Til undervisere Om os Kontakt
Søg
Forside UndervisningsministerietDansk Institut for Internationale Studier

Forside>Eksempler på folkedrab>Holocaust>Fokusartikler>Hvad betyder Holocaust i dag?Print

Hvad betyder Holocaust i dag?


Holocaust er del af europæernes fælles arv, men hvilken betydning har folkedrabet i dag? Hvorfor bliver Holocaust stadig mindet, og er der andre dele af historiens skyggesider, som også bør blive mindet?

Hvorfor erindre Holocaust?

Holocaust ses i dag som et symbol på ondskab og som et absolut lavpunkt i Europas historie. Holocaust bliver fremhævet som et eksempel på, hvor galt det kan gå, hvis menneskerettighederne ikke bliver overholdt, og racisme og fremmedhad ikke bliver bekæmpet. Den synsvinkel kan være med til at forklare, hvorfor Holocaust stadig betyder noget: Holocaust bliver erindret for at undgå at noget lignende vil ske i fremtiden.

Historien om Holocaust kan også pege på nogle af de faresignaler, man bør være opmærksom på for at forhindre gentagelser. Historien kan fx sige noget om, hvordan ofre og gerningsmænd bliver skabt, og hvordan mennesker reagerer i ekstreme situationer, eller når de bliver vidne til diskrimination og forfølgelse.

Holocausterindring som forbillede
I hele verden har folk kendskab til nazisternes folkedrab på Europas jøder, og holocausterindringen får stor international opmærksomhed. Det skyldes blandt andet, at Holocaust påvirkede rigtig mange lande, især europæiske lande, men også USA og Israel, fordi så mange jødiske flygtninge og Holocaustoverlevere sidenhen bosatte sig her. Holocaust kan derfor ses som en fælles europæisk eller global erfaring, der går på tværs af landegrænser.

Fordi holocausterindringen får så stor opmærksomhed, bliver den brugt som forbillede af andre, der også ønsker at skabe opmærksomhed om andre erindringer og ofre. Eksempelvis af dem, der ønsker at erindre og udbrede kendskabet til kommunismens og stalinismens ofre. Det kan fx ses i den såkaldte Prag-erklæring fra juni 2008, der bruger erindringen om nazismen og Holocaust som forbillede og målestok. I erklæringen er der blandt andet et forslag om at ”mindes ofrene for nazisme og kommunisme” den 23. august – årsdagen for underskrivelsen af Molotov-Ribbentrop-pagten i 1939 – på samme måde som ofrene for Holocaust bliver mindet den 27. januar.

Offerhierarki eller ligestilling?

Udgangspunktet for forslaget om at erindre både kommunismens, stalinismens og nazismens ofre den samme dag var at skabe en fælles europæisk erindring, som ikke gør forskel på ofrene for de to regimer.

Forslaget har dog mødt stor modstand og har blandt andet givet anledning til diskussioner om, hvem der led de største ofre, og hvis erindring der er vigtigst: Erindringen om Holocaust og nazismen eller erindringen om kommunismens og stalinismens forbrydelser. Modstanderne af forslaget mener blandt andet, at en fælles mindedag nedtoner alvoren af Holocaust, fordi en sådan dag betyder, at de to regimer og deres ofre kan sammenlignes – og det mener modstanderne ikke, at man bør gøre. Fortalere for en fælles mindedag argumenterer derimod med, at der ikke bør gøres forskel på de forskellige offergrupper, og at Hitlers og Stalins forbrydelser var lige slemme.

Måske for at undgå sådanne diskussioner ændrede Europa-Parlamentet holdning til hvilke ofre, der bør mindes på dagen. I udgangspunktet vedtog Europa-Parlamentet et forslag om at mindes ofrene for nazisme og stalinisme sammen den 23. august. Men i april 2009 opfordrede parlamentet i stedet til, at de europæiske lande mindes alle ofre for alle totalitære og autoritære regimer. Det betyder, at de diktatoriske regimer i Spanien, Portugal og Grækenland fx også er taget med.

Forskellige opfattelser af Holocaust i Vest- og Østeuropa

Der er stor forskel på, hvordan forskellige dele af Europa ser Holocaust. Holocaust fylder forholdsvis meget i vesteuropæisk erindring, men i Østeuropa er det ofte anderledes. For mange østeuropæere er erindringen om kommunismen og stalinismen fremtrædende, men de føler ikke, at erindringen om Holocaust er særlig vigtig for dem. Det kan skyldes, at tiden med kommunistisk styre ikke ligger så langt tilbage, men det kan også hænge sammen med, at dele af den lokale befolkning i flere østeuropæiske lande selv deltog aktivt i jødeudryddelserne – og det er ikke en del af fortiden, man har lyst til at mindes.

Mange østeuropæere mener desuden, at erindringen om kommunismens og stalinismens forbrydelser får alt for lidt opmærksomhed i Vesteuropa. Omvendt har mange vesteuropæere svært ved at identificere sig med erindringen om kommunismen og stalinismen, som de ikke selv har levet under.
 

Fokus flyttet til fortidens ofre og nederlag

Engang brugte nationer først og fremmest historien om sine sejre og succeser, når den skulle fortælle, hvad den stod for. I dag fylder de negative ting også meget. Fortidens ofre, nederlag og de fejl, som blev begået, bliver i højere grad fremhævet. Erindringen om Holocaust, og det medansvar et land havde, er fx en del af mange nationers selvforståelse i dag.

I Danmark er der eksempelvis blevet rokket ved den positive fortælling om redningen af de danske jøder i oktober 1943. Der er blandt andet kommet fokus på, at mange tog sig godt betalt for at fragte jøderne til Sverige. Der fokuseres også på, at den danske flygtningepolitik i 1930’erne og 1940’erne ikke nødvendigvis havde til formål at beskytte og hjælpe jøderne.

I Østeuropa kan man se den samme tendens til at fokusere på nationernes ofre. Der har dog endnu ikke været så omfattende et opgør med den nazistiske fortid som i Vesteuropa, og mange østeuropæiske lande har endnu ikke eller er først lige gået i gang med at konfrontere fortidens skyggesider.

Artiklen er skrevet af Anne Wæhrens, Ph.d.-studerende, DIIS, april 2013


Arbejdsspørgsmål:

  • Er det vigtigt at have kendskab til Holocaust? Hvorfor/hvorfor ikke?

  • Adskiller Holocaust sig fra andre folkedrab? Hvorfor/hvorfor ikke?

  • Hvad har Holocaust betydet for Europa, og hvor længe bør Holocaust blive mindet?

  • Den 23. august er et eksempel på en mindedag, hvor ofrene for flere forskellige totalitære regimer erindres sammen. Modstanderne af dagen mener ikke, man bør blande tingene sammen på den måde, mens fortalerne argumenterer med, at man ikke bør gøre forskel. Men kan man erindre flere offergrupper samtidig? Hvad taler for, hvad taler i mod? Kan man sammenligne ofre og lidelse? Hvorfor/hvorfor ikke?

  • Der er et stort kendskab til Holocaust, og erindringen om folkedrabet får stor international opmærksomhed. Blandt andet for at undgå, at noget lignende vil ske i fremtiden. Men alligevel finder der nye folkedrab sted. Hvad skal der mon til for at forhindre folkedrab i fremtiden? Hvad kan stater gøre? Hvad kan civilsamfundet (folkelige foreninger, organisationer m.fl.) gøre? Hvad kan den enkelte gøre?

Kildeforslag
Prag-erklæringen, juni 2008 (på engelsk)

Europa-Parlamentets erklæring om udnævnelse af den 23. august til europæisk dag til minde om ofrene for stalinismen og nazismen, fremlagt maj 2008, vedtaget september 2008

Europa-Parlamentets beslutning af 2. april 2009 om europæisk samvittighed og totalitarisme, april 2009

 


Prag-erklæringen, 2008
I juni 2008 blev der afholdt en konference om ”Europæisk samvittighed og kommunisme” i det tjekkiske senat i Prag. Formålet med konferencen var at skabe opmærksomhed om kommunismens og stalinismens forbrydelser og bidrage til en fælles europæisk diskussion om europæernes fortid. For at opnå dette vedtog deltagerne blandt andet den såkaldte Prag-erklæring.

I starten af erklæringen står der: ”Samfund, som fornægter fortiden har ikke nogen fremtid” og ”Europa vil ikke blive forenet med mindre det er i stand til at genforene sin historie, anerkende kommunisme og nazisme som en fælles arv og gennemføre en ærlig og grundig debat om alle totalitære forbrydelser i det foregående århundrede”. Underskriverne mente altså, at det er vigtigt for Europa, at erindre fortiden i fællesskab.






Hvad er Molotov-Ribbentroppagten?
Molotov-Ribbentroppagten i 1939. Pagten var en ikke-angrebspagt indgået mellem Stalin og Hitler, men indeholdt også en hemmelig tillægsprotokol, hvori de to ledere fastlagde, hvordan de skulle dele Østeuropa mellem sig. Finland, de baltiske lande og det østlige Polen blev fx del af det sovjetiske interesseområde, mens den resterende del af Polen var tysk interesseområde. Dermed fik det nazistiske Tyskland frie hænder til at invadere Polen den 1. september 1939 uden indblanding fra Sovjetunionen, hvilket blev starten på 2. Verdenskrig. Molotov-Ribbentroppagten blev ophævet, da Tyskland angreb Sovjetunionen i juni 1941.

Se tidslinje over 2. Verdenskrigs og Holocaust



Holocaustmindedag den 27. januar
Mange europæiske lande mindes ofrene for Holocaust den 27. januar, som er årsdagen for befrielsen af koncentrations- og udryddelseslejren Auschwitz. Lejren blev befriet af sovjetiske tropper den 27. januar 1945. I Danmark hedder dagen ”Auschwitz-dag”.
Læs mere om Auschwitz og om Auschwitz-dag



Intet forbud mod at benægte stalinismens forbrydelser
I december 2010 foreslog udenrigsministrene fra Ungarn, Tjekkiet, Bulgarien, Letland, Litauen og Rumænien, at det skulle være forbudt at benægte kommunismens forbrydelser i EU. De begrundede blandt andet forslaget med, at det er forbudt at benægte Holocaust, og at der bør gælde de samme regler for lignende forbrydelser. Forslaget blev afvist af Europa-Kommissionen, fordi der var for stor forskel på, hvordan de forskellige EU-lande så på sagen.

Forslaget er et eksempel på, hvordan holocausterindringen bliver set som et forbillede, og det er samtidig et eksempel på, at erindringen om Holocaust har særstatus i Europa og i EU.
Læs mere om holocaustbenægtelse i EU


Dansk Institut for Internationale Studier
Østbanegade 1172100 København Øtel: +45 32 69 87 87fax: +32 69 88 00
folkedrab@diis.dk