Til undervisere Om os Kontakt
Søg
Forside UndervisningsministerietDansk Institut for Internationale Studier

Forside>Eksempler på folkedrab>Holocaust>Fokusartikler>Sonderkommandoet i Auschwitz - dødsfabrikkens arbejdsmændPrint

Sonderkommandoet i Auschwitz – Dødsfabrikkens  arbejdsmænd


Sonderkommandoet var den gruppe af jødiske mænd, der blev tvunget til at fungere som arbejdsmænd i udryddelseslejren Auschwitz. Gideon Greifs bog ”Vi græd uden tårer” giver en indgående beskrivelse af Sonderkommandoets arbejdsopgaver: Fra afklædningsfasen, over gasningen af ofrene til bortskaffelsen af dødsfabrikkens ”slutprodukt” – asken fra de døde.

Læs bogens interview med den tidligere Sonderkommandofange Ya'akov Silberberg 

© Yad Vashem/Introite!
En gruppe jøder er netop ankommet til Auschwitz. Her på rampen blev det besluttet, hvem der skulle direkte i gaskamrene.
 
Om Gideon Greif
Gideon Greif, ph.d (f. 1951) er israelsk historiker, og han har gennem 30 år arbejdet med at dokumentere Holocaust. Han har undervist på universiteterne i Wien og Miami og er ansat ved forskningsinstitutionen Yad Vashem i Jerusalem. Gideon Greif har medvirket i en række dokumentarfilm og radioudsendelser og holder ofte foredrag om Sonderkommandoet i Auschwitz.

Gideon Greif besøgte Danmark i forbindelse med aktiviteterne for Auschwitz-dag 2011.


Drab på samlebånd

Det er ikke uden grund, at udryddelseslejren Auschwitz bliver kaldt for en dødsfabrik. Nogle forskere mener, at Holocaust ikke havde været muligt uden den tyske stats bureaukratiske system og den industrielle produktionsform, der satte massedrabene i system. Ser man på, hvordan Sonderkommandoets arbejde var organiseret, er man ikke i tvivl om lighederne med den industrielle produktionsmåde.

Sonderkommandoet var opdelt i arbejdsgrupper, der stod for særskilte faser i udryddelsesprocessen. De arbejdede i skiftehold på et dag- og et nathold. De blev endda tildelt ”stillinger”: Langt de fleste var ”arbejdsmænd” med forskellige typer fysisk arbejde, og en lille gruppe havde ”funktionærposter”, som indebar planlægning af arbejdet.

Sådan foregik gasningerne

Sonderkommandoets arbejde var forbundet med de følgende faser i drabsprocessen:
  1. I den første fase havde en gruppe Sonderkommandofanger til opgave at få de jødiske ofre til at klæde sig af. Med beroligende ord om, at de blot skulle have et bad og desinficeres, blev ofrene gennet ind i gaskammeret.

  2. Efter de tyske SS-folk havde gennemført gasningen ved brug af giftgassen Zyklon B, var et andet hold Sonderkommandofanger klar til at bære de døde kroppe ud af gaskammeret og ind i en elevator, der førte ligene til forbrændingsrummet.

  3. I forbrændingsrummet havde et tredje arbejdshold til opgave at skubbe ligene ind i krematorieovnene og holde ilden i gang.

  4. Da forbrændingsprocessen til tider efterlod knoglestumper, der ikke lod sig opløse i flammerne, var en sidste gruppe Sonderkommandofanger sat til at pulverisere stumperne og bortskaffe asken.

Se hvor de forskellige faser fandt sted på plantegningen i højre side. Dobbeltklik for stor version.

Den industrielle og fabrikslignende drabsproces kan måske give det indtryk, at Sonderkommandoet kunne forholde sig distanceret, koldt og mekanisk til deres arbejde. Ifølge Greif beskriver mange tidligere Sonderkommandofanger da også deres tilstand som robotlignende, men læser man Greifs interview, bliver det klart, at fangerne på ingen måde var upåvirkede af situationen: Afmagt, frygt og samvittighedskvaler var nogle af de følelser, Sonderkommandoet dagligt måtte leve med.

Dilemmaet – at vælge døden eller livet?

Den eneste måde, som fangerne kunne slippe for det arbejde, de var blevet påtvunget, var ved at tage deres eget liv. Det vilkår skabte et dagligt dilemma mellem at leve eller at dø. Alligevel tog kun et fåtal deres eget liv. En af Sonderkommandofangerne forklarede det således:

Vores intelligens bliver ubevidst påvirket af den underfulde livsvilje, af trangen til at forblive i live. Som om man ikke længere bekymrer sig om sit eget liv, men kun vil tjene det fælles bedste, forsøger man at overbevise sig selv om, at man er nødt til at gennemleve dette for denne eller hin sag, af denne eller hin grund. Man finder på i hundredvis af undskyldninger, men sandheden er, at man vil leve for enhver pris.
Vi græd uden tårer, Gideon Greif (side 38-39)

Det var imidlertid ikke kun denne ubetingede livsvilje, der afholdt Sonderkommandofangerne fra at begå selvmord. For nogle af fangerne, var det også ønsket om at aflægge vidnesbyrd om forbrydelserne, der var en tilskyndelse til at forsøge at overleve.
Læs interviewet med den overlevende Sonderkommandofange Ya´akov Silberberg her

Sonderkommandoets opstand

Sonderkommandoet i Auschwitz formåede som de eneste fanger i Auschwitz’ historie at udføre et væbnet oprør mod den nazistiske overmagt. En gruppe fanger fra Sonderkommandoet oprettede en modstandsbevægelse, som stod for organiseringen af opstanden, der fandt sted i oktober 1944. De ventede på det rette øjeblik og forberedte sig ved blandt andet at smugle krudt ind i små mængder over en længere periode til brug i bomber og håndgranater.

I begyndelsen af oktober 1944 cirkulerede der rygter om, at SS havde planer om at udrydde en stor del af Sonderkommandoet. Det var nemlig tyndet ud i antallet af jødetransporter, der skulle gasses, så der var ikke længere brug for så stort et antal arbejdsmænd. Modstandsbevægelsen tøvede dog stadig med at igangsætte oprøret. Men da det slap ud, at SS havde en liste med 300 navne på Sonderkommandofanger, der skulle ”overføres til en anden kommando” – hvilket var kodesprog for udryddelse – besluttede man at handle.

Den 7. oktober 1944 ved middagstid angreb Sonderkommandofangerne med primitive våben de SS´ere, der befandt sig i nærheden. Tre SS-mænd blev dræbt og adskillige blev sårede. Da der efterhånden kom flere SS-mænd til stedet, måtte fangerne flygte. En gruppe gemte sig i en lade, som tyskerne fandt og satte ild til. Alle Sonderkommandofanger, der deltog i oprøret, mistede livet, så der findes ingen overlevende fra opstanden. I alt blev 451 fanger dræbt.

Eftertidens moralske dom

Eftertidens dom over fangerne fra Sonderkommandoet har fra visse sider været hård – særligt fra det jødiske samfund. Den mest kendte af kritikerne er den jødiske filosof Hannah Arendt, der så Sonderkommandojøderne som meddelagtige i folkedrabet. Forfatteren Primo Levi, der også var fange i Auschwitz, udtrykte større forståelse for Sonderkommandofangernes ulykkelige situation, men ville heller ikke frikende dem for skyld. I stedet mente han, at dommen bør forblive uafsagt.

Historikeren Gideon Greif drager samme konklusion. Han mener, at det er umuligt at sætte sig ind i, hvordan det har været at blive tvunget til et arbejde som dette, hvor det eneste alternativ var døden, og at vi aldrig fuldt og helt kan begribe, hvad der skete under Holocaust. Ya´akov Silberberg – der er overlevende fange fra Sonderkommandoet, og hvis interview er tilgængeligt her på siden – udtrykker det således:

Om så alle træer i verden blev til penne, og alle have blev til floder af blæk, kunne man ikke nedskrive eller fuldt ud dokumentere, hvad der skete under Holocaust.
Vi græd uden tårer, Gideon Greif (side 396)



Teksten er skrevet på baggrund af Gideon Greifs bog ”Vi græd uden tårer” (INTROITE! publishers 2010). Bogen indeholder ud over en generel beskrivelse af Sonderkommandoets historie og funktion en række interview med overlevende fanger, hvoraf et enkelt er tilgængeligt i sin fulde længde her på siden.

Lørdag den 13. november 2010 fortalte Greif om sin bog på Bogforum i København. Fra den 15. til den 19. november 2010 besøgte Greif en række gymnasier over hele landet og fortalte elever og lærere om Auschwitz og om sit arbejde med overlevende fra Sonderkommandoet. 
 
Hvad var Sonderkommando?
I alle udryddelseslejrene blev et vist antal fanger udvalgt til at arbejde i Sonderkommando (tysk for særafdeling eller specialafdeling). Denne artikel omhandler kun Sonderkommandoet i Auschwitz. Arbejdet bestod blandt andet i at hjælpe med at genne ofrene ind i gaskamrene. Bagefter tømte de gaskamrene og gjorde dem rene, inden næste gruppe ofre blev sendt ind. Sonderkommando sorterede de dødes ejendele og fjernede guldplomber fra deres tænder. De transporterede ligene til krematorierne, brændte de døde og holdt ovnene i gang.





Krematorium 4
© Peter Siebers/Introite!
Plantegning af krematorium 4. Dobbeltklik for stor version



















Luftfoto af Auschwitz. Dobbeltklik for større version
© Auschwitz-Birkenau State Museum/Introite!
Dobbeltklik for større version. Luftfotografiet er taget den 25. august 1944 af det sydafrikanske luftvåbens fotorekognosceringsenhed. Billedet viser tydelige detaljer af Birkenaus Krematorium II og III, og på rampen ses en gruppe fanger på vej til gaskamrene.




Læs folkedrab.dk's tema om udryddelseslejren Auschwitz


Dansk Institut for Internationale Studier
Østbanegade 1172100 København Øtel: +45 32 69 87 87fax: +32 69 88 00
folkedrab@diis.dk