Til undervisere Om os Kontakt
Søg
Forside UndervisningsministerietDansk Institut for Internationale Studier

Forside>Fokus>Efter folkedrab>Kan folkedrab tilgives?Print

Efter folkedrab –

Kan folkedrab tilgives?



Tilgivelse efter folkedrab


Når det diskuteres, hvad der skal stilles op med gerningsmænd efter et folkedrab, så dukker spørgsmålet om, hvorvidt eller hvornår de kan tilgives, næsten altid op. F.eks. bliver en besættelsesmagt ofte bedt om at tillægge sig en tilgivende holdning overfor gerningsmænd. Det så man, da den tyske kirke opfordrede amerikanerne til at demonstrere tilgivelse snarere end straf efter 2. Verdenskrig.

Håbet om tilgivelse af gerningsmændene bliver dog oftere rettet mod ofrene. Appellen til ofrene om at tilgive kommer eksempelvis til udtryk i forbindelse med offentlige diskussioner om, hvorvidt det er rimeligt at retsforfølge og straffe folkedrabenes gerningsmænd. Hvis der er gået årtier, siden forbrydelserne blev begået, sker det, at ofre, der ikke vil tilgive, bliver omtalt som hævntørstige og ubarmhjertige personer, som burde forsøge at lægge fortiden bag sig. Tilgivelsen kan også blive fremstillet som ofrenes bidrag til en national forsoningsproces, eller blive promoveret som ofrenes vej til heling og frigørelse fra fortidens uhyrligheder. Spørgsmål om tilgivelse kan selvfølgelig også være en rent privat sag mellem et offer og en given gerningsmand – eller mellem deres pårørende og efterkommere. Således kommer tilgivelsesspørgsmålet på spil på flere forskellige niveauer og i flere forskellige sammenhænge: som noget individuelt eller kollektivt, som noget privat eller som del af en offentlig diskussion eller statslig forsoningspolitik.

Tilgivelse – for og imod

Det er forståeligt, at man i nogle samfund, hvor ofre og gerningsmænd skal leve sammen, bliver nødt til at prøve at tilgive for at komme videre. Men hvordan ser det ud fra et etisk synspunkt?

Der er selvfølgelig mange slags gerningsmænd, men hvis man holder sig til lederne og de folk, der har pint og myrdet i massevis, giver det så moralsk mening at tale om tilgivelse? Er disse gerningsmænd ikke utilgivelige? Er folkedrab ikke et selvindlysende eksempel på, at der er en grænse for, hvad (eller hvem), der kan tilgives? Og dog. For er tilgivelsen ikke netop ubetinget og grænseløs? Er den ikke lige så nødvendig, som den kan synes umulig? Og er det ikke præcis ved hjælp af tilgivelsen, at ofrene har en chance for at komme fri fra den smerte og vrede, som forbryderne har efterladt dem i?

Der er mange meninger om tilgivelse af folkedrabenes gerningsmænd. Uenigheden skyldes bl.a., at selve tilgivelsesbegrebet opfattes på mange forskellige måder. Det, som den ene side i en diskussion heftigt afviser, er ikke nødvendigvis det, som den anden side tilslutter sig. Det er derfor fornuftigt at begynde med at gøre sig klart, hvad man mener, tilgivelse er – og ikke er.

Herudover skyldes uenigheden også modstridende syn på hvem, der har ret til at tilgive, hvornår tilgivelsen er på sin plads, hvorfor den er værdifuld osv. For nogle er tilgivelsen et ideal, som er dybt forankret i deres religiøse identitet. Andre er tiltrukket af tilgivelsen, fordi den forbindes med et håb om heling og forsoning. Atter andre frastødes af selve tanken om tilgivelse efter folkedrab; som en fransk moralfilosof (Vladimir Jankélévitch) engang sagde: Tilgivelsen døde i udryddelseslejrene, hvis nazisterne ville tilgives, måtte de henvende sig til de børn, de kastede i gaskamrene, som de dræbte med sprøjter i hjertet eller skød i massevis...

Nedenfor bliver du præsenteret for nogle af de grundlæggende spørgsmål om tilgivelse, som er af betydning for diskussioner om tilgivelse efter folkedrab. Meningen er ikke at komme ud over uenighederne eller at argumentere for ét særligt holdbart syn tilgivelsens mulighed og grænser. Pointen er snarere at give grundlag for en mere fokuseret diskussion af tilgivelsesspørgsmålets forskellige aspekter.


Hvad vil det sige at tilgive?


For det første kan man overveje, hvad det overhovedet vil sige ”at tilgive”. Det er meget sværere at sige, hvad man mener med ordet tilgivelse, end man umiddelbart ville tro. En af de amerikanske filosoffer, der oftest henvises til i dag, er Jeffrie Murphy. Murphy ser tilgivelsen som en moralsk karakterdyd. At tilgive er en bestemt måde, hvorpå vi kan reagere på dét at være blevet krænket. Den har at gøre med måden, hvorpå offeret følelsesmæssigt forholder sig til den, der har gjort ham uret:

Med tilgivelsen overvindes de stærke og fjendtlige følelser, som ofre normalt retter mod gerningsmænd. Det kan dreje sig om forurettelse, vrede, had eller ønsker om straf eller hævn. Ifølge Murphy er der kun tale om tilgivelse, når vreden overvindes af ”moralsk forsvarlige grunde”. Men hvad er en moralsk set god grund til at tilgive? Det kan f.eks. være, hvis gerningsmanden viser, at han har forstået, at han har handlet forkert. Når han undskylder og i øvrigt gør, hvad der er muligt for at lindre på den skade, han har forvoldt.

Denne forståelse af tilgivelse er selvfølgelig ikke den eneste. Den kendetegnes ved fokuset på offerets følelser, ved kravet om at der skal være en god moralsk grund for at tilgive, og idet den analyserer tilgivelsen fra offerets synsvinkel. Andre synsvinkler lægger f.eks. mere vægt på, hvad tilgivelsen betyder set fra gerningsmandens (eller ”synderens”) synsvinkel. Nogle anser tilgivelsen for noget, der ligger over ”det etiske”, og så er tilgivelsen ikke bare noget, man aldrig har pligt til at gøre. Den er noget, som strider imod det, vi burde gøre eller føle. Endelig implicerer Murphys definition, at det ikke altid er rigtigt eller beundringsværdigt at tilgive. Det gør den, fordi Murphy ikke ser vreden og de andre ”negative” følelser for absolut forkerte eller mindreværdige. Tværtimod; vreden kan f.eks. være udtryk for offerets selvrespekt, og man kan næppe besidde moralske principper uden at føle vrede, hvis de krænkes. Derfor er tilgivelsen og overvindelsen af vreden ikke nødvendigvis moralsk forbilledlig.

Hvad vil det ikke sige at tilgive?

I stil med mange andre filosoffer fortsætter Murphy sin redegørelse for sit syn på tilgivelse med nogle overvejelser omkring, hvad tilgivelse ikke er. Dette er vigtigt, fordi en del af diskussionen for og imod tilgivelse kan bygge på, at man blander tilgivelse sammen med andre mulige reaktioner på uret.

1. At tilgive er ikke det samme som at retfærdiggøre: At tilgive betyder ikke, at man opgiver sin overbevisning om, at den, man tilgiver, har handlet moralsk forkert. Antag, at du finder ud af, at en person, som du har været vred på pga. af hans krænkende adfærd, i virkeligheden ikke har gjort dig nogen uret. Så har du ikke nogen legitim vrede at overvinde og ikke noget eller nogen at tilgive. Tværtimod; det er sandsynligvis dig, der nu skal bede om tilgivelse.  

2. At tilgive er ikke det samme som at anse en handling for undskyldt: Hvis gerningsmænd har handlet forkert, men har været utilregnelige i gerningsøjeblikket (eller hvis de har handlet under ekstremt pres eller trusler på livet), så kan man undskylde dem for deres gerninger. Men det er ikke det samme som at tilgive dem. I tilgivelsen fastholder man nemlig, at gerningsmanden er skyldig, og at det vil være legitimt at stille ham til regnskab for sine gerninger. Det er altså ikke en indvending mod tilgivelse, at gerningsmændenes gerninger ikke kan eller bør undskyldes. For det er ikke, hvad tilgivelsen indebærer. Tilgivelse forudsætter i denne forstand, at der er blevet begået en uret, som ikke kan undskyldes.

3. At tilgive er ikke det samme som at vise gerningsmanden nåde: At vise gerningsmanden nåde eller endnu tydeligere at benåde ham er at give ham mindre end fortjent. I modsætning til tilgivelsen er nåden mere upersonlig. Den kan forvaltes af en dommer eller en regering, som beslutter sig for at give strafnedsættelse eller ligefrem amnesti til gerningsmændene. Nåden kan, som Murphy gør opmærksom på, være tæt beslægtet med tilgivelsen, fordi begge kan være motiveret af barmhjertighed. Men det er vigtigt at skelne: På den ene side kan gerningsmænd blive benådet af rent politiske eller pragmatiske grunde; måske er der simpelthen ikke kapacitet til at fængsle dem i den tid, der ville have været berettiget. På den anden side er det vigtigt at indse, at man kan tilgive en gerningsmand og samtidig ønske, at han bliver stillet for en domstol og tager sin straf.

4. At tilgive er ikke det samme som at forsone sig med gerningsmanden: Hvis forsoningen indebærer en genoprettelse eller en skabelse af en form for sameksistens mellem offer og gerningsmand, så kan man tilgive uden nødvendigvis at ønske en forsoning. Omvendt kan man også forestille sig forsoning uden tilgivelse. Man kan f.eks. forestille sig, at offeret accepterer sameksistens med gerningsmændene, efter de har udstået deres straf, men uden at tilgive dem.

5. At tilgive er ikke det samme som at glemme: En af indvendingerne mod tilgivelse efter folkedrab er, at ugerningerne aldrig må glemmes. Men indebærer tilgivelse, at man glemmer den begåede uret? Det er der i hvert fald ikke noget i Murphys definition, der tyder på. Dem, der argumenterer for tilgivelsen som mulighed, lægger næsten altid meget vægt på at skelne mellem tilgivelse og glemsel. Den, der tilgiver, hverken kan eller skal glemme, hvad der rent faktisk er sket. Men med tilgivelsen ”renses” eller ”frigøres” erindringen om uretten. Man husker altid, hvad der er sket, men man er ikke længere plaget af vreden.

Tre svære spørgsmål

Ovenstående forståelse af tilgivelse og de efterfølgende afgrænsninger kan alle diskuteres, men de peger på centrale spørgsmål, der må rejses, hvis man skal gøre sig klart, hvad man overhovedet mener med ”at tilgive”. I det følgende stilles tre svære spørgsmål, som i særlig grad trænger sig på, når der tales om tilgivelse efter folkedrab.

1. Er tilgivelsen afhængig af gerningsmandens anger?
Når tilgivelse er noget, som et samfund opfordrer ofrene til at indlade sig på, så vil ofrene ofte ikke engang vide, hvem de skal tilgive, endsige om gerningsmændene overhovedet har anerkendt, at de har gjort noget forkert. Uanset om man lytter til overlevende ofre fra Cambodia, Sydafrika eller Holocaust, så gentages det ofte, at tilgivelse ikke kan komme på tale, før man får bevis for, at de ansvarlige har anerkendt deres skyld, at de angrer og søger at bøde for deres ugerninger.

Det passer med Murphys syn på tilgivelsen, men i nogle mere radikale opfattelser af tilgivelse fremhæves ”den ubetingede tilgivelse” som særlig beundringsværdig. Her skænkes tilgivelsen uafhængigt af, hvordan gerningsmanden forholder sig. Tilgivelsen kan her fremhæves som ”det første skridt” ud af en negativ spiral. Det så man bl.a. i Sydafrika, hvor ofre for tortur og andre forbrydelser blev opfordret til at tilgive, før de vidste noget om forbrydelsernes gerningsmænd. Den ubetingede tilgivelse stiller offeret frit i forhold til gerningsmanden; man kan tilgive (eller lade være) helt uden skelen til, hvordan gerningsmanden forholder sig.

Men hvorfor tilgiver man så overhovedet? Den betingede tilgivelse giver et svar; fordi gerningsmanden har forandret sig. Fordi han, i en moralsk forstand, nu står sammen med offeret i fordømmelsen af den, han var, og/eller de ugerninger, han foretog. Når man derimod tilgiver ”uden grund”, så kan det være fordi, man har en dybere eller mere generel grund til at tilgive. Det kan f.eks. dreje sig om at ville leve op til et religiøst forbillede. Eller det kan dreje sig om en grundlæggende tro på, at selv den værste forbryder kan forbedre sig, og at det at nægte at tilgive ville reducere medmennesket til dets fortidige handlinger.

Offerets vilje til at tilgive kan også være uafhængig af, hvad gerningsmanden gør eller føler af helt andre grunde. Man kan f.eks. ville tilgive, fordi man er overbevist om, at det er nødvendigt for det fælles bedste (den eneste måde at ”komme videre” på). Endelig kan man ville tilgive af grunde, som intet har med gerningsmanden at gøre. Nogle af de forskere, der i dag taler tilgivelsens sag i relation til forsoning, lægger eksplicit vægt på, at de alene støtter tilgivelsestanken, fordi det at tilgive og lægge vreden bag sig kan være godt for ofrene. Man vil tilgive af hensyn til sig selv og sine pårørende.

2. Hvem kan tilgive?
Efter folkedrab er de fleste ofre døde. Hvis gerningsmanden kun kan blive tilgivet af de ofre, som han direkte har krænket og/eller deltaget i massemordet på, så kan han ikke blive tilgivet. De overlevende, som også er blevet krænket af gerningsmanden, kan selvfølgelig tilgive (om de vil eller bør er en anden sag), men kan de tilgive på de andre ofres vegne? Man kan selvfølgelig sige, at de fleste grove forbrydelser har mere end ét offer. Den, hvis hele familie blev mishandlet og myrdet, rammes også af forbrydelsen og har derfor også noget at tilgive – eller ikke tilgive. Men når folkedrabenes gerningsmænd har gjort så mange så meget uret, så må man spørge, om noget enkelt offer har ret til at tilgive en massemorder? Hvis tilgivelsen alene ses som en holdningsmæssig forandring i offeret, så har det enkelte offer vel fuld ret til at tilgive på egne vegne. Men hvad nu hvis man ser på, hvad tilgivelsen gør for gerningsmanden? Har det enkelte offer (og endnu mindre en efterkommer eller en pårørende) ret til at hjælpe gerningsmanden fri fra sin skyld? Mange mener, at massemorderen ligger, som han har redt. Andre mener, at efterkommere og medlemmer af den gruppe, som gerningsmanden deltog i massemordet på, godt kan give ham eller hans gruppe deres tilgivelse.

3. Det utilgivelige: retorik eller realitet?
I diskussioner om tilgivelse efter Holocaust og andre folkedrab hører man ofte den indvending, at disse forbrydelser og dermed deres gerningsmænd er utilgivelige. Der ligger imidlertid flere forskellige synspunkter til grund for sådanne erklæringer. Man kan mene, at nogle forbrydelser er så onde, at de ikke kan tilgives. I så fald er ideen om det utilgivelige bundet op på visse gerningers ekstreme ondskab. Når gerningen er gjort, klapper fælden: Intet som gerningsmanden siden hen gør eller føler, kan gør tilgivelse mulig eller forsvarlig. Men er det gerningen eller gerningsmanden, man tilgiver? Hvis det er gerningsmanden, så må ideen om det utilgivelige vel snarere støtte sig på hans manglende anger? Eller hvad?

Af Thomas Brudholm, Ph.d., DIIS.


Arbejdsspørgsmål:
1. Som nævnt i ”Tilgivelse efter folkedrab” er overlevende ofre for folkedrab ofte blevet mødt med håb eller forventning om at kunne tilgive gerningsmændene. Mener du, at det er en god idé at opfordre ofrene til at tilgive? Hvilke argumenter for og imod denne brug af tilgivelse kan du forestille dig?

2. Hvad mener du om det syn på tilgivelse, som blev skitseret foroven? Prøv at overveje hvordan Murphys syn på tilgivelse forholder sig til dine egne idéer om sagen. Prøv at slå nogle definitioner af tilgivelse op, eller prøv at finde andre tekster om tilgivelse. Sammenlign de forskellige synspunkter og påpeg, hvad du anser for tiltrækkende eller problematisk i dem.

3. Når tilgivelse indgår i debatter om forsoning og straf, så ser det ofte ud som om, man regner med, at tilgivelse fører til forsoning og accept af amnesti eller straffrihed. Det strider imod de distinktioner, som vi opregnede i sektionen om, hvad tilgivelse ikke er. Kig igen på distinktionerne og diskuter, om forholdet mellem tilgivelse og de andre handlinger er mere ”mudret”, end oversigten giver indtryk af. 

4. Diskuter idéen om det ”utilgivelige”. Prøv at formulere de grunde, der bakker dit synspunkt op.

5. Det blev nævnt, at viljen til at tilgive kan begrundes i et ønske om at få det bedre: At frigøre sig selv fra vreden. Men er det egentlig korrekt at tale om tilgivelse i sådanne tilfælde? Hvordan harmonerer det med Murphys krav om, at tilgivelsen er en moralsk begrundet overvindelse af en legitim vrede? Tror du i øvrigt, at tilgivelsen er en god form for terapi for ofre for folkedrab eller andre grove forbrydelser?

6. Folkedrab udspiller sig mellem grupper. Tilgivelse forekommer umiddelbart som noget strengt personligt. Giver det mening at tale om tilgivelse af - eller mellem - grupper? Hvilken vægt har f.eks. en religiøs eller politisk leders bøn om tilgivelse? Hvem skal svare ham?


Litteratur
Murphy, J.G.: Getting Even: forgiveness and its limits, Oxford University Press 2003. Let tilgængelig og kritisk filosofisk refleksion over tilgivelsen og dens plads i etik, ret og terapi.

Tutu, D.: Ingen fremtid uden tilgivelse, Rosinante 2000. Indeholder Tutus refleksioner over den radikale rolle, som han gav tilgivelsen under sit virke som formand for den sydafrikanske sandheds- og forsoningskommission.

Wiesenthal, S.: Solsikken: Et samvittighedsspørgsmål, Branner og Korch 1969. Indeholder Wiesenthals meget omdiskuterede beretning om mødet med en døende SS-officer. Herudover en række korte essays fra tredive filosoffer, teologer mv. som Wiesenthal bad tage stilling til, hvad de ville have gjort.

Links
www.doj.gov.za/trc/
Den Sydafrikanske Sandheds- og Forsoningskommissions hjemmeside. Indeholder enormt arkiv med udskrifter fra de høringer, der blev foretaget af kommissionen.

Film
Min morfars morder. Søren Faulis meget personlige film om hans ønske om at møde og tilgive Søren Kam. Filmen kan ses som et eksempel på det terapeutiske perspektiv på tilgivelse.

Where Truth Lies: Siphiwo Mtimkulu – The Final Chapter (1998). En dokumentarfilm med fokus på en af de mest brutale historier fra Sydafrikas apartheid-tid.

Spillefilmene Death and the Maiden og Dead Man Walking kan begge ses som led i en diskussion af tilgivelse og uforsonlighed.

Til top


Dansk Institut for Internationale Studier
Østbanegade 1172100 København Øtel: +45 32 69 87 87fax: +32 69 88 00
folkedrab@diis.dk