Til undervisere Om os Kontakt
Søg
Forside UndervisningsministerietDansk Institut for Internationale Studier

Forside>Fokus>Danmark, de jødiske flygtninge og samarbejdspolitikken>Danmark og de jødiske flygtninge 1938-1945Print

Danmark og de jødiske flygtninge 1938-1945: Flygtningestop


 
Da nazisterne jødepolitik gik over i en ny og mere brutal fase, satte det gang i en jødisk masseflugt. Angst for at blive løbet over ende af fortvivlede flygtninge fik Danmark og andre nabolande til at ændre flygtningepolitik: Mens målsætningen i Danmark hidtil havde været at forhindre de tyske jøder i at slå sig ned i Danmark, blev målet nu at undgå, at de overhovedet kom over grænsen. Senere, under besættelsen af Danmark, forsøgte dansk politi flere gange at sende jødiske flygtninge tilbage til Tyskland, dog uden held. Det lykkes imidlertid at overgive 20 jødiske flygtninge i Gestapos varetægt. 15 af dem blev udleveret udelukkende efter dansk ønske.
 
Med Tysklands indmarch i Østrig i marts 1938 og Krystalnatten i november gik nazisternes jødepolitik over i en ny fase. Jøderne skulle ribbes for værdier og derefter tvinges til at emigrere under trusler om kz-lejrene. Den masseflugt, som blev resultatet, fik nabolandene, herunder Danmark, til at tage ekstraordinære forholdsregler for at undgå at lukke de mange flygtninge ind.

Afvist på grænsen til Danmark

De første til at mærke den strammere kurs var de østrigske jøder. Efter gældende regler kunne østrigere rejse ind i Danmark, hvis de havde et pas. Men virkeligheden var anderledes for østrigske jøder. Efter forhør om deres afstamning blev de sendt tilbage til Tyskland. Årsagen var, at de ved afrejsen fra Østrig havde måttet skrive under på, at de ikke ville vende tilbage. Danmark ville derfor ikke risikere at komme til at ”hænge” på flygtningene. Og oven i købet flygtninge, som ikke kunne forsørge sig selv. Officielt lød forklaringen, at de ikke havde penge nok til et længerevarende ophold.
 
Det var ikke holdbart i længden, og fra 1. juli 1938 blev det bestemt, at østrigere skulle have visum for at komme ind i Danmark. Men ingen visumansøgninger blev bevilget, hvis myndighederne fik mistanke om, at det drejede sig om jøder. De kunne kun få lov at rejse ind i Danmark, hvis de var i besiddelse af opholdstilladelse i et andet land og blot skulle passere dansk territorium.
 

Presset mod grænsen sommeren 1938


Selvom myndighederne var hurtige til at træffe forholdsregler, steg presset mod grænsen i løbet af sommermånederne. I forhold til andre lande var det dog stadig få jødiske flygtninge, som forsøgte at komme ind i Danmark. Mens der i juni opholdt sig 572, steg tallet kun til 727 ved udgangen af september. At det ikke helt kunne lykkes at holde flygtningene væk, skyldtes to ting. For det første kunne man ikke af hensyn til Tyskland indføre visumbestemmelser overfor tyske rejsende. For det andet var det ikke muligt at afhøre alle tilrejsende om deres afstamning eller ærinde. Derfor kunne jøder stadig ved et ”ulykkestilfælde”, som det hed, slippe forbi grænsevagterne. Opholdstilladelse kunne de dog ikke få. I stedet fik de en kort frist til at finde et andet opholdssted under trusler om at blive sendt retur til Tyskland/Østrig.
 

Grænsen lukkes for forfulgte jøder oktober 1938

I løbet af september oplevede myndighederne ved flere lejligheder, at nazisterne tvang jøder ombord på skibe med kurs mod Danmark med ordre om, at de ikke måtte fortælle om det. Det fik regeringen til at beslutte, at grænsen definitivt skulle lukkes for jødiske rejsende fra lande, hvor de blev forfulgt, da forfølgelsen ville forhindre dem i at tage hjem igen. Og den 6. oktober gik grænsebommen definitivt ned, medmindre flygtningene på forhånd havde fået en indrejsetilladelse fra det danske Justitsministerium eller havde været så heldige at få opholdstilladelse i et andet land. Politiske flygtninge kunne derimod stadig få asyl.

Samtidig med lukningen af den danske grænse, iværksatte tyskerne mærkning af jødernes pas med et stort rødt J. Hermed blev de lettere at genkende og afvise ved grænseovergangene.
Jødiske flygtningebørn i Brund
Brund 1939. Jødiske flygtningebørn, bragt til Danmark på foranledning af "Kvindernes Liga for Fred og Frihed“













Oversigt over jødiske flygtninge i Danmark fra efteråret 1938 frem til besættelsen 9. april 1940

oktober 1938:    727                               
maj 1939:          938                               
april 1940, ca 1.000x)

x) til dette tal skal lægges landvæsenseleverne og de jødiske børn,
Det samlede antal jødiske flygtninge udgjorde 1.680


Ingen tilknytning – ingen ophold


For at få tilladelse til at rejse ind i Danmark blev det krævet, at flygtningen havde en meget nær familiemæssig tilknytning til landet. I praksis skulle man have været dansk statsborger. Det forhold, at forældre, børn eller søskende boede her, var ikke tilstrækkeligt. Efter Krystalnatten blev der dog i visse tilfælde givet adgang for enlige, gamle mennesker med en dansk søn eller datter. Men kun, hvis den pågældende ikke længere havde familie i Tyskland/Østrig, som kunne risikere at følge efter. Det var desuden en betingelse, at den herboende familie kunne stille store økonomiske garantier. Det var altså kun de mere velhavende danskere, der kunne få deres gamle mor eller far til landet.
 
Efter Krystalnatten steg antallet af ansøgninger om opholdstilladelse betragteligt. Mange tyske og østrigske jøder var nu smidt i kz-lejre med besked om, at de kunne blive løsladt, hvis de fandt et land, der ville modtage dem. Danmark hørte ikke til de lande. Her gjaldt det: ingen tilknytning, ingen opholdstilladelse.
 

Illegale flygtninge sendes retur til Tyskland

Den danske landegrænse var kort og velbevogtet. Derfor kom der forholdsvis få flygtninge illegalt ind i landet. Og dem, det lykkedes for, blev hurtigt opdaget og arresteret. Hvis flygtningen ikke havde nogen, som kunne hjælpe ham og tale hans sag hos myndighederne, blev han overgivet til tysk politi. I nogle tilfælde nægtede tyskerne at modtage flygtningen, og han måtte så blive siddende i arresten, indtil tyskerne bøjede sig, eller det lykkedes den jødiske hjælpekomité at skaffe ham et midlertidigt ophold i et andet land. En del af de flygtninge, som blev sendt retur til Tyskland, omkom senere i nazisternes udryddelseslejre. At det skulle blive resultatet, var der imidlertid ingen, der havde fantasi til at forestille sig i 1938/39. Derimod var de danske myndigheder bekendt med kz-lejrene og de forhold, jøderne blev budt.

Kvindeorganisationerne og de jødiske børn

Selv om aviserne dagligt skrev om de tyske jødeforfølgelser, var det kun få, der mente, at Danmark skulle tage imod flygtningene. En undtagelse var dog danske kvindeorganisationer, som efter Krystalnatten løb regeringen på dørene for at få nogle af de nødstedte børn til landet. Efter et halvt års belejring af Justitsministeriet, lykkedes det at få 320 børn i alderen 13-16 år til landet. Betingelsen var, at de var sikret blivende ophold i Palæstina, og at de forlod Danmark, inden de fyldte 17 år og i øvrigt blev spredt ud over landet. Tre hold kom af sted til Palæstina, inden krigen stoppede for rejserne, men 184 strandede under besættelsen. Under jødeaktionen i oktober 1943 blev 43 taget til fange og sendt til Theresienstadt. Resten flygtede til Sverige.
 

De strandede flygtninge


I løbet af sommeren 1939 kom en del jødiske flygtninge ind i Danmark, fordi de havde fået opholdstilladelse i England eller visum til oversøiske lande. Inden de rejste, ville de benytte lejligheden til at tage afsked med venner og familie i Danmark. Efter England havde erklæret Tyskland krig, annullerede de engelske myndigheder imidlertid alle tilladelser, der var udstedt til tyskere/østrigere. Samtidig viste det sig, at de visa, som oversøiske lande havde udstedt, ikke altid var det papir værd, de var skrevet på. Derfor strandede godt 1.000 flygtninge i Danmark.
 
Med krigen blev det også overordentlig vanskeligt at finde rejseruter, navnlig da tyskerne ikke tillod de jøder, man var sluppet af med, at rejse gennem Tyskland til neutrale havne. Indtil sommeren 1941 var en af de få åbne ruter fra Danmark til USA derfor gennem Sverige, Finland, Rusland og via Sibirien over Japan og endelig over Stillehavet til Californien. Det var en kostbar rejse, som kun få havde råd til.
 
Krigsudbruddet førte dog til en ændring af flygtningepolitikken, idet der nu blev sat en stopper for udvisninger af jødiske flygtninge.
 

Besættelsen og samarbejdspolitikken


Da Danmark blev besat den 9. april 1940, besluttede politikerne hurtigt at bøje sig for overmagten og i stedet samarbejde med tyskerne. Til gengæld skulle Danmark bevare sin neutralitet og suverænitet. Det betød, at regering, folketing og politi kunne fortsætte som hidtil. Desuden var det dansk politi og ikke det tyske, som skulle sørge for lov og orden. Det var en ordning, der reddede liv, og der blev ikke her – som i andre besatte lande – indført racelove. Ej heller blev jøderne påtvunget at bære jødestjerne. Når tyskerne rejste spørgsmålet om de danske jøder, blev de belært om, at Danmark ikke havde noget ”jødeproblem” og ikke skelnede mellem jøder og andre danskere. På grund af den politik blev jøderne i Danmark ladt i fred, indtil samarbejdet med tyskerne bød sammen den 29. august 1943.
 

Flygtningene på offentlig hjælp


For hovedparten af de jødiske flygtninge fortsatte tilværelsen som hidtil under tysk besættelse. Ganske vist krævede tyskerne de private hjælpekomitéer nedlagt. I stedet fik flygtningene så for første gang adgang til offentlig hjælp. Det havde som en sidegevinst, at det blev noget lettere at få en arbejdstilladelse. Det var dog sjældent inden for de områder, hvor deres evner og kvalifikationer lå, men det gjorde dem i stand til at klare sig igennem besættelsen uden at skulle bede myndighederne om hjælp. Det forhold, at man havde modtaget offentlig hjælp, havde i øvrigt efter krigen den konsekvens, at det blev vanskeligere at få dansk statsborgerskab.
 

Arrestationer af politiske og jødiske flygtninge


I løbet af de første besættelsesår blev mange politiske flygtninge arresteret, fordi de blev opfattet som en trussel mod besættelsesmagten. Langt de fleste var kommunister. Flygtningene blev interneret i Horserød Lejren, hvorfra en stor del af dem blev deporteret til Tyskland og idømt strenge straffe – i nogle tilfælde dødsstraffe – for højforræderi. Mindst 11 mistede livet.
 
Også jødiske flygtninge blev i visse tilfælde arresteret og anbragt i Horserød Lejren. Ofte skete det på dansk initiativ som straf for helt banale forseelser. Men mens tyskerne havde et gammelt udestående med deres politiske modstandere, var de ikke interesseret i at få jøder tilbage til Tyskland. Der var endnu ikke truffet beslutning om udryddelsen, og målet var stadig at få dem ud af Det Tredje Rige. De blev derfor løsladt. Det forhindrede dog ikke det danske politi i at arrestere dem på ny, for så igen at måtte sætte dem fri, fordi tyskerne fortsat sagde nej tak.
 

Overgivelse af jødiske flygtninge til Gestapo 1940-1943


Krigen havde sat en stopper for udvisninger til Tyskland. Der fandtes imidlertid et antal jødiske flygtninge i Danmark, som myndighederne ikke havde opgivet at slippe af med. De var enten kommet illegalt over grænsen eller havde ingen til at forsørge sig og blev derfor set som subsistensløse. To var dømt for kriminalitet. Det lykkedes i løbet af de første besættelsesår at overtale tyskerne til at tage imod dem. I alt blev 20 jødiske flygtninge overgivet i Gestapos varetægt under besættelsen. 15 af dem blev udleveret udelukkende efter dansk ønske. Heraf var de seks kommet illegalt ind i landet under besættelsen, det drejede sig om en kvinde og hendes tre små børn og to ældre søstre. Alle seks mistede livet. I alt 18 af de udleverede overlevede ikke deportationen til Tyskland.
 

Regeringsundskyldning for fortidens synder 2005


Danmark er kendt og berømmet for den storstilede redningsaktion af jøderne i oktober 1943. Oplysninger om Danmarks behandling af jødiske flygtninge, herunder særligt at nogle af dem var blevet udvist og overgivet i hænderne på deres forfølgere med forfærdelige konsekvenser, sendte derfor chokbølger gennem offentlighed og politikere. Den 4. maj 2005 førte fortidens synder derfor til en officiel undskyldning fra statsminister Anders Fogh Rasmussen. I sin tale sagde han: ”En undskyldning kan ikke gøre historien om, men den kan tjene til at erkende historiske fejltagelser, så nuværende og kommende generationer forhåbentlig undgår lignende fejl i fremtiden”!  
 

Af Lone Jenny Rünitz, cand.phil. og forfatter til bl.a. Af hensyn til konsekvenserne. Danmark og flygtningespørgsmålet 1933-1940 og Udsendt til Tyskland, 2008


Læs mere:


Hans Kirchhoff og Lone Rünitz: Udsendt til Tyskland – dansk flygtningepolitik under besættelsen, Odense 2007.
Lone Rünitz: Danmark og de jødiske flygtninge 1933-1940, København 2000.
Lone Rünitz: Af hensyn til konsekvenserne – Danmark og flygtningespørgsmålet 1933-1940, Odense 2005.
Vilhjálmur Örn Vilhjálmsson: Medaljens Bagside – jødiske flygtningeskæbner i Danmark 1933-1945, København 2005.
 
 
 











Justitsminister K.K. Steinckes radiotale november 1938:
Hvor jeg i et par enkelte tilfælde har givet ordre til at afvise eller udvise tyskere, er dette sket i fuld overensstemmelse med de fastlagte regler og skyldes enten, at vedkommende ikke kan anses som politisk flygtning, men f.eks. var plattenslager eller flygtet for straffen for en almindelig borgerlig forbrydelse, eller endelig, at han har overtrådt betingelserne for opholdet her.”



Dansk Institut for Internationale Studier
Østbanegade 1172100 København Øtel: +45 32 69 87 87fax: +32 69 88 00
folkedrab@diis.dk