Til undervisere Om os Kontakt
Søg
Forside UndervisningsministerietDansk Institut for Internationale Studier

Forside>Eksempler på folkedrab>Rwanda>Fokusartikler>Religion og Folkedrab i RwandaPrint

Religion og Folkedrab i Rwanda


I Rwanda deltog ledende og menige kristne i drabet på naboer og medlemmer af egen menighed, og der blev begået massedrab i kirkerne.
Hvordan kan repræsentanter for en religion, hvis grundlæggende princip er næstekærlighed, retfærdiggøre et folkedrab med hundredtusindvis af uskyldige ofre?

En kristen nation
Rwanda var før folkedrabet i 1994 den nation i Afrika, der havde den største andel kristne borgere. Ud af en befolkning på omkring otte millioner var ca. 90 % kristne, heraf ca. to tredjedele katolikker. Den katolske kirke i Rwanda har gennem hele det 20. århundrede været landets mest magtfulde kirke, og denne position stammer tilbage fra begyndelsen af den europæiske kolonisering af Rwanda omkring år 1900, hvor en katolsk munkeorden, de såkaldte ‘Hvide Fædre’, etablerede missioner i landet under først tysk, og siden belgisk herredømme. I denne periode begyndte den katolske kirke at knytte sig så tæt som muligt til regeringsmagten, bl.a. ved at skabe og støtte en indfødt elite, som man så brugte til at regere og undertrykke befolkningsflertallet med. Selvom præsterne samtidig prædikede, at man skulle ”elske sin næste som sig selv” – uanset hvilken gruppe man tilhørte – så var virkeligheden, at det var vigtigere for kirken at bevare et godt forhold til både den europæiske og den indfødte elite, end det var at leve op til sine egne idealer.

Etnisk sammensætning
Således var de kristne kirker, specielt den katolske, sammen med de belgiske koloniherrer med til at skabe et Rwanda, der var delt mellem mere eller mindre kunstigt skabte etniske grupper, indtil Rwandas uafhængighed fra Belgien i 1962. Ifølge kolonisternes myte var de etniske tutsier et hyrdefolk, der bestod af særligt begavede “halveuropæere”, der oprindeligt stammede fra en mellemøstlig, bibelsk stamme. De udgjorde ca. 10 % af befolkningen. De etniske hutuer, såkaldte “negroide” bønder, udgjorde knap 90 %; og twa folket - de såkaldte “pygmæer”, udgjorde få procent. Denne måde at inddele befolkningen på, var kun i begrænset omfang baseret på virkelige forskelle mellem tutsier, hutuer og twa; fx taler de tre grupper samme sprog, har samme religion, samme skikke, osv.

Racistisk myte
Gennem et landsdækkende net af missioner og gennem kirkedominerede aktiviteter, såsom uddannelse, blev tutsierne af bl.a. den katolske kirke fremstillet som “racemæssigt” overlegne i kraft af deres status som ”halveuropæere”. Tutsierne var et “udvalgt folk”, der (under europæisk ledelse) havde ret til at dominere hutuer og twa. Den katolske kirke, der var landets næststørste arbejdsgiver, ansatte i lang tid udelukkende tutsier som indfødte præster og nonner. Selvom kirker og missionærer ind imellem kritiserede overgreb fra kolonistyret, fx vilkårlig afstraffelse og tvangsarbejde, som særligt hutuer var udsat for, var protesterne få. Diskrimination af befolkningsflertallet, altså hutuerne, var officiel politik - også for de kristne kirker, på trods af kristendommens budskab om næstekærlighed og menneskers ligeværd.

Selvom tutsierne i den folkelige forståelse blev opfattet som et herskerfolk, så var det i virkeligheden kun omkring 10 procent af denne gruppe, der havde indflydelse eller formue; de fleste tutsier fik kun ringe udbytte af kolonimagtens favorisering. Ikke desto mindre blev myten om, at tutsier var et udefrakommende folk, der gennem århundreder havde udnyttet hutuerne, ved med at danne grundlag for hutuernes historieforståelse.

Uafhængighed og omvendt racisme
Da det belgiske kolonistyre i løbet af 1950erne måtte indse, at Rwanda var på vej mod uafhængighed, begyndte belgierne at overveje, hvem de helst så overtage magten i landet. Kolonimagten vurderede, at tutsierne måtte regnes for en trussel på grund af det, man mente var kommunistiske tendenser. Måden at undgå et kommunistisk styre i Rwanda var derfor at gå fra at støtte tutsi-mindretallet til at støtte hutuerne. Samtidig var en ny generation af belgiske missionærer begyndt at reagere mod den forskelsbehandling, som hutu-flertallet blev udsat for. De begyndte at arbejde for en frigørelse af hutuerne, mens tutsierne blev gjort til syndebukke. Dermed ignorerede missionærerne, at kirken og kolonistyret selv havde skabt og opretholdt dette diskriminerende system, og at langt de fleste tutsier var lige så fattige og undertrykte som andre befolkningsgrupper i Rwanda.

Ved uafhængigheden i 1962 var det PARMEHUTU, et ekstremt hutu-parti, der kom til magten ledet af en katolsk-uddannet hutu-elite. Partiets ledelse var fyldt med had til alle tutsier på grund af tutsi-elitens rolle i kolonitidens undertrykkelse af hutuer, og straks efter regimeskiftet blev den racebaserede forskelsbehandling endnu værre, men denne gang var tutsierne ofre. Omkring 150.000 tutsier måtte flygte fra forfølgelse og massakrer og forlade Rwanda. Den katolske kirke fortsatte til og med folkedrabet i 1994 sine tætte forbindelser til huturegeringen og vedblev at dominere uddannelsessektoren. Dermed spillede den katolske kirke en central rolle i videreførelsen af landets nye racistiske ideologi, der gik ud på, at tutsierne var et både mindreværdigt og farligt folk, der kom udefra og derfor ikke var “rigtige” rwandere. Denne ideologi var i virkeligheden blot en omvendt version af kolonisternes og de kristne kirkers myte om tutsiernes overlegenhed, og førte til at det nu var tutsier der blev diskrimineret.

Fra krise til hellig krig
I perioden 1990-94 blev det i Rwanda mere og mere almindeligt, at tutsier blev omtalt som “kakerlakker” og “ukrudt”, og ekstreme hutuer brugte bibelen og kristne symboler til at fordømme ægteskab mellem hutuer og tutsier og til at fastslå, at hutuer ikke længere skulle vise tutsier nåde. Via bl.a. en religiøs argumentation blev et billede af “os” mod “dem” etableret, og for mange hutuer blev det efterhånden opfattet som et spørgsmål om overlevelse at skaffe sig af med den truende gruppe, tutsierne. Den øgede undertrykkelse fik generelt ikke den katolske kirke til at protestere, heller ikke mod misbrugen af religiøse symboler i en systematisk og hadefuld kampagne mod et mindretal; tværtimod fortsatte kirken samarbejdet med hutu-regimet.

Hormisdas Nsengimana: Præst og folkemorder
En af de katolske gejstlige, der ifølge talrige øjenvidner gik længere end til “kun” at støtte og samarbejde med de ekstreme hutuer før og under folkedrabet, var Hormisdas Nsengimana, født i 1954 og præst i byen Nyanza i det sydlige Rwanda. Nsengimana var allerede flere år før folkedrabet blevet kendt for sit store had til tutsier, men alligevel havde han som rektor ansvaret for Nyanzas store katolske kostskole, Christ Roi, fra 1989-94, hvor han åbenlyst favoriserede hutu-studerende og diskriminerede tutsier.

En elev på skolen, Emmanuel Mugiraneza, fortæller: “Skolen ændrede sig fuldstændigt efter at Hormidas kom til. Fra begyndelsen valgte han en gruppe studenter fra Ruhengeri og Gisenyi [i det nordlige Rwanda] til at samarbejde med sig. […] Deres job var at demoralisere tutsi-studenterne som de beskyldte for at støtte RPF [en tutsi-domineret guerillabevægelse]. De pressede hutuerne til at hade tutsierne. I klasseværelset turde tutsierne ikke længere komme til timer. I 1993 begyndte [disse ekstreme hutu-studenter] på militærtræning. De plejede at stå op klokken 4 om morgenen for at eksercere, og bagefter kom de tilbage [til sovesalen] for at terrorisere os og fortælle at de en dag ville dræbe os.”

Nsengimana arbejdede tæt sammen med lokale hutupolitikere, officerer og forretningsmænd i planlægningen af folkedrabet i området, og om at sammensætte en milits, der blev kaldt “Dragen”, som skulle opspore og dræbe tutsier. Den katolske skole blev brugt som mødested og kaserne for militsen, der også siden brugte skolens blå Toyota til at køre til og fra vejspærringer og massakrer. Nsengimana tog i flere tilfælde direkte initiativ til militsens aktioner, og han medvirkede aktivt til drab på bl.a. fire tutsipræster og efter al sandsynlighed på tre unge tutsidrenge, som han fandt skjult i sin kirke.

Déo Ntacyonzaba, en hutu der arbejdede for den katolske kirke i byen, udtaler om denne sidste aktion at “Homisdas var først inde [i kirken]; han så dem før os [Déo og hans kollega Gaspard]. Han råbte at han havde opdaget Inyenzi [dvs ‘kakerlakker’, nedsættende betegnelse brugt om tutsier, specielt om medlemmer af RPF]. Præsten spurgte dem øjeblikkeligt om, hvor de kom fra. De sagde, at de var fra Gikongoro. Hormisdas sagde: ‘Selvfølgelig er I Inyenzis og vi vil dræbe jer.’ Drengene bad for deres liv og tryglede ham om at vise nåde. Homisdas svarede: ‘I må vide, at jeg aldrig i mit liv har haft medlidenhed med en tutsi.’ Så bad han os om at bevogte præsteboligerne. Hormisdas [og to medlemmer af militsen] førte drengene bort, jeg ved ikke hvorhen. Jeg blev tilbage med Gaspard.”

Efter folkedrabet blev Nsengimana, som mange andre katolske gejstlige, hjulpet af den katolske kirke til at flygte. Nsengimana kom først til Italien og senere til Cameroun i den vestlige del af Centralafrika hvor han i 2001 var præst i en menighed i Diang-sognet. I april 2002 blev han udleveret til den internationale domstol i Arusha i Tanzania, der behandler retssager om forbrydelser begået under folkedrabet i Rwanda (ICTR). Han er anklaget for bl.a. folkedrab, men nægter sig skyldig.

De kristne kirker efter folkedrabet
Siden 1994 er adskillige rwandiske gejstlige – nonner, præster og biskopper - blevet dømt ved lokale domstole og ved det internationale forbrydertribunal i Arusha, Tanzania (ICTR) for bl.a. folkedrab. Kirkerne som institutioner står derimod ikke officielt anklaget, men den mangeårige støtte til et folkemorderisk regime, som særligt den katolske kirke har stået for, er ikke blevet glemt. Internationalt har bl.a. menneskerettighedsorganisationen African Rights kraftigt kritiseret både den katolske kirke i Rwanda og Vatikanet i Rom for at have støttet regimet. Men i modsætning til andre kristne kirker har den katolske kirke hverken villet undskylde eller acceptere, at kirken som institution har et medansvar for myrderierne i Rwanda. I Belgien, hvor flere rwandiske katolske gejstlige er blevet dømt for forbrydelser i forbindelse med folkedrabet, har den katolske kirke sågar konsekvent støttet de anklagede, bl.a. ved at lægge pres på vidner.

Den katolske kirkes ansvar
Når man samlet skal vurdere kirkernes ansvar for folkedrabet, må man tage visse forbehold. For eksempel havde den katolske kirke som institution i Rwanda hverken etnisk udrensning, massakrer, eller folkedrab på programmet. Denne kirke havde fra kolonitiden og fremefter i det hele taget ikke en politik, der gik ret langt ud over at kristne Rwanda, samt blive (og forblive) en magtfaktor- hvilket lykkedes. Men det var netop som følge af denne politik, at den katolske kirke som institution bidrog mest til skabelsen af de etniske kløfter, der var en nødvendig forudsætning for folkedrabet. I kampen for at kristne Rwanda for enhver pris allierede kirken sig først med kolonistyret og tutsierne. Derefter, da kolonistyret og tutsi-eliten tabte grebet om magten, allierede kirken sig med radikale hutuer, uden på noget tidspunkt for alvor at bruge sin moralske og politiske autoritet til at modarbejde den konstante forfølgelse af først hutuer, siden tutsier.

Af Matthias Bjørnlund, specialestuderende ved Institut for Historie, Københavns Universitet.


Litteratur:
  • Longman, Timothy: ”Christian Churches and Genocide in Rwanda”, i Bartov, Omer og Mack, Phyllis: In God’s Name – Genocide and Religion in the Twentieth Century, New York 2001.
    God, kritisk og nuanceret videnskabelig artikel skrevet af en af de førende eksperter på området om de kristne kirkers rolle i skabelsen af etnisk splittelse m.m. i Rwanda før og under folkedrabet.
  • Hylleberg, Rasmus, Møller-Hansen, Lone og Poulsen, Allan: Folkemordet i Rwanda – og danske baptisters engagement i landet, Føltveds Forlag 1998.
    Rapport i bogform skrevet af repræsentanter for den danske baptistkirke. Absolut ikke neutral, men giver et interessant billede af danske baptister i Rwanda før, under og efter folkedrabet, og af diskussionen om, hvorvidt danske baptister f. eks. dækkede over forbrydelser.

Links:

  • http://www.ewtn.com/library/ISSUES/RWANDA.HTM
    Link til engelsksproget leder i L’Osservatore Romano, Vatikanets officielle talerør, hvor det benægtes, at den katolske kirke har haft noget ansvar for folkedrabet i Rwanda. Enhver form for kritik af kirken afvises som propaganda.
  • http://www.pambazuka.org/index.php?id=21355/ 
    Link til menneskerettighedsorganisationen African Rights’ åbne brev til pave Johannes Paul II fra 2. april 2004, udsendt i anledning af tiåret for folkedrabet i Rwanda. Brevet indeholder detaljeret kritik af den katolske kirkes rolle, og vidneudsagn om overgreb begået af præster.
Arbejdsspørgsmål:

  • Hvad kan den katolske kirke, internationalt og i Rwanda, gøre for at genopbygge rwandernes tillid?
  • Under hvilke omstændigheder kan man forlange af overlevende fra et folkedrab, at de skal tilgive fx præster, der har medvirket til eller været passive under folkedrabet? Kan man overhovedet forlange det?
  • Kirkerne i Rwanda forsvarer deres samarbejde med de skiftende undertrykkende regimer med, at det var nødvendigt for at få lov til at missionere. Hvor langt bør en religiøs institution gå i sådan et samarbejde? Hvornår bør der siges stop? Har kirker og præster et særligt ansvar for at modarbejde systematisk diskrimination og vold?
Film:

I Guds Namn, 58 min., Peter og Maria Rinaldo, 2004.
God, velresearchet svensk dokumentarfilm om kirkernes rolle i det rwandiske folkedrab, bl.a. med fokus på europæiske katolikkers rolle i at støtte regimet og hjælpe rwandiske gejstlige eftersøgt for forbrydelser under folkedrabet til at flygte.

Til top



Nyamata kirke. Arbejdere sorterer lig fundet i massegrav











Den danske baptistkirke og folkedrabet

I Danmark udsendte baptistkirken i 1998 en rapport ved navn “Folkemordet i Rwanda – og danske baptisters engagement i landet”, der var et forsøg på at imødegå kritik fra danske journalister og menige baptister. Kirken forsvarede i rapporten sin manglende kritik af Rwandas skiftende regimer med, at man var nødt til at holde lav profil for at få lov til at fortsætte missionsarbejdet. Dog har man indrømmet, at kirken under og efter folkedrabet kraftigt nedtonede begivenhedernes alvorlige karakter af hensyn til missionsarbejdet, mens nogle danske baptister ligefrem benægtede folkedrabet eller hævdede, at hutuerne handlede i selvforsvar. Samtidig har kirken også været meget tøvende med at anerkende rwandiske baptisters medvirken til folkedrabet.





















Kirken og racisme

I 1989 skrev P. Augustin Ntagara, rektor for præsteseminariet i Nyakibanda, til Joseph Ruzindana, katolsk biskop i Byumba, om en “…‘virus’ der gennem de sidste 15 har gennemtæret vor katolske kirke i Rwanda; […] denne virus er racisme – det er et faktum. De sidste 15 år har vor kirke ført apartheidpolitik, skjult bag slagord om enhed og fred…”.















Fra kristendom til islam

I Rwanda er der i dag megen vrede vendt mod den katolske kirke. Under normale omstændigheder vil kirken i et stærkt kristent samfund fungere som et nationalt samlingspunkt i krisesituationer, men for mange overlevende virker det blot hyklerisk og som en støtte til hutu-gerningsmændene, når fx. præster, der deltog i eller ikke greb ind overfor forfølgelserne, nu prædiker tilgivelse og forsoning.
Det har betydet, at mange rwandere har forladt den katolske kirke til fordel for andre trosretninger. Fx er andelen af muslimer siden 1994 gået fra 7 til 14 %, i alt ca. 1 million, en udvikling, der bl.a. skyldes, at muslimer under folkedrabet ofte beskyttede kristne tutsier. Zafran Mukantwari, en ung, tidligere katolsk kvinde blev muslim, efter hele hendes familie blev dræbt af medlemmer fra hendes egen menighed. I årene efter søgte hun støtte i kirken, men, som hun udtaler, “da jeg indså at de mennesker jeg bad sammen med dræbte mine forældre, foretrak jeg at blive muslim, fordi muslimer ikke dræber.”



Dansk Institut for Internationale Studier
Østbanegade 1172100 København Øtel: +45 32 69 87 87fax: +32 69 88 00
folkedrab@diis.dk