Til undervisere Om os Kontakt
Søg
Forside UndervisningsministerietDansk Institut for Internationale Studier

Forside>Eksempler på folkedrab>Darfur>Retfærdighed eller fred i Darfur? Print

Retfærdighed eller fred i Darfur?

Forhindrer jagten på retfærdighed en varig fred i Darfur? Det er et åbent spørgsmål, efter den Internationale Straffedomstol i Haag har anklaget og udstedt arrestordrer på Sudans siddende præsident.

I 2005 bad FN’s Sikkerhedsråd chefanklageren ved Den Internationale Straffedomstol i Haag (ICC) om at undersøge forbrydelserne i Darfur og hvis muligt retsforfølge de skyldige. Det ledte to år senere til en arrestordre på militslederen Ali Muhammed Ali Abd-Al-Rahman og tidligere Indenrigsminister Ahmad Muhammed Harun, som på daværende tidspunkt var minister for humanitære anliggender. De blev begge anklaget for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeden begået i Darfur.

ICC’s chefanklager på daværende tidspunkt, Luis Moreno-Ocampo, fortsatte sit arbejde med at få hovedpersonerne bag overgrebene i Darfur for en dommer. I 2009 udstedte ICC en arrestordre på Sudans siddende præsident, Omar Hassan Ahmad al-Bashir. Anklagen lød på krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden. Et år senere, i 2010, blev endnu en arrestordre mod præsidenten udstedt – denne gang for medvirken til folkedrab.

Hvad vejer tungest?


Det er første gang, at domstolen har forsøgt at stille en siddende præsident for en dommer. Beslutningen blev modtaget af protester og ophedede diskussioner, for var det et klogt træk? Hvordan skulle det være muligt at forhandle en fredsaftale på plads i Darfur, når præsidenten var under anklage? Med en anklage over hovedet og det internationale samfund på nakken vil Sudans præsident så stadig have noget at vinde ved at arbejde for varig fred og beskyttelse af fordrevne familier? Ifølge kritikere var Bashirs eneste beskyttelse nu at holde endnu mere fast på magten.

Fortalerne for arrestordren argumenterede for, at der aldrig ville blive fred i Darfur uden retfærdighed, og at regeringen i Sudan, særligt præsidenten, alligevel ikke var til at stole på. De mente, at det eneste, som kan sætte en stopper for lidelserne i Darfur, er et fortsat pres på den sudanesiske regering til at indgå seriøse fredsforhandlinger. At isolere og fange de skyldige er et af værktøjerne, lød argumenterne.

Argumenter mod retsforfølgelse


USA’s tidligere Sudan-udsending Andrew S. Natsios var blandt de største kritikere af domstolens beslutning. Han mente, at anklagerne kunne være med til at opløse Sudan og skabe endnu mere kaos.

Blandt aktivister og forskere var der også uenighed om, om hvorvidt anklagen mod præsidenten i sidste ende ville gavne dem, det hele handler om – de fordrevne familier i Darfur og de efterladte. Nogle fremhævede, at når retfærdighed står i vejen for at opnå fred, må retfærdigheden vige. Især hvis konsekvenserne af at udstede arrestordrer kunne skade de fordrevne yderligere og sætte andre politiske forhandlinger over styr. Et andet argument var, at domstolens afgørelse ville gøre det sværere for de humanitære nødhjælpsorganisationer at arbejde i Darfur og udskyde eller sætte en stopper for at få en mere robust, fredsbevarende styrke ind i området.
 

Nødhjælp under pres


I 2009, kort efter den første arrestordre på præsidenten blev udstedt, blev 13 internationale nødhjælpsorganisationer udvist fra Darfur og tre lokale nødhjælpsorganisationer måtte lukke. Organisationerne blev blandt andet beskyldt for at have givet oplysninger til ICC, hvilket organisationerne afviste.

Den Afrikanske Union har ligesom den Arabiske Liga forsøgt at få FN’s Sikkerhedsråd til at udsætte anklagerne mod Sudans præsident, men det har FN’s Sikkerhedsråd indtil videre nægtet. Selv om flere afrikanske medlemslande er underskrivere af Rom-statutten, som er grundlaget for domstolen, har den Afrikanske Union kritiseret domstolen for at være forudindtaget og i højere grad stille afrikanske ledere for retten end vestlige ledere.

Argumenter for retsforfølgelse


ICC’s chefanklager, Luis Moreno-Ocampo, er blevet kritiseret for ikke at tage hensyn til, hvornår det ville være det mest optimale tidspunkt at udstede arrestordrerne. Selv var han ikke i tvivl om, at det var det rigtige at gå efter toppen i det sudanesiske samfund for at komme forbrydelserne i Darfur til livs. Moreno-Ocampo holdt fast i, at hans mandat var at undersøge, om der var blevet begået forbrydelser i Darfur og, gennem indsamling af beviser, at bringe de skyldige for domstolen.

Menneskerettighedsorganisationer og -aktivister så arrestordrerne som en stor sejr. Amnesty International udtalte, at arrestordrerne er et stærkt signal om, at det internationale samfund ikke længere tolererer straffrihed, når ledere i magtfulde stillinger begår grove menneskerettighedsforbrydelser, og at dette i fremtiden kan være med til at forebygge lignende forbrydelser. Fortalerne for arrestordrerne afviste, at dette ville skabe endnu mere kaos i Sudan. De argumenterede for, at ro og orden i Sudan alene beror på regeringspartiet National Congress Partys hårdhændede kontrol over Sudans militær og sikkerhedsstyrker. Blandt darfurianske flygtninge og i Darfurs lejre for internt fordrevne var der også stor glæde over udsigten til, at de ansvarlige for overgrebene en dag ville blive straffet.

Sudan fordømmer domstolen


Ikke overaskende blev nyheden om arrestordrerne på præsident Omar Hassan Ahmad al-Bashir modtaget med en hovedrysten af regeringen i Sudans hovedstad, Khartoum. Sudan anerkender ikke ICC, og landets regerende parti National Congress Party kaldte hurtigt anklagerne for ”uansvarlig politisk afpresning” og et udtryk for neokolonialisme – forstået på den måde at de gamle kolonimagter fortsat forsøger at påvirke deres tidligere koloniområder. Sudans præsident kaldte arrestordren for Vestens forsøg på forhindre Sudan i at udvikle sig og et udtryk for, at vestlige lande er ude på at vælte hans styre.
 

Hvordan er det så gået?


I dag, flere år efter den første arrestordre på præsidenten blev udstedt i 2009 , er freden ikke rykket nærmere Darfur. I 2014 blev mere end 200.000 mennesker drevet på flugt på grund af kampe og angreb på landsbyer. I 2013 var 460.000 mennesker nødt til at flygte for at redde deres liv. Den fredsbevarende hybridstyrke, som FN vedtog at indsætte i 2007, er stadig ikke fuldtallig, selvom den i dag består af godt 17.000 soldater, politifolk og militære observatører. Styrken har ikke formået at stoppe overgrebene på civilbefolkningen og er også selv udsat for angreb.

Den seneste fredsaftale, som blev indgået i juli 2011 mellem den sudanesiske regering og nogle af oprørsgrupperne, har heller ikke bragt fred og stabilitet. Flere oprørsgrupper har valgt ikke at skrive under og er blevet en del af en national oprørsalliance, som har til formål at vælte Sudans præsident.

I en rapport til FN’s Sikkerhedsråd konstaterer den Internationale Straffedomstol, at selvom der er gået knap ti år siden, FN’s Sikkerhedsråd bad domstolen om at undersøge forbrydelserne i Darfur, fortsætter overgrebene, og de skyldige bliver ikke straffet. Ifølge rapporten har verdenssamfundet fejlet i at hjælpe ofrene, fordi der er blevet gjort alt for lidt for at fange dem, som har og fortsat begår forbrydelserne. Domstolen er overbevist om, at arrestation af de anklagede er afgørende for at kunne opnå fred og stabilitet i Darfur. Flere af de anklagede er fortsat på fri fod – inklusiv Sudans præsident. Domstolen har flere gange indskærpet, at lande, der har tilsluttet sig ICC, er forpligtigede til at arrestere de anklagede, hvis de befinder sig på det pågældende lands territorium. Alligevel er det flere gange sket, at præsidenten har besøgt medlemslande uden at blive arresteret.

Malene Haakansson, journalist og forfatter til bogen "Det værste er at dø i stilhed", i samarbejde med DIIS, januar 2015


Spørgsmål til diskussion


Hvem har ansvaret for at skabe fred i Darfur?

Hvem har ansvaret for at skabe retfærdighed i Darfur?

Hvad vejer tungest, at skabe fred i Darfur eller stille de ansvarlige for overgrebene for en dommer? Kan man, og bør man, prioritere?

Hvorfor udstedte ICC arrestordren på Sudans præsident? Og var det det rigtige at gøre på det tidspunkt?

Hvad kan være forklaringen på, at lande, der er tilsluttet ICC ikke arresterer præsidenten, når han er på besøg? Hvad taler for at arrestere ham? Hvad taler for at lade være?

Hvad er vigtigst – retfærdighed eller fred?

Hvad sker der, hvis de ansvarlige i Darfur, aldrig bliver stillet for en dommer? Kan man forestillesig andre måder, at opnår retfærdighed på, end ved retssager?


Siden er sidst opdateret i januar 2015


Anklager mod Sudans præsident
Den 4. marts 2009 udstedte ICC en arrestordre på Sudans præsident, Omar Hassan Ahmad al-Bashir. Præsidenten blev anklaget for forbrydelser mod menneskeheden, herunder mord, udrensning, tortur og voldtægt. Derudover blev han anklaget for krigsforbrydelser, blandt andet direkte angreb på civile, som ikke tager del i krigshandlingerne.

Den 12. juli 2010 udstedte ICC sin anden arrestordre. Præsidenten blev anklaget for at have begået folkedrab i Darfur mod områdets tre etniske grupper. Anklagen lød, at præsidenten havde haft til hensigt at begå folkedrab ved hjælp af drab, mental og fysisk skade og ved at påføre leveomstændigheder, der ville føre til gruppens fysiske ødelæggelse.


I 2011 blev al-Bashir interviewet af den britiske avis The Guardian om blandt andet anklagerne fra ICC.
Se interviewet (på engelsk)
©UN Photo



Dansk Institut for Internationale Studier
Østbanegade 1172100 København Øtel: +45 32 69 87 87fax: +32 69 88 00
folkedrab@diis.dk