Til undervisere Om os Kontakt
Søg
Forside UndervisningsministerietDansk Institut for Internationale Studier

Forside>Eksempler på folkedrab>Bosnien>Fokusartikler>Yasushi AkashiPrint

Yasushi Akashi


Under krigen i Bosnien-Hercegovina blev der rejst spørgsmål om FN’s rolle i konflikter. Bør FN anvende magt for at skabe fred, når der er risiko for, at organisationens neutralitet sættes over styr? Skal organisationen være fredsbevarende eller fredsskabende?

FN’s brug af magt mod bosniske serbere
Den 6. april 1992 åbnede bosnisk serbiske snigskytter ild mod en fredelig demonstration i hjertet af Sarajevo i Bosnien-Hercegovina. Skuddene var de første i det, der senere skulle vise sig at være den mest brutale krig i Europa siden 1945. Krigene fandt sted i Europas ”baghave”, og derfor var der fra begyndelsen fokus på udviklingen i området. Resultatet blev, at verdenssamfundet hurtigt blev involveret gennem internationale aktører som FN og EU.

FN havde fra begyndelsen en fordel, idet organisationen allerede var involveret i Kroatien, som året før havde været skueplads for en krig mellem kroatere på den ene side og kroatiske serbere og den tidligere jugoslaviske forbundshær på den anden side. Derfor valgte FN’s Sikkerhedsråd at udvide mandatet for sikkerhedsstyrken, UNPROFOR (UN’s Protection Forces), som befandt sig i Kroatien, til også at indbefatte Bosnien-Hercegovina.

Den første reelle opgave i Bosnien-Hercegovina var at sikre nødhjælpstransporterne i landet. FN var derudover også engageret i andet nødhjælpsarbejde, flygtningearbejde m.m. I 1994 blev posten som koordinator for FN’s arbejde i Bosnien-Hercegovina tilbudt japaneren Yasushi Akashi, der i en lang årrække havde arbejdet for FN og havde opnået gode resultater i en lignende stilling i Cambodja.

FN som fredsbevarende eller fredsskabende aktør?
Den opgave, Akashi påtog sig i vinteren 1994, var ikke nogen let opgave, og særligt FN’s meget begrænsede brug af militær magt var blevet hårdt kritiseret. Holdningen havde hidtil været, at UNPROFOR kun kunne operere i området, hvis de var neutrale. Brugen af militær magt kunne kaste FN ind i krigen på den ene eller anden parts side og dermed sætte FN’s neutralitet over styr.

Kort fortalt var spørgsmålet, hvilken type mission UNPROFOR var. Havde den karakter af en fredsbevarende mission, dvs. at alle krigens parter havde indgået en aftale, som de internationale soldater nu skulle overvåge? Eller drejede det sig om en fredsskabende mission, hvor UNPROFOR havde mulighed for at gribe ind over for en eller flere af parterne for at få en fredsaftale på plads? Hvad var Akashis holdning i denne debat?   

Sikre områder og luftbombardementer
Året inden Akashis tiltræden havde FN Sikkerhedsråd udvidet UNPROFOR’s opgave i Bosnien-Hercegovina til også at omfatte beskyttelse af de bosnisk muslimske (bosniakkiske) områder i Bihac, Sarajevo, Srebrenica, Zepa, Gorazde og Tuzla. De blev kaldt ”sikre områder”, fordi FN garanterede for sikkerheden i zonerne. Beskyttelsen af områderne kunne medføre brug af militær magt, hvis det blev nødvendigt. Disse mulige angribere var i realiteten de bosniske serbere.

Da UNPROFOR-styrkerne stort set kun var udrustede med lette våben, var luftbombardementer FN’s eneste virkeligt afskrækkende middel. FN rådede ikke selv over fly, men det gjorde NATO til gengæld. Efterhånden som krigen i Bosnien-Hercegovina skred frem, begyndte enkelte NATO-lande at presse på for at åbne op for luftbombardementer af den bosnisk serbiske hær til støtte for UNPROFOR soldaterne.

De lande, der havde bidraget med soldater til UNPROFOR, f.eks. Frankrig, Storbritannien og Danmark, var overvejende imod brugen af luftbombardementer, da disse kunne udsætte deres soldater på landjorden for bosnisk serbiske hævnaktioner. Derfor blev det bestemt, at der skulle foreligge en godkendelse fra både NATO og FN, før NATO kunne iværksætte luftoperationer. Systemet blev kendt som ”the dual key system”. I FN var det FN’s generalsekretær, der efter konference med FN-koordinatoren i Bosnien-Hercegovina kunne dreje nøglen, mens det i NATO var chefen for NATO i den sydlige del af Europa.

Indvendinger mod luftstøtten
I FN-systemet var der mange, herunder Akashi, som tog forbehold for brugen af luftstøtte. For det første ville NATO-bombardementer sanktioneret af FN kunne virke som en krigserklæring fra FN mod de bosniske serbere og dermed definitivt ændre missionens status fra fredsbevarende til fredsskabende. Resultatet kunne resultere i serbiske angreb og tab blandt FN-personel. For det andet risikerede Akashi og resten af FN at miste kontrollen over processen. Når brugen af luftstøtte én gang var godkendt, ville det være svært at stoppe den igen. For det tredje var der en risiko for, at bombardementerne ville ødelægge alle muligheder for at gennemføre UNPROFOR’s primære opgave: Sikringen af nødhjælp til civilbefolkningen. Dertil gjorde reglerne for anvendelse af militær magt det vanskeligt at udpege militære mål for flyene. Et mål måtte først og kun angribes, hvis det havde åbnet ild mod UNPROFOR.

Gorazde-krisen
En af de første afprøvninger af FN’s sikre områder fandt sted i foråret 1994. Efter bosnisk serbiske styrker var begyndt at rykke frem mod det sikre område Gorazde og havde beskudt UNPROFOR-soldater i området, gav chefen for UNPROFOR i Bosnien-Hercegovina ordre til, at NATO-flyene måtte bombe de bosnisk serbiske styrker. Inden flyene blev sat ind, blev ordren godkendt af Akashi, og dernæst af FN’s hovedkvarter i New York. Den 10. og 11. april gennemførte NATO-fly bombardementer af bosnisk serbiske enheder. Grunden til, at også Akashi havde givet tilladelse var den, at UNPROFOR og resten af FN følte sig nødsaget til at forsvare den sikre zone for at bevare deres troværdighed.

Efter bombardementerne truede den bosnisk serbiske militære leder, general Ratko Mladic, med gengældelsesaktioner mod FN-personel, hvis ikke angrebene stoppede. FN’s personale var spredt over hele Bosnien-Hercegovina, og det var ikke svært for general Mladic at gøre alvor af sin trussel. I alt tog han mere end 150 FN-personer som gidsler. Efterfølgende kunne hele verden se soldater, nødhjælpsarbejdere m.m. lænket til NATO-flyenes mulige angrebsmål. Konsekvensen blev, at bombardementerne stoppede kortvarigt, men de begyndte igen, da den bosnisk serbiske hær fortsatte sine angreb. Akashi og chefen for UNPROFOR så sig nødsaget til at støtte UNPROFOR-soldaterne på jorden og gav derfor igen tilladelse til brug af NATO-fly.

Efter et engelsk NATO-fly blev skudt ned, blev det besluttet i NATO, at alle tunge militære våben, der befandt sig inden for en radius af 20 km var legitime mål. NATO opstillede betingelser til de bosniske serbere: Angrebet på Gorazde skulle standses øjeblikkeligt. Senest den 24. april 1994 skulle de bosnisk serbiske enheder trækkes tre km væk fra Gorazde og samtidig skulle UNPROFOR og nødhjælpskonvojer have adgang til byen. Hvis de sikre områder igen blev beskudt med tunge våben, ville disse og tilstødende lokaliteter, såsom våben- og benzindepoter, blive bombet af NATO-fly. Sidst, men ikke mindst ville de nævnte våben- og benzindepoter blive bombet, med mindre alle tunge våben senest den 27. april 1994 var blevet trukket minimum 20 km væk fra de sikre områder.

Diplomatisk løsning 
Den 22. april om aftenen afholdt NATO et møde, og resultatet lagde op til, at man ville trække en grænse over for de bosnisk serbiske styrker. Samtidig havde Akashi forhandlet med de bosniske serbere i Serbiens hovedstad, Beograd. Den 23. april afslog Akashi at give tilladelse til yderligere bombardementer, og samtidig indgik han en aftale med de bosniske serbiske ledere Radovan Karadzic og general Mladic. Aftalen gjaldt fra den 24. april og betød, at der blev indgået våbenhvile, og at en 3 km demilitariseret zone rundt om Gorazde blev oprettet. Yderligere skulle UNPROFOR og nødhjælpskonvojer have fri adgang til området. Som en del af aftalen blev FN-gidslerne frigivet af de bosniske serbere.
Efterfølgende kunne Akashi proklamere en sejr for diplomatiet. De bosniske serbere havde stoppet angrebet, uden det havde været nødvendigt for NATO at gennemføre de planlagte bombardementer. Samtidig havde man dog undladt at demonstrere over for de bosniske serbere, at man for at alvor ville forsvare de sikre områder.

NATO’s bombardementer fører til FN-soldater som gidsler
Den 7. maj 1995 blev 11 personer dræbt ved bosnisk serbisk beskydning af en markedsplads i udkanten af Sarajevo. Efterfølgende fortsatte beskydningen af bydelen, hvilket fik chefen for UNPROFOR i Bosnien-Hercegovina til at anmode om luftstøtte for at stoppe beskydningen af de civile. Akashi modsatte sig. Som en konsekvens af uenigheden blev begge parter kaldt til møde hos FN’s generalsekretær for at finde en løsning, så fremtidige uenigheder kunne undgås. Under mødet foreslog Akashi en drastisk reduktion af FN’s mandat, da situationen hurtigt kunne eskalere, hvis NATO bombede. En sådan optrapning kunne betyde flere gidseltagninger og tab blandt soldater i UNPROFOR. På trods af opfordringen valgte FN ikke at ændre det daværende mandat.   
    
Da de bosniske serbere fortsatte beskydningen af Sarajevo med tunge våben, godkendte Akashi modvilligt den 25. maj 1995 brugen af NATO-fly mod bosnisk serbiske militærinstallationer. Efter NATO’s bombardementer blev der taget mere end 400 FN-personer (soldater såvel som civile) som gidsler. Billeder af UNPROFOR-soldater lænket til mulige bombemål for NATO-flyene gik verden rundt og vakte stor opstandelse. Akashi konkluderede på den baggrund, at luftangrebene kun forværrede situationen. Bombardementerne blev stoppet, og efter forhandlinger mellem FN og general Ratko Mladic blev gidslerne løsladt.

Gorazde-konflikten og dens efterspil kunne fortolkes således, at de bosniske serbere stort set kunne gøre, som det passede dem. De gange, hvor Akashi gik med til brugen af luftbombardementer, krævede det blot en gidselstagning før de atter blev stoppet. Akashi ville gøre alt for at sikre sit personel og stoppede straks bombardementerne for at forhandle sig til en løsning. Dermed var scenen sat for angreb på de sikre områder Srebrenica og Zepa.

Den bosnisk serbiske erobring af Srebrenica og Zepa
I juli 1995 blev hele verden vidne til Srebrenicas og Zepas fald. Især indtagelsen af Srebrenica vakte opsigt, da den bosnisk serbiske hær sammen med paramilitære grupper her begik omfattende krigsforbrydelser. Over 7.000 drenge og mænd blev henrettet efter besættelsen af området. Den resterende del af befolkningen, flere end 20.000 kvinder, børn og ældre, blev deporteret til Tuzla-området. Kendetegnende for både Zepa og Srebrenica var, at FN-styrkerne – let bevæbnede hollandske soldater i Srebrenica og ukrainske soldater i Zepa – ikke hindrede de tungere bevæbnede bosniske serberes invasion.

I Srebrenica anmodede FN-styrkerne om luftbombardementer af de bosnisk serbiske stillinger, men pga. interne fejl i UNPROFOR gik der lang tid, før anmodningen nåede beslutningstagerne i FN og NATO. Da NATO-flyene endelig kom, havde de kun fået tilladelse til at bombe bosnisk serbiske styrker, som direkte beskød UNPROFOR. Det var slet ikke nok. Der var snarere behov for omfattende bombardementer, som dem NATO havde lagt op til før Gorazde-krisen i foråret 1994. Sådanne bombardementer blev aldrig iværksat.

Hændelserne i Srebrenica og Zepa samt frygten for, at Gorazde ville blive de bosniske serberes næste mål, resulterede i, at den engelske premierminister i slutningen af juli 1995 inviterede de parter, som var involveret i bestræbelserne på at opnå fred i Bosnien-Hercegovina, til møde i London. På dette møde blev to væsentlige beslutninger truffet. Først og fremmest måtte NATO ”trække en linie i sandet” rundt om Gorazde. Dernæst blev det besluttet, at det nu udelukkende var op til NATO, om der skulle iværksættes luftbombardementer for at beskytte Gorazde og Sarajevo. Hermed var ”the dual key system” i disse to områder sat ud af kraft.    

NATO træder i karakter
Efter et mortérangreb på en markedsplads i udkanten af Sarajevo i august 1995 valgte chefen for UNPROFOR i Bosnien-Hercegovina igen at anmode NATO om luftstøtte. Helt i overensstemmelse med beslutningen taget måneden før på London-mødet blev Akashi og resten af FN denne gang først orienteret, efter at iværksættelsesordren var blevet givet den 29. august 1995. Operation Deliberate Force, som disse bombardementer blev kaldt, begyndte natten mellem den 29. og 30. august. Karadzic og general Mladic blev gjort opmærksomme på, at forudsætningen for standsning af bombardementerne var, at de stoppede beskydningen af FN’s sikre områder og trak deres tunge våben tilbage. Forinden havde UNPROFOR samlet sine folk, så de bosniske serbere denne gang ikke kunne tage gidsler.
 
Kombinationen af operation Deliberate Force og bosniakkernes og de bosniske kroaters offensiver tvang de bosniske serbere til forhandlingsbordet for sidste gang. To måneder senere blev der i Dayton, USA, indgået en fredsaftale mellem parterne.

Akashis afgang Da Akashi gik af fra FN-missionen i Bosnien-Hercegovina i oktober 1995, blev han kritiseret for sin modstand mod militær magt. Særligt USA var modstander af den linie Akashi havde lagt for dagen. Efter Akashi var blevet afløst af en anden diplomat fra FN, nuværende generalsekretær Kofi Annan, fortsatte Akashi sit arbejde som vicegeneralsekretær for FN i New York frem til 1998.
 
Af Thomas Johansen, stud. mag. ved Københavns Universitet.



Spørgsmål

• Skal FN anvende magt for at skabe fred?

• Hvorfor stiller et land sine soldater til rådighed for FN, hvis der ikke er villighed til at ofre dem? Er FN-soldaters liv mere værd end civilbefolkningens?

• Hvad var konsekvenserne af Akashis begrænsning af brugen af NATO-fly? Var det et godt valg?

• Kunne Akashi have handlet anderledes?

Litteratur

På dansk
  • Fledelius, Karsten, Fra Golfen til Kosovo - International indsats på Balkan i 1990erne, FOV, København, 2000. 
    Dette er en bog, der giver et overblik over det danske militære engagement på Balkan i 1990’erne, fra Kroatien til Kosovo. Samtidigt introduceres læseren til de berørte områders historie fra murens fald frem til årtusindskiftet.
  • Fledelius, Karsten, Jugoslaviens sygdom og død, Gyldendal Uddannelse, København 1999. 
    Bogen giver et overblik over den jugoslaviske befolkningsmosaik, de enkelte områders historie, udviklingen i det første og det andet Jugoslavien, herunder nationalitetsproblemer og historiepleje. Bogen sidste del omhandler krigene i 1990’erne.
  • Husum, Søren Bo, I krig uden våben - En dansk FN-observatørs beretning fra krigen i det tidligere Jugoslavien, Bogan, Lynge, 1995. 
    En personlig beretning fra en af de mange danske FN-observatører som gjorde tjeneste i Bosnien-Hercegovina under krigen.
På engelsk
  • Owen, David, Balkan Odyssey, Indigo, London, 1996.
    Forfatteren var EU’s særlige udsending til det tidligere Jugoslavien fra 1992 til 1995 og beskriver i sin bog sine bestræbelser på at opnå fred i området. Som en af de få, var Owen næsten med hele vejen, hvilket gør, at bogen giver et næsten komplet billede af bestræbelserne på at standse krigen.
  • Rose, Michael, Fighting for Peace - Lessons from Bosnia, Warner Books, London, 1999. 
    General Michael Rose var chef for UNPROFOR 1994 – 1995. Bogen omhandler perioden i Bosnien-Hercegovina og giver et indblik i overvejelserne på højeste niveau. Særligt overvejelserne om brugen af magt set i relation til egne styrkers sikkerhed og ikke mindst i relation til UNPROFOR’s ønske om at optræde neutralt overfor parterne. Det er i dette perspektiv Michael Rose kommenterer operation Bøllebank.
  • Woodward, Susan L., Balkan Tragedy - Chaos and Dissolution after the Cold War, The Brookings Institution, Washington D. C., 1995. 
    Bogen handler om perioden før forfatteren påbegyndte sit arbejde for Yasushi Akashi i 1994 og giver en særdeles detaljeret gennemgang af optakten til krigene i Slovenien, Kroatien og Bosnien-Hercegovina og behandler dernæst disse. 
Kort
  • Hupchick, Dennis P. og Cox, Harold E., The Palgrave Concise Historical Atlas of the Balkans, Palgrave, 2001, Map 49 (øverst).  
Film
  • Warriors, 270 minutter, BBC, 1999. Tidligere vist på DR i 2001. Kan købes på BBC’s hjemmeside. 
    Filmen giver et indblik i UNPROFOR soldaternes møde med krigen i BiH og de begrænsninger, FN systemet pålagde dem i forbindelse med opgaveløsningen. Filmen sætter også fokus på soldaternes hjemkomst til hverdagen i England og de problemer, det giver, efter de i over seks måneder har været hjælpeløse vidner til etnisk udrensning. Filmen er baseret på virkelige begivenheder.   
  • Ingenmandsland, 98 minutter, SF Film, 2001. Kan lånes/købes i de fleste videobutikker.
    Prisbelønnet film om borgerkrigen i Bosnien-Hercegovina. Filmen udspiller sig i ingenmandsland mellem bosniakkiske og bosnisk serbiske styrker og inddrager verdenssamfundets, herunder UNPROFOR’s, rolle i krigen. 
Til top
Yasushi Akashi
Yasushi Akashi, koordinator for FN’s fredsbevarende arbejde i Bosnien-Hercegovina 1994-95.


Dansk Institut for Internationale Studier
Østbanegade 1172100 København Øtel: +45 32 69 87 87fax: +32 69 88 00
folkedrab@diis.dk