Til undervisere Om os Kontakt
Søg
Forside UndervisningsministerietDansk Institut for Internationale Studier

Forside>Fokus>Oktober 43: De danske jøders flugt til Sverige>Artikel: Mindet om oktober 43 - når myten skygger for virkelighedenPrint

Mindet om oktober 1943 – når myten skygger for virkeligheden


Redningen af de danske jøder under 2. Verdenskrig er gået over i verdenshistorien som et af de få lys i Holocausts mørke. Begivenhederne i oktober 1943 fik stor betydning både for Danmarks internationale ry og for danskernes selvopfattelse. Historikere har senere haft svært ved at trænge igennem med nye forskningsresultater, som ikke passede ind i den kollektive bevidsthed om en særlig fredselskende og demokratisk dansk mentalitet.

Mindeplade i Israel, der hædrer "det danske folk" for at have reddet de danske jøder
Fokus på Oktober 43
Artikler

Film og lyd

Kilder

Der er ikke mange begivenheder i Danmarkshistorien, der vækker international opmærksomhed. Men redningen af de danske jøder under 2. Verdenskrig er verdenshistorie. Begivenhederne i Danmark er den store undtagelse fra Holocaust og bliver fremhævet som en bevægende historie om integration og fredelig sameksistens.

Oktober 43 som modstandsbevægelsens historie

I de første årtier efter krigens ophør i 1945 blev redningen af de danske jøder opfattet som en del af modstandsbevægelsens historie, selvom mange af jødernes hjælpere ikke havde tilknytning til den etablerede modstandsbevægelse og siden forsvandt ud af det illegale arbejde. Fejringen af modstandsbevægelsen og ofrene for den politiske og nationale kamp for Danmarks frihed overskyggede historien om konsekvenserne af den nazistiske jødeforfølgelse. Jødiske ofre blev betegnet ”faldne i Danmarks frihedskamp”, uanset om de var druknede på vej til Sverige, eller de blev omtalt under neutrale betegnelser som ”landsmænd” og flygtninge” og ikke som ”jøder”. Historien om redningen var først og fremmest en positiv historie. I den kollektive erindring blev det fortrængt, at forfølgelsen af de danske jøder og flugten til Sverige havde store omkostninger for de danske jøder. Det blev ikke nævnt, at eftervirkningerne af krig, eksil og deportation kom til at påvirke dem økonomisk, socialt og følelsesmæssigt langt ind i nutiden.

Passive ofre og aktive redningsmænd 

I efterkrigstiden var opmærksomheden i høj grad rettet mod redningsmændene. De danske jøder blev fremstillet som passive ofre og ikke som aktive aktører, der selv medvirkede til at organisere deres flugt. Den tendens var udbredt i hele Europa i de første årtier efter krigens afslutning. Jødiske overlevende blev betragtet som passive ofre i modsætning til aktive, politiske fanger, som var blevet deporteret pga. deres bidrag til modstandskampen. I den strøm af informationer om nazismens ufattelige forbrydelser, der nåede frem til de befriede befolkninger, var jøder blot nogle blandt mange ofre.

Det var blandt andet af politiske hensyn, at der skete en sammensmeltning af de mange forskellige ofre. Nationale behov for at udviske minderne om nederlag og kollaboration gjorde alle til ofre for nationens patriotiske kamp mod nazismen, og Europas nye ledere følte ubehag ved at overtage nazisternes racistiske kategorisering af ”jøder”. Der skulle gå flere årtier, før det blev almindeligt anerkendt, at folkedrabet på Europas jøder ikke bare var endnu et led i den nazistiske terror, men at antisemitismen var en central del af den nazistiske ideologi. 
 

Opdagelsen af Holocaust

Den begivenhed, som mere end nogen anden fastslog, at jøder havde lidt en særlig skæbne under 2. Verdenskrig, var retssagen mod nazisten Adolf Eichmann i 1961 i Jerusalem. Eichmann havde været praktisk organisator af folkedrabet på Europas jøder. Retssagen fik intens mediedækning overalt i verden. Under retssagen vidnede hundredvis af jødiske overlevende, der fortalte om de nazistiske forbrydelser. Retssagen gjorde det klart, at jøder var blevet systematisk forfulgt pga. ideen om ”en jødisk race”. Hvor nazisternes politiske fjender var blevet arresteret pga. deres politiske overbevisning eller modstand mod regimet, var jøder blevet forfulgt for det, de var og ikke kunne ændre på. Jøder var som nazismens ”racefjender” systematisk blevet myrdet, henrettet og sendt i gaskamrene i et omfang og med en målrettethed, der overgik alle andre offergrupper. Endemålet havde været den fuldstændige udryddelse af jøder i Europa.

I de følgende år iværksatte Israels Holocaustmuseum, Yad Vashem, et storstilet arbejdet for at identificere og finde mennesker, der havde risikeret deres liv for at redde jøder under Holocaust. Danmark blev opdaget som ”lyset i mørket”, den store undtagelse fra passivitet og medløberi. I 1967 skrev en israelsk historiker, Leni Yahil, hovedværket om jødeaktionen i Danmark med titlen Et demokrati på prøve. På samme tidspunkt voksende interessen for den danske historie i USA, og det førte bl.a. til stiftelsen af fonden Thanks to Scandinavia. Store dele af den internationale litteratur om det danske eksempel er dog præget af en forestilling om, at den nazistiske jødepolitik var ensartet over hele Europa. Det undlades ofte, at tyskerne handlede anderledes i Danmark og i høj grad medvirkede til, at så mange jøder kunne slippe i sikkerhed i Sverige. 

”Den danske ånd”

I den internationale litteratur møder man desuden idéen om, at danskerne havde en særlig demokratisk og humanistisk nationalkarakter, der gjorde, at udgangspunktet i Danmark var omsorg og solidaritet med jøder og ikke passivitet eller aktiv deltagelse i den nazistiske forfølgelse. Den israelske historiker Leni Yahil, henviste til ”en naturgiven national ånd”, da hun skulle forklare danskernes indsats i Et demokrati på prøve. Det samme er siden sket i stort omfang i talrige bøger, film og tv-serier. Forestillingen om en særlig dansk mentalitet henviser til danskernes reaktion, da den tyske besættelsesmagt gennemførte massearrestationen mod de danske jøder i oktober 1943: Aktionen blev opfattet som et overgreb på hele nationen. Og som et overgreb på såvel danskernes selvbestemmelse som på deres værdier.

I årene op til 2. Verdenskrig blev antisemitisme opfattet som ensbetydende med nazisme, og jødehad blevet stemplet som udansk og fremmed for dansk kultur. Efter den tyske besættelse den 9. april 1940 blev antisemitisme endda opfattet som landsforræderi. At betvivle de danske jøders medborgerstatus blev set som tilslutning til et nazistisk synspunkt, fordi opfordringer til diskrimination af jøder skabte uro og mistillid til regeringens evne og styrke til at modstå tyskernes krav.  Den holdning fandtes hos jødernes hjælpere og hos de politiske, kirkelige og kulturelle organisationer og institutioner, som protesterede over jødeaktionen. Det synspunkt var imidlertid ikke et automatisk udslag af en dansk nationalkarakter, men resultatet af en møjsommelig politisk kamp for at beskytte demokratiet. En kamp, som ikke bare omfattede beskyttelse af minoritetens rettigheder, men også aktiv bekæmpelse af den nazistiske antisemitisme.

Pengespørgsmålet

Et andet aspekt, som sjældent omtales i den internationale litteratur om redningsaktionen i Danmark, er betydningen af betalingen for overfarten til Sverige. Oftest bliver det slet ikke nævnt, at de flygtende jøder måtte betale for deres redning – i nogle tilfælde så dyrt, at det resten af livet påvirkede deres levevilkår.
Israels Holocaust museum, Yad Vashem i Jerusalem, har siden 1963 tildelt hæderstitlen ”Righteous Among the Nations”, dvs. de retfærdige blandt nationerne, til ikke-jøder, som har hjulpet jøder under Holocaust. To grundlæggende forudsætninger skal være opfyldt for at komme i betragtning til den ærefulde titel. Dels skulle den pågældende redningsmand eller -kvinde være klar over, at han/hun risikerede liv, sikkerhed og personlig frihed ved at hjælpe jøder. Dels måtte der ikke være stillet krav om nogen form for materiel belønning eller kompensation som betingelse for den ydede hjælp.

Da Yad Vashem i 1960’erne bad om navne på danskerne, der kunne komme i betragtning til hæderstitlen, bad repræsentanter for den danske modstandsbevægelse om, at der ikke skete en fremhævelse af enkelte modstandsfolk frem for andre. Derfor blev der i sin tid kun sat tre mindeplader med relation til Danmark i Yad Vashems mindepark: ét for den danske modstandsbevægelse, et for kong Christian X og et for det danske folk. De fiskere, som modtog betaling for transportere i oktober 1943 ville ikke kunne komme i betragtning til hæderstitlen, ligesom de heller ikke var berettigede til hædersgaver fra den danske stat, når de havde haft fortjeneste ved sejladserne. I Danmark blev det først i 1990'erne almindeligt at nævne, at fiskerne modtog betaling.

Et mere nuanceret billede

I dag har man i Danmark ikke samme berøringsangst over for de mere tvetydige og smertefulde sider af historien om jødernes redning. Ny forskning har givet indblik i flugtens vilkår og konsekvenser. Det betyder fx, at penge anerkendes som et motiv for at hjælpe jøder, men også at det ikke nødvendigvis udelukker moralske og demokratiske idealer hos hjælperne. Samtidigt står det klart, at der var mange almindelige mennesker, der ikke havde erfaring med illegalt arbejde, som var involveret i hjælpeaktionen. Redningen af de danske jøder var derfor ikke kun modstandsbevægelsens fortjeneste, og ofrene selv spillede en langt mere aktiv rolle, end man tidligere har troet. Side om side med frihedskæmpere optrådte jødiske fædre og mødre, der forsøgte at redde deres familiers liv og ejendom, og almindelige mennesker, der blev forargede over forfølgelsen af naboer, kollegaer og venner.

Et mere nuanceret og realistisk billede af redningen af de danske jøder i oktober 1943 øger muligheden for at forstå og aktualisere fortiden, for hvis man viger udenom de mere tvetydige nuancer og paradokser i historien, bliver fortiden fjern og uforståelig. Der er ingen genkendelse i en fortid, der kun tegnes i sort og hvidt.

Af Sofie Lene Bak, Museumsinspektør, Ph.d.,  Adjunkt, Københavns Universitet, forfatter til bl.a.”Ikke noget at tale om. Danske Jøders krigsoplevelser 1943-45” og ”Da krigen var forbi. De danske jøders hjemkomst efter besættelsen”. DIIS februar 2013

Læs mere:
Sofie Lene Bak: Jødeaktionen i oktober 1943. Forestillinger i offentlighed og forskning. Museum Tusculanums forlag 2001.

Sofie Lene Bak: Dansk antisemitisme 1930-1945. Aschehoug 2004.

Sofie Lene Bak: Da krigen var forbi. De danske jøders hjemkomst efter besættelsen. Gyldendal 2012.

Bjarke Følner: ”Mindesmærker og erindringskultur. Efterskrift”. I: Sofie Lene Bak: Ikke noget at tale om. Danske jøders krigsoplevelser 1943-45. Dansk Jødisk Museum 2010.


Hvad er kollektiv erindring?
De minder om fortiden, som et samfund erindrer i fællesskab, bliver kaldt kollektiv erindring. Kollektiv erindring er et udtryk for, hvordan man bruger fortiden til at forstå og forklare sin samtid. Det er en bevidsthed om og fortolkning af fortiden, der fx kommer til udtryk ved højtideligheder og mindedage. Den kollektive erindring er ikke nødvendigvis baseret på historiske fakta og kan derfor komme i konflikt med historievidenskabens konklusioner. Det er i høj grad tilfældet for historien om de danske jøders redning i oktober 1943.




Politiske fordele ved redningen af jøderne
For Danmark fik redningen af de danske jøder stor politisk betydning. Allerede samtidigt med at fiskerbådene sejlede over Øresund med flygtninge, udbredte danskere i England og USA historier om danskernes heltemodige indsats. Historierne skulle rette op på Danmarks dårlige ry som ”Hitlers spisekammer”. På grund af samarbejdet med den tyske besættelsesmagt blev danskerne nemlig betragtet som feje og egoistiske. Redningsaktionen ændrede synet på Danmark, og ved krigens afslutning i 1945 blev Danmark anerkendt som en af de allierede. Siden har Danmark nydt store fordele ved internationalt at have status som en demokratisk og humanitær nation, der har særlig fokus på menneskerettigheder. Det ry skyldes bl.a. begivenhederne i oktober 1943.




Oktober 1943 i film og drama
Historien om redningen i Danmark spiller hovedrollen i en række danske og internationale film. Historien om Danmark og ikke mindst kong Christian X's protester optrådte tidligt i Hollywood-dramaet ”Exodus” fra 1960. I takt med USA’s stigende interesse for den danske historie blev en række film produceret, som alle fremstillede danskernes indsats som dødsensfarlig og karikerede tyskerne som nidkære og ondskabsfulde. Filmene ignorerede i store træk de historisk korrekte forudsætninger for, at redningen kunne lykkes. Fx at den tyske besættelsesmagt begrænsede kontrollen med Øresundskysten, så jøderne kunne undslippe, og at flygtningenes betaling for overfarten sikrede, at der var nok fiskere til at sejle.






Kong Christian X rider gennem København på sin fødselsdag i 1940

Myten om Christian X og jødestjernen
Det er en af 2. Verdenskrigs mest elskede myter, at kong Christian X skulle have båret den gule jødestjerne på en af sine rideture gennem København for dermed at udtrykke sin protest mod den tyske jødeaktion.  Myten er det pure opspind, men dermed ikke sagt, at den er uden forbindelse til datidens virkelighed. Kongen havde ved flere lejligheder vist sin støtte til den jødiske menighed og signalværdien i hans daglige rideture var tydelig – også for besættelsesmagten: Kongen var symbolet på det stolte Danmark, der ikke lod sig kue. Myten blev udbredt af danskere i Amerika og England allerede fra 1942. Som et udtryk for mytens styrke blev kongen personligt tildelt titlen af ”Righteous Among the Nations” af Israels Holocaust museum, Yad Vashem.






























Til toppen


Dansk Institut for Internationale Studier
Østbanegade 1172100 København Øtel: +45 32 69 87 87fax: +32 69 88 00
folkedrab@diis.dk