Til undervisere Om os Kontakt
Søg
Forside UndervisningsministerietDansk Institut for Internationale Studier

Forside>Eksempler på folkedrab>Stalinismens forbrydelser>Fokusartikler>Den store TerrorPrint

Den store Terror


At redde sit eget skind eller kæmpe for retfærdigheden?
De fleste af de millioner af mennesker, som blev ofre for Stalin-styret havde et til fælles: Forud for arrestation, fængselsdom eller henrettelse gik en proces, hvorunder de gradvist blev brændemærket som urene og udstødt af det øvrige samfund. Denne proces kunne tage år, men den kunne også foregå på få uger.

Kampen for socialismen blev betragtet som en verdensomspændende kamp mellem godt og ondt, hvor ingen kunne være neutral. Enten støttede man den stalinistiske politik, eller også tilhørte man ”objektivt set” klassefjenden. I et samfund, hvor alt på denne vis var politiseret, havde man som almindelig borger meget svært ved at undgå at blive involveret i politik. Det blev forventet, at man deltog i politiske massemøder og demonstrationer, og der var krav om, at man udviste vagtsomhed og eksempelvis angav mistænkelig adfærd hos andre sovjetborgere til myndighederne. At undlade dette var en meget alvorlig forseelse. Det var således for sovjetborgere ikke usædvanligt at komme i en situation, hvor de mødte personer, som styret udsatte for forfølgelse. Derfor måtte de træffe et valg vedrørende deres eget bidrag til denne persons videre skæbne.

Beskytter under stalinismen
At trodse regimet og optræde som beskytter af ”folkefjender” var derfor både svært og farligt. Alene det at være tilskuer til, frem for aktiv deltager i, fordømmelsen og udskillelsen af statens fjender var svært i et samfund, hvor terror var en del af dagligdagen. Derudover var Stalins styre ikke et almindeligt diktatur, hvor staten blot forlangte, at borgerne fulgte diktatorens generelle befalinger og i øvrigt ikke blandede sig i politik. Det var et såkaldt totalitært samfund, hvor staten søgte at regulere alle aspekter af samfundslivet og den enkelte borgers liv.

Vilkårlige arrestationer og dødsdomme
I årene 1936-38 kulminerede den statslige terror i form af en bølge af stort set vilkårlige arrestationer og dødsdomme. Dette skete på baggrund af opdigtede anklager om spionage, sabotage, antisovjetisk virksomhed med mere.

Fra sommeren 1937 udstak myndighederne i Moskva ligefrem kvoter til de sovjetiske regioner for, hvor mange folkefjender man skulle arrestere og henrette inden en nærmere angivet dato. Således blev der den 30. juli 1937 udsendt et tal på 259.450 arrestationer og 72.950 henrettelser fra det politiske politi, NKVD, i Moskva til de lokale NKVD-kontorer i de sovjetiske regioner. I hele perioden 1937-38 blev omkring 1.575.000 personer arresteret, hvoraf 1.340.000 modtog en dom. Af disse domme var næsten 700.000 dødsdomme, der som regel blev eksekveret kort efter afsigelsen.

Heksejagt på partimøder
For partimedlemmers vedkommende begyndte deres fald ofte med, at de blev kritiseret på et offentligt møde på arbejdspladsen som led i partiets tilbagevendende udrensninger. Et partimøde kunne på denne måde udvikle sig til en heksejagt med beskyldninger om politiske afvigelser og andre anklager. Anklagerne kunne for eksempel være bygget på, at man havde fortiet, at man var i familie med storbønder eller tsaristiske embedsmænd. Det kunne også være en kritisk bemærkning ytret mange år tidligere, som ens arbejdskammerater kunne huske. Efter at nære arbejdskammerater eller måske endda slægtninge på denne måde havde ”afsløret” ens politiske afvigelser fulgte ofte en afstemning, som kunne ende med en henstilling og et krav om øget politisk bevidsthed. Afstemningen kunne også ende med krav om, at man blev smidt ud af Kommunistpartiet.

Politisk politi og tortur
Var man først smidt ud af partiet, mistede man en række privilegier og måtte ofte regne med at miste sit job. Næste skridt nedad kunne være forhør hos det politiske politi, hvor man f.eks. blev beskyldt for at have deltaget i en hemmelig antisovjetisk gruppe på arbejdspladsen. Formålet med forhørene var at producere tilstrækkeligt materiale til en formel anklage, der som oftest var helt absurd. Tit søgte man at koble mange personer til den samme sag, således at man, hvis man blot kunne få en person til at tilstå eller angive de øvrige som ”de virkelige skyldige”, dermed fik tilstrækkeligt bevismateriale til at arrestere de andre anklagede i sagen. Fra 1936 og til 1938 var tortur mod de arresterede meget anvendt, og det var en udbredt forhørsmetode at komme med trusler mod den arresteredes slægtninge, ægtefæller og børn for at fremprovokere en tilståelse.

Dødsdomme uden retssag
I den beskrevne periode kom det ofte slet ikke til en retssag foran en almindelig domstol. Fra 1935 begyndte man at anvende administrative domme, hvor to- eller tremandspaneler, bestående af ledende NKVD-, stats- og partifolk i den pågældende provins, afgjorde, hvilken dom de anklagede skulle idømmes. Frem til august 1937 var sådanne administrative domme højst 5-års lejrophold, men efter 1937 kunne domstolene idømme helt op til dødsstraf. Dommene var ofte baseret på påstande eller på de anklagedes fremtvungne tilståelser. Ofte afgjorde to- eller tremandspanelerne sagerne gruppevis, det vil sige, at de blot underskrev en lang liste over personer, som for eksempel skulle dødsdømmes.

For undgå anklager om, at man dækkede over folkefjender, måtte man deltage i koret af fordømmende røster. At forholde sig tavs eller direkte at forsvare nogle af de anklagede kunne være risikabelt. Da en gruppe arbejdere på en fabrik i Skt. Petersborg samlede ind til en tidligere arbejdskammerat, som skulle deporteres til Sibirien, blev sagen om deres indsamling af penge overgivet til det politiske politi (NKVD), så de kunne straffes for solidaritet med en dømt person.
Den stemning, som prægede i hvert fald byernes veluddannede lag, er beskrevet af forfatterinden Nadjezjda Mandelsjtam (hvis mand selv døde i Gulag):
 
”Når vi sås, hviskede vi sammen og skævede til væggene – mon naboerne lyttede? Ingen havde tillid til hinanden, i enhver bekendt anede vi en stikker. Af og til var det, som om hele landet led af forfølgelsesvanvid (…) Vi havde da også alle betingelser for at få sygdommen: Vi gik omkring som gennemlyst af røntgenstråler: gensidig beluring – det var det grundprincip, vi blev styret efter. Således formede dagliglivet sig, den grå hverdag krydret med en nabos natlige betroelser om, hvordan han var blevet tilsagt, hvordan man havde truet ham og stillet ham forslag, eller med venners advarsler om, at den og den blandt ens bekendte skulle man være på vagt over for (…) I hver eneste familie gennemgik man sin bekendtskabskreds kritisk for at afsløre provokatører, stikkere og forrædere. Efter 1937 holdt folk op med at komme sammen. Og hermed var sikkerhedsorganernes langsigtede mål næsten nået. Foruden at sikre en konstant indsamling af oplysninger havde de opnået at svække kontakten folk imellem, at splitte samfundet og desuden at drage en masse mennesker ind i deres kreds ved at tilsige dem fra tid til anden, gøre dem nervøse og få deres underskrift på, at de ville ”holde tæt”. Disse flokke af mødepligtige [Stikkere] levede i evig angst for at blive afsløret og havde ligesom funktionærerne i sikkerhedsorganerne en personlig interesse i, at systemet var urokkeligt.” (Citeret efter Bent Jensen, Gulag og glemsel, s.219).

Plads til modstand?
End ikke NKVD-folkene selv gik fri. Da NKVD chefen Nikolaj Jezjov på et møde i sommeren 1937 introducerede det nye system med kvoter over antallet af personer, som man skulle hhv. idømme fængsel eller skyde i provinserne, udbrød en højtstående NKVD-officer spontant ”Det er jo umuligt. På min ære kan jeg fortælle Dem, at så mange folkefjender er der slet ikke i min provins”. Jezjov sprang derpå op af stolen og skreg ”Der har vi den første folkefjende – lige ret i vor midte. Arrester ham!” Den pågældende NKVD-officer blev derpå arresteret og efter alt at dømme skudt.
I sådan en atmosfære krævede det stort mod at hjælpe en folkefjende eller blot at forblive neutral og undlade at bistå styret, hvis det bad om hjælp til at afsløre samfundets fjender.

Det er veldokumenteret, at det var Stalin, som begyndte Den Store Terror, dirigerede den og afsluttede den. Den Store Terror døde gradvist ud, efter at Stalin i november 1938 afsatte Jezjov (der siden blev arresteret og selv henrettet). På det tidspunkt havde terroren nået sit antageligt vigtigste mål; at udrydde de fleste af dem, som havde haft en uafhængig politisk position før Stalin kom til magten, og i øvrigt udrense alt, hvad der i styrets optik mindede om bevidste eller potentielle modstandere.
 
Af Niels Bo Poulsen, ph.d.-studerende ved Dansk Institut for Internationale Studier, Afdeling for Holocaust- og Folkedrabsstudier.
 

Spørgsmål:

• Kan der argumenteres for, at den menige sovjetborger var så magtesløs, at man ikke kunne yde hjælp til sin næste?

• I hvilket omfang er man moralsk forpligtet til at hjælpe et andet menneske, hvis man selv løber en stor risiko ved at yde hjælpen?

Litteratur:
  • Kravchenko, Victor, Jeg valgte friheden, København 1947
    Den senere sovjetiske afhopper Viktor Kravchenko var i efteråret 1932 medlem af en kornkommando. "Jeg valgte friheden" er hans erindringer.
  • Bent Jensen, Gulag og glemsel, Gyldendal, København, 2002
    Omfattende og opdateret værk om vold, terror og folkedrab i Sovjetunionen 1917-1953 og om den danske/vestlige viden om forbrydelserne.

Stalin, mens han angiveligt underskriver en dødsdom.


Dansk Institut for Internationale Studier
Østbanegade 1172100 København Øtel: +45 32 69 87 87fax: +32 69 88 00
folkedrab@diis.dk