Til undervisere Om os Kontakt
Søg
Forside UndervisningsministerietDansk Institut for Internationale Studier

Forside>Hvad er folkedrab>Hvad er folkedrab?Print

Hvad er folkedrab?


Man anslår, at mere end 100 millioner mennesker har mistet livet som følge af folkedrab inden for de seneste 100 år. Verden over har diktatorer og deres villige medhjælpere forfulgt og dræbt folk på grund af religion, nationalitet, etnisk eller racemæssigt tilhørsforhold, og de har dermed gjort perioden til en af de blodigste i menneskets historie.

Det 20. århundrede er med rette blevet kaldt for folkedrabets århundrede, selvom den bevidste tilintetgørelse af grupper langt fra er et fænomen, som kun kendes fra det 20. århundrede. Der er flere eksempler på folkedrab op gennem historien, men aldrig har så mange mennesker mistet livet som følge af folkedrab som i det 20. århundrede. Det er svært at svare på, hvorfor netop det 20. århundrede er blevet folkedrabets århundrede, men mulige forklaringer kunne være de teknologiske fremskridt, nationalismens opblomstring og massemediernes fremkomst.

Raphael Lemkin ophavsmand til begrebet folkedrab

Selv om den bevidste tilintetgørelse af grupper er et gammel kendt fænomen, var det først med nazisternes forbrydelser mod jøderne under 2. Verdenskrig, at den uhyrlige praksis blev navngivet. Ophavsmanden til begrebet folkedrab var den polsk-jødiske jurist Raphael Lemkin, der flygtede fra Polen i 1938 for at undgå at blive offer for de nazistiske overgreb mod jøder. Lemkin kombinerede i en bog fra 1944 det græske ord for stamme eller race ”genos” med det latinske ord for at dræbe eller slå ihjel ”cide”, og dermed opstod begrebet ”genocide”, som på dansk oversættes til folkedrab.

FN's folkedrabskonvention definerer folkedrab

I efterdønningerne af de nazistiske forbrydelser vedtog FN i 1948 en folkedrabskonvention, hvori begrebet folkedrab blev defineret juridisk.  I konventionen forstås folkedrab som handlinger, der begås i den hensigt helt eller delvist at ødelægge en national, etnisk, racemæssig eller religiøs gruppe. Formålet med konventionen var at forhindre fremtidige folkedrab, men historien har desværre siden vist, at Holocaust ikke skulle blive det sidste folkedrab i det 20. århundrede. Der er uenighed om præcist, hvor mange folkedrab, der har fundet sted, men nedenfor introduceres en række af de forbrydelser begået i det 20. århundrede, som indeholder elementer af folkedrab.

Udryddelsen af Hereroerne

Det 20. århundrede var ikke mere end få år gammelt, da verden blev vidne til det nye århundredes første folkedrab. I januar 1904 gjorde herero-folket oprør mod de tyske koloniherrer i tysk Sydvestafrika, det nuværende Namibia. Baggrunden var blandt andet, at tyskerne havde planer om at anlægge en jernbane tværs gennem landet, som ville forhindre det indfødte herero-folk i at fortsætte deres traditionelle erhverv som kvægavlere. Hereroerne havde succes med at tilbageerobre store områder af landet, men i sommeren 1904 sendte den tyske regering en styrke til området for at stabilisere situationen. Det lykkedes for de tyske styrker at nedkæmpe oprøret, og tyskerne drev herefter herero-folket og et andet indfødt folk, nama-folket, ud i ørkenen. Langs ørkenens kant blev der opsat vagter, og tusindvis af mennesker blev derfor overladt til tørsten. Godt 75% af hereroerne og 50% af namaerne mistede livet.

Folkedrabet på armenierne

I 1915 påbegyndte den osmanniske regering et systematisk gennemført folkedrab mod den armenske befolkning i det Osmanniske rige, som et led i regeringens ønske om at skabe en tyrkisk nation, kun for tyrkere. Folkedrabet blev indledt med deportationer og drab på armenske ledere, og armenske mænd, som var indkaldt til militæret, blev ført bort og dræbt. Armenske landsbyer blev tømt for mennesker, og tusinder af mennesker blev i store kolonner fordrevet fra deres hjem og drevet tværs over landet. De deporterede var uden mad og drikke, og de blev dagligt udsat for massakrer, overfald, voldtægter og bortførelser. Mange blev drevet ud i den syriske ørken, hvor kun de færreste overlevede. Mellem 1 og 1,5 millioner armenierne og hundredetusinder andre kristne minoriteter i Osmannerriget blev myrdet, før drabene endeligt ophørte omkring 1921-1922.

Holocaust

Holocaust er betegnelsen på det folkedrab, som det nazistiske regime og dets villige hjælpere begik på 6 mio. jøder i årene 1941-1945 som et led i den nazistiske racepolitik. Op igennem 1930’erne var jødernes rettigheder blevet alvorligt indskrænket i Tyskland, og i 1941 iværksatte nazisterne, hvad de kaldte ”den endelige løsning” på det ”jødiske problem”. Alle jøder skulle udryddes. Omkring 1,5 mio. jøder mistede livet som følge af sult, tvangsarbejde og fangenskab i ghettoer og koncentrationslejre, og ca. endnu 1,5 mio. jøder blev myrdet af de frygtede Einsatzgrupper i det besatte Sovjetunionen. Omkring 3 mio. jøder blev sammen med ca. 200.000 sigøjnere dræbt i gaskamrene eller skudt i en af de seks udryddelseslejre, som nazisterne oprettede i det besatte Polen.

Også blandt andre fysisk og psykisk handicappede, homoseksuelle, sigøjnere, samt russiske og polske krigsfanger blev ofre for det nazistiske regime.

Stalinismens forbrydelser

Både før, under og efter Holocaust begik Stalin i Sovjetunionen forbrydelser mod sin egen befolkning i et ubegribeligt omfang. Fysisk udslettelse af reelle og indbildte fjender var et karakteristika ved det stalinistiske styre, og millioner af personer, der tilhørte politiske, religiøse eller etniske grupper blev ofre for den stalinistiske terror. Til eksempel kan nævnes deportationer af sociale og etniske grupper, og en bevidst fremprovokeret hungersnød, som kostede op i mod 6 mio. mennesker livet. Det berygtede Gulag-system, som bestod af tusindvis af straffelejre fordelt over det meste af Sovjetunionen, udgjorde et vigtigt element i det stalinistiske terrorapparat, og det anslås, at i alt ca. 2 mio. ud af 20 mio. Gulag-fanger mistede livet. Et forsigtigt skøn over det samlede antal af ofre for de stalinistiske forbrydelser i perioden 1928-1953 ligger mellem 11 og 14 mio. mennesker.

De Røde Khmerer i Cambodja

Under ledelse af Pol Pot gennemførte De Røde Khmerer i årene 1975-1979 en kommunistisk revolution i Cambodja, som skulle omdanne det cambodjanske samfund til et kommunistisk bondesamfund. Bybefolkningen blev tvangsforflyttet til landområderne og det med katastrofale menneskelige omkostninger til følge. Pol Pots regime krævede ikke færre end 1,7 mio. menneskeliv, heriblandt intellektuelle, bønder og etniske minoriteter, som eksempelvis vietnamesere. De fleste døde af sult og sygdom, men også mange blev henrettet af regimet. Tvangsarbejde, deportationer, tortur og overvågning hørte til andre måder, hvorpå det kommunistiske regime undertrykte befolkningen.

Saddam Husseins folkedrab på kurderne i Irak

Mindre end 10 år efter Pol Pots folkedrab i Cambodja iværksatte Saddam Hussein i slutningen af 1980’erne en omfattende 'kampagne' mod de irakiske kurdere. Ved hjælp af systematiske giftgasangreb var han sammen med sin fætter, ”kemiske Ali”, under Anfal-kampagnen i 1988 ansvarlig for, at ca. 180.000 kurdere mistede livet, og op imod en million blev fordrevet fra deres hjem. Også deportationer, beskydninger og henrettelser blev anvendt i kampen mod kurderne. Formålet med de velplanlagte angreb mod kurderne var at affolke de kurdiske områder af Irak, blandt andet fordi mange kurdere støttede Iran, som Irak på daværende tidspunkt var i krig med.

Folkedrab i 1990’erne

I 1990’erne blev verden vidne til ikke mindre end to folkedrab i henholdsvis Rwanda og Bosnien.
Folkedrabet mod tutsi-befolkningen i Rwanda hører til blandt de mest brutale folkedrab. Som følge af årelange stridigheder mellem de to største befolkningsgrupper i Rwanda, hutuerne og tutsierne, indledte ekstremistiske hutuer i april 1994 et folkedrab på tutsierne. I løbet af kun 100 dage blev omkring 800.000 tutsier dræbt – heraf blev de fleste slagtet med macheter. Folk blev slået ned ved vejspærringer, opsøgt i deres hjem og dræbt i kirker, skoler og på hospitaler.

Det andet folkedrab i 1990’erne fandt sted i det nu tidligere Jugoslavien. Da Bosnien i 1992 erklærede sin uafhængighed af Jugoslavien, udbrød der en blodig borgerkrig, som førte til at ca. 100.000 mennesker mistede livet, hele landsbyer blev jævnet med jorden, og mere end 2 mio. mennesker måtte flygte fra deres hjem. Konflikten stod mellem serbere, kroater og bosniske muslimer, og massakrer, voldtægter og tortur blev en del af hverdagen. Overgrebene blev begået af alle krigens parter, men dog primært af de serbiske styrker. Et af de værste overgreb fandt sted den 11. juli 1995 i byen Srebrenica, hvor mere end 7.000 bosniske mænd og drenge blev dræbt af bosnisk-serbiske styrker.

Folkedrab i Darfur

At folkedrab langt fra hører fortiden til, understreges af den nuværende situation i Darfur-provinsen i det vestlige Sudan. Her mener mange, at der lige nu finder et omfattende folkedrab sted. Krisen i Sudan har luret længe, men brød for alvor ud i februar 2003, da oprørsgrupper begyndte at angribe regeringssteder i Darfur. Dette skete i protest mod den arabisk dominerede regerings mangeårige undertrykkelse af forskellige etniske grupper i Darfur. I sine bestræbelser på at nedkæmpe oprørerne har den sudanesiske regering trænet og leveret våben til lokale militser, som nu spreder død og ødelæggelse hos den ikke-arabiske befolkning i Darfur. Der findes mange beretninger om, hvordan først regeringen bombarderer et område, og de regeringsstøttede Janjaweed-militser derefter rykker ind i landsbyerne og systematisk voldtager kvinder, slår mænd ihjel og afbrænder landsbyer. Det er uvist, hvor mange mennesker, der siden februar 2003 har mistet livet som følge af konflikten, men det drejer sig formentlig om et sted mellem 100.000 og 300.000 mennesker. Desuden menes op mod 2 millioner mennesker nu at være på flugt.
 
Til top
Læs mere:

Folkedrabets aktører

Forudsætninger for folkedrab

FN's folkedrabskonvention

Folkedrab og internationale domstole

Folkedrab og andre internationale forbrydelser




Udgravning af massegrav i Srebrenica i Bosnien
Billede fra udgravningen af en massegrav i Srebrenica



Hvor mange folkedrab?
Selv om begrebet folkedrab defineres i FN's folkedrabskonvention er det ikke altid lige nemt at afgøre, hvornår der er tale om folkedrab. Det vil nemlig altid være et spørgsmål om, hvordan man fortolker konventionens definition. Antallet af folkedrab er derfor meget omdiskuteret, og der findes mange eksempler på omstridte konflikter og forbrydelser, som ikke alle forskere er villige til at betegne som folkedrab. Konflikten i Tjetjenien, som har kostet tusindvis af menneskeliv og har drevet hundredetusinder af mennesker på flugt, er et nutidigt eksempel på en konflikt, som har fået nogen til at rejse beskyldninger om folkedrab.





FN-konventionens defintion på folkedrab
Ifølge FN-konventionens artikel II defineres folkedrab som værende enhver af nedennævnte handlinger, der begås i den hensigt helt eller delvist at ødelægge en national, etnisk, racemæssig eller religiøs gruppe som sådan:
at dræbe medlemmer af gruppen,
  • at tilføje medlemmer af gruppen betydelig legemlig eller åndelig skade,
  • med forsæt at påføre gruppen levevilkår, beregnede på at bevirke gruppens fuldstændige eller delvise fysiske ødelæggelse,
  • at gennemføre forholdsregler, der tilsigter at hindre fødsler inden for gruppen,
  • med magt at overføre en gruppes børn til en anden gruppe.



Dansk Institut for Internationale Studier
Østbanegade 1172100 København Øtel: +45 32 69 87 87fax: +32 69 88 00
folkedrab@diis.dk