Til undervisere Om os Kontakt
Søg
Forside UndervisningsministerietDansk Institut for Internationale Studier

Forside>Eksempler på folkedrab>Darfur>Darfur – en glemt konflikt?Print

Darfur – en glemt konflikt?


Mere end et årti efter at krigen i Darfur begyndte, raser den stadig med store menneskelige konsekvenser. Over to millioner mennesker er fordrevet fra deres hjem på grund af kampe mellem oprørere, regeringsstyrker og militser. Voldtægt af kvinder og børn, mord på civile og angreb på landsbyer er dagligdag, og de skyldige bliver hverken straffet eller retsforfulgt.


Det er mere end ti år siden, at krigen i Sudans vestlige Darfur-provins begyndte. I 2004 kom den sudanesiske regerings overgreb på civilbefolkningen på den internationale dagsorden, og FN, internationale nødhjælpsorganisationer og filmstjerner valfartede til den fattige og underudviklede provins for at komme civilbefolkningen til undsætning. Men i dag synes alle forsøg på at stoppe krigen at være mislykkede, og krigen fortsætter uden for mediernes rampelys.

Overgreb fortsætter


Den sudanesiske regerings bombardementer af landsbyer og militsangreb på civilbefolkningen fortsætter. I de første tre måneder af 2014 måtte mere end 200.000 mennesker i flygte på grund af kampe mellem den sudanesiske regeringshær og lokale oprører og på grund af konflikter mellem forskellige stammer. Ifølge FN blev 460.000 børn, kvinder og mænd alene i 2013 tvunget til at flygte for at redde deres liv. 

De stridende parter bliver flere


Konflikten i Darfur har udviklet sig i en kompleks retning. I begyndelsen af krigen var det tre darfurianske oprørsgrupper, som var i krig med den sudanesiske regering.  I dag bekriger utallige oprørsgrupper hinanden – også internt i oprørsgrupperne. Der er også konflikter mellem stammerne, og krigen mellem darfurianske oprørsgrupper og den sudanesiske regering fortsætter. Dermed er det også blevet meget sværere at stoppe krigshandlingerne og overgrebene på civilbefolkningen:

  • I begyndelsen af krigen var der to darfurianske oprørsgrupper: Justice and Equality Movement og Sudan Liberation Movement/Army, som havde som mål at opnå politisk indflydelse. I dag føres krigen af en lang række oprørsgrupper med hver deres mål. Nogle bekriger hinanden, andre opererer som røverbander, og de tre største af grupperne er gået sammen med en oprørsgruppe uden for Darfur for at vælte regeringen. Denne alliance hedder Sudan Revolutionary Front og blev dannet i november 2011. Alliancen er en betydelig trussel mod den sudanesiske regering. 
  • På grund af den fortsatte straffrihed blomstrer kriminaliteten i Darfur. Et utal af bevæbnede røverbander huserer på vejene og i mindre områder, hvor de truer og røver civilbefolkningen.
  • Den berygtede Janjaweed-milits, som i begyndelsen af krigen blev sat ind af den sudanesiske regering til at angribe landsbyer og dræbe og fordrive lokalbefolkningen, er på grund af manglende økonomisk støtte fra regeringen gået sine egne veje. Det har blandt andet resulteret i blodige kampe mellem forskellige arabiske stammer, som udgør Janjaweed-militsen, over adgang til vand og græs til deres dyr. 
  • Den sudanesiske regering har dannet en ny paramilitærgruppe – eller milits – som hedder Rapid Support Forces to Darfur, som består af 5.000-6.000 militsmedlemmer. Gruppen benytter samme fremgangsmåde, som Janjaweed-militsen benyttede i begyndelsen af konflikten. Den nye paramilitære gruppe arbejder angiveligt tæt sammen med den sudanesiske hær. De seneste års stigning i antallet af overgreb mod civilbefolkningen kædes sammen med indsættelsen af Rapid Support Forces to Darfur.

Den humanitære situation forværres


Samtidig med at kampene fortsætter, og familier bliver drevet på flugt, har den sudanesiske regering gjort det sværere for internationale nødhjælpsorganisationer at udføre deres arbejde i Darfur. Mange af organisationerne er blevet beskyldt for at blande sig i konflikten og rapportere usandt om fx antallet af voldtægter, angreb på civilbefolkningen og Sudans regerings gøren og laden.

I 2009 udviste den sudanesiske regering 13 internationale nødhjælpsorganisationer fra Darfur og lukkede tre lokale nødhjælpsorganisationer. Regeringen anklagede blandt andet organisationerne for at have givet oplysninger til den Internationale Straffedomstol om overgreb på civilbefolkningen. En anklage som organisationerne afviser.

Efterfølgende er flere organisationer blevet bedt om at stoppe deres arbejde eller har selv valgt at pakke sammen, fordi den sudanesiske regering har gjort det for besværligt og omkostningsfuldt at operere, eksempelvis ved at nægte nødhjælpsorganisationerne adgang til de fordrevne personer og at give organisationernes ansatte visum osv.

Ifølge den Internationale Straffedomstol var der i slutningen af 2013 6.800 nødhjælpsarbejdere tilbage i Darfur mod 18.000 i begyndelsen af 2009. Størstedelen af nødhjælpsarbejderne er lokale. Særligt i oprørskontrollerede områder har de tilbageværende nødhjælpsorganisationer svært ved at få lov til at hjælpe civile, fordi regeringen nægter dem adgang. Derfor findes der store områder, hvor familier må overleve på det, de kan finde i naturen, og håbe på at nå frem til en af lejrene for internt fordrevne, hvor der er adgang til mad og vand. Men også i lejrene melder organisationerne om et stigende antal af underernærede børn og forringede leveforhold, fordi der er færre organisationer til at hjælpe. I 2014 skønnede man, at der var over to millioner fordrevne i Darfur.

International indblanding har ikke stoppet overgrebene


Medlemmerne af FN’s Sikkerhedsråd har i årenes løb vedtaget en række resolutioner, som skulle stoppe krigshandlingerne og overgrebene i Darfur. Om resolutionerne har været stærke nok og er kommet i rette tid, er der stor uenighed om. Men en ting er sikkert: De mindst 55 vedtagne resolutioner har hverken afsluttet krigen eller mindsket lidelserne i Darfur, for næsten ingen af dem er blevet realiseret.

Den sudanesiske regering har for eksempel helt fra begyndelsen nægtet at afvæbne Janjaweed-militsen og stoppe bombardementer i civile områder. Hverken medlemmerne af FN’s Sikkerhedsråd eller FN’s medlemslande har fulgt resolutionerne op med handling, der har kunnet få Sudans regering til at stoppe overgrebene. Efter FN’s Sikkerhedsråd i 2005 bad Den Internationale Straffedomstol i Haag om at undersøge overgrebene i Darfur, har Straffedomstolen udstedt flere arrestordrer på personer, herunder Sudans præsident Omar Hassan Ahmad al-Bashir, ministre, militser og oprørere. De er anklaget for forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser. Sudans præsident er desuden anklaget for folkedrab.

Enkelte retssager er gået i gang, men de større sager mod fx Sudans præsident og den nuværende guvernør i staten Sydkordofan, Ahmad Muhammad Harun, tidligere indenrigsminister og minister for humanitære anliggender, og militsleder Ali Kushayb, kan ikke iværksættes, fordi de anklagede fortsat er på fri fod.

Skrøbelige fredaftaler og ustabil fredsstyrke


Der er blevet indgået flere fredsaftaler, hvor både Den Afrikanske Union, FN og Den Arabiske Liga har været involveret, men ingen af aftalerne har formået at stoppe volden i Darfur. Heller ikke den fredsbevarende hybridstyrke bestående af soldater fra FN og Den Afrikanske Union (UNAMID), som i 2007 afløste soldater fra Den Afrikanske Union.

Hybridstyrken har lige fra begyndelsen manglet både udstyr og soldater. Dertil har den sudanesiske regering forhindret den fredsbevarende styrke i at udføre sit arbejde ved blandt andet at forhale visumansøgninger og nægte soldaterne adgang til de områder, hvor styrken skal undersøge, om der er blevet begået overgreb. Der var i slutningen af juni måned 2014 17.515 uniformerede ansatte i Darfur fra UNAMID – heraf 13.613 soldater, 324 militære observatører og 3.578 politibetjente.

De stridende parters respekt for UNAMID og styrkens mandat i Darfur er lav. Alene i 2013 blev 16 soldater dræbt. I alt 57 soldater fra hybridstyrken er blevet dræbt siden 2008. Mange af de fordrevne familier nærer også mistillid til fredsstyrken, fordi de gang på gang har oplevet, at styrken ikke har formået at beskytte dem mod overgreb.

Malene Haakansson, journalist og forfatter til bogen "Det værste er at dø i stilhed", i samarbejde med DIIS, januar 2015

Læs mere

Uddrag fra bogen "Det værste er at dø i stilhed. Stemmer fra Darfur". Malene Haakanson, 2007.

UNAMID og dens mandat (på engelsk)
 
Ban Ki-moon efter drab på FN-soldater: Sudan må handle nu, artikel i Information, december 2013

Læs om de anklagede på ICC’s engelske hjemmeside

ICC’s chefanklager skrinlægger Darfur-sag, artikel i Information, 16 december 2014

Krav om retfærdighed skaber dilemma i Darfur, artikel i Kristeligt Dagblad, 15. juli, 2008

Darfur er i dag ikke et folkemord, men et politisk problem, artikel i Information, 2. august, 2007


Siden er sidst opdateret i januar 2015

Klik for stor version
På dette satellitbillede (klik for stor version) kan man se byen Saraf Omra efter et militsangreb i marts 2014. Ifølge internationale humanitære organisationer blev 19 mennesker dræbt under angrebene, 60 blev såret og knap 65.000 mennesker drevet på flugt.

Øverst kan man se, hvordan fordrevne familier har søgt tilflugt lige uden for FN og Den Afrikanske Unions militærlejr (UNAMID). Til venstre i billedet kan man se nedbrændte hytter i landsbyen Saraf Omar – og til højre er ødelagte markedsboder markeret.

© DigitalGlobe / Satellite Sentinel Project, 17. Marts 2014.
http://www.satsentinel.org




Voldtægt som krigsvåben
Udover angreb på landsbyer fortsætter et af konfliktens kendetegn – voldtægt af kvinder og unge piger. Voldtægten finder ofte sted, når kvinderne begiver sig uden for deres landsbyer eller lejrene for internt fordrevne for at finde brænde. Selvom det vurderes, at langt de fleste tilfælde af voldtægt ikke bliver anmeldt, fordi voldtægt er et tabubelagt emne i den darfurianske kultur, modtager FN en lind strøm af anmeldelser. Ligesom angrebene på landsbyerne, hvor civile bliver dræbt og såret, foregår de grove voldtægter, uden at de skyldige bliver retsforfulgt eller straffet.




Hvad er Janjaweed?
’Janjaweed’ er betegnelsen for militser med arabisk baggrund og kan oversættes til ”Mænd på hesteryg med maskingeværer”. Internationale undersøgelser har dokumenteret, at der er foregået et samarbejde mellem den sudanske regering, regeringstropperne og Janjaweed-militserne. Til gengæld for deres kamp har regeringen givet Janjaweed-militserne penge, våben og lov til at plyndre og tage land uden begrænsning.



Dansk Institut for Internationale Studier
Østbanegade 1172100 København Øtel: +45 32 69 87 87fax: +32 69 88 00
folkedrab@diis.dk