Til undervisere Om os Kontakt
Søg
Forside UndervisningsministerietDansk Institut for Internationale Studier

Forside>Fokus>Gerningsmænd>Gruppepres, lydighed og ideologiPrint

Gruppepres, lydighed og ideologi – hvordan almindelige mænd bliver gerningsmænd


Socialpsykologien har udpeget gruppepres og lydighed som de vigtigste årsager til, at nogle mennesker bliver gerningsmænd under et folkedrab. Milgram-eksperimentet, Stanford fængselseksperimentet og lignende sociale forsøg stiller alle det samme spørgsmål: Hvor langt er almindelige mennesker villige til at gå, når de bliver placeret i ualmindelige situationer?

I slutningen af 1800-tallet opstod kriminologien som en selvstændig videnskabelig disciplin, der blandt andet beskæftigede sig med at undersøge og forklare gerningsmænds adfærd. Kriminologien interesserede sig for overtrædelse af samfundets love, og man fandt, at faktorer som eksempelvis fattigdom og uddannelse var afgørende for, om mennesker blev kriminelle eller formåede at holde sig på dydens smalle sti.

Efter afslutningen på 2. Verdenskrig – hvor forbrydelserne begået af det nazistiske regime blev kendte – vendte man sig mod kriminologien for at få svar på, hvordan disse forbrydelser kunne finde sted. I den umiddelbare efterkrigstid var det således den almindelige overbevisning, at gerningsmændene måtte være vaneforbrydere, sadister og utilpassede afvigere.

Almindelige mænd

Den traditionelle kriminologi stødte dog på alvorlige vanskelligheder, når den skulle forklare gerningsmændenes handlinger. Mange af de forbrydelser, der blev udført under 2. Verdenskrig, var faktisk lovlige på det tidspunkt, hvor de blev udført, og var derfor ikke forbrydelser i retslig forstand. Et andet problem for kriminologien var, at de folk, som blev stemplet som forbrydere, ikke begik andre forbrydelser senere i deres liv – som det ofte var tilfældet med de ”almindelige” kriminelle. De fleste gerningsmænd fra Holocaust var derimod ganske almindelige familiefædre med middelklassebaggrund, der ikke tidligere var straffet.

Da det efterhånden blev mere udbredt viden, at gerningsmændene ofte var ganske almindelige mænd, begyndte nogle forskere at sætte spørgsmålstegn ved, om årsagen til gerningsmændenes handlinger skulle findes i personlige karaktertræk ved individet. Var handlingerne i stedet fremkaldt af den sociale situation, som gerningsmændene befandt sig i, da folkedrabet fandt sted?

Man begyndte således fra 1950’erne og frem at foretage socialpsykologiske eksperimenter, der undersøgte, hvordan almindelige mennesker reagerede, når de blev sat i ualmindelige situationer.

 

 

 

 

 

Socialpsykologi
Socialpsykologi er en videnskabelig disciplin, som undersøger individets interaktion med dets sociale omgivelser og dermed bygger bro mellem psykologien og sociologien. Socialpsykologien lægger vægt på den sociale situation, når den skal forklare menneskelig adfærd og reagerer således mod tendensen til at se adfærd som et udslag af personlighed.

Socialpsykologen Kurt Lewin var en af disciplinens mest betydningsfulde pionerer, og hans arbejde med gruppedynamik fik stor betydning for de eksperimenter, der senere blev udført af Solomon Asch, Stanley Milgram og Philip Zimbardo.

Hvilken linje er længst?

Den amerikanske socialpsykolog Solomon Asch satte sig i begyndelsen af 1950’erne for at undersøge individers tendens til gruppetilpasning. I det eksperiment, Asch opstillede, blev en forsøgsperson placeret i en gruppe, hvor de øvrige var skuespillere, der kendte eksperimentets virkelige formål.

Alle deltagere i eksperimentet blev placeret i et lokale, og det blev fortalt, at øvelsen var en synstest. De blev sat til at sammenligne én linje med tre andre linjer af forskellige længder og skulle herefter udpege, hvilken af de tre linjer, der havde samme længde som den første. De øvrige deltagere havde fået besked på at give det samme – men forkerte – svar. Denne øvelse blev gentaget mange gange, og forsøgspersonen blev altid bedt om at svare som den sidste.

Eksperimentet viste, at 75 % af deltagerne i forsøgene mindst én gang gav det samme forkerte svar som de øvrige i gruppen. Resultatet vidner om, at ønsket om ikke at skille sig ud kan få de fleste mennesker til at gøre noget, de ellers ikke ville have gjort.

Kan du skade et andet menneske?

Socialpsykologen Stanley Milgram havde arbejdet som assistent for Salomon Asch på Harvard University fra 1955-56 og var dybt påvirket af dennes forskning. Milgram kritiserede dog Asch’ eksperiment for at være for banalt. I stedet for at lade eksperimentet handle om bedømmelsen af længden på en linje, skulle eksperimentet stille ham i en situation, hvor hans valg havde direkte betydning for et andet menneskes ve og vel.

I sin oprindelige form var Milgrams idé at undersøge, hvordan en gruppe kunne påvirke et menneske til at skade et andet menneske. Men for at kunne kontrollere, hvor stor betydning gruppen havde for forsøgspersonens villighed, ville han først lave et kontrolforsøg, der blot satte forsøgspersonen i en situation, hvor én enkelt person beordrede de skadelige handlinger. Denne beslutning banede vejen for gennemførelsen af et eksperiment, der skulle blive verdenskendt på grund af dets opsigtsvækkende resultater.


Selvom det er helt tydeligt på billedet, hvilke linjer der er lige lange, valgte de fleste forsøgspersoner at give det samme forkerte svar som resten af gruppen.

Lydighedseksperimentet

Eksperimentet blev over for forsøgspersonen præsenteret som et pædagogisk forsøg, der skulle undersøge, hvilken effekt fysisk afstraffelse havde på indlæring. En person – vi kan kalde ham ”eleven” – blev placeret i et rum og fik sat elektroder på sine håndled. Personen var i virkeligheden en skuespiller, som kendte eksperimentets egentlige formål. Selve forsøgspersonen – vi kan kalde ham ”læreren” – blev placeret i et tilstødende rum foran en stor stødgenerator.

Generatoren havde en lang linje med 30 kontakter, der gik fra 15 til 450 volt. Derudover havde linjen skriftlige markeringer af stødstyrke, der gik fra ”Let stød” til ”Fare: Alvorligt stød”. Eleven blev sat til at liste ordpar i korrekt rækkefølge, og læreren skulle give ham elektriske stød i stigende intensitet, hver gang eleven lavede fejl. Læreren kunne ikke se eleven, men kunne høre elevens udbrud, når han lod som om, at han fik stød.

Beordret til at give stød

En mand iført grå teknikkeruniform var forsøgsleder og beordrede gennem hele forsøget læreren til at fortsætte med at give stød, hvis han udtrykte modvilje mod at fortsætte. Fire opfordringer i følgende rækkefølge blev givet, hver gang forsøgspersonen nægtede:

1. Vær venlig at fortsætte
2. Eksperimentet kræver, at du fortsætter
3. Det er helt afgørende, at du fortsætter
4. Du har intet andet valg, du skal fortsætte

Man stoppede forsøget, hvis læreren nægtede at give stød efter den fjerde ordre fra forsøgslederen om at fortsætte.

Overraskende resultater

Milgram fik 40 psykiatere til at kigge på sin beskrivelse af eksperimentet og vurdere, hvor mange af forsøgspersonerne, de troede ville give de maksimale 450 volt stød til eleven. De vurderede i gennemsnit, at kun omkring 1 % af forsøgspersonerne ville adlyde, da de mente, at kun sadister ville gå så langt.

Da eksperimentet blev afviklet, kom det derfor bag på alle – ikke mindst på Milgram selv – at 2/3 af forsøgspersonerne gav den maksimale strømstyrke. Det skete til trods for, at skuespilleren ved de lave strømstyrker stønnede og gav udtryk for ubehag, at han ved middel strømstyrker bad om, at forsøget blev stoppet, og at han ved den maksimale strømstyrke blev helt stille – hvilket over for forsøgspersonen kunne indikere, at eleven var besvimet af smerte eller måske endda var død.

Resultaterne af eksperimenterne fik stor betydning i samtiden, fordi de underminerede to udbredte forestillinger om gerningsmænd. Den ene forestilling var, at deltagerne i folkedrab var forbrydere eller på anden vis afvigere – de kunne tilsyneladende være helt almindelige mennesker. Den anden forestilling var, at Holocaust var et særligt tysk fænomen. Tilsyneladende kunne man dog også få almindelige amerikanere til at begå forfærdelige overgreb blot ved at lade en autoritet beordre dem.

“Good boys in an evil place”

Et vigtigt element i Milgrams eksperiment var forsøgslederen, der fungerede som en autoritet, som forsøgspersonen følte sig forpligtet til at adlyde. Den amerikanske psykolog Philip Zimbardo foretog i 1971 et nyt eksperiment, der ville undersøge, hvad der skete, hvis man fjernede denne autoritet.

Kunne man få almindelige mennesker til at begå overgreb på andre ved blot at placere dem i en situation, hvor de blev tildelt særlige roller, men ikke var udsat for presset fra en autoritet? Som Zimbardo selv formulerer det: “who wins when good boys are put in an evil place”?

Stanford fængselseksperimentet

Zimbardo valgte at foretage eksperimentet i et konstrueret fængsel på Stanford University, hvor 24 almindelige mennesker blev opdelt i to grupper som henholdsvis vagter og indsatte. Eksperimentet blev gennemført, så det mindede så meget som muligt om et rigtigt fængsel. Vagterne havde uniformer, de indsatte var i deres celler 24 timer i døgnet, vagterne arbejde i skiftehold 8 timer ad gangen, etc.

Det var planlagt, at eksperimentet skulle løbe over to uger, så deltagerne fik tid til at komme ind i deres roller. Men allerede efter 6 dage måtte forsøget afbrydes, da der begyndte at foregå fysiske og psykiske overgreb på de indsatte. Flere af de indsatte brød følelsesmæssigt sammen efter at have oplevet ydmygelser og regulær tortur – overgreb, som nogle vagter senere fortalte, at de havde nydt at begå. Eksperimentet skulle således vidne om, at alle mennesker i princippet kunne udvikle sig til sadistiske torturbødler, hvis de blev sat i den ”rigtige” situation.

Ifølge kritikere af eksperimentets metoder havde forsøgspersonerne dog fået instruktioner fra Zimbardo om, hvordan de skulle udfylde deres roller. Således fik Zimbardo en rolle, der mindede om den autoritet, der i Milgram-eksperimentet beordrede stød. Kritikken stiller derfor spørgsmålstegn ved, om forsøgspersonernes handlinger virkelig opstod helt spontant som en reaktion på situationen.

Fritages gerningsmanden for ansvar?

Socialpsykologien peger på, at helt almindelige mennesker kan blive gerningsmænd, såfremt de befinder sig i en særlig situation, hvor vold og drab er normen, og gruppepres eller lydighed påvirker dem til at handle i overensstemmelse hermed. Men hvilken moralsk betydning får dette? Fratager det på en måde individerne for et ansvar, når omstændighederne påvirker dem så voldsomt?

Historikeren Christopher Browning skrev følgende om gerningsmændenes moralske ansvar: “Dem som dræbte, kan ikke frikendes for ansvar ud fra en forestilling om, at enhver i samme situation ville have handlet, som de gjorde(…) menneskelig ansvarlighed er i sidste ende et individuelt anliggende.” Gerningsmændene havde nemlig et valg og var derfor personligt ansvarlige for deres handlinger.

At mændene faktisk havde et valg blev særligt tydeligt i Brownings bog Ordinary Men fra 1992. Bogen handlede om 101. reservepolitibataljon, der under Holocaust var ansvarlig for drab på titusindvis af forsvarsløse jøder. Browning kunne vise, at mændene faktisk fik at vide, at de kunne nægte at deltage i myrderierne, uden at det havde nogen konsekvens for den enkelte. Det tilbud var der til gengæld kun 15 ud af de cirka 500 mænd, der valgte at benytte sig af.

Browning vs. Goldhagen

Når Browning skal forklare, at stort set ingen af mændene i 101. reservepolitibataljon valgte at sige fra over for myrderierne, er det de socialpsykologiske forklaringer, der har den mest fremtrædende rolle. Ifølge Browning spillede den antisemitiske nazistiske ideologi kun en sekundær rolle, fordi den nazistiske propaganda aldrig opfordrede til drab på jøder. Browning henviser blandt andet til Milgrams lydighedseksperiment, hvilket dog kan forekomme en smule besynderligt, da mændene netop havde fået tilbuddet om at bakke ud og derfor ikke var i nogen lydighedskonflikt.

Brownings forklaring kom ikke til at stå uimodsagt. I 1996 skrev Daniel Jonah Goldhagen en bog, der argumenterede imod de socialpsykologiske forklaringer og i stedet hævdede, at en den tyske antisemitisme (jødehad) var den centrale årsag til, at Holocaust fandt sted. De gerningsmænd, som Browning kaldte for ”almindelige mænd”, var ifølge Goldhagen ualmindelige på den måde, at de havde taget den antisemitiske ideologi til sig og derfor var villige til at begå drab på jøder.

Mod en mere nuanceret forklaring?

Hvor Brownings forklaring er socialpsykologisk, er Goldhagens kulturel. De to forskellige udlægninger af, hvad der fik de samme mænd til at begå drab på ganske uskyldige mennesker, står derfor meget stejlt overfor hinanden. Begge forklaringer har dog svagheder.

Browning er blind overfor, at ikke alle mennesker kunne begå de drab, der fandt sted under Holocaust. Meget tyder på, at den nazistiske ideologi, der gennemsyrede det tyske samfund og den historiske kontekst i det hele taget, var afgørende for, at et folkedrab kunne finde sted. På den anden side er Goldhagen også for kategorisk i sin afvisning af socialpsykologiske forklaringer og for insisterende på den enkelte gerningsmands bevidste villighed til at begå drab på uskyldige mennesker.

Spørgsmålet er dog, om den ene forklaring nødvendigvis udelukker den anden. Er det ikke muligt, at den udbredte antisemitisme, gruppepres og lydighed tilsammen udgør en bedre forklaring på, at Holocaust kunne finde sted?

Artiklen er skrevet af historiker Jonas Lind i samarbejde med socialpsykolog, ph.d., Johannes Lang

DIIS, januar 2012

Arbejdsspørgsmål

Diskutér, hvad årsagerne kan være til, at mange mennesker vælger at pege på den samme linje som de andre i gruppen i Solomon Asch’ forsøg, når det tydeligvis er en anden linje, der er det rigtige valg.

Hvad er forskelle og ligheder på Solomon Asch og Stanley Milgrams eksperimenter? Hvad siger resultaterne os? Hvilke problemer kan der være ved at overføre resultaterne fra eksperimenterne på ”den virkelige verden” – som eksempelvis omstændighederne under et folkedrab?

Diskutér, om de socialpsykologiske eksperimenter og konklusioner på sin vis undskylder de handlinger, som gerningsmænd udfører under et folkedrab.

Supplerende litteratur

Ondskabens Psykologi – socialpsykologiske essays af Rolf Kuschel og Faezeh Zand, 2004

20 psykologiske eksperimenter – der ændrede vores syn på mennesket af Henrik Høgh-Olesen, 2011

Stiftelsen – Bødlerne fra Aktion Reinhardt af Torben Jørgensen, 2003


Læreren (T) giver eleven (L) stød efter ordre fra forsøgslederen (E)



Dansk Institut for Internationale Studier
Østbanegade 1172100 København Øtel: +45 32 69 87 87fax: +32 69 88 00
folkedrab@diis.dk