Til undervisere Om os Kontakt
Søg
Forside UndervisningsministerietDansk Institut for Internationale Studier

Forside>Eksempler på folkedrab>Bosnien>Folkedrabets efterspil>Retsopgør og forsoningPrint

Retsopgør og forsoning i Bosnien


Krig og folkedrab i Bosnien medførte frustration, had og afmagt hos landets befolkning. Det tager tid at overvinde sårene efter krig og blive i stand til at se fremad, og selv flere år efter krigens afslutning mangler mange centrale aktører stadig den afgørende vilje til at rydde op i fortiden. Hvad skal der til, før man reelt kan tale om forsoning?

Bosnien var den republik i det tidligere Jugoslavien, som betalte den højeste pris for opløsningen af Jugoslavien. Krigen i Bosnien varede mere end tre et halvt år, kostede mere end 100.000 mennesker livet og drev to millioner mennesker på flugt. Koncentrationslejre, massedrab, voldtægter og tortur satte dybe spor hos de overlevende. Også de materielle ødelæggelser var enorme. Mange steder blev huse, moskeer og kirker bevidst jævnet med jorden for at udrydde alle spor efter den befolkningsgruppe, der blev fordrevet. Efter sådanne forbrydelser er det ikke let at skabe forsoning. Og for mange bosniere vil reel forsoning aldrig blive en realitet.

Hvad er forsoning?

Forsoning er et komplekst begreb med mange forskellige betydninger. I det bosniske tilfælde handler forsoning i første omgang bl.a. om, at alle parter anerkender og accepterer den konfliktfyldte fortid, og at de herudfra kan formulere et fælles ønske om at komme videre. På længere sigt kræver forsoning også, at der genskabes en vis grad af gensidig tillid mellem befolkningsgrupperne. Tiltro til landets politiske systemer og samfundet som helhed er også en vigtig faktor for forsoning.

Forsoning gennem retsopgør?

Et skridt på vejen mod forsoning kan være retsopgør. Gennem retsopgør bliver gerningsmænd stillet til ansvar for deres handlinger, og der kan blive etableret en ”objektiv” historie om, hvad der skete under krigen. Det kræver en officiel dokumentation af, hvad der egentlig skete under krigen, og derfor er en del af ICTY’s (International Criminal Tribunal for the former Yugoslavia) målsætning at identificere og registrere samtlige af krigens ofre. Dette arbejde er meget vigtigt i et land som Bosnien, hvor der findes forskellige udgaver af historien blandt de forskellige etniske grupper.

Gennem retsopgør kan man samtidig arbejde for, at befolkningen får en følelse af, at retfærdigheden er sket fyldest. Hvis man ser på kritikken af retsopgøret efter krigen i Bosnien, er det tydeligt, at hverken følelsen af retfærdighed eller forsoning automatisk følger med retsopgøret.

Oprettelsen af ICTY-domstolen

Den Internationale Krigsforbryderdomstol for det tidligere Jugoslavien (ICTY) blev oprettet af FN’s Sikkerhedsråd i 1993. Domstolen blev nedsat, mens krigen stadig rasede, og efter man forgæves havde fordømt de igangværende krigsforbrydelser i Bosnien. ICTY fik til opgave at retsforfølge de personer, der var ansvarlige for krigsforbrydelser begået inden for det tidligere Jugoslavien siden 1991. Dermed ønskede FN at signalere, at verdenssamfundet ikke ville tolerere krigsforbrydelserne.

Den Internationale Krigsforbryderdomstol skulle samtidig bidrage til forsoningsprocessen i hele det tidligere Jugoslavien. Det har dog vist sig at være et meget vanskeligt og omfattende arbejde, og domstolens omkring 1000 medarbejdere er gennem årene blevet mødt af en række udfordringer, såsom manglende anerkendelse og manglende samarbejdsvilje og deltagelse fra myndighederne i de enkelte lande.

Overgang til nationale domstole

I lyset af retsopgørets enorme omfang besluttede FN’s sikkerhedsråd, at retsopgøret gradvist skulle blive et nationalt anliggende for de enkelte lande. Bosnien, Kroatien og Serbien er dermed også selv gjort ansvarlige for at gennemføre retssager mod krigsforbrydere. Mange håber, at det kan give de enkelte lande et større ejerskab overfor retsopgøret.

De nationale domstole i Bosnien blev etableret i 2002 og overtog en del af arbejdet med retsforfølgelsen i 2005, da The War Crimes Chamber (WCC) åbnede i Sarajevo. ICTY bidrager dog stadig med at styrke og støtte Bosniens nationale kapaciteter.

War Crimes Chamber og andre domstole i Bosnien

WCC er en del af Bosniens nationale justitssystem, men er samtidig finansielt støttet af en række vestlige lande, ligesom en række internationale dommere arbejder i domstolen. I modsætning til ICTY er WCC etableret som en permanent domstol og fortsætter også, når ICTY stopper sit virke.

WCC i Sarajevo behandler nogle af de mest alvorlige af krigens forbrydelser, mens en række sager også bliver gennemført i de to enheders egne domstole, der befinder sig i Republika Srpska og Føderationen samt i distriktet Brcko. Dermed er sagernes forløb i høj grad afhængige af de lokale kræfter ved de forskellige domstole, og her har de gennem tiden mødt væsentlig modstand. Modstanden skyldtes bl.a. mangel på personale og økonomiske midler, men manglende samarbejdsvilje i arbejdet med at opklare sagerne har også spillet en afgørende rolle hos mange af de lokale parter i særligt den serbiske republik. Efter internationalt pres fungerer de lokale domstole i dag dog langt mere effektivt.

Ved den centrale WCC i Sarajevo, der behandler de mest alvorlige sager, var der i september 2010 afsluttet i alt 46 krigsforbrydersager, mens 56 sager var i gang. Ved de lokale domstole afsluttede man i perioden november 2009 til september 2010 otte sager i Republika Srpska og påbegyndte seks. I samme periode afsluttede man i Føderationen tre sager og påbegyndte fem. 
 

Manglende anerkendelse af domstolen

Et af de store problemer for retsopgøret har været at få de lokale myndigheder til at samarbejde. ICTY har ingen politimyndighed, og derfor er domstolen afhængig af, at FN-medlemslande og øvrige parter vil samarbejde, og at de vil anholde og udlevere de anklagede. Dette var en stor udfordring, særligt i domstolens første år, hvor arbejdet med retssager og særligt med at arrestere de anklagede gik meget trægt. 

ICTY’s chefanklager har gentagne gange udtrykt sin utilfredshed over den manglende samarbejdsvilje i Bosniens serbiske enhed, Republika Srpska. Modviljen hænger bl.a. sammen med, at ICTY blandt mange serbere har ry for at være anti-serbisk og et redskab for USA’s interesser. Mange serbere anerkender derfor ikke domstolens arbejde. Samtidig er der stadig i dag mange serbere, der dyrker personer som Radovan Karadzic, Ratko Mladic og nu afdøde Slobodan Milosevic som nationale helte.

16 år efter: Alle krigsforbryder på ICTY's liste anholdt

I juli 2008 blev den tidligere politiske leder for de bosniske serbere, Radovan Karadzic, anholdt og udleveret til ICTY. Anholdelsen fandt sted kort tid efter et politisk magtskifte i Serbien, der gav landets nationalistiske politikere mindre magt. Dette underbyggede en stærk mistanke om, at magthaverne og øvrige sympatisører i både Serbien og Republika Srepska indtil da havde tilbageholdt oplysninger om Karadzic. Ved udleveringen i 2008 kom det frem, at Karadzic i mange år havde levet i Beograd under falsk identitet som naturlæge. Karadzic’ sag i ICTY blev påbegyndt i marts 2010 og forventes afsluttet i 2013.
Mange ser det som en hån mod krigens ofre, at det skulle tage 13 år at anholde Karadzic og at to af krigens hovedaktører, på trods af den store indsats fra det internationale samfund, stadig ikke var arresteret.

Den 26. maj 2011 rykkede ICTY og det internationale retssamfund dog et stort skridt nærmere på at kunne afslutte deres del af retsopgøret efter krigene i det tidligere Jugoslavien. Denne dag blev Europas indtil da mest efterlyste forbryder, den tidligere general Ratko Mladic, anholdt. Mladic var øverstkommanderende for den bosnisk serbiske hær, og han anses for en af de hovedansvarlige bag de bosnisk serbiske forbrydelser, bl.a. under besættelsen af Sarajevo og folkedrabet i Srebrenica. Ligesom Radovan Karadciz har Ratko Mladic i alt 11 anklagepunkter imod sig, herunder folkedrab og forbrydelser mod menneskeheden. Mladic retsforfølges nu ved ICTY i Haag.

Kun to måneder efter, den 20 juli 2011, kom turen til den sidste tilbageværende på ICTY’s liste over efterlyste krigsforbrydere. Denne dag blev den tidligere politiske leder af den serbiske enhed i Kroatien, Goran Hadzic, anholdt i Serbien. Med anholdelsen af Hadzic kan ICTY nu se frem til at retsforfølge samlige af de hovedansvarlige for krigene i det tidligere Jugoslavien.

Mange benægter stadig forbrydelserne

Et andet problem for forsoningsprocessen i Bosnien er, at mange har svært ved at anerkende omfanget af de forbrydelser, der blev begået under krigen. Det har medvirket til, at der findes meget forskellige versioner af, hvad der skete. Deriblandt er der talrige eksempler på benægtelse af bl.a. folkedrabet i Srebrenica i 1995.

Et eksempel på statslig benægtelse så man i 2002, da Republika Srpska offentliggjorde en rapport om massakren i Srebrenica. Rapporten hævdede fejlagtigt, at det, der var sket i Srebrenica, havde været en ligebyrdig kamphandling mellem soldater, og at meldingerne om henrettelser af ubevæbnede civile byggede på en fejlagtig muslimsk fortolkning – eller direkte opspind.

Rapporten blev stærkt fordømt både internationalt og af ledende kroatiske og muslimske politikere i Bosnien. Imens fremhævede lederen af Republika Srpska rapporten som et afgørende skridt mod sandhed og forsoning. I 2004 ændrede Republika Srpska dog kurs, og den daværende præsident Dragan Čavić anerkendte massakren som en forbrydelse mod international lov og undskyldte officielt de serbiske forbrydelser i Srebrenica.

Opdeling frem for forsoning

Før man kan tale om egentlig forsoning, anser mange det som afgørende, at det multietniske samfund, som Bosnien var før krigen, bliver genskabt. Dengang boede de forskellige etniske og religiøse befolkningsgrupper mange steder side om side, uden at lægge stor betydning i, hvilken gruppe de tilhørte.

Denne sameksistens eksisterer ikke længere. I stedet lever befolkningen de fleste steder delt op efter etnisk gruppe og har ofte kun meget lidt at gøre med mennesker, der ikke tilhører deres egen gruppe. Det betyder i praksis, at der findes tre etnisk definerede udgaver af en lang række af landets centrale Institutioner – som fx uddannelsessystemer, sygehuse og tv-stationer. Denne opdeling er en udfordring for forsoning i landet. Men den rejser også en række spørgsmål om, hvad der skal til for at skabe forsoning – og om multietnisk sameksistens, hvor befolkningen ligesom før krigen, lever sammen på tværs af etniske skel, er den eneste vej mod et stabilt og velfungerende land.

Forsoning på vej?

På trods af de mange udfordringer er der dog også positive tegn på forsoning mellem de tre grupper. Det kan man fx se lokalt ved, at mange blandt de yngre generationer ønsker at se fremad mod en bedre og fredelig fremtid frem for at dvæle ved fortiden. Og det ses på et større politisk plan ved gennemførelsen af reformer og gradvist færre nationalistisk orienterede politikere.

Samlet set er der dog langt igen, før man på et større plan kan tale om forsoning i Bosnien. Der er bred enighed om, at en række afgørende reformer er nødvendige, hvis Bosnien skal bevæge sig mod yderligere forsoning. Indtil nu har alle forsøg på at ændre de magtbeføjelser i det politiske system, der blev etableret ved Dayton-aftalen i 1995, dog været forgæves.  


Skolesystemet i Bosnien – en hindring for forsoning?

Det bosniske skolesystem er et af de områder, der har været stærkt kritiseret for at hindre forsoning i landet. Det skyldes særligt, at systemet fastholder den stærke etniske opdeling af befolkningen. Uddannelse var ikke skrevet ind i Dayton-aftalen fra 1995, og derfor blev området overladt til de enkelte magthaveres forskellige og ofte stærkt nationalistiske dagsordener. Det har bl.a. betydet, at der findes 13 forskellige undervisningsministerier i Bosnien, der forvalter mindst tre forskellige etnisk definerede dagsordener.

For eleverne får opdelingen de konsekvenser, at de oftest kun går i skole med elever fra deres ’egen’ etniske gruppe, og at de bruger forskellige bøger med forskelligt, og ofte nationalistisk eller direkte fjendtligt indhold. På den måde bliver der nogle steder ved med at findes tre forskellige versioner af hvad, der skete under krigen. Og det forhindrer udviklingen af én samlet objektiv historie.



Sidst opdateret juli 2011

Plakat fra 2000. Klik for stor version.

Plakaten efterlyser de tre mest centrale aktører under krigen i Bosnien, der i dag alle er anholdt: Slobodan Milosevic, Radovan Karadzic og Ratko Mladic. Slobodan Milosevic blev udleveret til domstolen i Haag af de serbiske myndigheder i juni 2001. I 2008 blev Radovan Karadzic' hemmelige identitet afsløret og han blev udlevet til Haag. Den 26. maj 2011 blev det offentliggjort, at nu også Ratko Mladic var blevet anholdt og afventede at blive udleveret til retsforfølgelse ved ICTY.


Kilder 

Kilde: ”Tribunal hindrer forsoning i Bosnien”











Sandhedskommission vejen mod forsoning?
Siden slutningen af krigen i Bosnien har der været forsøg på at oprette en sandheds- og forsoningskommission. En sådan kommission er en særligt nedsat gruppe, der ville få til opgave at afdække, hvem blandt landets myndigheder, sikkerhedsstyrker mm. der var de ansvarlige for krigens forbrydelser. Mange ser en sandhedskommission som den eneste vej fremad, da den – bedre end ICTY – ville kunne give lokalbefolkningen indsigt i krigens forløb og arbejde mere målrettet mod forsoning.

Det er dog ikke lykkes de forskellige parter at blive enige om kommissionens rammer, bl.a. fordi mange af de, der var aktive under krigen, stadig var ved magten efter fredens indtog. Initiativet har derfor mødt for mange vanskeligheder til at kunne blive realiseret. Fra international side frygtede ICTY, at en sandheds- og forsoningskommission ville kunne modvirke domstolens arbejde, fx ved at tilbyde amnesti – dvs. frihed for straf – til gerningsmænd og skabe forvirring blandt de efterladte.













Radovan Karadciz i Moskva i 1994



Ratko Mladic i Sarajevo i 1992 under FN-ledede forhandlinger. Mladic var leder af den bosnisk serbiske hær under krigen i Bosnien. Efter 16 år i skjul blev Mladic i maj 2011 anholdt i Serbien. Han står nu til at blevet udleveret og retsforfulgt ved ICTY i Haag.


Dansk Institut for Internationale Studier
Østbanegade 1172100 København Øtel: +45 32 69 87 87fax: +32 69 88 00
folkedrab@diis.dk