Til undervisere Om os Kontakt
Søg
Forside UndervisningsministerietDansk Institut for Internationale Studier

Forside>Eksempler på folkedrab>Holocaust>Fokusartikler>Folkedrabet i Namibia 1904-08Print

Folkedrabet i Namibia
1904-1908


Folkedrabet på hereoer og namaer i Namibia var på mange måde en skræmmende generalprøve på Nazitysklands senere jødeforfølgelser, bekæmpelse af politiske modstandere, koloniseringspolitik i Østeuropa og udryddelses- og arbejdslejre. Godt 75% af hereroerne og 50% af namaerne mistede livet. I dag er folkedrabet næsten glemt.


Overlevende hereroer efter flugten i ørkenen og overgivelsen
Fakta om folkedrabet i Namibia
Involverede parter: Kolonimagten Tyskland og befolkningsgrupperne hereroer og namaer i Namibia.
Årstal: 1904-1908. Folkedrabet starter i 1904, og kz-lejrene lukker i 1908.

Antal ofre: 70.000-80.000 direkte ofre. Antallet af ofre usikkert, bl.a. fordi befolkningstallene er baseret på skøn. Mellem 75-80% af en befolkning på 70.000
-80.000 hereroer omkom.
I 1884-1885 mødtes en række europæiske lande i Berlin for at lave aftaler omkring frihandel i Afrika og fastlægge grænserne for deres interesser. Resultatet blev reelt, at hele det afrikanske kontinent blev opdelt i kolonier, der blev styret fra de forskellige europæiske hovedstæder. Tyskland var ikke blandt de første lande, der engagerede sig i kolonispørgsmålet i Afrika, men landet formåede alligevel at få betydelige landområder, herunder Namibia, som dengang blev kaldt Tysk Sydvest Afrika.


Tyske kolonister overtager gradvist mere land

Tyske missionærer var kommet til Namibia i 1860’erne, og snart blev de efterfulgt af tyske kolonister, der ønskede at bosætte sig i de forholdsvist tyndt befolkede centrale og sydlige dele af landet. I tiden op til 1904 var det lykkedes den tyske koloniadministration at købe og forhandle, men også svindle og tvinge, sig til mere og mere landbrugsjord. Efterhånden var befolkningsgrupperne hereroer og namaer alvorligt presset af de tyske kolonister. Hereroerne og namaernes samfund var bygget op omkring opdræt af store kvægflokke, og det store tab af landområder betød tab af græsningsarealer, som begge grupper var dybt afhængige af.

Kampen om jord

Med tiden udviste de tyske kolonister større og større aggressivitet mod lokalbefolkningen i en higen efter mere plads til at udvikle egne landbrug og samfund. På trods af en række freds- og samarbejdsaftaler blev grove og voldelige overfald på lokalbefolkningen mere og mere hyppige omkring år 1900. Overfaldene blev sjældent straffet alvorligt og medførte voldelige sammenstød mellem kolonister og lokalbefolkningen. I januar 1904 blev en lokal jordstrid den gnist, der fik en reel krig til at blusse op: En tysk officer stod bag omfattende tyveri af jordområder, der var ejet af hereroer. Et oprør bredte sig hurtigt, og god organisering fra hereroernes side betød militær succes. 130 tyskere blev dræbt i løbet af krigens første uger.

Tysk hævn

Hereroernes opstand og succes blev heftigt debatteret i Tyskland, og en propagandakampagne beskrev hereroerne som vilde barbarer og mordere på trods af, at hereroerne fx overholdt ordrer om ikke at røre kvinder og børn. Overgrebene på tyske kolonister blev bevidst overdrevet, og hurtigt herskede der en decideret lynchstemning mod heroerne i Tyskland.

Der blev sendt militære forstærkninger fra Tyskland til Namibia, men selvom den tyske hær var moderne udrustet med maskingeværer og artilleri og gik særdeles hårdt frem, var der ikke en militær afgørelse i sigte. Efter fem måneders krig havde tyskerne således ikke taget en eneste krigsfange. Hereroernes oprør var ledet af Samuel Maherero, der ellers var kendt for sit tætte samarbejde med den tyske guvernør Leutwin. I en redegørelse fra 5. marts 1904 argumenterede Leutwin imod udryddelse af hereroerne, men dog mest af praktiske grunde; ”udover det faktum at et folk på 60.000-70.000 ikke vil være så nemt at udrydde. Så vil jeg også argumentere for at sådan en gerning vil være en økonomisk fejl. Vi har brug for hereorerne som kvægdrivere og arbejdere.

Folkedrabet begynder

I maj 1904 ankom general Lothar von Trotha til Namibia og overtog kommandoen over de tyske tropper. Von Trotha havde tidligere vist sig som den tyske kejsers problemknuser i kolonierne og var kendt for sin brutalitet. I august 1904 rykkede han med 5.000 soldater mod Waterberg-området, hvor ca. 50.000 hereroer - børn, kvinder og gamle samt 7.000-8.000 mænd med våben - havde søgt tilflugt i håbet om, at deres talmæssige overlegenhed ville beskytte dem.

Den 11. og 12. august angreb von Trothas tropper de omringede hereroer for at udslette al modstand. På trods af, at langt de fleste hereroer var civile, tog de tyske tropper stort set ingen fanger. Hereroerne kunne ikke beskytte sig mod den moderne tyske hær, og mange tusinde blev dræbt.  Flere tusinde hereroer slap dog forbi den tyske hær og flygtede ud i ørkenen.

Forfølgelse ud i ørkenen


Tyske soldater blev beordret til at forfølge de overlevende, men sygdom og det hårde klima vanskeliggjorde den fortsatte nedskydning. Det fik dog ikke von Trotha til at give op. Selvom hereroernes militære modstand var brudt, og hele hererosamfundet enten var dræbt eller drevet på flugt, beordrede generalen, at forfølgelsen af alle hereroer skulle fortsætte ud i ørkenen.

I september begyndte de tyske tropper at bevogte eller forgifte vandhuller for at gøre det umuligt for flygtningene at overleve. Von Trotha deltog selv i jagten på overlevende hereroer og skrev i et brev til guvernøren; ”hereroernes nation må forsvinde fra jordens overflade”. Den 2. oktober 1904 udstedte han en ordre, senere også kendt som ”udryddelsesordren”:

"Inden for de tyske grænser vil alle hereroer med eller uden våben, med eller uden kvæg, blive skudt. Jeg vil ikke længere acceptere kvinder og børn her, jeg vil drive dem tilbage til deres folk eller jeg vil lade dem blive skudt”.

Kritik stopper ikke folkedrabet

Folkedrabet førte til kritik af Tyskland, både fra den politiske opposition i Tyskland og fra det internationale samfund. Der var bl.a. blevet udgivet en række postkort med billeder af ofre og kz-lejre samt breve fra tyske soldater og civile, der fortalte om overgreb og udryddelse af ”oprørerne”. Von Trotha truede imidlertid med at træde tilbage, hvis angrebene på hereroerne blev stoppet.

Den tyske kejser stoppede ikke overgrebene, men valgte i stedet en anden strategi, hvor de efterhånden få overlevende skulle lokkes frem og herefter indsættes i fangelejre. Dette gjaldt alle medlemmer af hererofolket, uanset alder og køn, og uanset om de havde deltaget i kampene. For at få flygtningene til at komme frem brugte man bl.a. de tyske missionærer til at overtale dem, og mange tusinde blev herefter interneret i fangelejre.

Koncentrationslejre oprettes


Fangelejrene var hovedsageligt beboet af kvinder og børn, idet de fleste mænd var blevet dræbt, ligesom mænd ofte blev hængt, når de overgav sig. Lejrene blev kaldt Koncentrationsläger eller kz-lejre, præcis som under 2. Verdenskrig. Der var fem hovedlejre, og specielt to var berygtede. Den ene lå centralt i hovedstaden Windhoek, lige ved siden af en militærlejr. De kvindelige indsatte blev systematisk brugt som sexslaver af soldaterne i lejren. Desuden blev de brugt som tvangsarbejdere og byggede blandt andet den flotte tysk-lutheranske domkirke og parlamentsbygningen. Den anden lejr lå helt ude ved kysten på Shark Island og blev kaldt ”dødens ø”.

Namaerne tager kampen op

Allerede fra krigens start forsøgte hereroerne at få andre grupper i det namibiske samfund med i krigen mod den tyske kolonisering, men hovedsageligt uden held. En undtagelse blev namaerne i syd, der elleres havde en fredsaftale med tyskerne. Aftalen med tyskerne betød, at 100 namaer deltog på tysk side i starten af krigen. De blev hovedsageligt brugt til at likvidere fanger og vendte hurtigt hjem med historier om massakrer og overgreb. Alligevel – eller måske derfor – indledte namaerne samme år (1904), en guerillakrig mod kolonimagten, og i et helt år holdt de 1.200-1.500 guerillakæmpere stand mod 15.000 tyske soldater. Til sidst led de dog nederlag, og de tyske tropper valgte også at indfange medlemmer af namasamfundet og sende dem i kz-lejre.

Døden i lejrene

I alt endte ca. 20.000 mennesker i lejrene. Heraf var 2/3 kvinder og børn. Levevilkårene i lejrene var umenneskelige, og fangerne boede ofte uden beskyttelse for vejr og klima. Maden blev bevidst holdt på et lavt niveau, idet man mente, at afrikanere ikke havde samme behov som hvide. Samtidigt var sygdom, tvangsarbejde og overgreb så voldsomme, at mange bukkede under. Voldtægt var så udbredt, at 90% af de tyske soldater kom hjem med seksuelt transmitterede sygdomme.

På Shark Island betød det kolde klima, at dødeligheden var specielt høj. Samtidigt lavede man en række medicinske forsøg, hvor man bl.a. undersøgte hoveder af henrettede fanger og også deres kønsdele for at underbygge påstanden om, at afrikanere var en underrace i forhold til hvide. Dette skete i samarbejde med videnskabsmænd i Tyskland. Man kogte bl.a. de døde fangers lig for at kunne sende skelletterne til museer og universiteter i Tyskland. Dødeligheden i lejrene lå officielt på ca. 40%, men var sandsynligvis højere. På Shark Island var den nærmere 70%.

Tvangsarbejde til døden

Tvangsarbejde i lejren og uden for var en vigtig del af lejrsystemet, og der var mange penge at tjene på de indsattes arbejdskraft. Fangerne kunne bruges til de opgaver, som hæren eller koloniadministrationen ønskede, og de kunne også udlejes til private firmaer og bønder. Fangerne blev i høj grad brugt til det hårde arbejde ved anlæggelse af jernbaner. Fra 1906-1907 døde således 67% af de 1.359 arbejdere, der deltog ved den type arbejde.

Koncentrationslejrene lukkes  – overgrebene fortsætter

De sidste koncentrationslejre blev lukket i 1908 på kejserens fødselsdag. Lukningen af koncentrationslejre betød dog ikke, at overgrebene var overstået. De overlevende overgik nu blot til at være fanger i deres eget land. Alle skulle være iført et bronzehalsmærke med et identificeringsnummer. Blev man pågrebet uden, blev det straffet hårdt. Hereroer og namaer måtte ikke længeren eje jord eller kvæg, hvilket var hele deres livsgrundlag. Reelt kunne de så kun overleve ved at blive ”arbejdere” for de tyske kolonister, typisk på storgårde. De blev samtidigt stavnsbundet inden for såkaldte polizei zoner, som først blev afskaffet i 1990, og deres arbejdsgivere havde ret til at afstraffe dem fysisk.

Fra folkedrab til apartheid

Det lykkedes næsten 2.000 hereroer at flygte til Botswana, den engelske nabokoloni. Senere kom også en række namaer til. Kampene fortsatte op til 1913, men England valgte at hjælpe Tyskland, og det gjorde det næsten umuligt at fortsætte kampen.

I 1914 ændrede 1. Verdenskrig på situationen. England besatte Namibia, bl.a. med hjælp fra de overlevende namaer og hereroer. Englænderne samlede vidneudsagn og beviser fra den tyske administrations arkiver i den såkaldte ”Blue Book”. Beviserne blev brugt som argument for, at Tyskland skulle fratages alle deres kolonier, hvilket blev implementeret under Versaillestraktaten. Namibia blev herefter lagt under England som mandatområde af først Folkeforbundet og senere FN. Sydafrika annekterede landet efter 2. Verdenskrig, og kort efter blev den racistiske apartheidpolitik indført. På den måde blev stort set alle de diskriminerende love imod den afrikanske befolkning videreført.

100 års fortielse

På trods af englændernes indsamling af beviser for drabene og de brutale overgreb var der ikke en eneste gerningsmand, der blev stillet til ansvar for sine gerninger, tværtimod. Mange af de tyske kolonister blev i Namibia og indgik på lige fod med andre hvide kolonister i den politiske og økonomiske mindretalselite. De tyske kolonister valgte endda at klage i parlamentet over, at The Blue book satte dem i et dårligt lys. Parlamentet bestod kun af repræsentanter for det hvide mindretal, og det lykkedes for kolonisterne at få bogen forbudt, og dermed blev beviserne kriminaliseret. Ligesom i Sydafrika begyndte en modstandskamp mod det hvide mindretalsstyre. En kamp, der først blev afsluttet med afviklingen af apartheidsystemet og Namibias uafhængighed 1990-1991.

Erindring af folkedrabet i dag?

Selv i dag bliver folkedrabet stort set ikke nævnt i Namibia. Det skyldes dels, at der stadig lever en stor gruppe af efterkommere til de tyske kolonister og gerningsmænd i Namibia. Dels er hereroer og namaer begge små grupper, imens regeringen er domineret af ovamboerne, som ikke var part i folkedrabet. Dermed er der ikke stærke interesser bag et opgør med fortiden, og der findes ikke nogen officiel erindringspolitik: På Shark Island, den værste kz-lejr, hvor tusindvis af mennesker døde, er der i dag en campingplads. Omkring flere gerningssteder kan man stadig finde knogler fra ofre, der aldrig er blevet begravet. Indtil det blev forbudt i 2004, fejrede det tysktalende mindretal hvert år starten på folkedrabet med en mindemarch for de tyske soldater.

En slags undskyldning, men ingen erstatning

I 2001 anlagde en gruppe hereroer sag mod Tyskland for folkedrab og forbrydelser mod menneskeheden, herunder slaveri og tvangsarbejde. Håbet er – efter jødisk forbillede – at få anerkendelse og erstatning for de forbrydelser, de har været udsat for. I august 2004 udtalte Tysklands udviklingsminister, Heidemarie Wieczorek-Zeul, at Tyskland accepterede “sit historiske og moralske ansvar”, og på krav om en undskyldning responderede hun, at det var en undskyldning. Samtidigt afviste hun dog erstatningskravene. I 2007 deltog efterkommere af von Trotha i en mindeceremoni, hvorunder de på vegne af familien udtrykte skam og undskyldte for begivenhederne.

Skrevet af Allan Spangsberg Nielsen, cand.scient.soc. i historie og internationale udviklingsstudier, underviser og foredragsholder, i samarbejde med DIIS, juni 2012
 
40-50% af alle namaer ud af en befolkning på 20.000 blev dræbt. Desuden gik det også hårdt ud over en tredje befolkningsgruppe, damaraerne, hvor næste 1/3 af 30.000 omkom. Ikke fordi de kæmpede imod tyskerne, men fordi de lignede namaerne.

Konsekvenser: De berørte samfund blev stort set udslettede, og næsten al videre udvikling blev umuliggjort af den efterfølgende undertrykkelse, som kom til at vare helt op til 1990-1991, hvor Apartheid-politikken under det hvide mindretalsstyre blev afviklet.




Hvem var gerningsmændene?
De tyske kolonisoldater var hovedgerningsmændene, der udførte den tyske kejser og regerings politik, men også frivillige fra andre europæiske lande og ikke mindst civile tyskere deltog i folkedrabet. I et tilfælde blev fire hereroer i en tysk krigsret frikendt for at have deltaget i krigen, blot for efterfølgende at blive lynchet af civile tilhørere. Enkelte tyske soldater og kolonister talte imod den brutale fremfærd, men kom ikke til orde, og de politikere, der talte imod krigen, tabte stort ved det samtidige valg i Tyskland. Generelt var der et tydeligt ønske om at gennemføre von Trothas udryddelsespolitik. Under konflikten døde 1633 tyskere, heraf halvdelen af sygdom. General von Trotha blev i 1905 hædret med fuld pension og den højeste prøjsiske orden for sin indsats.






















Eksempel på datidigt postkort, der viser tyske soldater i færd med at pakke kranier, der skal studeres i Tyskland.









Tysk officer blandt kz-fanger i Namibia


Racehygiejne og menneskeforsøg
Eugen Fischer var en kendt tysk raceteoretiker, der lavede feltarbejde i Namibia 1907-1908. Han var fortaler for racehygiejne, herunder ideen om, at racerne ikke skulle blandes, fordi den hvide race var overlegen i forhold til andre racer. Fischers raceteorier inspirerede direkte Hitler. Han arbejdede tæt sammen med nazisterne, bl.a. som rådgiver i racespørgsmål, herunder Nazitysklands steriliseringsprogram af mulatter i Rhinlandet. Senere arbejdede han på sit eget institut, hvor han personligt uddannede SS-læger, der arbejdede i kz-lejrene. Efter en kort afnazificeringsdom blev Fischer i 1952 ærespræsident af det tyske antropologforbund.

















Versaillestraktaten
Versaillestraktaten fra 1919 er en fredsaftale, der blev pålagt Tyskland af sejrherrerne efter 1. Verdenskrig. Tyskland måtte bl.a. afstå betydelige landområder, herunder de tyske kolonier. Traktaten forbød en sammenslutning af Tyskland og Østrig og begrænsede det tyske militær. Traktaten gav Tyskland ansvaret for krigen og pålagde landet enorme krigsskadeserstatninger, bl.a. overtog sejrherrerne den tyske handelsflåde og tyske aktiver i udlandet.


Folkedrabet i Namibia – en forløber for Holocaust?
Tysklands handlinger i Namibia var på mange måder en frygtelig generalprøve på, hvad der senere kom til at ske under Holocaust. Tyskland opførte for første gang kz-lejre, ligesom man for første gang brugte en række begreber, som en årrække senere blev anvendt under 2. Verdenskrig i forbindelse med nazisternes udryddelsespolitik. Lebensraum betyder egentligt bare ”plads til at leve”, men begrebet byggede på en idé om mere plads til det tyske folk i andre lande på bekostning af de oprindelige beboere. Endlösnung betyder rent sprogligt ”den endelige løsning”, altså et endeligt stop for et problem, men i Namibia og under udryddelsen af jøder under 2. Verdenskrig blev det brugt som en omskrivning af folkedrabene. Racekrig blev under begge folkedrab brugt til at beskrive en verdensopfattelse, hvor forskellige menneskeracer bekæmper hinanden. Fjenden var baseret på race, og alle medlemmer af fjendens gruppe - børn, kvinder, gamle og mænd - blev betragtet som legitime mål. Idet man i begge tilfælde ønskede at udslette fjenden, førte man udryddelseskrig imod dem.

En række personer optræder i begge folkedrab. Eksempelvis Franz von Epp, som blev den øverste nazist i Bayern 1933-1945, hvor han var med til at oprette kz-lejren Dachau og var ansvarlig for udryddelsen af næsten alle jøder i delstaten. En række tidligere koloniadministratorer fra Namibia fik under 2. Verdenskrig ansvaret for at udføre Nazitysklands besættelsespolitik i Østeuropa, hvor målet var en germanisering af området eller sagt med andre med andre ord oprettelsen af en tysk koloni i Østeuropa på bekostning af de oprindelige beboere.
 
Hitlers stedfortræder Hermann Göring var også inspireret af Namibia. En inspiration han havde fået direkte fra sin far, der havde været tysk rigskommissær i kolonien fra 1885-1891. Göring udtalte i 1941, at kampen for den tyske race og lebensraum ville koste 20-45 mio. mennesker livet i Polen og Sovjetunionen, men at: ”det var enkelte folkeslag, der fortjente at blive decimeret”.


Arbejdspørgsmål
  • På hvilken måde synes de ansvarlige bag folkedrabet at retfærdiggøre drabene?
  • På hvilke måder kan man se folkedrabet i Namibia som en ”generalprøve” på Nazitysklands fremfærd i Østeuropa samt Holocaust?
  • Hvilke konsekvenser kan den efterfølgende lange undertrykkelse og fortielse af folkedrabet 1904-1908 have haft på efterkommere af ofre og gerningsmænd og dermed det namibiske samfund i dag?
  • Kan en officiel undskyldning og erstatning fra Tyskland og det nuværende hvide tysktalende mindretal i Namibia have en effekt på erindringen af folkedrabet? Hvorfor/hvorfor ikke?

Læs mere
Eriksen, Tore Linnè: Det første folkemordet i det tjuende århundret, Namibia 1903-1908, Unipub, 2007, Oslo.

Sarkin, Jeremy: Germany’s Genocide of the Herero: Kaiser Wilhelm II, his general, his settlers, his soldiers., UCT Press, 2011, Cape Town.

Zimmerer, Jürgen & Zeller, Joachim: Genocide in German South-West Africa, Merlin Press, 2008.Monmouth.


Dansk Institut for Internationale Studier
Østbanegade 1172100 København Øtel: +45 32 69 87 87fax: +32 69 88 00
folkedrab@diis.dk