Til undervisere Om os Kontakt
Søg
Forside UndervisningsministerietDansk Institut for Internationale Studier

Forside>Fokus>Oktober 43: De danske jøders flugt til Sverige>Artikel: De danske jøders tilbagevenden efter BesættelsenPrint

De danske jøders tilbagevenden efter Besættelsen


Den 4. maj 1945 eksploderede glæden blandt danskere hjemme og ude, da BBC London meddelte, at de tyske tropper havde kapituleret. Krigen var slut, og nu ville de danske flygtninge i Sverige hjem. Det skulle dog vise sig, at for en del af flygtningene blev hjemkomsten til Danmark præget af store praktiske problemer, skuffelse og sorg.

Den første færge med tidligere flygtninge fra Sverige ankom til Københavns frihavn i slutningen af maj 1945. I perioden frem til 10. juni ankom der hver dag 1200 personer til Danmark. Københavns Hovedbanegård var omdannet til et modtagelsescenter, hvor flygtningene modtog rationeringskort, forplejning og midler til deres videre færd. De, som intet sted havde at tage hen, blev transporteret til skoler, hvor der var arrangeret midlertidig indkvartering. De flygtninge, som stod uden en krone på lommen, blev henvist til Centralkontoret for Særlige Anliggender.

Læs tre artikler fra tidsskriftet, Danskeren, som beskriver den konkrete procedure for hjemrejsen

Stort behov for hjælp

Der var jødiske familier, som kom hjem og fandt deres bolig og ejendele intakte og velplejede. Der var et stort antal private danskere, som uegennyttigt og omhyggeligt havde taget vare på familiernes ejendom. Desuden havde Socialtjenesten gjort en stor indsats for at sikre, at de danske jøder havde noget at vende hjem til. Alligevel stod tusindvis af mennesker uden bolig, arbejde eller forretning, ligesom de måtte konstatere, at deres ejendele var solgt eller stjålet.

På hvilke måder hjalp Centralkontoret?

Centralkontoret ydede økonomisk hjælp til mad, husleje, tøj og dækning af gæld, som
var stiftet i den illegale tid eller under flugten. Man betalte for opbevaring af møbler, for rekreationsophold, begravelsesomkostninger og gav støtte til retablering i form af engangsbeløb på op til 1500 kr. til etablering af selvstændig virksomhed eller tilskud til køb af arbejdstøj og værktøj.

Se Centralkontorets vejledning til de hjemvendte flygtninge, som ønskede at søge erstatning

Hjemvendte jøder, der havde været i eksil eller koncentrationslejr, udgjorde 25 % af alle, der modtog hjælp fra Centralkontoret. I alt 4.200 personer af jødisk slægt modtog midlertidig økonomisk hjælp. De jødiske flygtninge var dermed langt den største gruppe og den største modtager af Centralkontorets hjælp. Tallene viser, at mindst 65% af de danske jøder ved hjemkomsten havde behov for – og fik – økonomisk hjælp til at genetablere sig i Danmark.

Når de jødiske familier i større omfang end andre berørte grupper, havde behov for hjælp, skyldtes det, at de blev ramt af den nazistiske forfølgelse på et relativt tidligt tidspunkt i besættelsen. De jødiske familiers boliger havde således stået tomme, deres stillinger ubesatte og ejendele uden beskyttelse i over 19 måneder. Desuden ramte besættelsesmagtens jødeaktion hele familier, som dermed oftest ikke havde slægtninge i landet, der kunne passe på deres ejendele eller hjælpe dem efter hjemkomsten. Og langt fra alle søgte om hjælp. Mange familiefædre betragtede det som et nederlag, at de ikke kunne forsørge deres familier, og skammede sig ved at modtage offentlig støtte. Den midlertidige hjælp til de hjemvendte jødiske familier blev opgjort til 2,3 mio. kr. i 1947. Det svarer til 44 mio. kr. i dag.

Se en ansøgning om erstatning på grund af flugt til Sverige

Flygtningelejre i Danmark

Boligproblemet var særligt presserende. De danske myndigheder så ingen anden udvej end at oprette flygtningelejre til de hjemvendte flygtninge, bl.a. på en række skoler. Man overtog det svenske udtryk forlægning, som blev benyttet om flygtningelejrene i Sverige, idet ordet lejr gav forkerte associationer til primitive teltlejre. Udtrykket forlægning lagde desuden afstand til de flygtningelejre, som var oprettet til de mange tyske flygtninge, som til mange danskeres mishag opholdt sig i Danmark efter Tysklands nederlag.

I alt 1.534 tidligere flygtninge opholdt sig på forlægning i Danmark, inden de kunne etablere et nyt hjem. 90-95 % af beboerne var jøder. Når så mange jøder var hjemløse, skyldes det, at de færreste havde haft mulighed for at betale husleje gennem de mange måneders eksil, men også at store dele af deres familie og netværk var i samme situation og derfor ikke havde kunnet forhindre at lejligheden blev overdraget til andre. Omkring hver femte hjemvendte jødiske flygtning opholdt sig i kortere eller længere tid på forlægninger i Danmark. Men mange flere var hjemløse. Forlægning var absolut sidste udvej. De, som havde mulighed for det, indlogerede sig på hotel, hos naboer og bekendte eller lejede midlertidigt et værelse, et sommerhus eller et kolonihavehus.

Øregaard Gymnasium nord for København var et af de steder, der blav taget i brug for at huse hjemvendte flygtninge. Dette fremkaldte en række negative reaktioner hos elevernes forældre. I artiklen "Pinlig Affære omkring Øregaard Gymnasium" diskuteres det, om disse negative reaktioner grænser til antisemitisme.

Post-traumatisk stress syndrom

Beboerne på forlægningerne blev indlogeret på overfyldte sovesale, i gymnastiksale og i klasseværelser. I begyndelsen var mænd og kvinder adskilt. Opholdet på forlægning i Danmark var for mange af familierne dråben, der fik bægeret til at flyde over. De havde udholdt flugt, eksil og deportation. Men at være hjemme igen i Danmark og ende i endnu en flygtningelejr knuste tilliden og glæden. Forholdene på forlægningerne var kaotiske og nervepirrende. Der var skænderier, slagsmål, hærværk, tyverier og en strøm af klager. Flere viste symptomer på post-traumatisk stress syndrom.

Antisemitiske reaktioner

De hjemløse jødiske familier oplevede irritation og modvilje fra lokalmiljøet, som ville have deres skole i brug til børnene, og stigende utålmodighed hos myndigheder og medarbejdere. I datiden forstod man ikke de irrationelle reaktioner og handlingsmønstre hos traumatiserede mennesker. Medarbejderne på de danske forlægninger fortolkede tværtimod deres reaktioner som utaknemmelighed og mangel på respekt.
Generelt oplevede de hjemvendte jøder at blive mødt af krav om taknemmelighed og ydmyghed – og ikke så sjældent af historier om, hvor vanskeligt danskerne havde haft det de sidste svære år af besættelsen, mens de jødiske flygtninge tilsyneladende havde hygget sig i luksuriøs overflod på den anden side af Øresund. Blandt tidligere modstandsfolk blev der desuden sat spørgsmålstegn ved danske jøders bidrag til modstandskampen. Allerede i Sverige havde de jødiske flygtninge oplevet, at deres omgivelser skelnede mellem ”danskere” og ”jøder ” og følt antisemitismen fra andre flygtninge. Flygtningenes hjemkomst i 1945 var også for nogen en pinlig påmindelse og et betydeligt praktisk problem, når de hjemvendte nu gjorde krav på deres tidligere bolig og ejendele.

Centralkontoret træder til

De danske myndigheder arbejdede fokuseret på at hjælpe de hjemløse og skaffe nye boliger. På en række andre områder lykkedes det desuden Centralkontoret at minimere konflikterne ved hjemkomsten og støtte jødernes kamp for at vende tilbage til samfundet efter deportation og flugt. Centralkontorets medarbejdere fungerede som mæglere, når hjemkomsten fx indebar opgør med tidligere venner, bekendte, kollegaer og naboer, som enten havde fortolket deres fuldmagt til at disponere over flygtningenes ejendele og ejendom noget friere end den oprindelige hensigt, eller der var sket egentlig misbrug og tyveri. Centralkontoret fik i mange tilfælde parterne til at indgå forlig og etablere frivillige afdragsordninger. Desuden betød den økonomiske hjælp, at et egentligt retsligt opgør – som ingen ønskede – blev mindre nødvendigt. Den omfattende hjælp lettede den svære overgang mellem krig og fred og sikrede gen-integrationen af de danske jøder i det danske samfund.

Flugten havde alvorlige konsekvenser

De danske myndigheder forstod, at omkostningerne i forbindelse med flugten havde alvorlige konsekvenser. De flygtende havde ofte betalt meget dyrt for overfarten til Sverige. Mange havde måttet efterlade deres ejendom ubeskyttet og kunne efter krigen konstatere, at deres ejendele var solgt eller forsvundet, og at deres forretninger var misligholdt eller gået fallit. Børn og unge havde måttet afbryde deres uddannelse, og en gruppe kvinder og børn stod helt uden levegrundlag, da de havde mistet deres ægtefælle, far og forsørger.

Erstatning

Den 1. oktober 1945 vedtog den danske rigsdag Lov om erstatning til besættelsestidens ofre i erkendelsen af det store behov for offentlig hjælp til de mennesker, hvis tilværelse var slået i stykker af krigens begivenheder. Loven gav adgang til erstatning for død og invaliditet pga. krigshandlinger, herunder den tyske besættelsesmagts forfølgelse og deportationer, og til såkaldt tortgodtgørelse for fængsling og deportation, der blev udbetalt som et fast beløb for hver uge, som fangenskabet havde varet. For de deporterede til tyske kz-lejre var beløbet 50 kr. pr. uge. Desuden rummede loven mulighed for tingsskadeerstatning og støtte til påbegyndelse eller fortsættelse af virksomhed eller uddannelse samt til genoprettelse af særlige følelige tab.

Der blev samlet udbetalt 1.1 mio. kr. i tortgodtgørelse til fanger, der havde været deporteret til Theresienstadt, svarende til 14 mio. kr. i nutidsværdi. Dermed fik 77% af de overlevende voksne fanger fra Theresienstadt erstatning for opholdet i lejren. Det bemærkelsesværdige ved den danske erstatningslov er, at loven også gav adgang til erstatning til de mennesker, som var flygtet til Sverige fra den antisemitiske forfølgelse. Loven gjorde det muligt ikke bare at søge erstatning for ødelæggelser og misbrug af ejendele og ejendom under eksilet, men også for udgifter til selve flugten. Der blev ydet støtte til at tilbagebetale lån, der var optaget for at betale for flugten, og kompensation for brug af egne midler, både kontant opsparing og tvangssolgte ejendele.

Den danske stat bidrog på denne måde til finansieringen af de danske jøders flugt til Sverige med over 700.000 kr., svarende til 9. mio. kr. i nutidsværdi. I alt indgav 1280 personer, der var forfulgt pga. deres jødiske afstamning, ansøgninger om erstatning. Dermed rejste mindst hver femte hjemvendte en sag om erstatning for tort eller tab pga. den nazistiske forfølgelse. Der blev samlet udbetalt 2, 2 mio. kr. i kompensation og erstatning til danske jøder. Beløbet svarer 27 mio. kr. i nutidsværdi. Beløbet giver os dog kun et fingerpeg om forfølgelsens omkostninger: Mange familier afholdt sig fra at søge erstatning, fordi de skammede sig over at modtage hjælp, og selv de, som fik erstatning, opnåede sjældent at få dækket hele deres tab, fordi der var et loft for erstatningernes størrelse. Desuden kunne en erstatning ikke udviske de menneskelige og følelsesmæssige tab, som den nazistiske forfølgelse havde kostet de danske jøder. Den kunne kun forhindre, at familierne gik til grunde i fattigdom.

En imponerende indsats

De danske myndigheder ville ikke tillade, at konflikten om de økonomiske konsekvenser af flugten over Øresund brød ud i lys lue, eller at en gruppe mennesker blev forarmet på grund af forfølgelsen. Uden Erstatningsloven ville en gruppe mennesker være endt på samfundets bund, hvorfra de ville have haft meget svært ved at rejse sig.

De samlede statslige udgifter i forbindelse med de danske jøders flugt og hjemkomst var, opgjort i nutidsværdi, mindst 74 mio. kr. Da langt fra alle søgte hjælp eller erstatning, selvom de havde lidt tab, var det samlede økonomiske tab af den nazistiske jødeforfølgelse utvivlsomt langt større, end det imponerende beløb antyder.

I mange andre europæiske lande blev jødiske overlevende diskrimineret med hensyn til erstatning og invalidepensioner, fordi de blev betragtet som passive, ”tilfældige” ofre i modsætning til de aktive, politiske fanger, som var blevet deporteret til koncentrationslejre pga. deres bidrag til modstandskampen. Den statslige hjælp til de danske jøder ved hjemkomsten i 1945 er til sammenligning helt enestående og bekræfter endnu engang Danmarks status som den særlige undtagelse under Holocaust.

Af Sofie Lene Bak, Museumsinspektør, Ph.d., Dansk Jødisk Museum, forfatter til bl.a.”Ikke noget at tale om. Danske Jøders krigsoplevelser 1943-45” og ”Da krigen var forbi. De danske jøders hjemkomst efter besættelsen”.

Læs mere:
Bak, Sofie Lene: Da krigen var forbi. De danske jøders hjemkomst efter besættelsen. Gyldendal 2012.

Bak, Sofie Lene: Ikke noget at tale om. Danske jøders krigsoplevelser 1943-45. Dansk Jødisk Museum 2010.

Bankier, David (ed.): The Jews are coming back. The Return of the Jews to their Countries of Origin after WWII. Jerusalem 2005.

Centralkontoret for særlige anliggender for Storkøbenhavn. Bestyrelsens beretning om kontorets virksomhed i tiden 16. maj 1945 – 1. juli 1946. 1947.
Fokus på Oktober 43
Artikler

Film og lyd

Kilder


Besøg Dansk Jødisk Museums særudstilling om de danske jøders tilbagevenden efter Besættelsen



Hjemrejse fra Helsingborg i sommeren 1945. De danske flygtninges hjemrejse blev et tilløbsstykke både på den svenske og danske side af Øresund. Store menneskemængder var mødt op for at hilse farvel og byde velkommen hjem.
© Dansk Jødisk Museum




Centralkontoret for Særlige Anliggender
Efter Danmarks befrielse overtog en samlingsregering ledelsen af Danmark. Regeringen bestod af de politiske partier og modstandsbevægelsen. Det nyoprettede Ministerium for Særlige Anliggender fik den fremtrædende modstandsmand Mogens Fog som minister. Ministeriets opgave var først og fremmest at sørge for modstandsfolkenes hjemsendelse og sikre deres tilbagevenden til en normal tilværelse, men også de danske jøder var omfattet. Til at varetage de praktiske opgaver blev ”kontorer for særlige anliggender” oprettet i landets store byer. Et fælles kontor for København, Frederiksberg og Gentofte – ”Centralkontoret for Særlige Anliggender” – blev toneangivende for resten af landet. 

Centralkontoret åbnede den 16. maj 1945 med det formål at yde umiddelbar hjælp, kompensation og erstatning til besættelsestidens ofre, og kontoret blev først nedlagt i oktober 1947.




Displaced persons (DP’s)
Efter Tysklands nederlag havde over 10 millioner mennesker status som såkaldte Displaced Persons (DP), idet de var fordrevne eller tvangsforflyttede fra deres hjemland. Det var overlevende fra koncentrationslejre, krigsfanger og tidligere tvangsarbejdere. De allierede myndigheder forventede, at problemet med de mange DP’s ville løse sig med en gradvis hjemsendelse til oprindelseslandet. Det holdt ikke stik. 100.000 Holocaustoverlevende ønskede under ingen omstændigheder at vende tilbage til deres tidligere hjemlande.

I 1946-47 blev situationen forværret: 200.000 overvejende polske jøder, som havde overlevet Holocaust i eksil i Sovjetunionen, ankom til Tyskland på flugt fra antisemitisk forfølgelse, i håbet om udvandring til Palæstina eller oversøiske lande. Samtidigt strammede Storbritannien grebet om indvandringen til Palæstina af frygt for, at flygtningestrømmen ville destabilisere området og udfordre det britiske herredømme. Den sidste DP-lejr i Tyskland lukkede først i 1957.




Soldater fra Den danske brigade efter hjemkomsten til Danmark i maj 1945. De danske jøder blev bebrejdet, at de ikke i tilstrækkelig grad havde meldt sig til den Danske Brigade i Sverige. Kritikken tog dog ikke højde for sammensætningen i den dansk-jødiske flygtningegruppe, der bestod af familier, børn og ældre, mens yngre mænd mellem 18 og 45 år udgjorde næsten 60% af de andre danske flygtninge i Sverige. Det tilsvarende tal for den jødiske eksilbefolkning var 24%.
 © Dansk Jødisk Museum






Salomon Suntov var en heldig mand. Hans hattemagerværksted i Bredgade var intakt, da han vendte hjem fra Sverige, og han kunne umiddelbart genoptage arbejdet. På værkstedet bød sypigerne mester, der ses til venstre i kittel, velkommen hjem.
 © Dansk Jødisk Museum






Bagsiden af loven
Der var iøjnefaldende huller i lov om erstatning. Statsløse jødiske flygtninge, der var kommet til Danmark i 1930’erne, fik fx hverken kompensation eller erstatning, selvom de havde opholdstilladelse, bolig og værdier i Danmark, fordi erstatningsloven kun omfattede danske statsborgere. Den økonomiske hjælp medvirkede desuden til, at der blev lagt låg på enhver diskussion af flugtens store økonomiske omkostninger, ligesom det ubehagelige minde om, at der havde været personer, som havde beriget sig på bekostning af mennesker i nød, blev fortrængt.


































Til toppen


Dansk Institut for Internationale Studier
Østbanegade 1172100 København Øtel: +45 32 69 87 87fax: +32 69 88 00
folkedrab@diis.dk