Til undervisere Om os Kontakt
Søg
Forside UndervisningsministerietDansk Institut for Internationale Studier

Forside>Eksempler på folkedrab>Rwanda>Folkedrabets efterspil>At leve sammen igenPrint

At leve sammen igen



100.000 forældreløse børn, op mod én million døde, mellem 200.000 og 500.000 gerningsmænd og over en million flygtninge. Det var den barske virkelighed i Rwanda i 1994 efter folkedrabet. I Rwanda har man taget radikale midler i brug for at få grupperne til at leve sammen igen. Tiltagene har været lige så udskældte, som de har været rost.


Rigtige og forkerte ofre


Folkedrabet efterlod mange hundrede tusinde ofre: forældreløse børn, traumatiserede familiemedlemmer, eneforsørgere og HIV-smittede voldtægtsofre. For at hjælpe dem oprettede den rwandiske regering i 1998 en fond for overlevende (FARG) og en tilhørende lov (Lov 02/98), der skulle definere, hvem der havde ret til støtte. Loven har primært til formål at støtte overlevende i forhold til uddannelse, bolig, mental sundhed (adgang til læge- og psykologbehandling) og indkomstgenererende aktiviteter. Det sidste skal gøre folk i stand til at forsørge sig selv og deres familier. Det kan for eksempel være at bygge, snedkerere, sy, dyrke landbrug eller starte egen forretning.

Loven har medført store diskussioner om de forskellige kategorier af ofre, og hvem, der efter folkedrabet har været mest trængende. Mange er blevet hjulpet videre efter at have mistet alt. Men der er også eksempler på, at nogle af tilbuddene til overlevere i dag opleves som både unødvendig og urimelig forskelsbehandling. For eksempel er der reserveret fripladser på universitetet til unge, der på grund af folkedrabet blev forældreløse. Det har givet anledning til frustrationer, fordi ofrene og deres familier, der primært var tutsier, i en del tilfælde var velhavende. De ejede mere jord og kvæg end hutuerne og havde dermed penge til at give deres børn en bedre uddannelse. Dermed var tutsierne også før folkedrabet bedre repræsenteret på universiteterne. Det store fokus på folkedrabet gør således, at mange hutu-børn, der har mistet forældre og familie under den borgerkrig, der rasede samtidig med folkedrabet, bliver overset.

På den måde kan den økonomiske bistand og andre former for støtte til udvalgte overlevere på paradoksal vis være med til at skabe skel mellem de etniske grupper i landet og bidrage til følelsen af forskelsbehandling. Med andre ord er det, der er ment som en hjælp til bestemte offergrupper, med til at rippe op i de gamle følelser af uretfærdighed, fordi de selvsamme grupper (altså tutsierne) også før folkedrabet tilhørte en særlig elite.

I imidugudo lever ofre og gerningsmænd side om side


Imidugudo er en fællesbetegnelse for landsbyer, hvor beboerne er sammenbragte. Landsbyerne består af lokale rwandere og tilbagevendte rwandiske tutsiflygtninge fra Congo, Tanzania, Burundi og Uganda. Idéen om imidugudo stammer fra tiden efter folkedrabet, hvor Rwanda skulle håndtere massiv tilstrømning af rwandiske flygtninge fra tidligere konflikter, som nu anså det for sikkert at vende tilbage til Rwanda. Én af disse landsbyer blev skabt som et forsoningseksperiment. Her er lokalbefolkningen ikke sammenbragt med tidligere eksil-tutsier, i stedet bor ofre med tidligere gerningsmænd – og ofte de gerningsmænd, der slog deres egne familier ihjel.

Ideen til landsbyen, hvor der bor omkring 40 familier, kommer fra en præst, Pastor Steven Gahigi, hvis forældre og søskende blev slået ihjel under folkedrabet. Efter dette troede Gahigi, at han havde mistet sin evne til at tilgive. Men en nat, da han bad, fik han et syn: “Jeg så Kristus for mig, hængende på korset. Jeg tænkte på, hvordan han tilgav og vidste så, at jeg og andre også ville kunne gøre det”. Mange af de ofre, der bor i landsbyen, knytter deres tro på Gud til deres evne til at tilgive og leve sammen med gerningsmændene.

Men ikke alle har det sådan. I almindelige landsbyer rundt om i landet lever folk side om side, ikke som eksperiment, men som nødvendighed. Som én af de overlevende, Madalena (62 år) fra Kibuye siger, “I dag bliver vi bedt om at leve med de folk, som myrdede vores familier. Vi er blevet fortalt, at de er kede af det, at de ikke vil gøre det igen. Nogle tror på det. Jeg er ikke én af dem.”

Brug og misbrug af gacaca


Efter folkedrabet valgte den rwandiske regering at genoplive en af de traditionelle konfliktløsningsmodeller: gacaca. Traditionelt var gacaca en uformel måde at løse familie- eller landsbystridigheder på, som inddrager hele lokalsamfundet. Det kunne for eksempel være sager om landrettigheder eller ægteskabsaftaler. Gacaca foregik ude i landsbyerne, og de valgte ledere af gacaca var landsbyens mest respekterede ældre. Formålet var, at berørte parter og naboer skulle løse problemer i fredelighed og fællesskab.

I 2001 genindførtes gacaca, nu med det noget tungere formål at bringe tidligere gerningsmænd til at fortælle, hvad de havde gjort, angre over for ofrene og få en passende straf. På det tidspunkt var antallet af anklagede gerningsmænd i Rwandas fængsler omkring 100.000, og gacaca blev genindført i erkendelse af, at de nationale domstole umuligt kunne komme igennem så mange sager inden for en rimelig tid.

Gacaca-retssagerne foregik i det fri og omhandlede hovedsageligt enkeltstående forbrydelser eller hændelser af mindre alvorlig karakter. For at kunne sluse gerningsmændene bedst muligt tilbage i samfundet, blev det centrale for gacacas virke, at gerningsmændene fortalte, hvad de havde gjort, og at de derefter bad om tilgivelse fra ofrene. Men i praksis var det ikke så nemt. Mange ofre, der boede i nærheden af tidligere gerningsmænd eller medløbere, følte sig truet til ikke at vidne. Andre ofre følte, at de fik en mere eller mindre fremtvunget tilståelse, som de ikke kunne bruge til noget. Også hutuer har været kritiske over for gacaca. De har følt, at gacaca blev misbrugt til at anklage uskyldige hutuer for folkedrab, for at tutsier kunne beholde den jord, de havde taget fra de hutuer, der efter folkedrabet flygtede i store tal.

Kritikere har generelt fokuseret på, at gacaca ikke gav mulighed for at blive ordentligt forsvaret af en advokat, samt at dommene ikke kunne ankes. Med en frifindelsesprocent på omkring 20, har mange menneskerettighedsorganisationer udtrykt bekymring over, at alt for mange uskyldige må være blevet dømt. Forsvarere af gacaca har fremhævet, at der ingen bedre alternativer fandtes, hvis Rwandas befolkning nogen sinde skulle kunne leve sammen igen.

På studietur for at vende hjem: Eksilhutuer inviteres tilbage


I de seneste år er blikket for sameksistens og national enhed blevet rettet mod de mange hutu-flygtninge, som stadig lever i eksil efter folkedrabets afslutning i 1994. I de 20 år, der er gået, er de fleste af de ca. to millioner flygtede hutuer vendt hjem igen, men mange har valgt at forblive i eksil. Nogle af flygtningene er ustraffede gerningsmænd, som naturligvis frygter at blive retsforfulgt, så snart de vender tilbage, mens andre er almindelige hutuer, der ikke bryder sig om udviklingen af landet. Som hutuer føler de sig stigmatiserede og stoler ikke på, at der er en fremtid for dem og deres børn i Rwanda. Officielt bliver der talt om national enhed, men ude i landsbyerne er der stadig stor bevidsthed om, hvem der tilhører, hvilken etnicitet, og hvem der er i familie med hvem, og gjorde hvad under folkedrabet.

For at få flere hutu-flygtninge hjem har den rwandiske regering iværksat et opsigtsvækkende og utraditionelt tiltag – såkaldte ’Come and See. Go and Tell’-programmer. Folk fra eksilsamfundene inviteres til Rwanda på en slags studietur, hvor de blandt andet besøger deres hjemlandsbyer og lærer om landets økonomiske fremskridt. Håbet er, at de vil vende tilbage til Rwanda og overtale andre fra eksilsamfundet til at gøre det samme.

Udover genforening af nationen som det overordnede formål peges der også på andre bevæggrunde for denne ihærdige indslusningsindsats. Først og fremmest er der det sikkerhedsmæssige perspektiv: En kritisk eksilbefolkning, der samles uden for landets grænser, risikerer på sigt at udgøre en politisk og militær trussel. Om nogen skulle præsident Kagame og RPF vide det, idet de selv var rwandiske eksil-tutsier i Uganda, før de invaderede Rwanda og afsatte hutu-ekstremisterne. En anden pointe er, at en stor eksilbefolkning, der ikke vil hjem, skaber et dårligt image for Rwanda, der udadtil gerne vil fremstå som et sikkert, stabilt og moderne afrikansk demokrati.

Kan det ske igen?


I og uden for Rwanda er der kritiske røster, der mener, at Kagames radikale og ofte kritiserede genopbygnings- og forsoningstiltag ikke er garanti for en fredelig fremtid. Snarere tværtimod. Ved kun at tillade én udlægning af historien bag folkedrabet, at forsøge at styre civilsamfundet ned til mindste detalje og at minimere betydningen af etnisk identitet skabes der grobund for vrede og usikkerhed, der i sidste ende vil kunne få de etniske grupperinger til at vende sig mod hinanden igen.

Præsident Kagame har ofte forsvaret sin hårde kurs. ”En ekstrem situation kræver, at man tager ekstreme midler i brug”, siger han. Fordi mange af gerningsmændene under folkedrabet var unge medløbere, holdes ungdommen i kort snor i dag. Fordi medierne dengang var med til at opildne til folkedrab, tillader man i dag ikke medierne fuld ytringsfrihed. Sådanne restriktioner ville aldrig blive tilladt i vesten, men måske er det for nemt blot at kritisere? Hvad hvis prisen for at vælge en blødere og mere demokratisk vej er en øget risiko for, at et folkedrab eller en borgerkrig bryder ud igen? Vil man så stadig mene, at Rwanda bør vælge en genopbygningsstrategi med større politisk frihed?

I Rwanda er det en svær balancegang. For restriktionerne ligner på mange måder de forsøg på ensretning af befolkningens tankegang, der foregik før og under folkedrabet. Det var jo netop manglen på mulighed for kritik og modstand, der gjorde, at folkedrabsregimet havde mulighed for at propagandere hadefulde budskaber vidt og bredt. Selv hvis regeringens budskaber i dag er gode, er løsningen på etniske spændinger måske snarere kritisk diskussion og troen på mangfoldighed frem for ensretning og konstrueret fællesskab.


”Min familie døde som tutsier på den forkerte side af grænsen”
Faustin er rwandisk tutsi, men er opvokset i nabolandet Congo, hvor der også har været spændinger mellem hutuer og tutsier. Hans forældre var tutsier, flygtet fra tidligere massakrer i Rwanda til Congo. I Congo oplevede de imidlertid også diskrimination og forfølgelse.

Én gang måtte Faustin gemme sig i et skab på sin skole i flere dage, fordi nogle bandemedlemmer havde truet med at slå ham ihjel på vej hjem. Blot 16 år gammel flygtede Faustin fra Congo til Rwanda og hjalp med oprydningen i landet efter folkedrabet. Han var chokeret over, hvad han så, men ”jeg ønskede jo at gøre min pligt. Rwanda var også mit land”, siger han. Da der efterfølgende udbrød krig mellem Congo og Rwanda, kæmpede den dengang 19-årige Faustin som soldat for Rwanda mod hutuer i Congo og så mange af sine venner dø. På fjernsynet så han sin gamle landsby i Congo i ruiner, og han fik at vide, at det meste af hans familie var blevet slået ihjel af hutuer. I dag bor han i Rwanda og har kun sin kusine. Han er ikke anerkendt som offer, fordi staten kun giver støtte til ofre for folkedrabet i Rwanda i 1994. Faustin må derfor klare sig selv.



Morderne er vores naboer nu
Louis Rutaganira, overlever: "Efter 2004 fortalte myndighederne os hver dag, at vi skulle arbejde hårdt og glemme fortiden. Det var meget svært. De fortalte os, at vi skulle sætte national forsoning over alt andet. Men det var svært, når de folk, der myrdede vores elskede, ikke engang ville fortælle os, hvordan de døde.” Det afgørende for Louis’ vej videre var gacaca, hvor gerningsmænd tilstod, hvordan de havde myrdet Louis’ kone og børn, og hvor de angrede, hvad de havde gjort. ”Jeg accepterede deres undskyldning. Det var smertefuldt, men nødvendigt. Morderne er vores naboer nu.”





"Morderne burde blive låst væk et sted, hvor jeg aldrig behøver at se dem igen. Fængsel på livstid ville gøre det. Så længe jeg aldrig vil komme til at møde dem igen et eller andet sted og se dem passe deres børn, efter at de tog vores forældre, som opdragede os så kærligt, fra os".
Citat fra et overlevende barn, Chantal 11 år. Mindesten ved Kigali Memorial Centre 2009.





Hutu-flygtninge efter folkedrabet
I slutningen af folkedrabet og i tiden efter krydsede flere hundredetusinde rwandiske flygtninge grænserne til nabolandende Congo, Tanzania og Uganda. De var ikke, som man skulle tro, og som mange medier rapporterede, folkedrabets forfulgte tutsier. Flygtningene var derimod landets hutuer, som frygtede hævnaktioner fra den tutsi-dominerede befrielseshær RPF og i det hele taget den usikkerhed, de forventede ville præge Rwanda efter krigens afslutning.

 

 

Flygtninge til og fra Rwanda

I 1959 opstod den såkaldte hutu-revolution i Rwanda, hvor hutuerne overtog magten. Herefter flygtede hundredtusindvis af tutsier til nabolandene Burundi, Uganda, Congo og Tanzania. I Uganda dannede de RPF – Rwandan Patriotic Front, som angreb Rwanda fra Uganda i oktober 1990. Det var denne eksilhær, som fik stoppet folkedrabet i juli 1994.

I det første år efter folkedrabet vendte omkring en million tutsier tilbage fra nabolandene og fra Europa og Nordamerika. I dag udgør de tilbagevendte eliten i det rwandiske samfund.

Under og umiddelbart efter folkedrabet flygtede næsten to millioner hutuer. De fleste bosatte sig i enorme flygtningelejre i Tanzania og Congo. Lejrene blev styret af de samme politikere og militærfolk, som havde planlagt og gennemført folkedrabet, og de fortsatte deres træning af militser og forberedte sig på at vælte den nye tutsi-regering i Rwanda. For at fjerne denne sikkerhedstrussel angreb det rwandiske militær i 1996 lejrene i Congo for at tvinge flygtningene hjem. Langt de fleste vendte tilbage til Rwanda i de følgende måneder.

I dag er der stadig hutuer, som lever som flygtninge i Europa og Nordamerika eller forsøger at gemme sig i det østlige Congo, hvor resterne af en oprørsbevægelse opholder sig. Desuden er der lille gruppe rwandere – både hutuer og tutsier – som nu søger asyl i udlandet. Ofte er de tidligere medlemmer af RPF, som er utilfredse med præsident Paul Kagames politik, og som frygter for deres sikkerhed i landet.




Artiklen er skrevet af Elisabeth Moltke, cand.mag i Kultur- og Sprogmødestudier, i samarbejde med Simon Turner, ph.d. og lektor ved Københavns Universitet, december 2014

Læs mere
Remaking Rwanda – State Building and Human Rights after Mass Violence. Scott Strauss and Lars Waldorf (redr). University of Wisconsin Press (2011)


Dansk Institut for Internationale Studier
Østbanegade 1172100 København Øtel: +45 32 69 87 87fax: +32 69 88 00
folkedrab@diis.dk