Til undervisere Om os Kontakt
Søg
Forside UndervisningsministerietDansk Institut for Internationale Studier

Forside>Fokus>Danmark, de jødiske flygtninge og samarbejdspolitikken>Dansk idræt i hagekorsets skyggePrint

Dansk idræt i hagekorsets skygge


Dansk Idræts-Forbund (DIF) valgte under besættelsen at indlede et omfattende sportsligt samarbejde med Tyskland – et samarbejde der havde store konsekvenser for deres jødiske medlemmer og betød en voldsom politisering af dansk idræt:  H

eilende tyskere, hagekors og nazistiske slagsange fandt vej til landskampe i fodbold, fægtning og flere andre sportsgrene. Samtidig accepterede DIF indirekte den nazistiske racepolitik, da danske jødiske sportsfolk ofte blev udelukket fra deltagelse i internationale stævner, uden DIF protesterede.

Hvorfor valgte DIF samarbejdet?

Dansk fascination af tysk idræt i 1930´erne


For at forstå hvorfor DIF valgte at samarbejde med besættelsesmagten, er det nødvendigt at se på det sportslige fællesskab, der blev opbygget med Tyskland i årene frem til besættelsen. Det var ikke tilfældigt, at idrætten i Tyskland allerede tidligt efter Hitlers magtovertagelse i 1933 lod sig nazificere. For mange sportsledere var det nærliggende at forbinde sportens dyrkelse af kroppen med nazismens dyrkelse af den stærke, ”ariske” og unge krop og skepsis overfor de stillesiddende intellektuelle. Samtidig var nazisterne af propagandahensyn interesseret i idrætten og støttede den økonomisk med enorme summer.

Tysklands store satsning på sporten fascinerede danske idrætsledere. De Olympiske Lege i Berlin i 1936, hvor mange danske idrætsudøvere deltog, var i høj grad med til at skabe grundlag for et tæt sportsligt samarbejde med tyskerne. Flere sportsmagasiner i Danmark, som eksempelvis Idrætsbladet, var fulde af begejstring over OL og bragte mange positive stemningsrapporter fra den tyske hovedstad. DIF’s samarbejde med tyskerne under besættelsen skal altså ses i sammenhæng med det gode forhold, der blev opbygget i løbet af 1930´erne.

Besættelsen – det internationale idrætssamarbejde indstilles


De internationale sportsbegivenheder var afgørende for den professionelle idræt i Danmark. Derfor var det et alvorligt slag for mange sportsfolk, da Danmark den 9. april 1940 blev besat af tyskerne. I DIF’s ledelse var der ikke uenighed om, at det internationale idrætssamarbejde måtte ophøre. Der var dog uenighed om begrundelsen for, hvorfor samarbejdet skulle indstilles.

Kun ét af bestyrelsesmedlemmerne, Ernst Petersen, anførte, at det var umoralsk at fortsætte et samarbejde, der ville få Danmark til at fremstå som allieret med tyskerne. Formanden for DIF, Holten Castenschiold, begrundede ophøret af samarbejdet med, at det ikke kunne garanteres, at anti-tyske demonstrationer kunne undgås i forbindelse med afholdelse af idrætsbegivenheder på dansk grund. Idrætssamarbejdet blev indstillet få dage efter besættelsen.

DIF under pres


I perioden fra den 14. april til 5. august 1940, hvor idrætssamkvem med besættelsesmagten var indstillet, var DIF under konstant pres fra flere fronter, der alle ønskede, at idrætssamarbejdet skulle genoptages. Flere specialforbund under DIF pressede på for en ophævelse af forbuddet, da de ønskede de internationale idrætsstævner tilbage. Ovenfra blev DIF presset af besættelsesmagten, der af propagandamæssige årsager ønskede at genoptage samarbejdet: Nazisterne ønskede at vise for omverdenen, at trods besættelsen kunne hverdagen i Danmark fortsætte nogenlunde ufortrødent, og at et godt samarbejde med den danske regering og befolkning gjorde, at kulturel og sportslig udveksling mellem de to nationer fortsat kunne finde sted. Samtidig var internationale fodboldkampe god underholdning, der kunne højne den tyske befolknings moral i en tid, hvor landet var i krig.

To repræsentanter for besættelsesmagten havde et møde med næstformanden i DIF, Leo Frederiksen, om mulighederne for at genoptage idrætssamarbejdet. På mødet forsøgte de at overbevise DIF om, at Tyskland efter al sandsynlighed ville vinde krigen allerede i september 1940, og gjorde det klart, at havde Danmark ikke inden da uforbeholdent støttet op om Tyskland, ville det være "for sent".

Det var dog ikke kun eksternt pres men formodentlig også udsigten til et betragteligt økonomisk udbytte ved det internationale samarbejde, der fik DIF til at ophæve forbuddet mod det internationale idrætssamkvem den 5. august 1940.

Samarbejdet genoptages – jøder udelukket 

 
Det viste sig, at flertallet af professionelle sportsudøvere i Danmark var ivrige efter igen at deltage i idrætsstævner i udlandet. Stort set alle idrætsgrene involverede sig villigt i det internationale samarbejde – hvilket i høj grad betød stævner i Tyskland. Der var dog én hage ved samarbejdet. Jødiske sportsudøvere var næsten uden undtagelse udelukket fra deltagelse i stævner i udlandet, hvor tyske sportsudøvere var involveret. Enten fordi de selv valgte at boykotte arrangementerne i protest mod nazismen, eller fordi de ikke fik udrejsetilladelse af besættelsesmagten.

Brydning var en stor sport i Danmark på dette tidspunkt. Og den største af de danske brydere var Abraham Kurland fra den jødiske klub Hakoah. Kurland vandt som 19-årig sølvmedalje ved OL i 1932 og var uden tvivl dansk brydnings bedste kort. På trods af at Kurland ikke kunne stille op i udlandet valgte brydeforbundet alligevel at gennemføre flere landskampe i udlandet i løbet af besættelsestiden. Den 1. november 1940 deltog det danske brydelandshold således i en landskamp mod Tyskland i München – et besøg der i høj grad blev benyttet propagandamæssigt af det nazistiske styre.

Uroligheder truer samarbejdet


Grundlovsdag 1941 spillede et udvalgt hold fra ”Stævnet” (en sammenslutning af flere københavnske fodboldklubber) mod det østrigske hold Admira. Østrig var på dette tidspunkt blevet annekteret af Tyskland og var at regne som en del af Det Tredje Rige.

Kampen indledtes ved, at Admira-spillerne heilede for tilskuerne, hvilket vakte vrede blandt de danske tilskuere. Det hjalp givetvis heller ikke på stemningen, at modstanderne vandt kampen 4-1. Under kampen opstod der en del uroligheder på tribunerne, men det var først, da kampen blev fløjtet af, at urolighederne kom ud af kontrol. Danskerne kastede med ølflasker, tyske soldater truede med at trække bajonetterne for at forsvare sig, og både danske tilskuere og tyske soldater måtte på hospitalet efterfølgende.

Tyskland neddrosler samarbejdet


Admira-opgøret gjorde det klart for besættelsesmagten, at fodboldkampe kunne have den modsatte effekt end tilsigtet. Kampen, der skulle have været en kulturel udveksling, der kunne bringe de to lande tættere på hinanden, blev i stedet en offentlig fremvisning af had til besættelsesmagten. Det var dårlig propaganda. Konsekvensen blev, at tyskerne neddroslede det sportslige samarbejde med Danmark.

Hvor det tidligere var besættelsesmagten, der pressede på, for at få det sportslige samarbejde genoptaget, var det nu DIF’s ledelse, der forsøgte at undgå et sammenbrud. Leo Frederiksen forsøgte at glatte ud efter urolighederne ved Admira-kampen og kaldte i den anledning de aktionerende danske tilskuere for ”uansvarlige og moralsk defekte elementer”. På trods af DIF’s forsøg på genrejsning af samarbejdet, kom ingen tyske landshold til at spille på dansk grund i resten af besættelsestiden.

DIF fordømmer ikke jødeforfølgelser


Den danske regering havde gennem besættelsestiden stået stærkt på, at den ikke ville gøre indrømmelser over for tyske krav om antijødiske love. Da den danske regering gik af i august 1943, og samarbejdspolitikken ophørte, betød det, at de danske jøder ikke længere var beskyttet af den danske stat. Den tyske besættelsesmagt havde nu fuld kontrol med landet, og det blev kort efter besluttet, at de danske jøder skulle deporteres til den nazistiske ghetto og koncentrationslejr Theresienstadt. Størstedelen af de danske jøder havde dog held med at flygte til det neutrale Sverige.

Dansk Ungdomssamvirke – en paraplyorganisation der kæmpede for demokrati i Danmark – besluttede på den baggrund at påbegynde en underskriftsindsamling, der fordømte jødeforfølgelserne. Mange organisationer tilsluttede sig protesten, men DIF undlod at skrive under med den begrundelse, at det var en politisk gestus.

DIF reagerede altså ikke på jødeforfølgelsen, men accepterede passivt, at fx det jødiske brydeforbund Hakoah som konsekvens af jødepolitikken blev opløst. Endnu engang accepterede DIF indirekte konsekvenserne af den nazistiske racepolitik med henvisning til ideologien om, at sport og politik ikke havde noget med hinanden at gøre.

Befrielsen – DIF’s ledelse vasker hænder


I modsætning til de faktiske omstændigheder hævdede DIF’s ledelse efter befrielsen, at det sportslige samarbejde med tyskerne under besættelsen udelukkende havde været baseret på tvang. Ledelsen forsøgte tilmed at fremmale et billede af en dansk idræt, der i det stille forberedte sig på frihedskampen og fungerede som et bolværk mod nazismen.

Det er sandt, at DIF i begyndelsen af besættelsestiden var under pres fra besættelsesmagten, men senere arbejdede forbundet i høj grad for samarbejdet på eget initiativ. Man tænkte mere på at få idrætten til at glide end på det moralsk rigtige i overhovedet at have et idrætssamkvem med besættelsesmagten – et samkvem der oven i købet foregik på den nazistiske racepolitiks præmisser. Det har givetvis spillet en rolle, at man i årene inden besættelsen havde et særdeles godt forhold til Tyskland, hvilket betød, at man fra begyndelsen var venligt stemt overfor tysk idræt. Det er også vigtigt at huske på, at der blandt de professionelle sportsfolk var et ønske om at deltage i internationale stævner.

Kan sport og politik holdes adskilt?


Ideologien om at sport og politik ikke har noget med hinanden at gøre, gav nazismen frit spil til at politisere den sportslige arena i Danmark. Begivenhederne under besættelsen viser, at ideologien ikke giver mening, når dem, man samarbejder med, ikke deler synspunktet, og netop lader sporten politisere. Enten var Dansk Idræts-Forbund så politisk tonedøve, at de aldrig indså dette, eller også blev ideologien blot et middel til at retfærdiggøre et fortsat sportsligt samarbejde med den nazistiske besættelsesmagt.

Andre former for kulturelt samarbejde med besættelsesmagten
Ingen andre kulturinstitutioner i Danmark søgte i så høj grad som DIF et samarbejde med besættelsesmagten. Det Kongelige Teater undgik eksempelvis helt gæstespil i Tyskland under besættelsen. Der var dog den betydelige forskel, at de finkulturelle institutioner i langt mindre grad var udsat for pres fra de nazistiske myndigheder. Grunden til dette var givetvis, at ballet i det kongelige teater ikke appellerede lige så godt til masserne som et fyldt stadion med tusindvis af tilskuere.

I lighed med idrætten – som kunne samle tusindvis af mennesker – var også filmen en måde at nå ud til masserne på. De danske biografejere var konstant under pres fra besættelsesmagten, der ville have dem til at vise flere tyske film. Her mødte nazisterne dog langt mere modstand, end de havde gjort ved de danske idrætsledere, og resultatet af en undersøgelse i 1941 viste, at tyske film kun udgjorde 13% af det samlede udbud.


Artiklen er skrevet på baggrund af professor Hans Bondes bog ”Fodbold med fjenden” .


Det tyske landshold i Idrætsparken juni 1939. Under besættelsen udspillede der sig lignende seancer til landskampe indenfor fodbold, fægtning og andre sportsgrene.
© Hans Bonde

Fascination af tysk idræt
Hos tyskerne er idræt og gymnastik blevet et uundværligt led i det folkelige og nationale genrejsningsarbejde. En dansk højskolelærer kan nok falde i tanker ved at blive sat over for denne kendsgerning”.
Gymnastiklærer Kr. Kristensen i 1936 i Højskolebladet om en tysk masseopvisning med 4.000 gymnaster. (Hans Bonde, Fodbold med fjenden, s. 37)














Reaktion på genoptagelsen af det internationale idrætssamarbejde
Nu er det slut med den sportslige indefrysning... Ledere inden for danske idrætskredse åndede lettede op og aktive idrætsmænd tog fat på træningen med frisk mod og fornyet lyst... Det var, som når man slår vinduerne op i et forsamlingslokale, hvor der har været møde af alt for mange mennesker, eller som når man strækker lemmerne efter en god, sund søvn og føler at livet vender tilbage. Overalt i idrætskredse drøftede man den pludselige forandrede situation og man drøftede den med et smil om munden og glæde i sind. Nu skal der tages fat!” (Idrætsbladet 8/8 1940 i Hans Bonde, Fodbold med fjenden, s. 122)







Den dansk-jødiske mesterbryder Abraham Kurland i færd med at vinde OL-sølv i 1932.
© Hans Bonde




Fægtelandskamp mellem Danmark og Tyskland, december 1940. 
© Hans Bonde

En af folkedrabets arkitekter i Danmark
Ved fægtelandskampen i 1940 hang Dannebrog og hagekors side om side bagved et ”heilende” tysk landshold, der hilste på de danske modstandere. Yderst til højre i billedet ses Reinhard Heydrich som ud over at være en dygtig fægter, var tysk SS-general og chef for sikkerhedspolitiet og senere en af hovedarkitekterne bag Wannseekonferencen, hvor den endelige udryddelse af Europas jøder blev sat i system. Det danske landshold stillede op uden den jødiske fægter Ivan Osiier, som højst sandsynligt havde deltaget, hvis ikke Danmark havde været besat, da han var den mest talentfulde danske fægter i sin tid. Tyskerne vandt landskampen overlegent.


Artiklen er skrevet af Jonas Lind, historiestuderende RUC, i samarbejde med DIIS, Holocaust og folkedrab, på baggrund af  ”Fodbold med fjenden” af Hans Bonde, professor, Dr. phil og Ph.D., Institut for Idræt, Københavns Universitet, 2010

Inspiration til videre læsning
Fodbold med fjenden, Hans Bonde, Syddansk Universitetsforlag, 2006
Oprøret i parken, Hans Bonde, Syddansk Universitetsforlag, 2008
Kurland - En jødisk sportsmand i krigs- og efterkrigstid, Simon Kurland, Syddansk Universitetsforlag, 2010


Dansk Institut for Internationale Studier
Østbanegade 1172100 København Øtel: +45 32 69 87 87fax: +32 69 88 00
folkedrab@diis.dk