Til undervisere Om os Kontakt
Søg
Forside UndervisningsministerietDansk Institut for Internationale Studier

Forside>Fokus>Oktober 43: De danske jøders flugt til Sverige>Artikel: Danske jøder i svensk eksilPrint

Danske jøder i svensk eksil


Ved Befrielsen i 1945 opholdt omkring 8000 dansk-jødiske flygtninge sig i Sverige. Sverige havde taget godt i mod de danske jøder og førte en åben flygtningepolitik. Men opholdet i flygtningelejr i Sverige var psykisk belastende, flere af flygtningene led af posttraumatisk stress, og de stødte i mange tilfælde på antisemitiske fordomme.

I forbindelse med den nazistiske jødeaktion i efteråret 1943 blev en stor gruppe danskere flygtninge. De 8000 danske jøders flugt til Sverige
Fakta om danske flygtninge i Sverige
Antallet af danske flygtninge i Sverige før den 1. oktober 1943 var ca. 1.000. Ved årsskiftet 1943-44 var dette tal steget til 12.000. Knap 8.000 af disse ankom til Sverige fra Danmark på flugt fra nazisternes jødeforfølgelse. Ved Befrielsen i 1945 opholdt der sig omkring 20.000 danske flygtninge i Sverige. I Sverige blev der i alt oprettet 60 flygtningelejre, kaldet forlægninger, til de danske flygtninge
Fokus på Oktober 43
Artikler

Film og lyd

Kilder


Læs en række artikler og breve om de danske jøder i Sverige
er den største danske flygtningestrøm i nyere tid.

Modtagelsen i Sverige


Efterhånden som de dansk-jødiske flygtninge ankom i sikkerhed i Sverige, blev de sendt til en modtagelsescentral i enten Malmö, Helsingborg eller Trelleborg. Her var der ansat danske politifolk, som selv var kommet til Sverige som flygtninge. Flygtningene blev afhørt, først af det svenske, siden af det danske politi. Både de svenske og danske myndigheder ledte efter desertører fra Waffen SS og nazister, men faktisk blev også sabotører og kommunister, der blev betragtet som farlige af det svenske politi, sendt til en særlig observationslejr. Efter modtagelsen blev flygtningene undersøgt af læger, hvorefter de fik udleveret tøj og blev indkvarteret i sovesale. Fra modtagelsescentralerne blev flygtningene fordelt til forskellige flygtningelejre. Det skete blandt andet efter kriterier som ægteskabsstatus, arbejdsduelighed og alder.

I flygtningelejr

Da flygtningestrømmen steg dramatisk i oktober 1943, blev det nødvendigt ikke alene at organisere modtagelsen, men også husning af flygtningene. De fleste ankom uden penge og kun med sparsom bagage og tøj. De svenske myndigheder traf i hast aftaler med en række hoteller, pensionater og vandrehjem om indkvartering af flygtningene. Det tjente flere formål at samle flygtningene: dels at sikre kontrollen med såkaldte subsistensløse, dvs. fattige, flygtninge, dels med politisk mistænkelige eller kriminelle personer.

En flygtning, som ankom til Sverige i oktober 1943, kunne ikke undgå at komme i flygtningelejr, medmindre en svensk statsborger garanterede for hans eller hendes økonomiske understøttelse. Ingen flygtning kunne forlade flygtningelejrene, medmindre hans og familiens levebrød var sikret enten gennem en garanti fra en svensk statsborger eller ved en aftale om arbejde og bolig.

Læs en artikel om, hvordan "arbejdsløshedens spøgelse" gjorde forlægningslivet hårdt

Strenge vilkår i idylliske sommerpensionater

De danske flygtninge blev indkvarteret i sommerpensionater og hoteller, da de ankom til Sverige. Svenskerne kaldte disse flygtningelejre forlægninger, fordi udtrykket ”flygtningelejr” gav uheldige associationer til primitive, midlertidige teltlejre. Men der var stor kontrast mellem forlægningernes romantiske udseende og charmerende titler som ”kuranstalt” og ”herregårdspension” og den virkelighed, som mødte flygtningene. Ofte var forlægningerne overbefolkede, toilet- og badeforhold var utilstrækkelige, og madrationerne var beskedne.

Trods det herskabelige ydre og de smukke omgivelser, som gengives på idylliske postkort, afslører fotografierne ikke, at der var tale om primitive forhold og sørgelige måltider. Vinterkulde, syge småbørn og den psykiske overlast, som mange flygtninge havde lidt, var en åbenlys belastning. Andelen af selvmord blandt flygtningene var høj. Desuden viste mange flygtninge tydelige symptomer på depression og PTSD, Post Traumatisk Stress Syndrom.

Læs et klagebrev fra danske flygtninge i forlægningen Örenäs

Restriktiv eller inkluderende flygtningepolitik?

Sammenlignet med den restriktive flygtningepolitik, som Sverige – og Danmark – havde ført over for tyske flygtninge i 1930'erne, var indskrænkningerne i de danske flygtninges liv i Sverige overraskende få. Flygtningene fik opholds- og arbejdstilladelse. De fik lov til at forlade opsamlingssteder og flygtningelejre og bosætte sig i det svenske samfund, hvis de fandt arbejde og bolig. Den svenske stat opfordrede til integration i det svenske samfund gennem sport, kultur og foreningsliv. 

I artiklerne "Flygtninge velkomne paa det svenske Arbejdsmarkned" og "Danske Spejdere optages i de svenske Spejderkorps" kan du se eksempler på, hvordan det svenske samfund forsøgte at integrere de danske flygtninge.

De forskellige flygtningegrupper

Jøderne var den første, og længe den største, flygtningegruppe i Sverige. Men de opholdt sig som flygtninge i Sverige sammen med en række andre grupper, bl.a. danskere, som af eventyrlyst og opportunisme, eller fordi de frygtede at blive likvideret som stikkere, havde valgt at forlade Danmark. Dertil kom nu mennesker fra modstandsbevægelsen; fx fiskere, som sejlede for de illegale ruter, og intellektuelle, som udtrykte modvilje mod besættelsesmagten – som alle følte jorden brænde under sig. Den danske ambassade var tidligt opmærksom på potentielle konflikter mellem flygtningegrupperne og frygtede, at der blev skelnet mellem 'danskere' og 'jøder'.

Læs artiklen "Tyskernes Jødepropaganda fejrer Triumfer", som opfordrer læseren til at gøre op med talemåder, der skelner mellem 'danske' og 'jødiske' flygtninge for på den måde at komme antisemitismen til livs.

”Jødekontoret”

På den danske ambassades flygtningekontor i Stockholm var det nødvendigt at forholde sig til antisemitiske fordomme, som blev rettet mod kontorets medarbejdere og mod dets leder, dr. jur. Stephan Hurwitz. Han havde fra begyndelsen gennemført, at der skulle være en ligelig fordeling af jøder og ikke-jøder blandt de ansatte på flygtningekontoret. Det forhindrede dog ikke, at flygtningekontoret ofte blev betegnet ”Jødekontoret” blandt ikke-jødiske flygtninge.

Fordomme mod jøder – også i Sverige

Desuden oplevede de jødiske flygtninge antisemitisme i forlægningerne, både fra medflygtninge, hotelværter og det svenske lokalsamfund. Danske modstandsfolk i Sverige hævdede, at de jødiske flygtninge fik særbehandling og hyggede sig på tryg afstand af krigen i Danmark, og de betvivlede jødernes bidrag til modstandskampen. De antisemitiske fordomme var både racistiske og aggressive. Der var også eksempler på, at jødiske flygtninge blev diskrimineret af de svenske værter i flygtningelejrene og mødte fordomme og chikane fra lokalbefolkningen.

Forklaringen på, at danske flygtninge i Sverige gav udtryk for antisemitisme, er delvist, at flygtningetilværelsen var en psykisk belastning, hvor antisemitiske fordomme kunne være en bekvem forklaring på egne frustrationer og angst. Men antisemitismen trak på traditionelle og rodfæstede antisemitiske fordomme. Paradoksalt nok kunne et hvilket som helst karaktertræk fortolkes som særligt ”jødisk”, uanset om anklagen gik på, at de jødiske flygtninge var for passive, for aktive, for fattige eller for rige. At de dansk-jødiske flygtninge også mødte fordomme i det svenske samfund vidner om, at racisme og racetænkning var en del af datidens tankegang. Racismen påstod, at jøder var anderledes, uanset deres levevis og religiøse overbevisning, og ikke ”rigtige” danskere.  Og antisemitismen forsvandt da heller ikke, da Befrielsen endelig kom.

Den svenske stat skelnede mellem danskere og jøder

Den svenske stat skelnede også mellem ”danskere” og ”jøder”. Det startede allerede ved ankomsten, hvor det svenske politi registrerede alle jøder med et ”M” eller ”MT”. Formelt stod ”M” og ”MT” ganske vist for ”Mosaisk Trosbekendelse”, men definitionen var baseret på en opfattelse af, at jøder udgjorde en særlig race og så derfor reelt bort fra netop trosbekendelse og overbevisning, når også personer, der var døbt, blev betragtet som ”jøder”. Det er stadig uklart, hvad den svenske stat skulle bruge registreringerne til, men de fortæller om, hvor rodfæstet racetænkningen var i det svenske samfund.

Mødet med antisemitismen var en chokerende belastning for de jødiske flygtninge og vakte bekymring for den fremtid, som freden ville bringe.

Ikke en sommerferie

Et mere virkelighedsnært billede af livet i de danske forlægninger reducerer ikke den svenske indsats for de danske jøder. Den svenske gæstfrihed var et brud med årtiers restriktive flygtningepolitik over for jødiske flygtninge – også selvom man fastholdt fortidens racistiske registrering. De danske jøder mødte en meget liberal flygtningepolitik, som tillod dem at bosætte sig i det svenske samfund og frit søge arbejde. Svenskerne skulle på ganske få dage improvisere opholdssteder til tusindvis af mennesker, og alle forventede, at eksilet ville blive af kortere varighed. Derfor var sommerpensionaterne et oplagt valg. Når det alligevel er væsentligt at påpege forlægningernes karakter, er det for at understrege, at ophold på disse steder, trods det romantiske udseende, langtfra var en sommerferie.

Konsekvenser for flygtningene

De danske jøders flugt og ophold i eksil i Sverige havde store økonomiske og psykiske konsekvenser. Selv om flugten havde været kortvarig, og Sverige kulturelt og sprogligt lignede Danmark, var flugt og eksil en stor psykisk belastning. Frygten for, hvad der kunne være sket med familiemedlemmer, der var blevet arresteret og deporteret til Theresienstadt, og savnet af børn og familie, man havde måttet efterlade i Danmark, sled på nerverne og ægteskaberne. De fleste familier havde i hast forladt deres bolig og ejendele i Danmark eller solgt alt af værdi for at skaffe penge til flugten. Da de ankom til Sverige, ejede nogle kun, hvad de kunne bære i deres arme. Nu skulle de begynde forfra – uden at vide, hvornår de kunne komme hjem, eller hvad der ventede dem, når krigen var forbi.


Dyr hjælp
Med masseflugten i oktober 1943 blev det klart, at omkostningerne ved de mange nye flygtninge umuligt kunne betales af den danske ambassade. Derfor meddelte den svenske stat, at man ville stille en kredit på foreløbigt 5 mio. kroner til rådighed. Beløbet rakte slet ikke. Ved eksilets afslutning var der brugt næsten 30 mio. kr. på kreditten. Desuden stillede den svenske stat en kredit på 25 mio. kr. til rådighed for uddannelse og udrustning af Den Danske Brigade, en militær enhed, der skulle deltage i en eventuel slutkamp om befrielsen af Danmark.

I 1945 afgjorde den svenske regering, at den samlede kredit på næsten 50 mio. kr. ikke ville blive krævet tilbagebetalt af Danmark. I sidste ende blev det altså den svenske stat, som betalte for flygtningenes ophold.
 


Af Sofie Lene Bak, Museumsinspektør, Ph.d., Dansk Jødisk Museum, forfatter til bl.a. ”Dansk Antisemitisme 1930-1945” og ”Ikke noget at tale om. Danske Jøders krigsoplevelser 1943-45”.
DIIS, januar 2012

Læs mere:
Bak, Sofie Lene: Ikke noget at tale om. Danske jøders krigsoplevelser 1943-45. Dansk Jødisk Museum 2010.

Geverts, Karin Kvist: Ett främmande element i nationen. Svensk flyktingpolitik och de judiska flyktingarna 1938-1944. Uppsala 2008.

Mogensen, Michael: ”Det danske flygtningesamfund i Sverige og ”jødespørgsmålet” 1943-45”. I: Johnny Laursen m.fl. (red.): I tradition og kaos. Festskrift til Henning Poulsen. Århus 2000, s. 150-160.
Møller, Per og Knud Secher: De danske flygtninge i Sverige. Stockholm 1945.

De flygtninge, som ikke havde legitimationspapirer eller pas, blev fotograferet umiddelbart efter ankomsten til Sverige. Flugtens anstrengelser kan ofte tydeligt aflæses i deres ansigter. Her er Ruth og David fotograferet af svensk politi ved ankomsten til Sverige.
© Dansk Jødisk Museum



Möckelsnäs Herregårdspension
I Möckelnäs blev de dansk-jødiske flygtninge indkvarteret i smukke villaer. Her kunne bo 20 mennesker, men der var kun ét toilet med spand i en tilbygning, ingen vand eller afløb i husets køkken og ingen kakkelovne til opvarmning på 1. sal. © Dansk Jødisk Museum



Post Traumatisk Stress Syndrom blandt flygtningene
Den danske ambassade i Sverige registrerede, at flygtningene i stigende grad virkede irritable, kværulerende, overfølsomme, nervøse, arbejdssky og apatiske. Myndighederne mente, at vanskelighederne skyldtes passivitet og lediggang og det påtvungne fællesskab i lejrene. Men ikke alle problemer kunne løses med arbejde og privatliv. Sandsynligvis viste nogle flygtninge symptomer på depression og PTSD, Post Traumatisk Stress Syndrom, der viser sig ved personligheds- og adfærdsændringer.

Lidelsen var faktisk beskrevet – under Første Verdenskrig bl.a. under betegnelsen granatchok – men først i kølvandet på Vietnamkrigen blev læger i stand til at stille diagnosen, og lidelsen blev anerkendt i 1980. Myndighederne i 1943 forstod, at flygtningene havde gennemgået voldsomme begivenheder, der havde psykiske konsekvenser, men de havde langtfra vort nuværende kendskab til psykiske lidelser og derfor heller ikke et tilbud om behandling. PTSD kan være invaliderende for resten af livet.
Læs mere: http://www.ptsdforeningen.dk/



Fest i Den Danske Klub i Helsingborg. For de danske flygtninge i Sverige blev de nationale symboler et samlingspunkt. Med Dannebrog og kongen, Christian X, udtrykte flygtningene både længslen efter hjemmet og det nationale tilhørsforhold til Danmark. Alligevel oplevede de jødiske flygtninge i Sverige, at der blev stillet spørgsmålstegn ved deres danskhed.
 © Dansk Jødisk Museum.






Den danske ambassade
Det Kongelige Danske Gesandtskab var Danmarks officielle repræsentation i Sverige og svarer til Danmarks ambassade. Ambassaden havde den 1. september 1943 erklæret, at man betragtede sig som fritstillet fra det tyskbesatte Danmark. Ambassadens beslutning var forudsætningen for den massive hjælp, det nu blev muligt at yde de danske flygtninge. Hjælpen omfattede også ikke-danske statsborgere og såkaldte statsløse, som havde opholdstilladelse i Danmark. Fordi flygtningene i princippet var Tysklands fjender, var den danske regerings tilbagetræden den 29. august 1943 og samarbejdspolitikkens sammenbrud en betingelse for, at ambassaden kunne påtage sig ansvaret for flygtningenes liv og levevilkår. Den 1. januar 1944 overtog ambassaden ledelsen og det økonomiske ansvar for flygtningelejrene.




Familie i Theresienstadt
I Sverige sender 19-årige Fanny et postkort til sin 5-årige lillebror, der er i Theresienstadt sammen med Fannys mor og tre søskende. Under 'jødeaktionen' blev Fannys mor og tre af hendes søskende arresteret og deporteret til Theresienstadt. Fanny selv flygtede, men på vej over sundet forliste robåden, og hendes far og storebror druknede. Fanny skriver ikke, hvad der er sket. Hun kan ikke bære, at nyheden om den tragiske hændelse skal nå familien i Theresienstadt via et postkort.
Læs Fannys postkort
Se filmen om Fannys flugt





























Til toppen


Dansk Institut for Internationale Studier
Østbanegade 1172100 København Øtel: +45 32 69 87 87fax: +32 69 88 00
folkedrab@diis.dk