Til undervisere Om os Kontakt
Søg
Forside UndervisningsministerietDansk Institut for Internationale Studier

Forside>Eksempler på folkedrab>Armenien>Folkedrabets aktører>Skandinavisk hjælpearbejde under det armenske folkPrint

Det skandinaviske hjælpearbejde under det armenske folkedrab


I 1915 skyllede en bølge af vold henover store dele af Osmannerriget. Byer blev brændt, kvinder blev voldtaget og sendt på dødsmarcher med deres børn, og mænd blev dræbt. Målet var armenierne og andre kristne. Nogle af de, der bevidnede folkedrabet, kom fra Skandinavien. De var missionærer eller diplomater, som tilfældigvis befandt sig midt i urolighederne. Mange arbejdede uselvisk for at redde og lindre nøden blandt de udsatte. På den måde blev de små glimt af lys midt i al elendigheden.

Trods osmannisk censur fik omverden besked om det armenske folkedrab under 1. Verdenskrig. Informationerne nåede også Skandinavien, hvor individer, organisationer og regeringer reagerede forskelligt på det såkaldte ”armenske spørgsmål”.

Mange forskellige mennesker støttede på hver sin vis armenierne, herunder missionærer, hjælpearbejdere og diplomater, der var udstationeret i Osmannerriget, men også politikere, forfattere, journalister og befolkningen i Skandinavien, ikke mindst skolebørn. Rundt omkring i Skandinavien arrangerede aktivister protestmøder, skrev artikler, holdt forelæsninger, udgav brochurer, memoirer og flyveblade, samtidig med de samlede penge ind til de nødlidende.

Skandinaver kunne blive under folkedrabet

De skandinaviske lande var neutrale under 1. Verdenskrig. Det var derfor muligt for mange skandinaver at blive i Anatolien, den østlige og mest udsatte del af Osmannerriget, under krigen. Skandinaviske missionærer, hjælpearbejdere og diplomater blev på den måde vidne til folkedrabet og hjalp til med redningsarbejdet blandt de armeniere, der havde overlevet henrettelserne, dødsmarcherne, den seksuelle handel og tvangsassimileringen. Mange af missionærerne udgav senere deres egne og andres vidneberetninger. Disse dokumenter udgør i dag et på mange måder unikt kildemateriale.
Se eksempler på kildemateriale

Streng censur

Det var problematisk at nå ud med informationer om folkedrabet til omverden. Missionærerne havde svært ved at omgå den strenge tyrkiske censur. De skabte derfor et kodesystem, hvor de henviste til bibelord, som modtagerne i Skandinavien kunne forstå. De foretog omskrivninger og beskrev for eksempel sig selv som ”hjertesyge”[dvs. udsatte og ulykkelige], og at dette gjaldt alle ”søskende [dvs. armeniere] her som følge af den frygtelige ’hede’[dvs. volden]”.

Den svenske missionær Alma Johansson oplevede det også som svært at nå ud til det internationale samfund med sin vidneberetning: ”Efter mere end tre ugers trættende og opslidende rejse nåede jeg Konstantinopel. Men man ofrede ikke megen opmærksomhed på det, jeg berettede – verden var optaget af ”større ting” end af, at en lille nation på tre millioner var i færd med at blive udryddet…

Neutralitet gav både begrænsninger og muligheder

Folkedrabet fandt sted under 1. Verdenskrig, og de skandinaviske lande var mest interesserede i at opretholde deres neutralitetspolitik. De ville ikke løbe nogen risici ved at blive forbundet med en af de stridende parter. På officielt plan afstod de derfor fra at agere i spørgsmål såsom det armenske og også fra officielt at engagere sig i humanitære aktioner.

I det store og hele var denne politik medvirkende til at holde landene uden for krigen. Som udenforstående, neutral part forventede omverdenen sig heller ikke noget skandinavisk engagement i armenierne. Neutraliteten gav dog både danske og svenske diplomater mulighed for at arbejde i de krigsførende lande. Blandt de skandinaviske diplomater, som var vidne til folkedrabet på armenierne og indsamlede materiale og skrev rapporter, finder vi danskeren Carl Ellis Wandel og svenskerne Per Gustaf August Cosswa Anckarsvärd og Einar af Wirsén. De opretholdt neutralitet udadtil, men gav udtryk for egne synspunkter i deres afrapporteringer.

”Når kanonerne taler, må diplomaterne tie”

Den svenske legation i Konstantinopel (Istanbul) var velinformeret om de igangværende forfølgelser og overgreb, og de rapporterede om disse til Udenrigsministeriet og Generalstaben i Stockholm. Den svenske ambassadør i Osmannerriget, Per Gustaf August Cosswa Anckarsvärd, var overbevist om, at han så et tydeligt mønster for massakrerne, og at ansvaret lå hos ungtyrkerne. Den svenske militærattache Einar af Wirsén skrev i sine memoirer, at folkedrabet på armenierne var ”en af de mest forfærdelige begivenheder i verdenshistorien”.

Den danske diplomat Carl Ellis Wandel rapporterede også hjem om hændelserne. Den 5. september 1915 meddelte han, at han havde fået at vide, at ”tyrkerne med stor energi gennemfører deres forfærdelige målsætning at udrydde det armenske folk”. Wandel mente, at dette ikke bare var grusomt og forfærdeligt, men også ulogisk og kontraproduktivt. Udryddelsen af de kristne indebar jo, at det meste af middelklassen blev likvideret. Nu er der kun ”tjenestemænd og bønder tilbage i landet”, påpegede han. Han forventede dog ingen reaktion: ”Når kanonerne taler, må diplomaterne tie”.

Hvad vidste offentligheden i Skandinavien?

Nyhedsmedierne i Skandinavien fokuserede fremfor alt på det, der skete i Europa under verdenskrigen. Der var ganske vist opmærksomhed på det armenske spørgsmål, men notitserne var små og kortfattede. De druknede ganske enkelt i avisernes nyhedsstrøm om verdenskrigens faser. Aviserne havde desuden ikke deres egne udlandskorrespondenter, og rapporteringerne var derfor påvirkede af de holdninger, der rådede i de  udenlandske nyhedsbureauer. Avisernes politiske eller religiøse ståsted havde også i et vist omfang indflydelse på dækningen. For eksempel byggede det frikirkelige Svenska Morgonbladet sine artikler på missionærberetninger. Højreavisen Nya dagligt Allehanda var på den anden side tyskervenligt og publicerede adskillige artikler, som var fjendtlige over for armenierne. Af de tre skandinaviske lande skiller Sverige sig ud ved at være det mest tyskervenlige. Som følge heraf var det også der, der fandtes flest røster, som benægtede folkedrabet, fordi Osmannerriget var allieret med Tyskland.

Svensk solidaritetsbevægelse

Vidneberetningerne om armeniernes store lidelser påvirkede imidlertid også datidens offentlige debat i Skandinavien. I Sverige opstod der 1917 en solidaritetsbevægelse for armenierne. Initiativtagerne var ledende skikkelser inden for arbejderbevægelsen, deriblandt Carl Lindhagen (1860-1946), som var Stockholms borgmester, socialdemokratisk rigsdagsmedlem og fredsaktivist, samt forfatterinden Marika Stiernstedt (1875-1954). De tog det armenske spørgsmål op i avisartikler, i rigsdagsdebatter og ved protestmøder. Debatten fik et indenrigspolitisk anstrøg, fordi højrefløjen havde tendens til at forsvare Tyskland og dets allierede, Osmannerriget, mens venstrefløjen stod på Ententemagterne (de allierede) og armeniernes side. Ved et protestmøde for armeniernes sag i Stockholm 1917 talte Hjalmar Branting (1860-1925), socialdemokratisk partiordfører og senere statsminister i Sverige. Han anvendte ordet ’folkedrab’ og blev dermed en af de første til at anvende denne betegnelse. Branting rejste endda til det nydannede Folkeforbundet 1920 og talte om et armensk folkedrab.

Hjælpearbejde gik langt tilbage

Allerede fra starten af 1800-tallet havde amerikanske og tyske protestantiske missionærer arbejdet blandt armenierne med missioner og moderniseringsprojekter. I 1894-1896 blev det armenske spørgsmål aktualiseret, da sultan Abdül Hamid II beordrede massakrer på de kristne minoriteter i Osmannerriget. Efter massakrerne voksede behovet for hjælpe- og bistandsarbejde, fordi fattigdom og sygdomme bredte sig, og mange børn havde mistet deres forældre. Organisationer som Røde Kors og kristne missionsorganisationer sendte hjælp til de nødlidende, og hjælpearbejdet blev hurtigt professionelt organiseret. Dette transnationale engagement er blevet kaldt ”den første internationale humanitære operation”. Blandt aktøerne fandtes Deutscher Hülfsbund für Christliches Liebeswerk im Orient, Deutsche Orient Mission og American Near East Relief, men også skandinaviske organisationer. Under folkedrabet 1915 kom disse hjælpeorganisationer til at spille en vigtig rolle.

Skandinaviske organisationer i Osmannerriget

Svenska Missionsförbundet bedrev tidligt mission i Kaukasusområdet. Allerede i 1882 blev missionærer sendt ud for at arbejde blandt svenskere, som var ansat ved Nobels olieanlæg i Baku. Snart kom de også til at engagere sig i andre folk, ikke mindst armenierne. Hver gang de kristne blev ofre for massakrer i Osmannerriget kom store flygtningestrømme til Kaukasus. Svenske missionærer udgav bøger om massakrerne på armeniere i midten af 1890’erne. Missionæren Niels Frederik Höijer (1857-1925) engagerede sig desuden politisk og havde nære relationer til armenske revolutionære, hvilket dog bidrog til, at missionen afskedigede ham.

Den tværkirkelige missionsorganisation Kvinnliga Missionsarbetere (KMA) bedrev den mest omfattende hjælpevirksomhed blandt armeniere i Osmannerriget. KMA blev grundlagt i Sverige i 1896 og spredte sig siden til Danmark (1900) og Norge (1902). I KMA’s tjeneste kunne man finde danskerne Maria Jacobsen (1882-1960), Amalia Lange, Karen Marie Petersen, Jenny Jensen og Hansine Marcher, svenskeren Alma Johansson (1881-1974) og nordmændene Bodil Biørn (1871-1960) og Thora von Wedel-Jarlsberg.

Hjælpeorganisationen Danske Armeniervenner var en anden vigtig aktør. Organisationen blev grundlagt i 1902 af sprogforskeren Åge Meyer Benedictsen (1886-1927) og andre armenienvenner, deriblandt forfatterne Georg Brandes og Ingeborg Marie Sick. Det var Danske Armeniervenner, som udsendte den legendariske danske lærer, hjælpearbejder og kommisær for Folkeforbundet, Karen Jeppe (1876-1935).  Hun er blevet kaldt ”Danmarks første hjælpearbejder”. Til forskel fra de andre skandinaviske kvinder så hun ikke sig selv som missionær og forsøgte derfor ikke at omvende andre folk til protestantismen.

Kvindernes særlige rolle i hjælpearbejdet

Det er bemærkelsesværdigt, at den skandinaviske hjælpeindsats næsten udelukkende bestod af kvindekraft. Det var skandinaviske kvinder, der begav sig af sted til fremmede lande for at hjælpe armenierne. De var ugifte og veluddannede, oftest sygeplejersker eller lærere. Kvinders muligheder for at opnå selvstændighed var stadig yderst begrænsede på den tid. Ved at tage af sted som missionærer og hjælpearbejdere fik disse kvinder alligevel adgang til en verden af mere handlefrihed. I deres arbejde udvidede de både de kønsbestemte normer for, hvad der blev anset for at være passende for kvinder, men var samtidig begrænsede af disse normer. Alma Johansson beskriver for eksempel sin udsathed og sårbarhed netop som kvinde. Dette bliver ikke mindst tydeligt i mødet med den muslimske verden, som hun levede og arbejdede i. Samtidig mener visse forskere, at kvindelige missionærer fra Vesten, som udførte et erhverv, også blev forbilleder for de lokale kvinder, som gerne ville have en uddannelse.

Det er også interessant, at den skandinaviske hjælpeaktion i særlig grad rettede sin opmærksomhed mod kvinder og børn, og at de, når de talte om volden mod disse grupper, fremhævede seksuel vold og voldtægter. Missionærerne talte om den seksuelle vold trods det, at det var et tabubelagt emne, og at voldtægter blev anvendt som del af krigsførelsen. Selv om de som kvinder kunne være bange for, at volden også skulle ramme dem, lod de sig dog ikke pacificere.

Ingen handling eller stillingtagen på politisk niveau

På politisk niveau forsøgte regeringerne i Danmark, Norge og Sverige efter 1. Verdenskrigs afslutning at undgå alle relationer til det, som var tilbage af det osmanniske Armenien og det såkaldte  armenske spørgsmål. Som neutrale stater modtog de bønner og opfordringer fra lokale hjælpeorganisationer, armenske delegationer og Folkeforbundet om at agere i spørgsmålet, men den skandinaviske enighed om at holde sig på afstand af ”følsomme” udenrigspolitiske spørgsmål bestod.

Den fredsaftale, der blev underskrevet den 10. august 1920 mellem Osmannerriget og de sejrende magter, gav armenierne håb om en selvstændig nationalstat i den østlige del af Anatolien. Folkeforbundet spurgte de skandinaviske regeringer, om de ville fungere som mandatstyre for den nye stat Armenien – dvs. påtage sig særlige forpligtigelser i forhold til landet. Men svaret var negativt, efter at mange telegrammer var blevet sendt frem og tilbage mellem de skandinaviske hovedstæder. Ganske vist gav regeringerne udtryk for sympati med armeniernes lidelser. Men de mente sig ikke i stand til at  gøre en officiel humanitær indsats, fordi Armenien lå så langt væk, og spørgsmålet om armeniernes grænser var så kompliceret.

Hjælpearbejdet fortsætter


Trods den officielle holdning fortsatte den skandinaviske hjælpevirksomhed blandt de armenske overlevende og flygtninge i Syrien, Libanon, Grækenland og Sovjetunionen. Gamle og nye skandinaviske missionskvinder tog af sted for at hjælpe til i felten. Skandinaver hjalp med at bygge børnehjem, værksteder, skoler og jordbrugskolonier. For eksempel arbejdede den norske opdagelsesrejsende, polarforsker og diplomat Fridtjof Nansen som kommissær for Folkeforbundet for at skabe et hjem for armenske flygtninge i den nydannede armenske republik i Sovjetunionen.

Danske Armeniervenner og KMA fortsatte med at sprede information og lave indsamlinger for at støtte hjælpearbejdet blandt armenierne. Efter krigen blev der også oprettet en Armenienskomité af en lille kristen organisation, Förbundet för kristet samhällsliv (FKS). Komiteen udgav småskrifter for at informere om armeniernes skæbne, men det store projekt var at redde overlevende armenierne via handling. De støttede derfor de jordbrugskolonier for armenske flygtninge i Eufratområdet, som bl.a. Karen Jeppe havde været med til at grundlægge. Noget større engagement for armeniernes sag lykkedes det dog ikke for komiteen at vække, og i begyndelse af 1930’erne blev bidragene afviklede. Kolonierne synes da at have været selvforsørgende.

Mindes som heltinder

De skandinaviske hjælpearbejdere fremhæves i dag som helte blandt armenierne. Eksempelvis har man på folkedrabsmuseet i Jerevan i Armenien i de senere år hædret skandinavernes indsats med en udstilling, mindeplakater, mindeceremonier og skrifter. Da Maria Jacobsen levede, fik hun både en dansk og et libanesisk fortjenstmedalje for sin humanitære indsats. Der er blevet lavet en dokumentarfilm om Bodil Biørns liv. Og på 90-årsdagen for det armenske folkedrab den 24. april 2005 lagde svensk-armeniere blomster på Alma Johanssons grav i Stockholm.

Tabernes vigtige historie

Til trods for de mange fine historier om den skandinaviske hjælp til armenierne er historien om det skandinaviske hjælpearbejde på mange måder en tabernes historie. Det lykkedes ikke for skandinaverne at forhindre myrderierne, og de reddede kun et fåtal af armenieres liv.

Alligevel er det vigtigt at fokusere historien på det skandinaviske hjælpearbejde. Den synliggør de ubemærkede civiles indsatser på lokalt niveau og giver stemme til de tavse ofre. Den er også et tidligt eksempel på en humanitær operation, og den viser vigtigheden af transnationale netværk. Selv i dag tvinges udsendte til at være vidner til forbrydelser mod menneskeheden og  på den måde til at indtage roller, de ikke altid er uddannede til eller udsendt for. Desuden vidner de stærke kvindeskæbner om de forskellige veje til kvindefrigørelse. I dag er man opmærksom på vigtigheden af at fremhæve kvinders arbejde inden for fredsopbyggelse i det internationale samfund. De skandinaviske kvinders hjælpeindsats er et tydeligt bevis på, at dette ikke er et nyt fænomen.

Skrevet af Maria Småberg, Historisk Institut, Lunds Universitet
DIIS, marts 2012


Plakat fra den amerikanske organisation Near East Relief, der opfordrer til at støtte den armenske sag.












Læs om de skandiviske kvinder bag hjælpearbejdet




Armensk flygtningelejr 1915
© The Armenian Genocide Museum-Institute og Armensk Kristent
Kulturcenter i Danmark

Læs mere


Matthias Bjørnlund skriver om den skandinaviske hjælpeindsats i artiklen “Scandinavia and the Armenian Genocide”, The Armenian Weekly, Armenian Genocide Commemoration Special, 74 (16), 26 April 2008.
Se: www.hairenik.com/armeniaweekly/gin_041608_05.htm. Samme forfatter har skrevet specialet ”Et folk myrdes”. Det Armenske Folkemord i Danske Kilder (http://www.ermenisoykirimi.net/danmatthias.htm). Om den danske diplomaten Carl Ellis Wandel skriver Matthias Bjørnlund i artiklen ”When the cannons talk, the diplomats must be silent: a Danish diplomat during the Armenian Genocide”, Genocide Studies and Prevention, Vol 1, No 2, ( 2006), 197-224. Matthias Bjørnlund analyserer  Karen Jeppes virke i relation til vestlig kulturimperialisme i artiklen: ”Karin Jeppe, Aage Meyer Benedictsen, and the Ottoman Armenians: National Survival in Imperial and Colonial Settings”, Haigazian Armeniological Review 28 (2008), 9-43. http://www.ermenisoykirimi.net/Biornlund.pdf. Matthias Bjørnlund behandlar desuden tiden før folkedrabet i artiklen ”Before the Armenian Genocide: Danish Missionary and Rescue Operations in the Ottoman Empire, 1900-1914”, Haigazian Armenological Review 26 (2006): 141-56.  

Svante Lundgren behandler det nordiske engagement i sin bog I svärdets tid. Det osmanska folkmordet på kristna minoriteter (2010).

Helle Schøler Kjær skriver om folkedrabet fra et dansk perspektiv i Danske vidner til Det armenske folkemord 1915 (2010).

Göran Gunner har sammenholdt svensk kildemateriale i Folkmordet på Armenier - sett med svenska ögon (2012). Og sammen med Erik Lindberg har han også udgivet antologien Längtan till Ararat (1985), hvor det svenske missionsarbejde og svenske reaktioner på folkedrabet behandles.


David Gaunt ser bl.a. på de skandinaviska øjenvidner i ”Ottoman Bystanders. Report for Forum för Levande Historia” (2007).
Se: www.levandehistoria.se/files/ottoman_bystanders.pdf 

Einar af Wirsén skrev to memoirbøger: Minnen från fred och krig (1942) og Från Balkan till Berlin (1943).


Vahagn Avedian analyserer svenske officielle reaktioner på folkedrabet i specialet ”The Armenian Genocide 1915.
From a Neutral Small State’s Perspective: Sweden(2008).

http://www.armenica.org/material/se/


Maria Jacobsens dagbog er udgivet på engelsk: Diaries of a Danish missionary: Harpoot 1907-1919 (2001).

Karekin Dickrans: ”Maria Jacobsen and the Armenian Genocide” (2004), www.fredsakademiet.dk/library/karekin/ukmaria.htm2004


Amalia Langes bog Ett blad ur Armeniens historia. Danska K.M.A. 1910-1920 (1920) er et mindeskrift over arbejdet for KMA.

Hansine Marcher skriver om sine erfaringer i Oplevelser Derovrefra (1919) og Fra min Dagbog (1936).


Karen Marie Petersen fortæller om armenske kvinder, som blev ofre for sexuel vold i Digin Virgine. En armenisk kvinnas lidande (1920) .


Alma Johansson skrev to småskrifter om sine erfaringer under og efter folkedrabet: Ett folk i landsflykt (1930) och Armeniskt flyktingliv (1931).


Maria Småberg analyserer Alma Johanssons vidnesbyrd i artiklen ”Witnessing the Unbearable.
Alma Johansson and the Massacres of the Armenians 1915” i Karin Aggestam & Annika Björkdahl (red.), War and Peace in Transition. Changing Roles of External Actors (2009).


Inger Marie Okkenhaug har publiceret flere artikler om Bodil Biørn bl.a.  ”Herren har givet mig et rigt virkefelt. Kall, religion och arbeid blant armenerne i Det osmanske riket”, Historisk Tidsskrift, Vol. 88, no 1, 2009: 39-60. Okkenhaug analyserer desuden de skandinaviske kvinders hjælpeindsats i ”Women on a mission!
Scandinavian Welfare and the Armenians in the Ottoman Empire, 1905-1917”, i Nedissa Naguib & Inger Marie Okkenhaug (red.), Between Missionaries and Dervishes: Interpreting Welfare and Relief in the Middle East (2007); “Scandinavian Missionaries, Gender and Armenian Refugees during World War I. Crisis and Reshaping of Vocation”, Social Sciences and Missions 23 (2010), 63-93 och “Refugees, Relief and the Restoration of a Nation: Norwegian Mission in the Armenian Republic 1922-1925” i Karina Hestad Skeie et al (red.), Protestant Missions and Local Encounters in the Nineteenth and Twentieth Centuries (2011).

Johannes Vejlager: Karen Jeppe, 32 aars opofrende arbejde blandt armenierne (1936);


Hanni Forschmanner: Et besøg hos Karen Jeppe. Skildringer fra en rejse til Syrien (1926) og Minder om Karin Jeppe (1945);

Svend Cedergreen Bechs Hos et folk uden land. Karin Jeppe – armeniernes ven (1982).


Eva Lou: ”Karin Jeppe – Denmark’s First Peace Philosopher” (2003),

www.fredsakademiet.dk/library/jeppe.htm


Fridtjof Nansen skrev Gjennem Armenia (1927), hvor han bl.a. beskriver sin rejse til Armenien i 1925.


Inga Nalbandian udgav flere novellesamlinger, bl.a.
Den Store Jammerm, ”De hjemsøgte” og ”Den hvide Mark” (1917).

Marika Stiernstedts tale ved et protestmøde i Stockholm findes publiceret som Armeniernas fruktansvärda läge (1917).


Natanael Beskow skrev småskrifterne Ett martyrfolk i det tjugonde århundradet (1921), I Palestina och Syrien (1926), En svensk jordbrukskoloni för armeniska flyktingar (1927) och Den armeniska kolonisationen i Eufrat-trakten (1930).


John Hultvall har skrevet om tidlig mission i området: Mission and vision i Orienten. Svenska Missionsförbundets mission i Transkaukasien – Persien 1882-1921 (1991).


John E. Larson skrev Vid Arafats fot (1919) og Förföljelserna och blodbaden i Armenien (1897);


L-H Högberg skrev Bland Persiens muhammedaner. Minnen och hågkomster från Svenska Missionsförbundets arbete i Persien (1920).


Zeki Yalcin studerer svenske kontakter med assyrierna før, under och efter massakrerne i artiklerne ”Svenskar och assyrier/syrianer kring sekelskiftet 1900” i Multiethnica Nr. 29 (2003) og ”Folkmord och identitet: assyrier/syrianer och folkmordet under första världskriget” i Göran Gunner & Sven Halvardson (red.), Jag behöver rötter och vingar – Om assyrisk/syriansk identitet i Sverige (2005).


Maria Anholm: Det dödsdömda folkets saga (1906)


På websiden www.folkmordet1915.se/arkiv_se_ud.html
er der eksempler på svensk arkivmateriale om det armenske folkedrab og på det norske riksarkivs webside www.arkivverket.nu/webfelles/armenia/bodil.html finder man Bodil Biørns fotografier og biografi.

 



Dansk Institut for Internationale Studier
Østbanegade 1172100 København Øtel: +45 32 69 87 87fax: +32 69 88 00
folkedrab@diis.dk