Til undervisere Om os Kontakt
Søg
Forside UndervisningsministerietDansk Institut for Internationale Studier

Forside>Fokus>Modstand>Hvad er modstand?Print

Hvad er modstand?



Det, der for nogle er nødværge eller ærefuld modstand, er for andre kriminalitet eller farlig terrorisme. Mennesker, der er helte for nogle, fordi de med fare for sig selv, kritiserer et foragteligt menneskesyn, bliver af andre set som kujoner, fordi de ikke gør fysisk modstand. Men uanset hvordan man ser på det, så er og bliver det i sidste ende magthaverne, der definerer hvad modstand er.

Et omdiskuteret begreb


I besættelsestids-, 2. Verdenskrigs- og Holocaustforskningen er der vidt forskellige bud på, hvordan man skal definere modstand. Nogle forskere ser modstand som kollektive, væbnede aktioner, der har til formål at forhindre, at fjenden når sine militære eller ideologiske mål. Andre forskere ser alle handlinger, som kommer på tværs af fjendens planer og ikke skyldes tilfældigheder, for modstand. Atter andre lægger afgørende vægt på motivet: hvis målet er at undergrave fjendens planer, er der tale om modstand, også hvis modstanden ikke kommer til udtryk i aktive handlinger. Det kan fx være at stå fast på en identitet eller et standpunkt, som en magthaver forsøger at undertrykke eller tvinge én til at ændre. I den ene ende har vi guerilla- eller partisankamp, i den anden ende finder vi det ”indre eksil”, som mange tyskere efter nazismens fald påberåbte sig, eller troende jøders bøn i KZ- og udryddelseslejrene.

I sidste ende er det dog altid magthaverne, der afgør, om en handling er modstand, dvs. om den truer den herskende orden. Det er nemlig magthaverne, der bestemmer, hvad der er tilladelig opførsel og accepterede ytringer i et samfund, og hvad der er modstand.

Modstand, smalt og bredt defineret

Forskellige historikere og samfundsteoretikere definerer begrebet modstand forskelligt:
  • Et smalt modstandsbegreb kræver, at en handling for at være modstand skal udføres i forening med andre og have et udtalt politisk formål.
  • Et bredt modstandsbegreb omfatter også individuelle, ganske hverdagsagtige handlinger, hvis de er med til at forhindre magthaverne i at nå et væsentligt mål; og det gælder, hvad enten den, der begår handlingen, er bevidst om dette eller ej.

Antinazistiske modstandsbevægelsers væbnede kamp i tysk-besatte lande og deres propagandaindsats med illegale blade og bøger, der lagde op til og understøttede den væbnede kamp, er modstand i ordets snævre betydning. Men hvad er fx de første besættelsesårs brede nationale vækkelse, som i Danmark havde form af alsang, algang og studiekredsarbejde om demokratiets og ”danskhedens” værdier? Disse aktiviteter styrkede deltagernes danske identitet og modstandskraft imod nazistisk ”smitte”. Men det var også ledernes formål at forhindre unge mennesker i at reagere militant på besættelsessituationen. De skulle altså involveres i ikke-voldelig modstand for at forhindre udviklingen af en modstand, der brugte voldelige midler.

Et dansk eksempel: Drengestreger, vigtig politisk modstand eller rendyrket terrorisme?


Besættelsestidens sabotageaktioner imod tyskerne og de danske virksomheder, der arbejdede for dem, var for frihedsbevægelsen og de allierede eksempler på legitim modstand. Aktionerne blev set som et bidrag til den fri verdens kamp imod det nazistiske barbari. Men tidens danske politikere anså samarbejdet med besættelsesmagten for nødvendigt. Det gjaldt alle de demokratiske partier – Socialdemokratiet, Det radikale Venstre, Venstre, Retsforbundet og Det Konservative Folkeparti, og det gjaldt igennem alle besættelsesårene 1940-45 – altså også efter at regeringen i august 1943 ophørte med at fungere og overlod det såkaldte departementschefsstyre at videreføre sin politik. For samarbejdspolitikerne var sabotageaktionerne ”uansvarlige drengestreger”, der bragte landets og især de svagestes velfærd i fare. Og for topfolkene i Værnemagten og den tyske besættelsesadministration var det rendyrket terrorisme.  

Modstand under Holocaust


Nazisternes forsøg på at udrydde Europas jødiske befolkning kostede 6 millioner jøder livet. Det var små 60% af kontinentets samlede jødiske befolkning. 3 millioner blev myrdet i gaskamre og ligene brændt. Omkring 1½ million faldt for tyske drabsenheders kugler, flest i de besatte dele af Sovjetunionen. Resten døde af sult, sygdomme, mishandling og umenneskeligt hårdt arbejde i KZ- og tvangsarbejdslejre eller i de ghettoer, som tyskerne fra 1940 oprettede over hele Østeuropa.

Der er mange handlinger under folkedrabet, der kan ses som modstand: Fra konfronterende oprør og væbnet forsvar til den stille insisteren på at vedblive at dyrke jødisk religion og kultur trods forbud. De fleste ser også den danske redning af den jødiske befolkning i Danmark under 2. Verdenskrig som modstand. Modstandens effekt vurderes meget forskelligt fra situation til situation. Ofte var virkningen mere moralsk end politisk – endsige militær. I Tyskland var opbakningen til nazismen så stærk, at de modstandsgrupper og modstandshandlinger, der var, stod temmelig isolerede. Men frygten for modstand fik regimet til at give sociale goder til mange tyskere, og for fortsat at være på god fod med den tyske befolkning besluttede regimet at speede planerne om angrebskrig op, så værdier, røvet i de besatte lande, kunne være med til at sikre den tyske levestandard og forhindre utilfredshed. Og i de besatte lande var modstanden med til at destabilisere det tyske herredømme, om end ingen steder så stærkt, at det brød sammen ”indefra”. 


Modstand...
At smugle et brød – var at gøre modstand.
At undervise i hemmelighed – var at gøre modstand.
At samle informationer og udbrede illegalt nyhedsbreve – var at gøre modstand.
At advare og nedbryde illusioner – var at gøre modstand.
At redde en Torah-rulle – var at gøre modstand.
At forfalske dokumenter – var at gøre modstand.
At smugle folk over grænser – var at gøre modstand.
At nedskrive begivenhederne og skjule optegnelserne – var at gøre modstand.
At hjælpe mennesker i nød – var at gøre modstand.
At turde protestere og risikere livet ved det – var at gøre modstand.
At stå med tomme hænder imod morderne – var at gøre modstand.
At nå frem til de belejrede med våben og ordrer – var at gøre modstand.
At gøre oprør i dødslejrene – var at gøre modstand.
At rejse sig i ghettoerne, mens murene styrtede sammen omkring én, i den mest desperate revolte menneskeheden nogen sinde har set...

Digt af Haim Guri & Monia Avrahami: Opstandens ansigter, (oversat af  Therkel Stræde, fra det israelske ghettokæmpermuseum Beit Lohamei Haghetaots hjemmeside


Skrevet af Therkel Stræde, lektor i samtidshistorie ved Syddansk Universitet i Odense, i samarbejde med DIIS 2014.

Mindesmærke for oprørskæmperne i Warsawa-ghettoen.
Læs mere om jødisk modstand under Holocaust









En mulig definition
Modstand er ikke noget entydigt begreb. En mulig definition kunne være, at modstand er underprivilegerede menneskers aktive handlinger imod en øvrighed eller et politisk system, de oplever som undertrykkende.


Dansk Institut for Internationale Studier
Østbanegade 1172100 København Øtel: +45 32 69 87 87fax: +32 69 88 00
folkedrab@diis.dk