Til undervisere Om os Kontakt
Søg
Forside UndervisningsministerietDansk Institut for Internationale Studier

Forside>Eksempler på folkedrab>Cambodja>Folkedrabets efterspil>Straffrihed og glemselPrint

Straffrihed og glemsel – det politiske efterspil indtil 2003


 
Tiden mellem de Røde Khmerers fratagelse af magten i 1979 og den endelige aftale om retsforfølgelse af de hovedansvarlige i 2003 har været præget af 20 års borgerkrig og en tvivlsom amnesti-politik fra den cambodjanske regerings side. Kan det i nogle tilfælde legitimeres at prioritere fred og sikkerhed frem for retsopgør og retfærdighed?
  

De Røde Khmerer efter 1979: gemt men ikke glemt


Da Pol Pot og de Røde Khmerer i januar 1979 blev tvunget fra magten af vietnamesiske besættelsesstyrker, regrupperede de sig omkring deres gamle skjulested i byen Pailin i grænselandet til Thailand. De nægtede at opgive kampen for en dag at genvinde politisk magt og genoptage ideen om at opbygge det ultimative klasseløse bondesamfund. Dette blev begyndelsen til en udmattende 20 år lang borgerkrig mod Cambodjas siddende regeringer.
 
Helt frem til 1991 fik Røde Khmer-partisanere, der kontrollerede det meste af Cambodjas jungle, militær støtte fra USA, England og Frankrig, med den politiske begrundelse at De Røde Khmerer i 1980'erne udgjorde den eneste opposition til den vietnamesiske besættelse. Da man ikke anerkendte Cambodjas nye Vietnamesisk-styrede regering som legitim, blev de Røde Khmerer og Pol Pot fortsat internationalt accepteret som Cambodjas officielle repræsentanter i FN frem til 1991.
 
I 1989 pressede Rusland Vietnam til at trække sig ud af Cambodja, og i 1991 trådte FN til med en ambitiøs fredsplan, der tilbød De Røde Khmerer politisk deltagelse på parlamentariske vilkår i et nyt Cambodja. Dette kom dog aldrig til at ske, da De Røde Khmerer boycottede det efterfølgende valg i 1993.
  

”De burde mødes med blomsterbuketter – ikke fængsel og håndjern”


Således sagde Premierminister Hun Sen i 1998. I midten af 1990’erne var én af den cambodjanske regerings strategier for at knække den militære modstand fra de Røde Khmerer nemlig at tilbyde medlemmerne amnestier, endda pladser i den siddende regering, til fordel for at stoppe guerilla-kampen og forlade bevægelsen. For talrige Røde Khmer-officerer var dette et bekvemt tilbud til at undgå retsforfølgelse og samtidig opnå en hvis politisk indflydelse.
 
Samme politik førte også til, at de højtstående Røde Khmer-kommandanter Ieng Sary, Nuon Chea og Khieu Samphan i 1996 indgik en fredsaftale med regeringen. Aftalen gik ud på, at hvis De Røde Khmerer overgav sig, kunne hovedparten af Røde Khmer-soldaterne indgå i regeringshæren, mens Røde Khmer-højborgen Pailin kunne blive et selvstyrende område. Pailin - med tilnavnet ”mordernes by” - har lige siden 1979 været de Røde Khmers skjulested og indtil 1998 lykkedes det også de tidligere topmedlemmer Khieu Samphan og Ieng Sary at leve en almindelig tilværelse i denne by under beskyttelse af regeringens amnesti. 
 
Kritikere har taget stærkt afstand fra denne amnestipolitik og sammenligner den med det utænkelige i, at Hermann Göring og andre af Hitlers nærmeste skulle have været tilladt at leve en normal straffri tilværelse i Tyskland efter 2. Verdenskrig og forbrydelserne under Holocaust. Ikke desto mindre lykkedes det Premier-minister Hun Sen med sin politik at nedbryde De Røde Khmerers organisation og skabe fred efter næsten 20 års borgerkrig. Idag forsvarer Hun Sen sin tidligere amnestipolitik med, at det i 1990’erne var vigtigere med fred og stabilitet end retfærdighed. ”Vi burde grave et hul og begrave fortiden og se fremad mod det 21. århundrede som en ny begyndelse,” udtalte han i 1998. Der var dog i disse år generelt i det internationale samfund en stigende skepsis overfor om midlet amnesti helliger målet fred i det lange løb, og Hun Sens amnesti-politik blev kraftigt anfægtet af især FN.
 

Regeringens brodne kar

Regeringschefen Hun Sen opnåede dog, trods sin fortid som Vietnam-støttet leder af en kommunistisk regering i Phnom Penh i 1980’erne, at blive internationalt accepteret, også af USA og EU, som den nødvendige garant for, at De Røde Khmerer ikke på ny tager magten i det krigsødelagte land. Dette betyder dog ikke at ex-Røde Khmer medlemmer ikke at finde i det politiske billede.
 
Den problematiske kendsgerning i dagens Cambodja er, at en stor del af Røde Khmer-bevægelsen ikke er blevet retsforfulgt men i stedet blevet benådet og optaget i den siddende regering. Udover regimets stærke mand, Hun Sen, som forlod De Røde Khmerer under Pol Pots styre, gælder det således forsvarsministeren, indenrigsministeren, formanden for Nationalforsamlingen, samt hundredvis af embedsmænd i provinsadministrationerne. Af den grund ønsker den cambodjanske regering også antallet af anklagede ved det nyoprettede tribunal minimeret, så de ikke selv kan komme i farezonen. Indtil videre er kun en håndfuld tidligere ledere anholdt og anklaget, og det er lidet sandsynligt at det internationale samfund får sin vilje om at retsforfølge helt op til 20-30 personer. 
 

Historien, der blev væk

I 2007 startede efter mange forhandlinger og diskussioner et tribunal til retsforfølgelse af tidligere højtstående medlemmer af De Røde Khmerer. Et retsopgør kan have mange formål. Udover at stemple de ansvarlige som forbrydere og dermed fordømme deres gerninger og politik, kan et retsopgør også være med til at ’skrive historien’. Vidneudsagn fra de overlevende, fotos og andet bevismateriale fra retssagerne vil alt sammen kunne bidrage til at bryde det kollektive hukommelsestab, der har været omkring fortidens forbrydelser. For eksempel nævnes De Røde Khmerers regime kun i et par sætninger i de eksisterende cambodjanske skolebøger, og emnet berøres sjældent i den almindelige undervisning. De unge, der er født efter 1979, hvilket nu er størstedelen af befolkningen, ved ikke meget om landets kontroversielle fortid. De fleste børn ved kun, hvad deres forældre har fortalt dem, hvis disse overhovedet har ønsket at tale om fortiden og ikke hellere har valgt at komme videre ved at tie den ihjel. Der findes adskillige eksempler på, at unge cambodjanere ikke tror på, at folkedrabet overhovedet har fundet sted.
 
Men også cambodjanere, der reflekterer over fortiden, savner information og svar. Mange har i forskellige spørge-undersøgelser givet udtryk for, at de mangler en dybereliggende forklaring på, hvorfor de Røde Khmerer planlagde og dræbte deres egen befolkning. Mange af dem, som støtter det igangværende retsopgør, håber derfor, at det ikke kun kan afgøre skyldsspørgsmål men også kan bidrage til en bredere historisk viden om De Røde Khmerers forbrydelser. Viden som er nødvendig for at forstå hvad der skete – og for nogle måske endnu vigtigere: at forhindre at det skulle overgå Cambodja igen.

Til top
Pol pot
Pol Pot kort før sin død


Dansk Institut for Internationale Studier
Østbanegade 1172100 København Øtel: +45 32 69 87 87fax: +32 69 88 00
folkedrab@diis.dk