området omkring byen skiftevis under henholdsvis de bosniske serberes og de bosniske muslimers kontrol. Overgreb på civilbefolkningen fandt sted i begge tilfælde.

I 1992 overtog de bosniske muslimer kontrollen med området under ledelse af Naser Oric. Flere hundreder af serbere omkom under overgreb udført af bosnisk-muslimske styrker, og langt flere serbere blev fordrevet fra deres hjem. Naser Oric blev i 2006 dømt ved det Internationale Krigsforbrydertribunal i Haag for sit medansvar for disse krigsforbrydelser, og han har i dag afsonet sin straf.

I marts 1993 indledte de bosniske serbere en offensiv mod muslimske områder i hele Bosnien med tropper, bæltekøretøjer og artilleri fra nabolandet Serbien. Adskillige byer, som var kontrolleret af bosniske muslimer, faldt, og mange flygtede til området omkring Srebrenica. Området blev hurtigt overfyldt, da mere end 40.000 muslimer søgte tilflugt her. Forholdene i byen var elendige: De bosnisk serbiske styrker havde ødelagt byens vandforsyning, og mængden af mad og medicin var begrænset, fordi tilførslen af forsyninger til og fra området var blevet spærret.

Srebrenica som sikkert område
Det internationale samfund frygtede Srebrenicas kollaps og dermed en humanitær katastrofe, hvis byen faldt i hænderne på de bosniske serbere. FN-kommandanten i Bosnien, den franske general Philippe Morillon, drog derfor i marts 1993 mod området. Konfronteret med byboernes situationen udtalte han: "I er nu under FN’s beskyttelse. Jeg vil aldrig svigte jer". FN-flaget blev derefter hejst over Srebrenica, og området blev i april 1993 erklæret for verdens første såkaldte ”sikre zone” under FN’s beskyttelse.

To år senere vajede et serbisk flag, hvor FN-flaget tidligere havde gjort det, og tusinder af muslimske mænd og drenge var blevet slået ihjel. 

Efter Srebrenica var blevet erklæret "sikker zone", var fredsbevarende styrker blevet sendt til området for at tage våbnene fra byens muslimske forsvarere og for at beskytte byen mod serbiske angreb. Først canadiske, senere hollandske FN-soldater blev sat på opgaven. Tilstedeværelsen af FN-tropper var mest af alt ment som en advarsel til de bosniske serbere om ikke at angribe. Tropperne var der med andre ord for at bevare freden ikke for at gennemtvinge den. De var hverken militært eller juridisk rustet til at modstå angreb på enklaven. I modsætning til de let bevæbnede hollandske soldater, var de serbiske styrker rustet til krig.

De bosniske serbere indtager Srebrenica juli 1995
Den 6. juli 1995 trængte general Ratko Mladics tropper ind i Srebrenica-enklaven. De svagt bevæbnede hollandske styrker var under beskydning, og deres kommandant oberst Thomas Karremans anmodede FN om flystøtte. FN kommandør general Bertrand Janvier afslog gentagne gange anmodningen om flystøtte. Han forklarede senere, at han havde været i tvivl om de bosniske serberes hensigter.

Et par dage senere blev selve byen Srebrenica stormet. Samtidig tog de bosnisk serbiske styrker hollandske soldater som gidsler og truede med at dræbe både dem og flygtningene, hvis ikke begge parter samarbejdede. De bosnisk serbiske soldater skabte en kaosstemning i området. Huse blev brændt ned, kvinder blev voldtaget og mænd myrdet. Overgreb, som de hollandske soldater i flere tilfælde var vidner til. Mladic insisterede i sine krav til FN-tropperne på, at de muslimske beboere i Srebrenica afleverede deres våben og blev transporteret til det nærmeste "muslimske territorium". Oberst Karremans gik med til dette krav. Herefter begyndte de bosnisk serbiske styrker, med hjælp fra de hollandske soldater, at skille kampdygtige mænd og drenge i alderen ca. 16-65 fra kvinder, børn og gamle. Busser stod parat, og kvinder, børn og gamle blev kørt væk fra Srebrenica.

Flugtforsøg fra Srebrenica
Frygten for, hvad der ville ske, spredte sig hurtigt blandt de tilbageblevne bosnisk muslimske mænd. Mere end 10.000 mænd besluttede derfor at flygte fra Srebrenica i håb om at finde sikkerhed i et muslimsk kontrolleret område i nærheden. De fleste kom aldrig langt. De overgav sig, blev fanget eller dræbt under deres flugt. De serbiske soldater myrdede i perioden 12. - 20. juli mere end 7.000 mænd og drenge på marker, i skoler, i lagerbygninger og i skoven i området omkring Srebrenica. De blev transporteret i lastbiler, busser og andre køretøjer og bragt til et nærliggende henrettelsessted.

De hollandske soldater, som var blevet tilbage, forhandlede med general Mladic om at få lov til at forlade enklaven. Enkelte hollandske soldater blev vidner til henrettelser, men selve massemordet foregik uden for soldaternes synsvidde. Dog rapporterede de heller ikke om de forbrydelser, de overværede – heller ikke da de nogle dage senere var i sikkerhed i Sarajevo.

Hvem har ansvaret?
I dag er Srebrenica en del af den serbiske republik i Bosnien, Republika Srpska og er hovedsagelig beboet af serbere. I 2001 blev en af Mladics hærchefer, Radislav Krstic, dømt for folkedrab i forbindelse med massakren i Srebrenica og fik 46 års fængsel. General og leder af den bosnisk serbiske hær Ratko Mladic, der var blandt hovedmændene bag massakren i Srebrenica, var helt frem til 2011på fri fod. Han blev den 26. maj anholdt og udleveret til krigsforbrydertribunalet i Haag. Mladic afventer i dag sin retssag og står anklaget for en lang række forbrydelser, herunder folkedrab, tortur og drab.

Men forbrydelsen i Srebrenica rejser også spørgsmål om, hvorvidt det internationale samfund, FN eller enkelte stater kan holdes ansvarlige for, ikke at have forhindret folkedrab i verdens første sikre zone. Mange kritikere mener, at soldaterne under de blå FN-hjelme – og specielt den hollandske oberst Karremans – kunne og skulle have gjort mere for at beskytte den muslimske befolkning i Srebrenica. Hvad hvis Karremans havde nægtet at lade de bosniske serbere skille den muslimske befolkning i Srebrenica fra hinanden? Nogle hævder, at havde hollænderne sat sig til modværge, kunne massakren være undgået. Andre er overbeviste om, at havde hollænderne grebet aktivt ind, havde Srebrenica-massakren udviklet sig til et endnu værre blodbad.

Frem til 2011 var ingen hollandske soldater, FN-generaler eller øvrige stater blevet holdt ansvarlige for deres rolle i Srebrenica. Det ændrede sig dog i juli 2011, da en afgørende dom i Holland erklærede, at den hollandske FN-styrke, og dermed den hollandske stat, var ansvarlige for tre mænds død i Srebrenica i 1995. De tre mænd var slægtninge til bosniske muslimer, der arbejdede for FN i Srebrenica, og var derfor i FN's varetængt. Hollandske soldater udelukkede dog soldaterne fra basen, hvorefter de blev dræbt. Dommen er kontroversiel, fordi den fremover kan få betydning for, hvordan man tolker spørgsmål om ansvar og skyld i internationale konflikter.

Fra beskytter til tilskuer - havde de hollandske soldater noget valg?
På den ene side var de hollandske soldater underbemandede og dårligt udrustede med brændstof, skyts og våben. De havde gentagne gange forgæves anmodet om flystøtte, og de serbiske styrker havde lagt et voldsomt pres på de fredsbevarende styrker. Men det hører også med til historien, at et par soldater var direkte vidner til forbrydelser, og at nogle endda havde været med til at skille de muslimske mænd og drenge fra kvinder, børn og gamle.

Bidrog de hollandske tropper til folkedrabets forbrydelser ved på den ene side aktivt at deltage og på den anden side se passivt til? Eller forsøgte de at formilde en allerede håbløs situation for både de bosniske muslimer og for dem selv? Og havde de hollandske FN-soldater medansvar i forbrydelsen, hvad så med FN og det internationale samfund i et større perspektiv?
 
Af Camilla Pedersen

Artiklen er opdateret i juli 2011



Litteratur
  • Bjørn, Anders, Den Jugoslaviske krig, Danmark, 1996
    Berører ganske kort selve massakren. Bogen har en oversat artikel af journalisten Rod Nordland, som skriver om massakren. Ellers er det en god gennemgang af den historiske baggrund for konflikten.
  • Eriksen, Jens-Martin & Stjernfelt, Frederik, Hadets Anatomi, Lindhardt og Ringhof, 2003
    Igennem forskellige interview med fremtrædende personligheder i Bosnien og Serbien berører de emnet Srebrenica flere gange. Bogen giver ingen samlet fremstilling af begivenhederne, men belyser emnet igennem interview med forskellige fremtrædende personer.
  • Sperling, Vibeke, Opgøret i Haag: Da Srebrenica blev prisgivet, Politiken, 3. august 2001, 1. sektion, side 8
    God i forhold til hændelsesforløbet.
På engelsk
  • Stover, Eric & Perees, Gilles, The Graves: Srebrenica and Vukovar, Scalo, 1998
    Fokuserer på udgravningerne af Srebrenica. Er meget visuel og ret barsk.
  • Rohde, David, Endgame: The Betrayal and Fall of Srebrenica, New York, 1997
    Bogen fokuserer på enkelte personers historie. Forsøger at beskrive situationen ud fra forskellige perspektiver. Hollandske soldater, bosniske muslimer, bosniske serbere osv.

Links
  • www.pbs.org/wnet/cryfromthegrave
    God interaktiv tidslinie over Srebrenica-massakren. Følger ellers filmen: “Srebrenica: A Cry from the Grave”. Websiden har vidneudsagn, billeder af massakren, baggrund for dokumentarfilmen, artikler om specifikke emner osv. Ligeledes indeholder den en række undervisningsspørgsmål. Siden er produceret i forbindelse med filmen, men kan også bruges selvstændigt. Hjemmesiden er på engelsk, men er forholdsvis overskuelig og let at navigere rundt på.

Kort
  • David Rohde, Endgame: The Betrayal and Fall of Srebrenica, p. xvii og xviii. 
  • Jens-Martin Eriksen og Frederik Stjernfelt: Hadets Anatomi, p. 278-280.

Film
  • Leslie Woodhead, Srebrenica: A Cry from the Grave, BBC-production, UK, 1999
    Virkelig god dokumentar. Varer ca. halvanden time, men man kan sagtens vælge klip. Dokumentarfilmen følger hele optakten til og selve Srebrenicas fald, de hollandske soldater i området og de bosniske muslimers situation. Samtidig ser den også på det internationale samfunds rolle.
Til top
Massegrav ved Srebrenica
 Massegrav ved Srebrenica




FN's "sikre zoner"
Konceptet "sikker zone" blev indført i 1993 for at beskytte den muslimske befolkning. Der blev i alt oprettet seks “sikre zoner": Sarajevo, Zepa, Gorazde, Tuzla, Bihac og Srebrenica. Områderne og deres befolkning skulle med tilstedeværelsen af FN-soldater være sikret mod angreb. Hvis disse blev angrebet, ville FN have ret til at gribe ind og tilkalde NATO-fly til at bombe angriberen.

I virkeligheden blev alt for få, let bevæbnede FN-soldater sendt til de sikre zoner for at varetage denne vanskelige opgave. Desuden lykkedes det ikke at indsamle alle krigsparternes våben i og omkring de sikre zoner, så FN-styrken kunne ikke sikre freden – der var ingen fred at sikre.









Krigsforbryderdomstolen i Haag
I forbindelse med det tidligere Jugoslaviens sammenbrud og med den voldelige optrapning af krigen i Bosnien fra 1992, besluttede man i FN’s sikkerhedsråd at etablere et tribunal, som skulle forfølge krigsforbryderne. Det Internationale Krigsforbrydertribunal for det tidligere Jugoslavien blev oprettet i 1993 og fører sager mod de hovedansvarlige for krigene i det tidligere Jugoslavien. Flere oplysninger kan findes på http://www.icty.org



Dansk Institut for Internationale Studier
Østbanegade 1172100 København Øtel: +45 32 69 87 87fax: +32 69 88 00
folkedrab@diis.dk