Til undervisere Om os Kontakt
Søg
Forside UndervisningsministerietDansk Institut for Internationale Studier

Forside>Eksempler på folkedrab>Armenien>Folkedrabets aktører>Skandinavisk hjælpearbejde under det armenske folk>Kvindelige missionsarbejdere i Armenien – Maria Jacobsen, Alma Johansson og Bodil BiørnPrint
Kvindelige missionsarbejdere i Armenien – Maria Jacobsen, Alma Johansson og Bodil Biørn  

De skandinaviske kvinder Maria Jacobsen (1882-1960), Alma Johansson (1881-1974) og Bodil Biørn (1871-1960) blev allerede som unge grebet af armeniernes skæbne. Det blev begyndelsen til et livslangt arbejde for armeniernes sag – et arbejde som de udførte sammen med en række andre skandinaviske kvinder. Men hvem var disse kvinder, hvor kom de fra, og hvad var det for et arbejde, de udførte?
 
Danske Maria Jacobsen var sygeplejerske og rejste 1907 til byen Harput i det østlige Anatolien for at arbejde ved et amerikansk missionssygehus på Kvinnliga Missionsarbeteres (KMA) vegne. Danskerne Karin Marie Petersen, Hansine Marcher og Jenny Jensen arbejdede også for KMA i Harput og tvillingebyen Mezreh i Kilikien.
 
Den svenske bondedatter Alma Johansson rejste ud som KMA-missionær i 21-års alderen efter et års uddannelse ved en tysk missionsskole. Hun gjorde først tjeneste ved et børnehjem i Mezreh, som blev drevet af danske missionærer, men som var knyttet til den tyske organisation Deutscher Hülfsbund für Christliches Liebeswerk im Orient. Der tog hun sig af armenske børn, som havde mistet deres forældre under sultan Abdül Hamid II’s massakrer i 1890’erne. Efter at have gennemgået et barneplejerskekursus i Geneve gjorde Johansson tjeneste i byen Mush i det osmanniske Armenien. Der arbejdede hun sammen med den norske sygeplejerske, Bodil Biørn. Biørn havde som i 25-årig fået en religiøs vækkelse og følte sig kaldet til at vie sit liv til at hjælpe nødlidende. Biørn og Johansson ledede sammen et børnehjem, samtidig med at de behandlede syge på en polioklinik og foretog hjemmebesøg. Biørn grundlagde også en skole for piger og unge kvinder.
 

Under folkedrabet

Provinsen omkring Harput blev kendt som et decideret slagtehus under folkedrabet. Maria Jacobsen og andre missionærer bad om lov til at måtte følge med de deporterede, men blev forhindret. I stedet blev de tilbage og gemte hundredevis af børn på sygehuset og andre steder.
 
Da volden nåede til Mush, låste osmanniske soldater børnene fra det børnehjem, hvor Alma Johansson og Bodil Biørn arbejdede, ind i et hus, som derefter blev sat i brand. Alle børnene omkom. Takket være Johansson blev lærerinderne og en af de større piger reddet. Johansson stred sig derefter gennem det krigshærgede land til hest for at overlevere sin vidneberetning til tyske og amerikanske diplomater i Konstantinopel. I rapporten fortalte Johansson bl.a. om, hvordan hun så armenske kvinder og børn blive ført frem på gaden af soldater, som skød mod dem for at skræmme dem, mens de lo og slog dem: Aldrig kan jeg glemme dette syn. Og ingenting kunne jeg gøre for dem! skrev hun. Efter så godt som alle armeniere i Mush var blevet dræbt, blev Johansson og Biørn tvunget til at forlade byen i 1915. Johansson rejste hjem til Sverige, og Biørn vendte tilbage til Norge i 1917 sammen med en to-årig armensk dreng, hun havde adopteret.
 

Hjemme igen

Under deres ophold i Skandinavien fik missionærerne hvile og mulighed for at komme sig. Men de var mærkede af deres oplevelser. Alma Johansson skrev: ”De, som hørte de dødsdømtes fodtrin, som så skarernes skyggegestalter, kunne ej glemme det, og et smil syntes aldrig mere på deres læber; tungt var mindet, de bar”.
 
Et andet sted skriver hun: ”Jeg behøvede tid for at finde mig til rette i livet igen. Og endnu et par år var tanken om at behøve at leve næsten uudholdelig for mig. Ind imellem er der stadig stunder, hvor det føles svært, at jeg dengang ikke fik lov at gå med de øvrige hjem [dvs. dø] men blev ladt næsten alene tilbage”. Missionærerne begav sig også ud på forelæsningsturneer for at sprede information om armeniernes skæbne og protestere mod verdens tavshed.
 

Hjælpen fortsætter efter folkedrabet

Efter krigen rejste missionskvinderne tilbage til området for at arbejde blandt flygtninge. Jacobsen rejste til Libanon, hvor hun åbnede børnehjemmet ”Fuglereden” i Byblos, og arbejdede der flere årtier frem til sin død 1960. Johansson arbejdede fra 1920 først en tid i Konstantinopel og derefter frem til sin pension 1941 i Thessaloniki i Grækenland. Biørn tog også først til Konstantinopel, men fortsatte snart til sovjetrepublikken Armenien. I byen Leninakan grundlagde hun et børnehjem. Efter nogle år som forstander der begav hun sig til Syrien og Libanon og de store flygtningelejre for armenske overlevende. 1935 flyttede hun hjem til Norge for bestandigt.
 

Vigtige vidner

Jacobsen førte i løbet af sin tid i Harput en detaljeret dagbog, som hun hemmeligholdt. Den blev fundet ti år efter hendes død og indeholdt næsten 1000 håndskrevne sider om de overgreb, hun blev vidne til under folkedrabet. Dagbogen er udkommet på engelsk og armensk. Johanssons vidnesbyrd blev udgivet i den britiske såkaldte blå bog og i Johannes Lepsius’ tyske dokumentsamling. Hun skrev også to korte skrifter, Et folk i landflygtighed. Et år af armeniernes historie (1930) om sine oplevelser under folkedrabet og Armensk Flygtningeliv (1931) om sit arbejde i Thessaloniki. Biørn havde gennem alle årene et kamera med sig. Hendes fotografier udgør i dag et vigtigt materiale om livet i området og folkedrabet.
 
Skrevet af Maria Småberg, Historisk Institut, Lunds Universitet
DIIS, marts 2012
 

Maria Jacobsen
@ The Armenian Genocide Museum-Institute og Armensk Kristent
Kulturcenter i Danmark






Dansk Institut for Internationale Studier
Østbanegade 1172100 København Øtel: +45 32 69 87 87fax: +32 69 88 00
folkedrab@diis.dk