Til undervisere Om os Kontakt
Søg
Forside UndervisningsministerietDansk Institut for Internationale Studier

Forside>Eksempler på folkedrab>Holocaust>Fokusartikler>Hvordan kunne de gøre det? – moral og intentionPrint

Hvordan kunne de gøre det? – moral og intention hos gerningsmænd under Holocaust


6 millioner jøder blev myrdet under 2. Verdenskrig, og et utal af gerningsmænd deltog aktivt i folkedrabet. Men hvordan var det menneskeligt muligt at medvirke til massedrabene? Var gerningsmændene fra starten antisemitter med en intention om at dræbe jøder, eller skete der gradvist et skred? Et kig på de to topnazister Franz Stangl og Rudolph Höss kan give en idé om svaret.

Inden for forskningen om gerningsmænd under Holocaust tegner der sig to retninger, når man ser på spørgsmålet om, hvorvidt gerningsmændene personligt var overbevist om, at Europas jøder skulle dræbes:
  • I den ene retning, som man kalder universalisme, er svaret nej. For langt de fleste tyske gerningsmænd lå der ikke en personlig overbevisning til grund for deres handlinger. Argumentationen lyder, at det ikke var klart fra starten, at den nazistiske politik ville føre til folkedrab på jøder. Jøderne skulle i udgangspunktet bare væk fra Tyskland og det tyske folk. På den måde ses Holocaust som en gradvis proces, hvor den ene ordre blev lidt værre end den foregående, uden at de fleste deltagere på noget tidspunkt tog en bevidst beslutning om at medvirke til folkedrab. Det var derfor ikke et særligt jødehad hos de enkelte gerningsmænd, der førte til drabene, og Holocaust var ikke et særlig tysk fænomen – folkedrabet kunne i princippet være sket andre steder.

  • Inden for den anden retning, som man kalder partikularisme, er svaret, at det netop var noget særligt ved de tyske gerningsmænd, som gjorde Holocaust mulig, og at der lå personlige interesser og overbevisninger bag drabene. Argumentet er, at der fandtes en særlig antisemitisme i Tyskland , allerede inden krigen. Ifølge partikularismen så krævede opgaven med at få oprettet udryddelseslejre og transporteret millioner af mennesker, at man var meget bevidst om, hvad der skete og skulle ske. Endelig er argumentet, at tyske værdier på det tidspunkt hyldede en forestilling om ”den stærke soldat”, der var parat til at gøre hvad som helst for sin nation. Hvis soldaten ikke havde et ønske om at dræbe sine fjender – og jøder blev set som fjender af Tyskland – blev det set som en svaghed, der burde overvindes.

De to topnazister Franz Stangl og Rudolph Höss var kommandanter i kz- og udryddelseslejrene Treblinka og Auschwitz. De var ansvarlige for hundredetusindvis af drab og andre grusomheder. Stangls og Höss’ egne ord kan give en idé om, hvorvidt der var personlige overbevisninger bag deres handlinger.

Stangls intention frikendte ham for skyld – mente han selv

Da Franz Stangl sad fængslet i Tyskland i 1970, gav han et interview. I starten af interviewet gjorde Stangl meget ud af at fortælle journalisten, at han ikke havde haft et personlig ønske om at dræbe jøderne, men blot fulgte ordrer og overlevede i systemet: ”Definitionen af en forbrydelse skal møde fire krav: Der skal være et subjekt, et objekt, en handling og en intention. Hvis et af disse elementer mangler, er der ikke tale om en strafbar handling. Hvis ’subjekt’ var regeringen, ’objekt’ var jøderne, ’handling’ var gasninger, så kunne jeg fortælle mig selv, at det fjerde element ’intention’ manglede.”

Stangl mente altså ikke, at han havde begået en forbrydelse, fordi han i sin egen optik ikke havde haft et ønske om at slå jøderne ihjel, men bare havde fulgt ordrer.

En ambitiøs mand


Man kan dog godt udfordre Stangls selvbillede ved at se på andre citater fra interviewet: ”Jeg gjorde alt af egen fri vilje. Jeg blev nødt til at gøre det så godt, som jeg kunne. Sådan er jeg.” ”Det var min profession. Jeg nød det… og ja, jeg var ambitiøs omkring det.”

Citaterne er afslørerede. Stangls ambitioner vægtede tungere end hans personlige holdning til, om jøderne burde dræbes. Stangl fremstod ikke udpræget nazistisk og antisemitisk, men han sagde ikke nej til at udføre morderisk arbejde, hvis det betød, at han gavnede sin karriere. Da han fik muligheden for at få jobbet i udryddelseslejren Treblinka, sagde han ja med det samme, selvom han vidste, hvad det indebar. Stangl blev på et tidspunkt udnævnt til den bedste kommandant i Polen og var stolt af det, for – som han påpegede – så nød han at gøre tingene så godt, som han kunne, også selvom hans job var at gasse tusindvis af jøder hver dag.

Man kan sige, at Stangl ikke havde nogen direkte intention om at dræbe jøder, men at han bidrog til Holocaust på grund af en indirekte intention, i og med det gavnede hans personlige ambitioner om at komme til tops i hierarkiet. Man kan ikke sige, at han ingen intention havde (universalisme), men det vil også være at gå for vidt at sige, at Stangls intention stammede fra et stærkt jødehad og et nazistisk værdisæt, som partikularismen ville argumentere. Det er derimod en kombination, hvor Stangls personlige kompromisløse tilgang til sin karriere faldt sammen med en situation, hvor dét at slå ihjel var nødvendigt for at nå til tops.

Höss’ grunde til at blive gerningsmand

Rudolph Höss skrev en selvbiografi, mens han sad fængslet, og de næste citater stammer derfra: ”Selvfølgelig var denne ordre noget ekstraordinært, noget monstrøst. Alligevel virkede grunden til ordren om masseudryddelse rigtig for mig.” ”Jeg mente, at nazistpartiets verdensfilosofi var den bedste for det tyske folk.” Höss var langt mere nazistisk i sin overbevisning end Stangl, og han så reelt jøderne som en trussel mod Tyskland og var enig i den nazistiske jødepolitik.

Efter krigen efterrationaliserede han: ”I dag indser jeg, at udryddelsen af jøderne var totalt forkert… Den nazistiske sag var ikke styrket med det, tværtimod. Jøderne er meget tættere på deres endelige mål nu.” Holocaust var ikke ”totalt forkert” af humane årsager, men fordi jøderne nu – set med Höss’ øjne – var tættere på ”deres endelig mål” – at skade Tyskland. Höss følte sig mere truet efter krigen, end han gjorde før krigen, og derfor ser han udryddelsen som en fejl. Höss som gerningsmand passer i langt højere grad end Stangl ind i partikularismens idé om, at gerningsmændene handlede på grund af en personlig motivation om at ville udrydde jøderne. Höss troede på de nazistiske værdier og ideologi og mente, at det var i den gode sags tjeneste at bidrage til udryddelsen.

Gerningsmænds moral – eksisterende eller ej?

Man kan tænke moral som et sæt værdier og tanker om, hvad der er rigtigt og forkert. Disse værdier er styrende for vores handlinger. Hvordan forholdt de tyske gerningsmænd sig moralsk til deres handlinger?
Indenfor forskningen om gerningsmænd under Holocaust er der grundlæggende tre tilgange, som hver især ser på dette spørgsmål.

  1. Undvige moral
    Man kan argumentere for, at gerningsmændene inderst inde godt vidste, at det, de gjorde, var moralsk forkert, men at de forsøgte at undvige de moralske tanker. Fx fremstillede nazisterne jøderne som kryb og skadedyr for at gøre dem umenneskelige. Det kan have gjort det lettere at ignorere en eventuel moralsk stemme, som talte imod drabene.

  2. Moral gør det muligt
    En anden type argument er, at de tyske værdier som styrke, disciplin, ære og fædrelandskærlighed var så stærke, at de moralsk kunne retfærdiggøre drabene som nødvendige og rigtige. Man så nemlig jøderne som en trussel mod Tyskland, da man mente, at de var undermennesker, som ville fordærve landet og det tyske folk. På den måde så man det ikke som grundlæggende moralsk forkert at dræbe jøderne, fordi de udgjorde en trussel mod fædrelandet. Det kunne være ubehageligt at udføre disse drab, men hvis man sagde fra, var det et udtryk for svaghed og ikke for moral.

  3. Moral sat ud af spil
    Endelig kan man argumentere for, at gerningsmændene slet ikke forholdt sig moralsk til deres gerninger. De havde ingen fornemmelse for deres handlinger og fulgte blindt ordrer uden at tænke over, reflektere eller forholde sig til de moralske aspekter af drabene.

Stangls moral sat ud af spil

Følgende citat er af Stangl:
En jøde kom op til mig og sagde, at en af vagterne havde lovet ham at give ham vand, hvis jøden gav ham sit ur. Men vagten havde taget uret og ikke givet ham noget vand. Det var jo ikke rigtigt gjort, vel? Det ville jeg ikke tillade, så jeg sagde, ’Jeg er ikke interesseret i hvilken uniform, en mand har på; kun hvad der er inden i manden’. Hvad er rigtigt, er rigtigt, ikke?

Ved første gennemlæsning kan det virke, som om Stangl forholder sig moralsk til situationen og handler på den uretfærdighed, der er sket overfor jøden ud fra en moralsk tanke. Men ved nærmere analyse fremstår citatet absurd: Stangl forsøger at fremstille sig selv som moralsk eftertænksom, men han taler om en situation, som er sket få timer, inden jøden blev gasset med hele sin familie under ordre og organisation af Stangl selv. Den retfærdighed og moral, som han foregiver at handle på overfor jøden, forekommer helt ligegyldig i den sammenhæng, det foregår i. Det virker som om, han er helt ureflekteret omkring de moralske forbrydelser, han begik hver time i Treblinka. Ud fra dette og andre citater er det tydeligt, at Stangls moral overfor de hundredetusinder af mennesker, som han arrangerede døden for, er sat ud af spil. Man kan dog ikke kalde Stangl et menneske uden moral, da han jo netop opfattede sig selv som moralsk overfor fangen. Moral er en kompleks størrelse, som kan forstås på flere niveauer.

Höss’ moral muliggør drabene

Höss mente, at han og andre tyske nationalister havde en moralsk pligt til at udrydde jøder, fordi de ville skade Tyskland og i det hele taget var en farlig race. For Höss var der dermed ikke noget problematisk i at myrde millioner af mennesker, da drabene netop var retfærdiggjort af hans moralske forestillinger.

Höss skriver i sin selvbiografi, at han var meget inspireret af Heinrich Himmler. Himmlers moral kan illustreres ved en tale, han holdt for SS-officerer i 1943:

"Jeg vil også nævne et meget alvorligt emne her foran jer i fuld åbenhed. Det skal én gang udtales helt åbent imellem os, og alligevel vil vi aldrig tale om det i offentligheden […] Det, jeg taler om, er evakueringen af jøderne, udryddelsen af det jødiske folk. Det er en af den slags ting, som er let at sige. ”Det jødiske folk bliver udryddet,” siger enhver partikammerat, ”helt klart, det står i vores program, jøderne sættes ud af spillet, udryddes, det ordner vi.” Og så kommer de alle sammen, de flinke 80 mio. tyskere, og enhver har sin anstændige jøde. Det er klart nok, de andre er nogle svin, men ham her er en førsteklasses jøde. Ingen af dem, der taler sådan, har set det, ingen af dem har udholdt det. De fleste af jer vil vide, hvad det vil sige, når der ligger 100 lig sammen, når der ligger 500, eller når der ligger 1000. At have gennemgået dette og – når man ser bort fra undtagelser af menneskelig svaghed – have bevaret sin anstændighed, det har gjort os hårde. Dette er en ærefuld periode i vores historie, som aldrig er beskrevet og aldrig skal beskrives."

Heinrich Himmler, den 4. oktober 1943, Poznan, Polen. Udskrift af lydbånd fra et møde mellem SS-officerer, fundet blandt Himmlers ejendele efter 2. Verdenskrig. Talen kan læses i sin helhed på originalsproget samt på engelsk her.

Himmlers tale understreger, hvordan det at udrydde jøder blev set som en moralsk pligt og et udtryk for ære og styrke. Hvis man ikke kunne dræbe tusindvis af mennesker, så var man svag og ikke moralsk.

Forskellig moral og intention – samme forbrydelse

Universalismen og partikularismen samt de forskellige tilgange til gerningsmænds moral kan gøre os lidt klogere på hvilke mekanismer, der ligger bag forbrydelser begået under Holocaust. Der findes ikke en enkelt teori, som kan forklare gerningsmændenes handlinger, for der er stor forskel på, hvad der drev de forskellige gerningsmænd, alt efter hvem de var, og hvor i hierarkiet, de befandt sig.

Stangls og Höss’ forskellige tilgange til deres arbejde ændrer ikke på, at de begge var ansvarlige for hundredetusindevis af menneskers død i de lejre, de var ledere af. Det rejser spørgsmålet om, hvorvidt det spiller en rolle, hvilke intentioner der ligger bag de handlinger, man udfører.

Skrevet af Liv Kronborg Forman, stud.psych, i samarbejde med DIIS, august 2012


Arbejdsspørgsmål

Både Höss og Stangl argumenterede for, at de blot udførte deres arbejde. Er de så ansvarlige og skyldige på samme måde, som hvis de selv havde taget initiativ til forbrydelserne? Kunne de have gjort noget anderledes?

Kan vi som individer og samfund gøre noget for at forhindre noget lignende? Hvad?

Hvilke andre situationer kan få mennesker til at begå lignende handlinger? Kan der gøres noget for at forhindre og forebygge i de situationer?

Læs også:
Höss, R. (1947). Death Dealer. Prometheus Books. Citaterne fra Höss findes her.

Sereny, G. (1974). Into that Darkness: From mercy killing to mass murder. London: Andre Deutsch. Citaterne fra Stangl findes her.

Jørgensen, Torben (2004): Stiftelsen – Bødlerne fra Aktion Reinhardt, København, Gyldendals bogklubber.

Kuschel, Rolf og Zand, Faezeh (2004): Ondskabens Psykologi – socialpsykologiske essays af Rolf Kuschel og Faezeh Zand.

Goldhagen, D. (1996). Hitler's Willing Executioners: Ordinary Germans and the Holocaust. New York: Alfred A. Knopf.

Browning, C. (1992). Ordinary Men: Reserve Police Battalion 101 and the Final Solution in Poland. New York: Harper Perennial.

Weltzer, Harald og Neitzel, Sönke (2012): Soldater – Beretninger om krig, drap og død. Forlaget Press.


Franz Stangl
Franz Stangl var en østrigsk politimand, født i 1908. Han startede sin SS-karriere som politimand i 1938 på et af de første centre, som tyskerne oprettede for at dræbe mentalt og fysisk handikappede i det såkaldte Eutanasiprogram. Herefter blev han tilbudt at komme til Polen som kommandant for udryddelseslejre, hvilket han accepterede. Han var først kommandant for dødslejren Sobibor i 1942, men kom senere til lejren Treblinka, hvor han var i et år. Hundredetusinder af mennesker blev myrdet i gaskamre i Treblinka, mens Stangl havde det øverste ansvar. Han blev udnævnt til den bedste kommandant i kz-lejrene i Polen. Han flygtede efter krigen til Argentina med sin familie, hvor han levede, indtil han blev fanget i 1967, bragt tilbage til Tyskland og idømt livstid. Han døde i sin celle kort tid efter af et hjerteanfald.




Rudolph Höss
Rudolph Höss blev født i 1901 i Sydtyskland. Han kæmpede allerede som soldat i 1. Verdenskrig og blev medlem af SS i 1934. Han blev den første kommandant af kz-lejren Auschwitz-Birkenau, og gjorde det til en effektiv udryddelseslejr i løbet af de 3½ år, han arbejdede og boede der med sin familie. Det var bl.a. ham, der introducerede gaskamrene i Auschwitz. Hundredetusinder af mennesker mistede livet under hans ledelse i lejren. Efter krigen blev Höss fanget af britiske styrker og dømt til døden. Han blev hængt ved indgangen til Auschwitz i 1947.


Dansk Institut for Internationale Studier
Østbanegade 1172100 København Øtel: +45 32 69 87 87fax: +32 69 88 00
folkedrab@diis.dk