Til undervisere Om os Kontakt
Søg
Forside UndervisningsministerietDansk Institut for Internationale Studier

Forside>Eksempler på folkedrab>Rwanda>Fokusartikler>Opération TurquoisePrint

Opération Turquoise



Frankrig sendte i juni 1994 soldater til Rwanda for at stoppe folkedrabet på landets tutsier. Så længe Frankrig reddede menneskeliv, betyder det så noget, at det ikke skete af ren og skær næstekærlighed?

Fransk intervention i Rwanda
I juni 1994 sendte Frankrig 2.500 soldater, 700 køretøjer og 8.000 tons materiel til Rwanda. Missionen fik navnet Opération Turquoise, og formålet var oprette sikre zoner i landet, hvor der siden april 1994 var foregået et folkedrab på landets tutsier. Både dengang og siden hen er det franske initiativ blevet kaldt et PR-stunt. Frankrig havde nemlig selv været med til at træne gerningsmændene og muligvis også forsynet dem med våben. Men betyder Frankrigs bagvedliggende motiver noget, når de franske soldater var med til at redde tusindvis af menneskeliv?  

Drabet på Rwandas præsident
Den 6. april 1994 blev Rwandas præsident Habyarimana dræbt. På vej hjem fra et møde blev hans fly ramt af to missiler og styrtede ned og brød i brand. Habyarimana var hutu, og han var dermed en del af Rwandas største befolkningsgruppe.

Siden 1959 havde hutuerne siddet enerådigt på magten, men Habyarimana havde inden sin død ligget i forhandlinger om at dele magten med tutsierne. Han havde forhandlet med Rwandas Patriotiske Front (RPF), en hær først og fremmest bestående af eksil-tutsier, som befandt sig på den anden side af Rwandas grænse i Uganda.

Et folkedrab sættes i gang
Ikke alle hutuer var begejstrede for tanken om at dele magten med tutsierne. Mens Habyarimana forhandlede med RPF, lagde en del af hutu-magteliten en plan for, hvordan de skulle slippe af med tutsi-problemet én gang for alle: De planlagde at udrydde dem.

Få timer efter præsident Habyarimanas fly ramte jorden, blev et af de mest omfattende og grusomme folkedrab i det 20. århundrede iværksat. Omkring 800.000 tutsier og de hutuer, der stod i vejen for gerningsmændene, blev skudt, hakket ned med macheter eller på anden måde slået ihjel i løbet af kun 3 måneder.

FN står magtesløs
FN havde en gruppe soldater i Rwanda, da blodbadet brød ud. Deres opgave havde været at overvåge den begyndende magtdeling. FN’s hjælpemission i Rwanda (United Nations Assistance Mission for Rwanda – UNAMIR)   bestod af omkring 440 belgiske soldater, 200 ghanesiske soldater og ca. 900 soldater fra Bangladesh. Styrken, der blev ledet af den canadiske general Roméo Dallaire, var slet ikke udstyret til at forhindre massakren.

UNAMIR manglede ammunition, medicin og benzin. De havde kun mad nok til to uger, og enkelte poster havde kun drikkevand til to dage. I stedet for at sende yderligere forstærkninger, valgte staterne i FN’s Sikkerhedsråd at skære ned på styrken, da de blev konfronteret med begivenhederne. 10 belgiske FN-soldater var blevet slået ihjel i de første dage af folkedrabet, og intet land ønskede dette gentaget med egne soldater.

Frankrig tilbyder at intervenere
Midt i juni, to måneder efter folkedrabet var begyndt, tilbød Frankrig som det eneste land at intervenere og sende soldater til området. FN’s generalsekretær Boutros Boutros-Ghali tog imod tilbudet med kyshånd. Den 22. juni 1994 fik Frankrig grønt lys fra Sikkerhedsrådet. Det var dog ikke alle, der var lige begejstrede for det franske initiativ. Ud af Sikkerhedsrådets 15 medlemmer undlod fem at stemme, da de ikke var sikre på, at interventionen udelukkende skyldtes et ønske om at redde tutsierne. De frygtede, at Frankrig greb ind for at hjælpe deres venner i hutu-magteliten. 

Modstand mod fransk intervention
Den største modstand mod Opération Turquoise kom fra Rwandas Patriotiske Front (RPF), der havde angrebet Rwandas hutu-regime to dage efter præsidentens død. Det var i mellemtiden lykkedes dem at kæmpe sig vej frem mod hovedstaden Kigali. I deres øjne var Opération Turquoise et forsøg på at beskytte gerningsmændene, og Frankrig var ifølge RPF ikke løsningen på problemet, men en del af det.

RPF var bange for, at franskmændene ville franarre dem sejren over hutu-styret. Heller ikke general Dallaire var begejstret. Han så hellere, at UNAMIR fik flere soldater og forsyninger, da han mente, at han med ekstra soldater kunne udrette meget, fordi UNAMIR allerede befandt sig midt i det hele. Han var desuden bange for, at RPF ville lade deres utilfredshed gå ud over UNAMIR.  

Gerningsmændene trænet af franske soldater
Frankrig havde haft et nært samarbejde med den afdøde præsident Habyarimana gennem mange år. Få år før folkedrabet fandt sted, havde Frankrig bl.a. hjulpet hutu-styret med at slå et angreb fra Rwandas Patriotiske Front tilbage. Derudover var der mistanke om, at Frankrig i årevis havde leveret våben til hutu-styret. Endvidere havde franske militærfolk bidraget til skolingen af Rwandas hær, som fra april 1994 var med til at nedslagte tutsierne.

Menneskerettigheds-organisationen Amnesty International ytrede tilmed mistanke om, at Frankrig havde været involveret i dødspatruljer i Rwanda. Med andre ord blev Frankrig anset for at være på hutuernes side, og da Frankrig meddelte, at de ville intervenere for at stoppe deres tidligere venner, var mange mere end skeptiske overfor denne kovending.

Frankrig vil bevare indflydelse i området
Adskillige stater så den franske intervention som et påskud for at opretholde fransk indflydelse i området. Historisk set har franskmændene haft stor indflydelse på det afrikanske kontinent, og de yder forsat støtte til fransk-talende lande. I Rwanda var fransk almindeligt udbredt, og Habyarimana havde anset sig selv for at være en personlig ven af den daværende franske præsident Mitterand. Da Rwandas Patriotiske Front kom fra det engelsksprogede Uganda, blev de anset for at være en trussel mod Frankrigs indflydelsessfære.

Frankrig som beskytter?
Opération Turquoise varede i to måneder og reddede mellem 10.000 og 18.000 mennesker. I dag husker franskmændene, at det var deres tropper, der som de eneste gik ind og gjorde noget ved den forfærdelige situation i Rwanda. Der er ingen overvejelser af den tidligere franske støtte til det diktatoriske regime. Det omtales ikke, at medlemmer af hutu-styret, deriblandt Habyarimanas enke, blev fløjet ud af Rwanda af franske elitesoldater. Ingen nævner, at flere gerningsmænd undslap, fordi de franske styrker undlod at arrestere dem.

Hvordan skal man vurdere den franske indsats? På den ene side reddede de franske styrker adskillige menneskeliv. På den anden side havde de været med til at uddanne gerningsmændene samt forsyne dem med våben. Betyder det noget, at Frankrig måske mest intervenerede for at redde deres eget rygte og fastholde indflydelsen i området? Eller er det vigtigste, at Frankrig som det eneste land, var villig til at bruge penge og soldater på at intervenere i et lille ukendt afrikansk land, som ingen andre havde lyst til at røre med en ildtang?
 
Af Tilde Wonsild, specialestuderende (historie) ved Dansk Insitut for Internationale Studier, Afdeling for Holocaust- og Folkedrabsstudier.



Spørgsmål
  • Hvem skal gribe ind over for et folkedrab?
  • Hvorfor står FN ofte magtesløs overfor konflikter? Hvordan kan man ændre det?
  • Hvilke grunde havde Frankrig til at gribe ind i Rwanda?
  • Diskutér hvilke situationer, der kræver andre landes indgriben.
 

Litteratur
På dansk
  • Freeman, Charles, Folkedrab i Rwanda, Flachs, 1998
    En letlæselig bog om folkedrabet med mange billeder. Bogen er på 64 sider og henvender sig dem, der ikke ved noget om emnet på forhånd, og som gerne vil have en hurtig indføring.
  • Leth-Nissen, Stine (red.), Rwanda – når nøden er værst, Folkekirkens Nødhjælp, 1997
    Artikler fra og om nødhjælpsarbejdet i Rwanda 1994-1997. Fokuserer på tiden efter folkedrabet og dem, der flygtede, men indeholder også en gennemgang af selve folkedrabet og optakten dertil.
På engelsk
  • Bodnarchuk, Kari, Rwanda – country torn apart, Lerner Books, Minneapolis, 2000
    Letlæselig bog med mange billeder. Beskriver folkedrabet i Rwanda på et niveau, så alle kan følge med. Bogen er på 90 sider og indeholder en tidslinie over de vigtigste begivenheder.
  • DesForges, Alison, Leave none to tell the story, Human Rights Watch, 1999
    En af de mest detaljerede og omfangsrige bøger om folkedrabet. Forfatteren har besøgt Rwanda adskillige gange både før og efter folkedrabet og taler det lokale sprog, kinyarwanda. Bogen er udgivet af den amerikanske græsrodsorganisation Human Rights Watch, som har base i New York. Den har til opgave at gøre opmærksom på overtrædelse af menneskerettigheder i hele verden.
  • Melvern, Linda, A People Betrayed, Zed Books, London, 2000
    Fokuserer på vestens rolle i folkedrabet. Som overskriften hentyder til, så mener Linda Melvern, at vesten svigtede folket i Rwanda. Linda Melvern er journalist og har skrevet for en række af Storbritanniens førende aviser.
  • Prunier, Gérard, The Rwanda Crisis, Hurst & Company, London, 1995
    Gennemgår meget detaljeret Rwandas historie fra 1959 til og med folkedrabet i 1994. Er meget kritisk overfor den franske intervention. Forfatteren, der selv er fransk, var en kort overgang involveret i planlægningen af Opération Turquoise. Han betragtes af mange som værende ekspert på området og er i dag senior forsker ved den franske institution Centre National de la Recherche Scientifique (CNRS).

Kildeuddrag
  • http://www.gwu.edu/~nsarchiv/NSAEBB/NSAEBB53/index.html
    National Security Archive er en non-profit organisation, der bl.a. opbevarer frigivne hemmelige amerikanske dokumenter. Linket fører til en række kilder om den amerikanske holdning til intervention i Rwanda. USA var modstander af intervention, og var en aktiv fortaler for, at FN’s hjælpemission i Rwanda skulle reduceres betydeligt.

Links
  • www.hrw.org/reports/1995/Rwanda1.htm
    Rapport udarbejdet af Human Rights Watch, som bl.a. gennemgår Frankrigs rolle i forbindelse med folkedrabet. Beretter hvordan Frankrig blev ved at levere våben på trods af en våbenembargo.
  • www.ess.uwe.ac.uk/documents/RwandaReport3.htm
    Hjemmeside for Web Genocide Documentation Centre, der er udarbejdet af Dr. Stuart D. Stein fra University of the West of England. Linket fører til ”Report of the Independent Inquiry into the Actions of the United Nations During the 1994 Genocide in Rwanda”. Rapporten er fra 1999 og indeholder et afsnit om Opération Turquoise.
  • www.rwanda1.com/
    Rwandas officielle hjemmeside. Indeholder oplysninger om folkedrabet samt om det retslige efterspil.
  • www.usip.org/pubs/specialreports/early/rwanda1.html
    Hjemmeside for United States Institute of Peace, som indeholder en separat side om Rwanda. Omhandler fortrinsvis Den internationale Krigsforbryderdomstol for Rwanda, men indeholder også en række baggrundsoplysninger om folkedrabet.

Kort I bøger
  • Melvern, Linda, A People Betrayed, Zed Books, London, 2000, s. xii.
    Kortet ”RPF advance into Rwanda” viser ved skravering området for Opération Turquoise.
  • Destexhe, Alain, Rwanda and Genocide in the Twentieth Century, London, 1995, s. xi.
    Kortet har en fortegnelse over franske baser i området. Derudover er den franske sikkerhedszone aftegnet.
  • Gourevitch, Philip, We wish to inform you that tomorrow we will be killed with our families, London, 1998, s. 10.
    Kort over Rwanda samt kort over Rwandas placering på det afrikanske kontinent.
Kort på nettet

Film
  • Luc de Heusch, En republik går amok, Statens Filmcentral, 60 min., Belgien, 1996.
    Dokumentarfilm der fortæller om den historiske baggrund for folkedrabet. Kan lånes igennem www.bibliotek.dk


Franske soldater i Rwanda under Opération Turquoise, 1994.












Rwandas befolkning

Siden kolonitiden har Rwandas befolkning bestået af tre forskellige grupper. Hutuerne, der udgjorde 84% af befolkningen, tutsierne, der repræsenterede 15%, og twa-folket, der kun udgjorde 1%. De tre grupper taler samme sprog, deler samme kultur og har samme religion.















Oprørshæren fra Uganda

Rwandas Patriotiske Front (RPF) blev oprettet i Uganda i 1987. Den bestod hovedsageligt af eksil-tutsier, der var flygtet fra tidligere massakrer og forfølgelser i Rwanda. Efter folkedrabet fik RPF flertal i den nye nationale enhedsregering i Rwanda.


Dansk Institut for Internationale Studier
Østbanegade 1172100 København Øtel: +45 32 69 87 87fax: +32 69 88 00
folkedrab@diis.dk