Til undervisere Om os Kontakt
Søg
Forside UndervisningsministerietDansk Institut for Internationale Studier

Forside>Fokus>Modstand>Redning af jøder som tysk modstandPrint

Redning af jøder som tysk modstand


De fleste tyskere bakkede op om Hitlers styre, og det var det de færreste, der protesterede eller gjorde noget for at hjælpe, mens deres jødiske naboer gradvist forsvandt. Men der er også mange eksempler på tyske borgere, som risikerede liv og velfærd for at hjælpe jøder, der var truet på livet af nazistisk forfølgelse.

Ikke megen modstand i Tyskland


Politisk modstand kostede mange dødsofre i Nazityskland på grund af regimets hårde statsterror. Men modstanden havde ikke nogen virkning af betydning, for de fleste tyskere bakkede op om Hitlers styre, og mange andre indtog en passiv tilskuerrolle: De vendte det døve øre til topnazisternes dødstrusler mod jøderne og de talrige rygter og beretninger om ekstrem vold og massakrer i de tyskbesatte lande. Kun få tyskere gik til organiseret modstand, og modstandsgrupperne var små. Grupperne diskuterede og planlagde hellere end handlede og var sårbare over for stikkeri. Og modstand – selv grafitti og fordeling af illegale flyveblade – blev regnet for lands- og højforræderi og kunne straffes med døden, så risikoen var stor.
Læs mere om modstand mod nazisme i Tyskland

Mange deltog i udgrænsningen af jøder


Antisemitismen var stærk i Tyskland, om end ikke stærkere end i fx Frankrig eller Polen. En del tyskere havde dog også et positivt syn på jøder – eller ingen mening om dem. Jøderne i Tyskland var stærkt integreret i samfundet. Mange var gift med ikke-jøder, og mange var ateister eller konverteret til kristendommen.

Forfølgelsen og udgrænsningen startede straks efter Hitlers magtovertagelse den 30. januar 1933. Mange stod klar til at profitere på jødernes fjernelse fra arbejds- og forretningslivet og ”ariseringen” af deres ejendom, og mange var involveret i selve processen, der udskilte jøderne fra samfundet: embedsmænd, arbejdsgivere og kolleger, udlejere og lejere, kreditorer og debitorer, handlende, forretningsforbindelser, naboer og andre helt almindelige tyskere. Under nazismen blev de cirka 500.000 jøder, som levede inden for Det Tyske Riges grænser, udgrænset, udplyndret og udskilt fra samfundet. 2/3 flygtede, de fleste andre blev deporteret ”østpå” og dræbt i udryddelseslejre eller massakrer.

Victor Klemperers oplevelser


Der var også tyskere, som var villige til at hjælpe jøderne. Victor Klemperer, der oplevede udgrænsningen på grund af sin jødiske afstamning, skrev i sin dagbog eksempler på hadsk, men også anstændig behandling. Klemperers dagbøger er siden blevet udgivet. Lørdag den 4. oktober 1941, hvor den gule jødestjerne netop var blevet indført, skrev han:

"Gode erfaringer med stjernen. Kun var der et barn af en tidligere bekendt, som løb skrækslagent væk: "Uh, en jøde!" Moderen undskyldte forfærdet, det havde den lille ikke hjemmefra -- sandsynligvis fra børnehaven. Men barnet var bange og lod sig ikke berolige.

Da jeg var på indkøb, oplevede jeg følgende: Ældre kone, solgte fra en markedsvogn: "Kan jeg få nogle ræddiker?" - "Ja, selvfølgelig!" - Jeg kaster et længselsfuldt blik på tomaterne, der er "mangelvare", forbudt for jøder. "De kan vel ikke købes frit?" - "Jeg giver Dem nogen, jeg ved, hvordan det er”
"

Hvor længe ville moderen til barnet mon modstå regimets og mange tyskeres pres og bevare en venlig og høflig attitude over for ”stjernebærerne”? Var konen på markedet én, der var parat til at hjælpe jøder? Det fremgår ikke af dagbogen, men Klemperer registrerer færre og færre eksempler på venlighed og hjælp, jo længere tid der går. Alligevel regner man med, at omkring 5.000 jøder overlevede Holocaust i skjul i selve Tyskland, typisk ved at leve under falsk identitet, og at andre 5-10.000 forsøgte, men blev angivet og afsløret. Begge grupper modtog hjælp af ikke-jøder, og nogle eksempler vidner om stort mod hos jøderne og deres hjælpere.

Jødisk mor og datter overlevede hele krigen i Berlin


Inge Deutschkrons far var skolelærer, blev fyret som jøde og flygtede i 1939 til Storbritannien. På grund af krigsudbruddet kunne Inge og hendes mor ikke følge efter, men fik arbejde på Otto Weidts børstenbinderi i Berlin. Forretningsmanden Weidt reddede et større antal jøder – de fleste af dem blinde og derfor særligt udsatte – ved at beskæftige dem med krigsvigtig produktion af geværbørster.

Da deportationerne ”østpå” til udryddelseslejrene blev intensiveret i 1943, gik 21-årige Inge og hendes mor under jorden. Med falske papirer fik de arbejde på et vaskeri og logi hos en arbejderfamilie, som vidste, at de var jøder. De måtte være meget stille i den trange stuelejlighed og undgå gråd og skænderi for ikke at tiltrække opmærksomhed. Det var svært, for moderen fik depression på grund af presset. Hvis en uvedkommende angav dem, ville værtsfamilien formentlig få dødsstraf. Men mor og datter overlevede mere end et års illegalitet og blev i 1945 befriet af Den Røde Hær i Berlin. Inge Deutschkron lever i dag i Tel Aviv som højt dekoreret forfatter.  

Henrettet for at hjælpe jøder


Flere hundrede jøder reddede livet i Vilnius i det tysk-besatte Litauen på grund af en sergent i værnemagten ved navn Anton Schmid. Schmid var oprindelig el-installatør i Wien, men ikke præget af den stærke østrigske antisemitisme. I Vilnius' ghetto fik han oprettet en række værksteder og udstedte op imod 100 "gule sedler", der gav jøder i krigsvigtig produktion beskyttelse mod razziaer i ghettoen. Jøder, der blev fanget i disse razziaer, blev som oftest ført til henrettelsesstedet Ponary uden for byen og myrdet.

Schmid reddede flere gange jøder, som allerede var blevet udvalgt til henrettelse, og han skaffede også ”ariske” papirer, så nogle af dem kunne gå under jorden, samt falske rejsetilladelser til mere end 300 jøder. Han organiserede deres flugt til områder i Hviderusland, som var under sovjet-partisanernes kontrol, og arrangerede, at medlemmer af den jødiske modstandsbevægelse i Vilnius kom med lastbil til Warszawa, hvor de senere fik en hovedrolle i ghetto-opstanden i 1943.

I februar 1942 blev Schmid arresteret, dømt for højforræderi og henrettet. Da det blev kendt i Wien, straffede naboerne ”landsforræderens kone” med hærværk og chikaner. Hermann Adler, en jødisk forfatter, der sammen med sin kone i månedsvis blev holdt skjult af Schmid – bedømte senere Schmids motiver således: Han var antinazist, men ikke i første række udfra politiske overvejelser, snarere af følelsesmæssige grunde, fordi han afviste jødeforfølgelsen. I et afskedsbrev, skrevet inden han blev henrettet, bad Schmid sin familie om tilgivelse, fordi han nu bragte dem i forlegenhed: Jeg har kun handlet som et menneske og ville ikke gøre nogen fortræd.

Virkelighedens Schindler 

1.200 jøder blev reddet af den tyske forretningsmand Oskar Schindler i Krakow og Brünnlitz. Schindler, hvis historie er skildret i Steven Spielbergs film Schindler's liste, var nazist, spion og opsat på at tjene penge på jødernes arbejdskraft, men blev af sin jødiske bogholder, Itzhak Stern, lokket til at beskæftige langt flere end nødvendigt på sin emaljevarefabrik. Som rustningsarbejdere fik de immunitet mod tyskernes vilkårlige deportationer til dødslejrene. Filmen er baseret på et stort antal overlevendes beretninger, men den omvendelse til menneskeven og antinazist, som Schindler undergår i filmen, er fri fantasi. ”Schindler-jøderne” bevarede dog hele livet en stor taknemmelighed over for deres redningsmand.

Ægteparret Beitz reddede 800 jøders liv


Den tyske forretningsmand Bertolt Beitz stod i 1941-43 i spidsen for et olieraffinaderi i Vestukraine og fik mange af dets jødiske arbejdere erklæret krigsvigtige. Efter at have overværet en massakre på jøder besluttede han sammen med sin hustru at gøre en indsat for at redde jøder. Det lykkedes ham blandt andet at få 250 mennesker hentet ud af en transport til udryddelseslejren Bełżec ved at påstå, at de var krigsvigtige olieindustriteknikere.

I alt reddede ægteparret henved 800 jøders liv. Om motivet udtalte han senere: Det var ikke antifascisme og heller ikke modstand. Vi så fra morgen til aften på tætteste hold, hvad der skete med jøderne i Borysław. Når du ser en moder med et barn på armen blive skudt og selv har børn, så må du reagere helt anderledes. Og ved en anden lejlighed: Mine motiver var ikke politiske. Det var rent menneskelige, moralske motiver. Beitz blev efter krigen øverste chef i Krupp-stålkoncernen og i 1973 hædret af den isralelske mindeorganisation Yad Vashem.

Danske jøders tyske redningsmænd


Også andre tyske erhvervsfolk, embedsmænd og medlemmer af værnemagten vovede pelsen for at redde forfulgte jøder. Et eksempel er Kriegsmarines havnekommandant i København, Cammann, der i oktober 1943 – da han fik nys om den forestående aktion imod jøderne – besluttede at trække et antal patruljebåde på land. Under påskud af at bådene skulle males under bunden inden vinteren, opnåede han, at bådene ikke kunne bruges til jødejagt, mens flugten over Øresund foregik.

Et andet eksempel er den tyske ambassaderåd, G.F. Duckwitz, der fortalte Cammann om aktionen og senere tog æren for hans og andres hjælpeaktiviteter: Duckwitz var meget aktiv med at advare om ”jødeaktionen”, sikkert drevet af ædle motiver, men nok i lige så høj grad, fordi det var hans opgave at fungere som stik-i-rend-dreng for den tyske førstemand i Danmark, Werner Best. Best var jødeaktionens initiativtager, men arbejdede samtidig imod udførelsen af den, da han vurderede, at det ville medføre stor uro og samarbejdsvanskeligheder i Danmark, hvis de danske jøder fik samme skæbne som andre europæiske jøder i tysk varetægt. 

Efter krigen var der pludselig mange redningsmænd


Med en halv million jøder, der i løbet af det nazistiske herredømme blev trængt ud af det tyske samfundsliv, havde de fleste tyskere på et eller andet tidspunkt berøring med forfulgte jøder. Og endnu flere fik det, da flere hundrede tusinde jødiske slavearbejdere i 1944-45 blev importeret til virksomheder i Tyskland. Medlemmer af de tyske besættelsesstyrker i de besatte lande, hvoraf de østeuropæiske havde langtstørre jødiske befolkninger end Tyskland selv, stødte også i høj grad på forfulgte jøder. Efter nazismens fald blomstrede der tusindvis af fortællinger om, hvordan man havde hjulpet jøder: stukket dem brød og kartofler eller måske bare et trøstens ord og et medlidende blik.

At mange tyskere i én-til-én-kontakt kunne opføre sig mindre ideologisk stålsat over for jøder, kom dem til gavn efter krigen. Hvis man kunne få en jøde til at skrive under på, at man havde opført sig menneskeligt, havde man de bedste chancer for at slippe mildt gennem de allieredes ”afnazificering”. Selv minimale tjenester voksede til heroiske modstandshandlinger. Og selv entusiastiske nazister kunne pludselig komme i tanke om eksempler, hvor de havde vist medmenneskelighed over for jøder.

Med sådanne tjenester som råmateriale blev der opbygget en efterkrigsfortælling om, at næsten alle tyskere havde været imod nazismen eller i hvert fald imod folkedrabet på jøderne, og at mange ved at tænke sit og uset hjælpe jøder og andre forfulgte havde været modstandsfolk inderst inde. Den tyske modstand, som de forfulgte jøder havde set fortvivlende lidt til, opstod med tilbagevirkende kraft og reddede mange fra den tyske samfundselite og de bredere lag fra at se deres egen rolle som støtter for nazismen og medskyldige i krigs- og folkedrabsforbrydelser i øjnene.

Skrevet af Therkel Stræde, lektor i samtidshistorie ved Syddansk Universitet i Odense, i samarbejde med DIIS 2014     

Læs mere


Flere historier om redningsmodstand på det israleske minde- og forskningssted Yad Vashems hjemmeside
Victor Klemperer: Jeg vil aflægge vidnesbyrd til det sidste Bd.1: Dagbøger 1933-41
Hans Kirchhoff: Den gode tysker. G.F. Duckwitz. De danske jøders redningsmand (Gyldendal 2013).

Rosenstraße-protesten
Menneskelige motiver er sjældent simple. Ved siden af politisk, økonomisk og anden beregning fandtes der også helt basale menneskelige motiver: Da hundredvis af tyske, ”ariske” kvinder i februar-marts 1943 stillede op til dagelange protestdemonstrationer i Rosenstraße i centrum af Berlin, veg regimet tilbage. Kvinderne var gift med jødiske mænd, som tidligere havde været beskyttet som tvangsarbejdere for Siemens, men nu var blevet arresteret for at blive deporteret ”østpå”. Men det lykkedes kvinderne at få den plan forpurret, i hvert fald for en tid.

Motivet her var kærlighed, men protesten handlede sikkert også om, at disse kvinder igennem ti års jødeforfølgelser havde været under massivt pres for at lade sig skille, hvilket ville ophæve den beskyttelse, som "blandet ægteskab" med en "arier" gav deres jødiske ægtefæller. Hvis kvinderne gav op nu, mistede den årelange kamp for deres mænd sin mening. Og på et tidspunkt, hvor Det tredje Rige i El Alamein og Stalingrad netop havde inkasseret sine første store militære nederlag, kunne de begynde at håbe på, at nazismens dage var talte, så de resterende jøder faktisk ville kunne overleve.

Billedet overfor er et udsnit af mindesmærket for RosenStraße protesten: "Block der Frauen".
© Manfred Brückels, via Wikimedia Commons




























Oskar Schindler grav på den katolske kirkegård på Zions Bjerg i Jerusalem


Dansk Institut for Internationale Studier
Østbanegade 1172100 København Øtel: +45 32 69 87 87fax: +32 69 88 00
folkedrab@diis.dk