Til undervisere Om os Kontakt
Søg
Forside UndervisningsministerietDansk Institut for Internationale Studier

Forside>Eksempler på folkedrab>Holocaust>Fokusartikler>Danske homoseksuelle i nazistisk koncentrationslejrPrint

Danske homoseksuelle i nazistisk koncentrationslejr


Under besættelsen blev danske homoseksuelle mænd anholdt og deporteret til koncentrationslejren Neuengamme, fordi de tyske myndigheder opfattede dem som en trussel mod samfundet. De blev sat i samme gruppe som såkaldte “asociale” og “vaneforbrydere”. Efter krigen var gruppen af asociale den eneste gruppe, der fik massivt afslag på erstatning: Man mente, at deportationerne var deres egen skyld.

Anholdelse og deportation af asociale og vaneforbrydere

Fra september 1944 til januar 1945 blev en gruppe på mindst 465 danske mænd anholdt og deporteret til koncentrationslejren Neuengamme i Tyskland. Det skete, fordi de tyske myndigheder havde arresteret det danske politi, så tysk politi i Danmark nu selv måtte stå for kriminalitetsbekæmpelsen. Det var oprindeligt planen, at de anholdte skulle blive i Danmark, men de danske fængsler og lejre var overfyldte, så gruppen blev deporteret til Neuengamme i stedet.

De 465 mænd blev anholdt på to måder: 
  1. Tysk politi lavede razziaer mod steder, hvor de vidste, at kriminelle og sortbørshandlende holdt til. Hvis det tyske politi vurderede, at der var grundlag for at opretholde anholdelsen, blev de anholdte deporteret til Neuengamme.
  2. Tysk politi gennemgik dansk politis registre over tidligere dømte, foretog en udvælgelse og tog derefter ud til de tidligere dømtes adresser for at anholde dem.

De anholdte blev kaldt “asociale” og “vaneforbrydere” af nazisterne. Asociale-begrebet dækkede over homoseksuelle, kriminelle, arbejdsløse, vagabonder, hjemløse, tiggere, romaer, prostituerede og alkoholikere. Vaneforbryder-begrebet blev brugt om personer, der flere gange havde brudt loven. Nazisterne så gruppen som en trussel mod samfundet, fordi den ikke ville tilpasse sig samfundsfællesskabet – ifølge nazisterne. Både homoseksuelle, asociale og vaneforbrydere blev deporteret til koncentrationslejre for at blive “genopdraget”.

Mange var slet ikke kriminelle


Ordet vaneforbryder vækker associationer til en hårdkogt kriminel, der flere gange har begået alvorlig kriminalitet, og som bliver ved med at falde tilbage i kriminalitet. For langt de fleste af de 465 mænd, der blev deporteret, var det imidlertid ikke tilfældet. Faktisk var en meget stor af dem aldrig blevet dømt for noget ulovligt: Hele 175 ud af de 465 mænd var slet ikke registreret som dømte i Rigsregistraturen. Der var også flere, som havde overstået deres straf for mange år siden, og som ikke siden havde begået ny kriminalitet. Der var mænd, der bare havde begået én kriminel handling i 1920’erne, og som på baggrund af det blev anholdt af nazisterne. Mange havde kun begået mindre kriminalitet.

Hvorfor blev de deporteret – kriminalitetsbekæmpelse eller raceideologi?


Den umiddelbare anledning til at deportere de 465 mænd var kriminalitetsbekæmpelse: De tyske myndigheder i Danmark var bange for, at kriminaliteten ville stige, efter de havde arresteret det danske politi. Men hvis formålet var at bekæmpe kriminalitet, hvorfor så deportere personer, der ikke var kriminelle eller kun havde begået mindre forbrydelser?

Det giver mening at spørge, hvilken form for kriminalitetsbekæmpelse, der var tale om, og hvem nazisterne anså for at være kriminel. Nazisterne opfattede både asocial og ”vanekriminel” adfærd som resultat af en arvelig degeneration, der var skadelig for den ariske races sundhed og fællesskabets moral og normer. I Tyskland blev asociale og vaneforbrydere derfor steriliseret eller kastreret i forsøget på at forbedre den ariske races kvaliteter, og interneret i koncentrationslejre for at blive genopdraget.

Uanset at hovedårsagen til deportationerne var, at tyske myndigheder ville forebygge kriminalitet i Danmark, så var måden, man gjorde det på, inficeret af nazistisk raceideologi. På det tidspunkt, hvor nazisterne frygtede en stigning i kriminaliteten, og hurtig handling var påkrævet, brugte de raceideologien som kompas til at definere, hvem der var kriminelle, og hvordan de skulle straffes. På den måde kom deportationerne til at omfatte mennesker, som kunne kategoriseres som asociale og vaneforbrydere, selvom de ikke var kriminelle.

Ingen lyserød trekant


Man ved med sikkerhed, at der var homoseksuelle mænd blandt de 465 danske mænd, der blev deporteret som asociale og vaneforbrydere, men det er uklart, hvor mange og hvem de var. Nogle af de homoseksuelle mænd var tidligere blevet dømt af de danske myndigheder for homoseksuelle forhold til andre mænd. Tysk politi fik dem sandsynligvis i kikkerten, da de gennemgik de danske registre over tidligere dømte, herefter blev mændene opsøgt og anholdt og så deporteret til Neuengamme. De blev registreret som asociale og vaneforbrydere, og bar derfor lige som resten af gruppen sorte trekanter i koncentrationslejren, modsat andre homoseksuelle mænd der bar lyserød trekant og var deporteret under klassifikationen "homoseksuelle", fordi de havde forbrudt sig mod den tyske paragraf 175, der forbød homoseksualitet. Man ved ikke, hvorfor de danske homoseksuelle ikke blev forsynet med lyserød trekant, men det skyldes muligvis, at de danske homoseksuelle var dømt efter danske sædelighedsparagraffer, som kun gjorde nogle former for homoseksualitet ulovlig. Som del af den større gruppe og som følge af tidligere kriminalitet kunne de derfor klassificeres som asociale eller vaneforbrydere, men det lave antal kan også have spillet en rolle.

De homoseksuelle mænds forbrydelser


Man ved ikke præcis, hvad de homoseksuelle mænd tidligere var dømt for, men dansk lov forbød flere former for homoseksualitet. Før 1933 kunne man blive straffet alene for at være aktiv homoseksuel (”sodomi”). I 1933 trådte en ny straffelov i kraft, og i den blev forbuddet mod sodomi ophævet. Private homoseksuelle relationer mellem voksne mænd var altså ikke længere forbudt, men homoseksuelle mænd kunne stadig blive dømt efter den nye straffelov: Den nye lov forbød nemlig homoseksualitet i offentligheden (“uterlighed” og “uanstændig opførsel”).

I lister over de deporteredes kriminelle forhold kan man se, at nogle af dem havde dom for uterlighed, men vi ved ikke, om der er tale om homoseksuel eller heteroseksuel uterlighed. Der var også straf for prostitution og for homoseksuelle forhold med unge mænd og drenge. Den nye straffelov indførte en seksuel lavalder, som for heteroseksuelle var 16 år og for homoseksuelle 18 år. Derudover indførte man også den såkaldte “forførelsesparagraf”, der forbød “Misbrug af en paa Alder og Erfaring beroende Overlegenhed”, med en lavalder på 18 år for heteroseksuelle og 21 år for homoseksuelle. Der var desuden den forskel, at der for heteroseksuelle skulle foreligge ”groft misbrug”, mens det alene skulle bevises, at der havde fundet ”misbrug” sted, for at en homoseksuel kunne dømmes. Først i 1976 blev lavalderen sat ned til 15 år for både homoseksuelle og heteroseksuelle, og forførelsesparagraffen afskaffet i Danmark.

Homoseksuelle mænd kunne altså straffes for seksuelle handlinger i offentligheden, for at modtage betaling for sex, og for sex med mænd og drenge under 18 og 21 år. Der er altså stor sandsynlighed for, at de homoseksuelle mænd der blev deporteret til Neuengamme var dømt for forhold, som vi i dag ikke betragter som kriminelle.

17 kastrerede mænd med “tilbøjelighed til at begå konstitutionelt betingede seksuelle lovovertrædelser”


De danske myndigheder forhandlede med tyskerne om at løslade de deporterede mænd og få dem hjem fra koncentrationslejrene. Hvis Udenrigsministeriet kunne dokumentere, at de deporterede havde ændret livsførelse, var der større sandsynlighed for, at de blev løsladt. Derfor bad man Retslægerådet om en udtalelse om 17 mænd, der tidligere havde haft “tilbøjelighed til at begå konstitutionelt betingede seksuelle lovovertrædelser”. Retslægerådet svarede, at de 17 mænd var i stand til at leve en “...fuldtud social Tilværelse, uden at der kunde antages at bestaa nogen Risiko for, at de atter skulde kunne komme i Konflikt med Loven”, fordi de tidligere var blevet kastrerede og dermed ikke længere i besiddelse af deres ”tilbøjeligheder”. I mindst ét tilfælde førte det til en løsladelse.

Vi ved ikke med sikkerhed, om disse 17 kastrerede mænd var homoseksuelle, men der er flere forhold, der tyder på det. Eksempelvis brugte psykiatrien dengang begrebet “konstitutionelt betinget” om homoseksuelle, som havde en medfødt homoseksualitet.

Nogle kom hjem, mange døde

Det danske Udenrigsministerium protesterede fra starten over deportationerne og indgik i en dialog med de tyske myndigheder for at få flest mulige af de såkaldte asociale og vaneforbrydere hjem igen. De første fanger blev løsladt enkeltvis eller i små grupper på tysk politis initiativ allerede i december 1944, som følge af henvendelser fra pårørende, mens danske hjemtransporter blev påbegyndt i februar 1945. I april 1945 kom de sidste fanger hjem med de Hvide Busser.

Men danske myndigheder foretog også en diskriminerende nedprioritering af forhandlingen af de asociale og vaneforbrydernes sager. De måtte ifølge overregeringsråd A. Tscherning i Udenrigsministeriet “staa tilbage for de mere nyttige Samfundsmedlemmer".

Nogle fanger kom aldrig hjem. Der er ikke enighed blandt historikerne om, hvor mange asociale og vaneforbrydere der mistede livet, og tallene varierer fra 15 til 30 %. Det mest pålidelige talmateriale tyder dog på, at dødeligheden ligger nærmere 30% end 15%. Sammenlignet med andre danske grupper af deporterede (modstandsfolk, kommunister, politifolk, jøder etc.) er det den højeste dødelighed, og de asociale og vaneforbryderne var endda deporteret i et kortere tidsrum.

Livet i koncentrationslejren


Det er meget, der tyder på, at vilkårene under og efter opholdet i tysk koncentrationslejr for asociale og vaneforbrydere var værre end for modstandsfolkene. I de lejre, hvor de asociale sad sammen med danske modstandsfolk, var der ikke noget nationalt sammenhold: De to grupper holdt sig for sig selv. De asociale rangerede lavere i lejrhierarkiet, blev ofte ekskluderet af fangefællesskabet og havde en højere dødelighed.

I Frøslevlejren blev de asociale på tysk foranledning isoleret i en barak for sig, fik håret klippet i en hanekam, så man kunne skelne dem fra de andre fanger. De blev udsat for straffeeksercits, og de øvrige almindelige fanger så ned på dem og lod dem ikke være en del af deres fællesskab.

I Porta Westfalica, en underlejr til Neuengamme, sad en stor andel af de asociale sammen med danske modstandsfolk, og her går det negative syn på de asociale igen: Modstandsfolkene beskriver, at de asociale klarede sig fysisk og psykisk dårligst, de klagede mest over arbejdet og forholdene i lejren, og de blev beskyldt for ikke at være i stand til at vise solidaritet med andre fanger på grund af deres kriminelle baggrund. Men det er bemærkelsesværdigt, at modstandsfolkene kun omtaler de asociale negativt som gruppe, aldrig som enkeltpersoner. Der var faktisk flere venskaber mellem modstandsfolk og asociale, for eksempel mellem politimanden Knud Wiese og gadedrengen Hjalmar. Dette viser, at de sociale forhold i lejrene var komplekse, og at stigmatiseringen af de asociale både skyldtes kz-systemets hierarkisering og tidens negative forestillinger om kriminelle, som også modstandsfolkene var påvirket af. Hvordan de asociale selv oplevede forholdene i lejrene, ved man desværre ikke meget om.

Fra andre lejre, hvor homoseksuelle var interneret og forsynet med lyserød trekant, ved vi, at dødeligheden var meget høj: omkring 60%. Bortset fra jøderne var dette den højeste dødelighedsrate blandt de indsatte grupper. Det skyldtes de homoseksuelles status nederst i lejrens hierarki, hvor både vogterne og de andre fanger så ned på dem. Det er stadig uklart, hvordan forholdene har været for de danske homoseksuelle, og om de har været anderledes end for den store gruppe af asociale og vaneforbrydere. Sandsynligvis har forholdene for dem ikke været meget anderledes. Der var den afgørende forskel mellem de danske homoseksuelle og homoseksuelle i andre lejre, at de danske bar sort trekant og var klassificeret som asociale eller vaneforbrydere, og altså ikke som homoseksuelle. Det betød, at det ikke var synligt for vogterne, fangerne og andre i lejrene, at de var dømt for homoseksualitet.

Skjulte deres seksualitet


Der findes ingen beretninger fra danske fanger, der nævner homoseksuelle eller homoseksualitet blandt danske fanger. Den danske modstandsmand Jørgen Kieler, der var interneret i lejren Porta Westfalica, skriver decideret i sine erindringer, at der ikke var danske homoseksuelle fanger i lejren. I Porta Westfalica sad en stor andel af de asociale, og hvis der har været homoseksuelle i denne gruppe, så har det ikke været synligt for Kieler og andre i lejren. De homoseksuelle havde god grund til at skjule deres seksualitet, for i de tilfælde i Porta Westfalica hvor der var homoseksuelle relationer, var det meget ildeset. Flere danske fanger fortæller om de såkaldte ”russerdrenge” (sovjetiske krigsfanger), der prostituerede sig over for overfangerne til gengæld for beskyttelse, mad og lettere arbejde. På grund af deres prostitution og racefordomme over for østeuropæere, blev de foragtet af deres medfanger. Den skjulte seksualitet har sandsynligvis forbedret de danske homoseksuelles overlevelseschancer, hvis vi sammenligner med homoseksuelle i andre lejre, hvis seksualitet var synlig.

Ingen anerkendelse eller hjælp efter krigen


De fleste af de såkaldte asociale og vaneforbrydere fik hverken erstatning eller anerkendelse for deres lidelser de første mange år efter krigen, og den dag i dag er der ikke mange, der ved, at denne gruppe også var offer for nazistisk forfølgelse.

Den 1. oktober 1945 vedtog den danske rigsdag Lov om erstatning til besættelsestidens ofre i erkendelsen af det store behov for offentlig hjælp til de mennesker, hvis tilværelse var slået i stykker af krigens begivenheder. Man kunne få erstatning for død og invaliditet pga. krigshandlinger, herunder den tyske besættelsesmagts forfølgelse og deportationer, og til såkaldt tortgodtgørelse for fængsling og deportation. 78 % af ansøgere, der kom fra gruppen af asociale og vaneforbrydere fik afslag på deres ansøgning om erstatning for opholdet i koncentrationslejr. Det var den højeste afslagsprocent blandt alle danske deporterede, der søgte. I mange sager accepterede Erstatningsrådet i realiteten tyskernes begrundelse for arrestationen og hævdede, at de asociale selv havde gjort sig skyldige i fængsling og deportation.

Tavshed og skam


Mens der i efterkrigstiden blev fortalt om deportationerne af fx modstandsfolk til koncentrationslejre, var der tavshed om de asociale. Den tavshed har i vid udstrækning varet ved frem til i dag. De asociale og vaneforbrydere havde intet fangefællesskab, interesseorganisationer eller fortalere, der kunne – eller ville – fortælle deres historier. Gruppen manglede ressourcerne, den politiske opbakning og den historievidenskabelige forskning, der for andre offergrupper betød, at de fik plads i den fælles erindring om krigen.

De negative forestillinger om de asociale forsvandt ikke i 1945. I den danske racehygiejniske lovgivning blev personer med legemlige handicap, sindssygdomme, psykotiske tilstande, brandstiftere, epileptikere, alkoholister og – især – lettere åndssvage steriliseret, forbudt ægteskab eller placeret på anstalter frem til 1969, ligesom kastrationer af homoseksuelle og sædelighedsforbrydere fortsatte. De udbredte fordomme har været med til at opretholde tavsheden og forhindre en anerkendelse af, at homoseksuelle og andre fra gruppen af asociale og vaneforbrydere var ofre for nazistisk forfølgelse.

Forskningen er kun lige begyndt
Det er velkendt, at homoseksuelle blev forfulgt under det nazistiske regime, og at mellem 5.000 og 15.000 homoseksuelle blev deporteret til koncentrationslejre. Men indtil for nylig har det været ukendt, at der også var danske homoseksuelle, der blev deporteret til koncentrationslejre som en del af den danske gruppe af  asociale og vaneforbrydere.

Man ved en smule mere om deportationerne af de asociale fra Danmark, men forskningen i forfølgelserne af danske homoseksuelle er først lige begyndt. Ind til nu har fokus primært været på at undersøge, om der var homoseksuelle blandt de asociale, og forsøge at identificere mændene i den allerede eksisterende litteratur. Meget af det utrykte kildemateriale fra danske og tyske myndigheder er endnu ikke undersøgt med de homoseksuelles historie for øje. I fremtiden vil sådanne undersøgelser kunne kaste lys over, hvor mange og hvem de homoseksuelle mænd var, hvorfor de blev deporteret, og hvad der videre hændte dem. 

Mindesmærke over homoseksuelle ofre for nazismen i Berlin. Mindesmærket består af en betonkubus med et vindue, hvor man kan se en kortfilm med mænd, der kysser.


Læs artiklen Homoseksuelle som ofre under Holocaust

Tilfældigt hvem der blev deporteret
Denne historie viser, at det kunne være ret tilfældigt, hvem der blev deporteret, og at der ikke skulle meget til, før man blev stemplet som asocial:
En 25-årig ikke tidligere straffet mand havde i efteråret 1944 stjålet et radioapparat ved et indbrud i en Københavnsk forretning, og havde senere prøvet at sælge tyvegodset til tyske soldater. Han blev i den forbindelse arresteret af tysk politi, der indsatte ham i Frøslevlejren, hvorfra han den 12.1.1945 blev deporteret til Neuengamme som asocial.
Kilde: Adrian Tresoglavic: "Nazistisk kriminalitetsbekæmpelse i Danmark. Forfølgelsen af ”asociale” og ”vaneforbrydere” efter 19. september 1944".
Historien stammer fra interview som Tresoglavic foretog med efterkommere af den 25-årige.







Hvad var de danske asociale dømt for?
De danske deporterede mænds forbrydelser svarer de i det store hele til de grupper, som i den nazistiske raceideologi blev opfattet som asociale.

Der optræder kategorier som “Alfonseri”, “Betleri” (tiggeri), “Beruselse”/ “Dranker og beruselse”, og “Sindssyge og åndssvage”. En stor del af mændene var dømt for overtrædelse af politivedtægten eller for “Mindre kriminalitet” eller havde domme, der lå langt tilbage i tiden. Omvendt er der ikke eksempler på, at mændene var dømt for fx økonomisk kriminalitet i større skala, sortbørshandel, bedrageri, falskmøntneri eller hvidvaskning.



































Den danske sterilisations- og kastrationslov
Fra 1929 til 1969 blev 1012 mænd i Danmark kastreret som følge af sterilisations- og kastrationsloven af 1929. Kastrationerne blev primært foretaget med det formål at fjerne eller dæmpe driften hos sædelighedsforbrydere (eksempelvis hos pædofile, voldtægtsmænd og blufærdighedskrænkere), men også ikke-straffede homoseksuelle blev kastreret som følge af ”sjælelige lidelser” eller ”social forringelse”. Professor i seksualbiologi, Knud Sand, som var en af ophavsmændene til loven, forklarede homoseksualitet som en hormonel afvigelse, der kunne kureres ved kastration.

En stor andel af de kastrerede sædelighedsforbrydere før besættelsestiden var homoseksuelle: Da Knud Sand i 1940 var med til at evaluere loven, kunne han konkludere, at 37% af kastrationerne blev foretaget på baggrund af uterlighed over for drenge, mens uterlighed over for piger kun gav anledning til 16% af kastrationerne, dernæst kom voldtægt (11%) og exhibitionisme (9%). Knud Sand mente selv, at kastration var et effektivt middel til at afseksualisere mændene og forbedre deres sociale forhold. Dette syn stemmer overens med konklusionen i Retslægerådets udtalelse om de 17 deporterede mænd: De var netop i stand til at leve en såkaldt “social tilværelse”, fordi de var kastrerede.



































Artiklen er udarbejdet på baggrund af stud. mag. Gudrun Gadegaard Pedersens studier på kandidatuddannelsen i Historie ved Københavns Universitet, i samarbejde med DIIS og Sofie Lene Bak, Ph.d. og adjunkt, Københavns Universitet. April 2014.

Læs mere:
Sofie Lene Bak: Da krigen var forbi. De danske jøders hjemkomst efter besættelsen. Gyldendal 2012.

Peter Edelberg: Storbyen trækker: Homoseksualitet, prostitution og pornografi i Danmark 1945-1976. Jurist- og Økonomforbundet 2012.

Henrik Skov Kristensen: En station på vej til helvede. Harrislev banegård og deportationer af danske fanger fra Frøslev til tyske koncentrationslejre. Historisk Samfund for Sønderjylland, Flensborg 2002.

Henrik Lundtofte: Gestapo! Tysk politi og terror i Danmark 1940-45. Gad 2003.

Tim Panduro & Maya Schuster: "De asociale: kz-lejrenes glemte danskere", Gads Forlag, 2014.

Gudrun Gadegaard Pedersen: Forfølgelsen af homoseksuelle under deportationerne af såkaldte "asociale" og "vaneforbrydere" efter 19. september 1944. Universitetsopgave ved Saxo-instituttet, Københavns Universitet 2014. 
    
Adrian Tresoglavic: "Danske "asociale" og "vaneforbrydere" i tyske koncentrationslejre: nazistisk kriminalitetsbekæmpelse i Danmark efter 19. september 1944." I Therkel Stræde (red.): De nazistiske koncentrationslejre, studier og bibliografi. 2009. 

Adrian Tresoglavic: Nazistisk kriminalitetsbekæmpelse i Danmark. Forfølgelsen af ”asociale” og ”vaneforbrydere” efter 19. september 1944. Speciale. Center for historie, Syddansk Universitet 2002.

     





Dansk Institut for Internationale Studier
Østbanegade 1172100 København Øtel: +45 32 69 87 87fax: +32 69 88 00
folkedrab@diis.dk