Til undervisere Om os Kontakt
Søg
Forside UndervisningsministerietDansk Institut for Internationale Studier

Forside>Fokus>Modstand>Modstand og samarbejde i DanmarkPrint

Modstand og samarbejde i Danmark under 2. Verdenskrig: forskellige opfattelser gennem tiden



Hvem gjorde modstand i Danmark under besættelsen? Den væbnede modstandsbevægelse, der risikerede liv og lemmer under farlige aktioner, gjorde. Men kan samarbejdspolitikernes bestræbelser på at holde besættelsesmagten og de danske nazister uden for indflydelse, også ses som modstand? Omfatter modstandsbegrebet alle aktiviteter, der krydsede fjendens planer? Opfattelserne har ændret sig gennem tiden, og enige er man ikke blevet.

Hvad kan defineres som modstand i Danmark under besættelsen?


Der er stor uenighed blandt historikere om, hvad der kan regnes for modstand under Danmarks besættelse 1940-45. Fx skrev historiker Henrik S. Nissen i 1973, at de danske politikere og myndighederne var nødt til at samarbejde med besættelsesmagten for at undgå kaos og forhindre, at tyskerne indsatte en nazistisk regering. Ifølge denne tankegang var samarbejdet en form for modstand og en mere ansvarlig reaktion på besættelsen end frihedsbevægelsens væbnede kamp, fordi politikerne og embedsmændene bestræbte sig på at holde tyskerne ude fra direkte indflydelse på dansk politik og forvaltning og på at moderere de tyske krav.

Den første historiker, der beskæftigede sig videnskabeligt med besættelsestiden, Jørgen Hæstrup, bevægede sig inden for samme forståelse af modstand. Han mente, at frihedsbevægelsen, politikerne og embedsværket i bund og grund ville det samme: Danmarks befrielse og genoprettelse af landets suverænitet. Hæstrup så det administrative tovtrækkeri med tyskerne og den illegale kamp som komplementære: Hvor de offentlige myndigheder ikke kunne tillade sig at gå videre, tog undergrundsbevægelsen over; og det pres, som undergrundsbevægelsen lagde på tyskerne, var så med til at hjælpe politikere og embedsmænd til at stå fast. Pånær et lille mindretal af nazister var alle danskere "gode danske mænd og kvinder", der kæmpede for samme mål, blot med forskellige midler, afhængigt af den enkeltes position i samfundet.

Dette syn på historien var udbredt fra 1945 til sidst i 70'erne. Det afspejlede sikkert manges ærlige holdning, men fjernede fokus fra, at landbruget og mange erhvervsfolk havde tjent store penge på at samarbejde med besættelsesmagten, og at Danmark var sluppet billigt igennem 2. Verdenskrig, sammenlignet med andre lande. 

Konsensus eller konflikt?

Nissen, Hæstrup og andre tidlige besættelsestidshistorikere stod for et konsensussynspunkt. De understregede, at den danske befolkning og det politiske system var enige om grundlæggende nationale værdier og om demokratiet. Og de nedtonede, at mange aktive modstandsfolk tilhørte den yderste højre- eller venstrefløj, som ikke var tilhængere af demokrati som styreform. 

Over for konsensussynspunktet stod konfliktsynspunktet. Historikeren Hans Kirchhoff udtrykte det klart: samarbejde og modstand var to fundamentalt forskellige reaktioner på besættelsessituationen. Tilhængerne af politisk og administrativt samarbejde med tyskerne og modstandskampens fortalere bekrigede hinanden. Modstandsbevægelsen ønskede et brud med samarbejdspolitikken, der kunne gøre Danmark til en anerkendt aktør på de allieredes side, og måtte både bekæmpe besættelsesmagten og samarbejdstilhængerne.

Nissen og Hæstrup anlagde en national synsvinkel og fik situationen i Danmark til at fremstå som unik og ret harmonisk. Kirchhoff derimod satte Danmark ind i en international sammenhæng. Han lagde vægt på kampen og den eksistentielle udfordring, som besættelsen stillede den enkelte overfor: samarbejde og modstand som principielt uforenelige standspunkter, selvom de i praksis ofte overlappede. Kirchhoff tilskrev den organiserede modstandsbevægelse en stor rolle i begivenhederne under besættelsen, især fra 1943. Hans konfliktsyn blev dominerende blandt historikere fra slutningen af 70’erne og frem til idag.

Lederne eller folket?

I 2013 – 70-året for "jødeaktionen " – bragte Bo Lidegaard, historiker og chefredaktør på Politiken, dog konsensussynet tilbage i samfundsdebatten med sin bog Landsmænd – de danske jøders flugt i oktober 1943. Æren for jødernes redning tillagde han først og fremmest de mange almindelige danskere fra vidt forskellige samfundslag, der tog ansvar for deres jødiske medborgere i nødens stund. Lidegaards påstand er, at danskerne i årene før krigen – på trods af, at landet førte en restriktiv flygtningepolitik vendt imod jødiske Hitler-flygtninge – så det jødiske mindretal som landsmænd. Der havde i løbet af 1930'erne dannet sig en national solidaritetskultur, som fik de fleste til at anse et angreb på én for et angreb på alle.

Danskerne havde også lært at omsætte de fælles værdier til praktisk handling. 1930'ernes mange reformer havde nemlig givet borgerne og deres foreninger og interesseorganisationer en vigtig rolle i politikkens udmøntning. Ifølge Lidegaard skyldtes den stærke nationale konsensus i Danmark først og fremmest fremsynede politikeres folkeopdragende indsats. Takket være den politiske midtes kloge politiske lederskab handlede de fleste almindelige danskere moralsk rigtigt i oktober 1943 og kom spontant jøderne til undsætning. Det var det samme lederskab, der igennem hele besættelsestiden stod for samarbejdspolitikken over for tyskerne, og målet var både i 1930erne og 1940-45 at forhindre nazister (og kommunister) i at komme til magten.   

Den israelske historiker Leni Yahil, der skrev det stadigvæk toneangivende værk om Oktober '43, Et demokrati på prøve. Jøderne i Danmark under besættelsen, fra 1967, pegede også på befolkningens holdning som årsag til redningens succes. Men hun mente, at kilderne til danskernes ædle moralske holdning og handlekraft lå længere tilbage i tiden: nemlig i 1800-tallets demokratisering, andels- og højskolebevægelsen og Grundtvigs tolerante udgave af lutheransk protestantisme - altså mindre lederskab og mere folkets selvopdragelse til demokrati.

Redningsaktionen i oktober 1943 som modstand?

Skal man betragte redningsaktionen i oktober 1943 som modstand, eller var der snarere tale om civil ulydighed eller humanitær hjælp? Svaret afhænger af, om modstand defineres ud fra motivet, formen eller handlingernes virkning.

Fra 1941 var total fysisk udryddelse af jøderne det tyske mål overalt i Europa. At krydse deres planer og forhindre, at de i Danmark nåede dette mål, må uden tvivl betegnes som modstand. Set på den måde var alle, der medvirkede ved evakueringen af jøderne i oktober 1943, modstandsfolk, uanset om deres bevæggrunde var rent egoistiske eller altruistiske. Det betyder, at de af fiskerne, der berigede sig skamløst på flygtende jøders bekostning, også må betragtes som modstandsfolk. Det samme må danskere, som ikke engagerede sig i hjælpearbejdet for jødernes skyld, men for at for at udnytte chancen for at gøre en indsats imod nazisterne.

Bruger man så bredt et modstandsbegreb, bliver også tyske funktionærer og medlemmer af værnemagten, som advarede danskere eller lod redningsaktiviteterne finde sted uden at skride ind, til modstandsfolk. Og det gælder strengt taget ikke kun spionen G.F. Duckwitz, der opsøgte førende socialdemokratiske politikere og advarede om den forestående "jødeaktion", men også Werner Best, der gav ham besked på dette: Det Tredje Riges topmand i Danmark tog personligt initiativet til at indlede jødeforfølgelser i Danmark og bad Hitler om lov. Men imens forberedelserne kørte, fik antisemitten Best den tanke, at det ville være nok at lade jøderne flygte. Han var klar over, at hvis de danske jøder ikke blev sendt til udryddelseslejrene, var der større sandsynlighed for, at de danske myndigheder og erhvervslivet ville fortsætte samarbejdet med besættelsesmagten og leverancerne til Tyskland. Og spillet gik op for Best: Samarbejdet fortsatte – om end mere køligt – lige til befrielsen. Selv hævdede han i 1945, at han – fordi han besluttede at afsvække sin egen "jødeaktion" og holde en bagdør åben for jøderne – skulle ses som en modstandsmand og sand ven af Danmark.     
      
Skrevet af Therkel Stræde, lektor i samtidshistorie ved Syddansk Universitet i Odense, i samarbejde med DIIS 2014.
 

Statsminister Erik Scavenius med den tyske leder i Danmark, den rigsbefuldmægtigede Werner Best. Februar 1943. I tiden efter krigen har synet på de to og andre, der stod for samarbejdspolitikken, bevæget sig fra den ene yderlighed til den anden.




 


Bo Lidegaards bog Landsmænd fra 2013 repræsenterer konsensussynet i dansk historieskrivning


Hvad er modstand?
I besættelsestids-, 2. Verdenskrigs- og Holocaustforskningen er der vidt forskellige bud på, hvordan man skal definere modstand. Nogle historikere ser modstand som kollektive, væbnede aktioner der har til formål at forhindre, at fjenden når sine militære, politiske eller ideologiske mål. Andre historikere regner alle handlinger, som i praksis kommer på tværs af fjendens mål og ikke skyldes rene tilfældigheder, for modstand. Atter andre lægger vægt på motivet: hvis målet er at krydse fjendens planer, er der tale om modstand, selv hvis det ikke udtrykkes i aktive handlinger. Det kan fx være at stå fast på en identitet eller et holdning, som en magthaver forsøger at undertrykke eller tvinge én til at ændre. I den ene ende af spektret har vi guerilla- eller partisankamp, i den anden det "indre eksil", som mange tyskere efter nazismens fald påberåbte sig.
Læs mere om modstandsbegrebet
































Altruisme
En moralsk grundholdning eller væremåde kendetegnet ved, at den enkelte søger at fremme andres vel uden tanke for egne interesser og behov.
Kilde: Den Store Danske Encyklopædi





Dansk Institut for Internationale Studier
Østbanegade 1172100 København Øtel: +45 32 69 87 87fax: +32 69 88 00
folkedrab@diis.dk