Til undervisere Om os Kontakt
Søg
Forside UndervisningsministerietDansk Institut for Internationale Studier

Forside>Fokus>Danmark, de jødiske flygtninge og samarbejdspolitikken>Danmark og de jødiske flygtninge 1933-38Print

Dansk flygtningepolitik 1933-1938 – medmenneskelighed eller egne interesser?


 
Antallet af flygtninge fra Tyskland blev aldrig særlig stort i Danmark. Flygtningene var uønskede, og myndighederne gjorde, hvad de kunne for at forhindre dem i at slå sig ned: De måtte ikke tage arbejde, men uden penge kunne de udvises af politiet. Politiet overvågede og forhørte jævnligt flygtningene og forsøgte at presse dem til at søge asyl andre steder. Ophold blev kun bevilget for 3 måneder ad gangen. De danske myndigheder var klar over, at flygtningene ikke kunne vende tilbage til Tyskland uden fare, men frygtede at blive oversvømmet af flygtninge. Daværende Justitsminister K.K.
Danske joeder i skjul
Danske jøder afventer transport til sikkerhed i Sverige i et pakhus i København i oktober 1943.
Oversigt over jødiske flygtninge i Danmark frem til sommeren 1938:

1933                                      479
April 1934                              535
Juni 1934                               609
Januar 1937                          845
December 1937                     628
Maj 1938                                602
Juni 1938                               572

Steincke udtrykte dilemmaet således ”Umenneskelig vil man ikke være, og menneskelig tør man ikke være af hensyn til konsekvenserne.”

Danmark var aldrig et oplagt mål for flygtningene fra Tyskland. De fleste foretrak de store lande, hvor det måske kunne være lettere at opbygge en ny tilværelse. Der var mindre end 6.000 danske jøder, og det betød, at få jødiske flygtninge havde den tilknytning til landet, der ville gøre det naturligt at søge hertil. Alligevel skulle flygtningespørgsmålet også her stille regeringen overfor det svære og evigt aktuelle valg mellem medmenneskelighed og egne interesser.
 

Kun asyl til politiske flygtninge


Politikere og myndigheder forholdt sig defensive i forhold til flygtningene. Det i skyldtes først og fremmest økonomisk krise og arbejdsløshed, men også forholdet til Tyskland spillede ind. Dertil kom frygten for, at antisemitismen skulle sprede sig i Danmark og skabe uro og splittelse i et ellers harmonisk samfund.
 
Regeringen var indstillet på at give asyl til politiske flygtninge, først og fremmest socialdemokrater. Men også kommunister kunne få asyl, selvom de ikke var særligt velkomne. Helst skulle de hurtigt videre til Sovjetunionen. Hvad angik de jødiske flygtninge, som var de fleste, valgte man i starten at betragte dem som en slags turister og altså ikke politiske flygtninge. Det vil sige, at de var velkomne, hvis de havde et gyldigt pas og kunne forsørge sig selv. Men målet var at undgå, at de slog sig ned permanent. Efterhånden stod det dog klart, at jøderne ikke uden fare kunne vende tilbage til Tyskland. Det gjaldt derfor om at få dem videre til andre lande, mens de endnu havde penge, og inden deres pas udløb.

Jødiske flygtninge på ”turistophold”

De jødiske flygtninge kunne i det første år efter nazisternes magtovertagelse helt uhindret rejse til Danmark og opholde sig her i 6 måneder (fra 1934 blev det dog sat ned til 3 måneder). Først da var det nødvendigt at gå til politiet og bede om opholdstilladelse. Det var Justitsministeriet, der bestemte om en udlænding kunne blive i Danmark. Hvis den pågældende ikke havde foretaget sig noget ulovligt – fx arbejdet uden tilladelse – og han eller hun kunne forsørge sig selv eller blev forsørget af andre, så var det ikke vanskeligt at få en opholdstilladelse på 6 (3) måneder. Den kunne så igen forlænges i en tilsvarende periode, hvis man vel at mærke ikke havde gjort sig uheldigt bemærket. Fordi de jødiske flygtninge ikke havde lov til at arbejde, kom deres sikkerhed til at afhænge af, om de havde formuer, de kunne tære på, eller om de blev forsørget, for uden penge kunne de udvises af politiet som subsistensløse.
 

Flygtningehjælp – ikke en opgave for

staten
I 1930erne var flygtningehjælp ikke en opgave for staten. Hvis flygtningene ikke kunne klare sig selv, måtte de have hjælp fra private. Uden denne hjælp blev de betragtet som subsistensløse og kunne udvises.
 
For at undgå det, blev der hurtigt oprettet private hjælpekomitéer for de enkelte flygtningegrupper. En komité tog sig af socialdemokrater, en anden tog sig af kommunister og en tredje af jøder og endelig var der en komité for intellektuelle flygtninge, fx videnskabsmænd og kunstnere. Udover at forsørge flygtningene, arbejdede komitéerne på at forbedre deres vilkår. Det vil først og fremmest sige at overtale myndighederne til at give dem arbejdstilladelse, så de kunne klare sig selv. Desuden var det komitéernes anbefalinger, der lå til grund for myndighedernes tildeling af opholdstilladelse for den enkelte flygtning.  
 

Den jødiske flygtningekomité i Danmark: grænser for hjælpen

Det var den jødiske menighed i Danmark, som sørgede for de jødiske flygtninge, der ikke havde penge, familie eller venner, der kunne hjælpe dem. Komitéen ydede en beskeden pengehjælp på 12-15 kr. om ugen. Desuden bespiste man hver dag 45-50 personer i det såkaldte Emigrantkøkken. Det var en stor økonomisk belastning. De danske jøder var ikke specielt velhavende, og menigheden bestod kun af 1.800 forsørgere. Det var derfor ikke så let at blive anerkendt som flygtning af Komitéen, som desuden måtte forpligte sig til at skaffe flygtningene ud af landet igen. Dertil kom, at de danske jøder naturligvis måtte frygte, at antisemitismen også ville slå rod her, hvis man lukkede alt for mange fremmede jøder ind. Myndighederne og Komitéen havde således en fælles interesse i at begrænse tilstrømningen.
 

Meget svært at opnå arbejdstilladelse

De jødiske flygtninge ville hellere end gerne arbejde, og nogle af dem havde da også kvalifikationer, som samfundet eller danske virksomheder havde brug for. I sådanne tilfælde gav Justitsministeriet arbejdstilladelse, men kun for 3 måneder ad gangen. Arbejdstilladelse var imidlertid undtagelsen. I de allerfleste tilfælde blev der givet afslag, selvom den pågældende flygtning havde fået tilbudt arbejde. Det var der flere årsager til. For det første var der stor arbejdsløshed blandt danskere, og for det andet var navnlig de danske handelsorganisationer imod, fordi de forudså konkurrence fra jødiske handlende og forretningsmænd. Endelig mente myndighederne, at det ville volde vanskeligheder at sende flygtningene ud af landet, hvis de først havde fået lov til at arbejde. Derimod måtte flygtningene gerne investere penge i danske virksomheder, men under ingen omstændigheder tage aktivt del i driften. Overtrædelse af bestemmelserne medførte en stor bøde, og i værste fald kunne man risikere udvisning.
 

Undtagelsen: de jødiske landvæsenselever


En helt særlig gruppe flygtninge udgjorde de unge jødiske mænd og kvinder, som myndighederne tillod opholde sig i landet ½-1 år for at lære landbrug, inden de skulle udvandre til Palæstina for at opbygge et kommende jødisk hjemland. Betingelsen var, at de ikke tog plads op for danskere, og at de ikke fik løn for deres arbejde hos danske bønder. Deres ophold blev finansieret af jødiske midler, og det var således helt omkostningsfrit for det danske samfund. Men det var en ordning, som Danmark høstede stor anerkendelse for i Flygtningehøjkommissariatet. Ca. 200 unge mennesker indrejste i Danmark hvert år frem til 1939, hvor krigen satte en stopper for rejserne til Palæstina. 
 

Nürnberg-lovene i Tyskland fører til strammere regler i Danmark


Allerede fra 1935-36 blev det vanskeligere at få en opholdstilladelse. Myndighederne havde nu indset, at jødeforfølgelserne ikke var forbigående, men tværtimod eskalerede med indførelsen af race- og ægteskabslovgivningen i Tyskland (Nürnberg-lovene). Overtrædelse af denne lovgivning blev ikke fra dansk side betragtet som grundlag for asyl. Man kunne jo bare overholde lovgivningen! I 1937 fik ægteskabsmyndighederne af det danske Justitsministerium besked om, at de ikke måtte medvirke til ægteskab mellem tyske statsborgere, hvis den ene part var jøde.
 
En anden grund til den strammere kurs var, at Tyskland truede jøderne med ”omskolingslejre” (læs: kz-lejre), hvis de vendte tilbage, eller ligefrem fratog dem statsborgerskabet, når de havde været væk i en periode. Derfor gjaldt det for de danske myndigheder at få flygtningene ud af landet, inden de på den måde groede fast, og mens de endnu havde et pas. Når de mødte op hos politiet for at få opholdstilladelsen forlænget, fik de at vide, at de nu måtte anstrenge sig for at finde et andet opholdssted. For at sætte fart i udrejsen, blev de truet med at blive sendt tilbage til Tyskland. Flygtninge, der giftede sig med danske kvinder, havde hidtil kunnet få opholds- og arbejdstilladelse, fordi de skulle kunne forsørge den danske kvinde, men det blev der nu sat en stopper for. De måtte derfor forlade kone og børn til fordel for en usikker og omflakkende tilværelse i andre lande. Jødiske kvinder, der giftede sig med danskere, var heldigere. De blev danske statsborgere ved indgåelsen af ægteskab.

Politiafhøringer og overvågning af flygtningene


Henvendelser til politiet om opholdstilladelse eller -forlængelse medførte detaljerede afhøringer. Flygtningen måtte hver gang oprulle sin livshistorie, redegøre for sin finansielle situation samt for sine rejseplaner. Hvordan forsørgede han sig selv og sin familie, og hvad gjorde han for at finde et andet opholdsland? Hvor mange lande havde han søgt visum til, og hvordan var chancerne? Flygtningene var hele tiden udsat for mistanke om at arbejde uden tilladelse, så de måtte nøje redegøre for, hvor pengene til deres underhold kom fra.
 
Hvis politiet fik mistanke om, at en flygtning arbejdede uden tilladelse, blev der iværksat skygning af den pågældende. Hvornår forlod han sin bopæl, hvor tog han hen, og hvad foretog han sig? Mange forsøgte at sælge ud af deres ejendele for at overleve, men også det blev betragtet som udvisningsgrund, idet enhver form for handel var forbudt. 
 

Flygtningesituationen i foråret 1938


Overvågningen og de manglende muligheder for at forsørge sig selv førte ikke alene til social nedtur og store økonomiske problemer for den enkelte flygtning, men havde også alvorlige psykiske konsekvenser for den pågældende. De mere ressourcestærke rejste derfor videre til andre lande, selvom der ofte var tale om dygtige og veluddannede folk, som Danmark i høj grad havde brug for.
Men den stramme flygtningepolitik virkede. Da masseflugten ud af Østrig gik i gang i forsommeren 1938 var der kun 572 jødiske flygtninge i Danmark samt et par hundrede unge landvæsenselever. Myndighederne havde med held fået skubbet sit flygtningeproblem videre til andre lande.
 
Grænsen stod dog stadig åben, og der var mulighed for et kort pusterum, mens man forberedte emigration til et oversøisk land. Men asyl var udelukket, hvis årsagen til flugten alene bundede i ”racemæssige” hensyn.


Af Lone Jenny Rünitz, cand.phil. og forfatter til bl.a. Af hensyn til konsekvenserne. Danmark og flygtningespørgsmålet 1933-1940 og Udsendt til Tyskland, 2008

 
Læs mere:
Cecilie Felicia Stokholm Banke: Demokratiets skyggeside – flygtninge og menneskerettigheder i Danmark før Holocaust, Odense 2005.
Hans Kirchhoff: Et menneske uden pas er ikke noget menneske – Danmark i den internationale flygtningepolitik 1933-1939, Odense 2005.
Lone Rünitz: Danmark og de jødiske flygtninge 1933-1940, København 2000.
Lone Rünitz: Af hensyn til konsekvenserne, Danmark og flygtningespørgsmålet 1933-1940, Odense 2005.






































Trusselsbilledet om tusinder af jøder i Danmark var justitsministerens og hans embedsmænds argument for en stram flygtningepolitik:
 
Umenneskelig vil man ikke være, og
menneskelig tør man ikke være af hensyn til konsekvenserne
.”
 
Justitsminister K.K. Steincke april 1937


Dansk Institut for Internationale Studier
Østbanegade 1172100 København Øtel: +45 32 69 87 87fax: +32 69 88 00
folkedrab@diis.dk